Debat: Sådan er kapitalismen

Svar til GAIA’s temanummer: ’Uden for kapitalismen’ 
— af Mellemøstgruppen i Internationalt Forum og andre IF-medlemmer

GAIA-temanummeret med titlen ”Uden for kapitalismen” er interessant men også foruroligende læsning. Det er skrevet og redigeret af en række aktive medlemmer af Internationalt Forum (Gaia-redaktionen), og synspunkterne der fremlægges har - desværre - bredere opbakning end fra redaktionens 8 medlemmer, både i og uden for IF. Når vi siger ’desværre’ skyldes det at der i GAIA-temanummeret, herunder i lederen, fremlægges en række synspunkter vi er lodret uenige i og betragter som et kraftigt skred i forhold til Internationalt Forums antiimperialististiske position. På den anden side skal redaktionen også respekteres for dens forsøg på at fremlægge hvad der ligner en ’tøvende’ politiske platform, så vi kan få indkredset de politiske uenigheder og sat en debat i gang. Det fremgår af lederen og artiklerne:

— at Gaia-redaktionen tager afsked med - eller i hvert fald distancerer sig fra klassekampen, socialismen og revolutionen og forsøger sig med ’den gradvise overgang’, - men til hvad? Reform under kapitalismen ligner det. Det gør redaktionen bl.a. fordi den er frustreret over hvor dårligt det gik med socialismen i Sovjet og DDR. (En frustration som undertegnede ikke deler da vi aldrig har ment der var socialisme i de to lande, bortset fra en kort tid efter revolutionen i 1917).

— at forfatterparret Gibson-Graham (og Gaia-redaktionen?) mener kapitalismen er ”meget mindre udbredt end vi går og tror og bliver bedrøvede over”, ja det er lige før de med en viljesakt ’afskaffer’ kapitalismen. Sådan læser vi forfatterparrets artikel der reducerer kapitalismen til merværdiproduktion, og mener at mange områder ”ligger ubesværet af kapitalismen”. Den optik gør det ifølge forfatterparret muligt ”at forstå kampen mod kapitalismen som en dynamisk gradvis proces - i modsætning til ”den messianske venten på revolutionen” (tak skal du ha’!!).

I vores artikel debatterer vi de nævnte synspunkter, vi beskriver kapitalismen som vi ser den, - langt mere udbredt i både bredden og dybden end før, vi genopfrisker i den anledning en række af den videnskabelige socialismes - marxismens - kernebegreber til forståelse af kapitalismens inderste væsen. Vi argumenterer for at der ikke findes ”socialistiske øer i et kapitalistisk hav”; vi demonstrerer hvorfor vi tror (eller rettere: er sikre på) at efter kapitalisme kommer socialisme. Spørgsmålet om ’hvornår’ afhænger af klassekampens styrke og kraft. Vi er fulde af optimisme hvad angår kampen for revolutionen og socialismen. Se blot på folkelige antiimperialistiske bevægelser som FARC i Colombia, PFLP i Palæstina, MST i Brasilien, DHKP/C i Tyrkiet, millioner af militante arbejdere i Filippinerne som kæmper imod de multinationale selskaber. Og ikke at forglemme: Hvor spontant, og samtidig velorganiseret, en (næsten) generalstrejke kunne rejse sig af passiviteten her i lille Danmark for nogle år siden, nemlig ’gærstrejken’ (en overenskomststrejke). Vi tror med Rosa Luxemburg i høj grad på spontaniteten i arbejderklassen og en klassekampsudvikling der foregår i spring. Reformismens historie har til gengæld vist os at reformvejen er en blindgyde. Uden klassekamp og revolution, ingen socialisme.

1. Den kapitalistiske samfundsformation

”Historien om alle hidtil eksisterende samfund er historien om klassekampen” (Det kommunistiske manifest, Karl Marx og Frederik Engels, 1848)

Når vi i dag har kapitalisme og ikke feudalisme, skyldes det overordnet betragtet at produktivkræfterne sprængte de rammer og det grundlag der fandtes under feudalismen. Men det skete ikke mekanisk. Det var klassekampen mellem feudalismens hovedklasser der undergravede feudalismen. Men det var produktivkræfternes udvikling, først og fremmest industrialiseringens gennembrud, der medførte at klassekampens resultat blev etableringen af kapitalistiske produktionsforhold, fordi de nye produktivkræfter blev frigjort ved hjælp af kapitalen og lønarbejdet.

”Det er den materielle produktion der er grundlaget for al historie. Selve fundamentet for al historisk udvikling bliver hermed produktivkræfterne, dvs. samfundets fond af arbejdskraft, teknisk og faglig indsigt og produktionsmidlerne. De relationer (i klassesamfund især ejerforholdene) der eksisterer mellem mennesker i produktionen kaldes produktionsforhold.” (Benito Scocozza, Feudalismen, s. 24).

Hvor arbejdskraften under feudalismen umiddelbart var knyttet til jorden og gennem arbejdet på godset kunne skaffe midler til arbejderens egen reproduktion, så er arbejderen under kapitalismen totalt løsrevet fra produktionsmidlerne. Arbejderen er besiddelsesløs. Han eller hun ejer kun sin arbejdskraft som han/hun - for at kunne eksistere - må sælge til ejeren af produktionsmidlerne. Klassekampen mellem arbejderne og arbejdsgiverne afgør omfanget af udbytningen (dog med den tilføjelse at arbejdsgiveren også har en interesse i at udbytningen ikke bliver så hård at arbejderen ikke er i stand til at udføre sit lønarbejde effektivt).

Læren om merværdien

Under kapitalismen er arbejdskraften således en vare. Kapitalisten køber denne vare og forbruger den ved at lade den arbejde for sig. For arbejdskraften betaler kapitalismen nu en vis pris i form af løn. Men den løn dækker i virkeligheden kun prisen for en del af den værdi som arbejderen skaber gennem sit arbejde. Nogle af de penge kapitalisten får ind ved salget af det fremstillede produkt på et marked, anvendes til lønudbetaling, resten beholder kapitalisten selv. Arbejderen får altså kun en del af sit arbejde betalt. Den del som kapitalisten tilegner sig er fremkommet ved at arbejderen har ydet en del gratis merarbejde til kapitalisten. Den del kaldes merværdien. Hver gang kapitalisten har tilegnet sig (stjålet) merværdi, så har kapitalisten øget sin kapital, akkumuleret kapital. Kapital er ikke andet end ophobet arbejde.

Netop fordi den kapitalistiske udbytning er skjult: lønnen udbetales til arbejderen som om han eller hun får penge for alle sine arbejdstimer, kan der under kapitalismen skabes illusioner om at arbejdere og kapitalejere er frie og lige varebesiddere som mødes på markedet. Har du arbejdskraft, så har jeg kapital! På baggrund af dette skinforhold kan der skabes forestillinger om at samfundsborgerne i det kapitalistiske samfund er lige og frie og bruge denne skinforestilling til at cementere det borgerlige demokrati (= det borgerlige diktatur) med dets påstand om at alle har lige meget at sige. Kampen om merproduktet bliver kernen i den historiske udvikling i klassesamfundets epoke. Hver gang arbejderne gennem strejker osv. får hævet lønnen, og dermed gør indhug i merproduktet, styrkes arbejdersiden i styrkeforholdet mellem klasserne, og omvendt. Så enhver tese om at lønkampen er uden perspektiv demonstrerer manglende forståelse for betydningen af merværdispørgsmålet under kapitalismen.

Den borgerlige stat beskytter ejendomsretten

Men hvis udbytningen afsløres, og arbejderklassen sætter sig i bevægelse for at styrte det kapitalistiske samfund eller ’blot’ udfordrer det ved strejker og fabriksbesættelser, træder statsmagten i funktion til forsvar for borgerskabets ejendomsret. Ligesom under feudalismen er statsmagten et redskab i hænderne på udbytterklassen. Dermed opkaster den udbyttende klasse sig som herskende klasse ved hjælp af statens magtmidler, først og fremmest den væbnede magt, og undertrykker den udbyttede klasse, arbejderne.

Den magt som kapitalistklassen besidder i kraft af den private ejendomsret sætter sig ikke kun igennem på det økonomiske/materielle niveau (basis), men også på tankernes, ideologiernes, religionens, filosofiens, følelsernes niveau (overbygningen). Tankerne og ideerne er en genspejling af produktionsforholdene (den private ejendomsret). Det er basis som er bestemmende og ikke omvendt, selvom der er en dialektik mellem de to. (borgerlig videnskab hævder at det er ideerne og tankerne som kommer først, de kaldes derfor ’idealister’). At produktionsforholdene genspejles i overbygningen betyder f.eks. at de bøger vi underviser i eller undervises efter under kapitalismen, fremhæver den private ejendomsret som ’naturliggiven’; at religionerne alle uden undtagelse prædiker respekt for ejendomsretten, at de borgerlige medier fremstiller samfundet som konfliktfrit og retfærdigt. De herskendes tanker slår endda igennem på følelseslivet med tendenser til at vi vil ’eje’ den eller dem vi elsker...

Sammenfatter vi produktivkræfter, produktionsforhold og overbygningen får vi begrebet samfundsformation.

Kapitalismen er overalt

Forfatterparret Gibson-Graham slår til lyd for at vi skal ændre vores måde at tænke kapitalisme. De mener at kapitalismen er langt mindre udbredt end vi går og tror og bliver bedrøvede over. Den kan efter deres mening reduceres til den blotte merværdiproduktion. De mener endvidere at der under kapitalismen kan findes områder ’uden for kapitalismen’. Altså områder som er uden indflydelse af kapitalismen. Vi er uenige i både det ene og det andet. Som gennemgået ovenfor, så er kapitalismen langt mere omfattende end merværdiproduktion, selvom denne udgør kernen i udbytningen. Kapitalismen dominerer os på både det økonomiske niveau og på tankernes, ideologiernes og følelsernes niveau. Kapitalisme er også imperialisme. Kapitalisme er også krige. Kapitalisme er sult og nød, narkomani og ludomani, arbejdsløshed og tvangsaktivering, racisme og nazisme. Kapitalisme skaber konkurrence på alle livets områder. Kapitalisterne konkurrerer indbyrdes og fører imperialistiske krige imod hinanden, med arbejderne som kanonføde. Kapitalismen er umættelig i sin profithunger, og når der ikke kan få tilfredsstillet sin hunger efter resurser og profit inden for nationalstatens grænser, drager de multinationale selskaber ud i verden og opkøber/opretter virksomheder i andre lande, stjæler de fattige landes resurser, udbytter landenes arbejdere og bønder. En udvikling som Lenin beskrev i hæftet, Imperialismen som kapitalismens højeste stadium. Kapitalisme og imperialisme er to alen af et stykke, imperialisme er ’blot’ en fase, den sidste i kapitalismen. Kapitalismen er i dag mere intensiv i sin kolonisering af vores liv end nogensinde tidligere, bl.a. via de borgerlige medier som trænger helt ind i vores soverum, de multinationale selskaber (Seven Eleven, Coca Cola, Nestlé, osv.) som uafladeligt trænger sig på i vores hverdag. I dag skal vi ikke blot være på arbejde i 37 timer om ugen, vi skal helst tænke som lønarbejdere 24 timer i døgnet (”Mine arbejdere skal helst sælge Kvik-køkkener også når de er til sølvbryllup”, som ejeren af køkkenfabrikken Kvik sagde i TV). Vi skal ikke kun sælge vores ’traditionelle’ arbejdskraft, men sælge selve vores personlighed (jfr. den megen snak om de personlige kvalifikationer). Vi lever i et overvågningssamfund hvor kapitalismen konstant ”er efter os”, tjekker os, filmer os, aflytter os, måler os. Den lader os aldrig i fred.

Brutalisering af arbejdslivet

Samtidig sker der i hele verden en ’deregulering’ af arbejdslivet - i takt med afskaffelsen af de traditionelle kollektive rettigheder som fastansættelse, kollektivt forhandlet løn, ferier osv. Der bliver stadig færre fastansatte arbejdere og stadig flere løst ansatte, kontraktansatte, projektansatte, uden faglige rettigheder, uden opsigelsesvarsler, uden tillids- og sikkerhedsrepræsentant. Mange af de offentlige ansatte oplever pt. en decentralisering af løn- og arbejdstid hvor de som kolleger skal kæmpe indbyrdes om fordelingen af lønsummen (fedterøvsløn) og lokalt forhandle arbejdstidsaftaler (så de svage arbejdspladser kan fungere som negative løftestang for de stærke). Decentralisering har altid været liberalisternes foretrukne model til sikring af ulighed og svækkelse af kollektiviteten. Ser vi på forholdene i den såkaldt tredje verden, er udvikling her langt mere skærpet i form af maquiladores hvor udenlandsk ’trækfuglekapital’ smækker samlebåndsfabrikker op, og den lokale fattige befolkning må arbejde under utålelige forhold for en løn på 2 dollar om dagen, uden faglige rettigheder og reelt behandlet som ’lønslaver’. Den stigende intensivering af udbytningen på arbejdspladserne kaldes for brutaliseringen af arbejdslivet. Det er fristende - når man har læst forfatterparret Gibson-Grahams luftige teorier om den minimerede og begrænsede kapitalisme, at bringe følgende Lenin-citat:

”Borgerlige forskere og forfattere optræder i reglen i en noget tilsløret form som forsvarere for imperialismen, idet de søger at udviske imperialismens fuldstændige herredømme og dens dybe rødder og i stedet drager enkeltheder og underordnede detaljer i forgrunden for derved at bortlede opmærksomheden fra det væsentlige til fordel for ”reformprojekter” der ikke kan tages alvorligt ...” (Imperialismen som kapitalismens højeste stadium).

Virkeligheden viser altså - set med vores øjne - at kapitalismen i dag er mere udbredt både geografisk og ’i dybden’ end nogensinde. Men ingen grund til fortvivlelse, kun til revolutionær tålmodighed! Denne tilstand rummer nemlig også kimen til kapitalismens/imperialismens død og undergang. idet det er i arbejderklassens objektive interesse at omstyrte det kapitalistiske samfund Hvornår arbejderklassen også subjektivt er klar til det, afhænger bl.a. af vores indsats i klassekampen.

2. Efter kapitalisme kommer socialisme

Gaia-redaktionen udtrykker frustration over at Sovjet- og DDR-kommunismen har lidt nederlag og synes at drage den konklusion at så er socialismen ikke en farbar vej. Redaktionen mener tilsyneladende at der var socialisme i Sovjetunionen, hvorimod undertegnede aldrig har ment der var tale om socialisme, men om statskapitalisme, bortset fra en kort periode efter oktoberrevolutionen.

Oktoberrevolution i 1917 i Rusland var i sit udgangspunkt en socialistisk revolution. En stærkt organiseret og politisk bevidst arbejderklasse og et stærk socialistisk parti stod i spidsen for revolutionen. Men også ifølge russiske revolutionære var forudsætningen for at revolutionen kunne lykkes i det tilbagestående landbrugsland ikke tilstede, nemlig at revolutionen også blev gennemført i Europa og resten af verden. Det skete ikke på grund af den reformistiske arbejderklasse i Europa der indgik borgfredspolitikken med den herskende klasse. Borgerkrig og de imperialistiske magters angreb på Sovjetstaten decimerede fysisk den russiske arbejderklasse, og den politiske udvikling blev snart bestemt af det sammensmeltede parti- og statsapparat. Da revolutionen udeblev i det øvrige Europa og resten af verden, blev socialismen opgivet. Det er ikke muligt at skabe socialisme i et land. Det modsætter imperialismen sig med alle midler. For Sovjetunionens nye overklasse i parti- og statsapparatet blev opgaven at gennemføre en national opbygning inden for Sovjetstatens rammer. Det vil sige at sørge for en kapitalistisk udvikling blot med staten som eneaktionær. Som følge af en stadig tiltagende samfundsmæssig krise i 1970’erne og begyndelsen af 80’erne blev der indledt et opgør mod det bureaukratiske regime. Men sammenbruddet for stalinismen i slutningen af 1980’erne førte til endnu værre forhold for befolkningen i det tidligere Sovjetunionen der nu fik markedskapitalismens barbari at føle. Det var altså nogle bestemte politisk-økonomiske forhold der betingede nederlaget for oktoberrevolutionen - og ikke at socialismen som afløser for kapitalismen har spillet fallit.

Menneskene skaber historien

Socialismen er den uundgåelige følge af klassekampen mellem arbejderklassen og borgerskabet (kapitalisterne). Denne tese skal ikke forstås mekanisk. Socialismen kommer ikke af sig selv. Man kan ikke sætte sig tilbage i lænestolen og blot vente på den skal komme. Det er menneskenes aktive samfundsforandrende aktiviteter der fører til socialismen. Men hvordan kan man sige at socialismen uundgåeligt vil afløse kapitalismen? Det kan man fordi der i begrebet ”uundgåeligt” indgår den forudsætning at det er menneskene der selv skaber deres historie, og at menneskene - om de vil det eller ej - er deltagere i løsningen af de samfundsmæssige modsætninger der findes. Og den grundlæggende modsætning under kapitalismen er modsætningen mellem arbejderklassen og borgerskabet, uanset om denne modsætning erkendes eller ikke erkendes. Klassekampen er kapitalismens inderste væsen, også selvom enkelte arbejdere eller store dele af arbejderklassen kan vandre fra vugge til grav uden at erkende dette grundforhold!!

Hvert eneste sekund på dagen træder arbejderne og kapitalisterne i forbindelse med hinanden. Kapitalismen kan ikke eksistere, med mindre kapitalisterne køber arbejdernes arbejdskraft, og så længe kapitalismen eksisterer, er arbejderne tvunget til at sælge deres arbejdskraft til kapitalisterne for at kunne eksistere. Dermed konstitueres uafbrudt kapitalismens grundlæggende modsætning mellem lønarbejde og kapital: Kapitalisten ønsker at udbytte arbejderne mest muligt, mens arbejderne ønsker at blive udbyttet mindst muligt, og - i sidste instans - ønsker de at slippe af med udbytningen overhovedet.

3. Reform eller revolution

Hvordan løses den grundlæggende modsætning mellem lønarbejde og kapital i det nuværende klassesamfund? Hvordan stoppes udbytningen af arbejderklassen og andre sociale lag under kapitalismen? Nogle siger reform, andre siger revolution. Gaia-redaktionen slår til lyd for en ”gradvis overgang”. Men Gaia-redaktionen ikke siger til hvad? Enten må man mene forbedringer under kapitalismen (den gode kapitalisme!!) eller også må man mene socialismen? Man kan jo ikke sætte sig uden for samfundsformationerne og svæve i ’intetheden’. Så bliver det til metafysik! Når Gaia-redaktionen skal argumentere for ’den gradvise overgang’, så gør man det med henvisning til overgangen fra feudalisme til kapitalisme:

”Måske skal vi forestille os afskaffelsen af kapitalismen som en gradvis proces. Her tænker vi ikke på den traditionelle statsbårne reformisme, men på en proces hvor nye produktionsforhold vokser frem inden for kapitalismen. Hvor det nye samfund vokser frem i det gamles skød. Når vi ser på overgangen mellem tidligere samfundsformer, er det vel egentlig sådan, at processen er foregået. Kapitalismen begyndte ikke som en statsform, men som en produktionsmåde der langsomt udbredte sig i det feudale samfund for på et givent tidspunkt at blive dominerende inden for statsapparatet”.

Hvis det er socialisme Gaia-redaktionen tænker på, så tager den fejl. Man kan nemlig ikke sammenligne overgangen fra feudalisme til kapitalisme, med overgangen fra kapitalisme til socialisme, sådan som redaktionen gør i ovennævnte citat. Hvorfor nu det? Svar: På grund af spørgsmålet om ejerforholdet. Det karakteristiske ved kapitalismens fremvækst var at de kapitalistiske produktionsforhold (i form af fabrikker med kapitalister og lønarbejdere) opstod inden for det feudale samfunds rammer, de ”voksede frem i det feudale samfunds skød”, således som redaktionen rigtigt skriver. Feudalismen og kapitalismen havde nemlig den private ejendomsret og merværdiudbytningen til fælles.

Det betød at den ny herskende klasse, borgerskabet, allerede i et vist omfang besad ’fremtidens’ produktionsmidler, da de store klassekampe fra det 16. til det 19. århundrede slog feudalismen sønder og sammen. Borgerskabet havde således en selvstændig økonomisk basis da det skaffede sig den politiske magt efter at have ’brugt’ folket i kampen for at få det feudale klasseherredømme styrtet.

Revolution er nødvendig

Borgerskabets situation under feudalismen adskiller sig fundamentalt fra arbejderklassens vilkår under kapitalismen. Arbejderklassen - der vil afløse borgerskabet som herskende klasse - har ikke en egen økonomisk basis som grundlag for kampen mod borgerskabet. Arbejderklassens socialistiske produktionsforhold (kollektiv ejendomsret) eksisterer ikke på forhånd i det kapitalistiske samfund, således som borgerskabets kapitalistiske produktionsforhold (privat ejendomsret) eksisterede på forhånd under feudalismen. Arbejderklassen er fuldstændig besiddelsesløs. Den ejer ingen produktionsmidler. Hvor borgerskabet således med den borgerlige revolution skaffede sig den politiske magt med henblik på at konsolidere og udvide en allerede eksisterende økonomisk magt, så er den politiske revolution selve forudsætningen for at arbejderklassen kan skaffe sig økonomisk magt. Derfor får den proletariske revolution en kvalitativ anderledes karakter end den borgerlige. Hver gang et mindretal af arbejderne under kapitalismen forsøger at rokke ved den private ejendomsret og udfordre kapitalismen som system, som f.eks. i Chile i 1973 under Salvador Allendes folkemagtsregering, så bliver forsøget slået brutalt ned af det borgerlige statsapparat i samarbejde med imperialismen. Det er ikke muligt med en gradvis overgang fra kapitalisme til socialisme. Når lederne af en række venstrefløjsbevægelser, f.eks. Subcommandante Marcos fra Zapatisterne i Mexico, kritiserer kapitalismens onder og hævder at spørgsmålet om magten er sekundært, så betyder denne holdning i praksis at de søger at reformere kapitalismen og ikke kæmper for at omstyrte den. Det er naturligvis muligt med reformer under kapitalismen, socialdemokraterne har i det sidste århundrede gennemført masser af reformer til gavn for befolkningen. Der er bare én afgørende reform som det ikke er muligt at gennemføre under kapitalismen, nemlig afskaffelsen af den private ejendomsret til produktionsmidlerne.

Kvindekamp: ’identitetskamp’ eller klassekamp

Hvordan kan det være, spørger forfatter-kvinderne Gibsom-Graham, at kvinderne kan opnå deres revolution lige her og nu, mens marxister må vente? ”Det virker”, siger de, ”som om marxismen har sat sig selv til at forandre noget som ikke kan forandres - Kapitalismen”. De er trætte af at det tager så lang tid, det med klassekampen, og påpeger hvor meget kvindekampen hele tiden er i stand til at forandre. Kvindekampen er klassekamp. Vi er uenige i at se kvindekampen som en ’identitetskamp’ med en forestilling om at alle kvinder er udsat for samme slags undertrykkelse, og at de kønsrelaterede (og etnisk relaterede) uligheder kan analyseres uden for rammerne af klasseanalysen: At den velhavende jordejende kvinde med ansatte tjenestefolk skulle have en grundlæggende identitet fælles med den bondekvinde som er ansat til en sulteløn. (James Petras, Barbari eller befrielse, s. 43). Kvinder tilhører bestemte klasser. Arbejderkvinderne er undertrykt både via deres køn og som en del af arbejderklassen, og den undertrykkelse kan først ophæves efter revolutionen. Men det er vigtigt allerede i dag, og også efter revolutionen, at deltage i kampen mod kvindernes undertrykkelse både som køn og klasse. Og når forfatterparret siger at kvinderne allerede har opnået revolutionen, må vi spørge: hvilken revolution?? Det som kvinder generelt har opnået via kvindekampen indtil nu er en større grad af ligestilling med mændene inden for deres klasse, altså almindelige borgerlige demokratiske rettigheder, men vigtige rettigheder. Spørgsmålet om kvindernes menneskerettigheder kan nemlig til en vis grad opfyldes under kapitalismen, afhængig af styrkeforholdene, f.eks. ligeløn, lige ret til arbejde og uddannelse, ret til abort, osv. Men vi skal huske at kapitalismen har en interesse i kunne spille de forskellige sociale grupper og arbejdergrupper ud imod hinanden; kvinder og mænd, etniske danskere og indvandrere, lærlinge og udlærte, osv. og derfor vil modsætte sig reel og total ligestilling. Hvad angår kvinderne, så fungerer de som en nødvendig arbejdskraftreserve for kapitalen. I højkonjunktur har man brug for kvinderne på arbejdsmarkedet og bevilger millioner til daginstitutioner, og mantraet lyder: børnene har godt af at komme hurtigt i daginstitution og blive socialiseret sammen med andre børn. Under lavkonjunktur og arbejdsløshed, så forlænges barselsorloven, der skæres ned i daginstitutionsbudgetterne, og nu lyder det: det er bedst for børnene at mor går derhjemme et par år.

Hvad angår mændenes patriarkalske normer, er de jo direkte et levn fra feudaltiden (ligesom det ubetalte husarbejde er det) og kan også delvist elimineres her og nu. Arbejderkvindernes reelle befrielse først kan opnås efter revolutionen. Og sandsynligvis først under det samfund som vil følge efter socialismen, nemlig det klasseløse kommunistiske samfund.

Fælleder

Begrebet fælleder fremstår (mildt sagt) en anelse tåget i Massimo de Angelis artikel og Gaia-interviewet med ham. Det ser ud som om Angelis ser fællederne som en slags frirum uden for kapitalismen, - fællesskaber som ikke fungerer på kapitalismens præmisser. Som eksempler på frirum nævner Massimo de Angelis udveksling af gaver, fællesskabet på arbejdspladsen, og Gaia-redaktionen nævner et dansk eksempel, nemlig Mediesyndikatet Monsun og fabriksbesættelser i Argentina. Sådanne ’kampfællesskaber’ er vigtige som led i protesterne imod kapitalismen. Men de er isolerede, decentrale fænomener som ikke kan erstatte massebevægelser som fagbevægelsen, bondebevægelsen, studenterbevægelsen, kvindebevægelsen, boligbevægelsen. (På samme måde forholder det sig med diverse sociale forummer og topmøder: De får først rigtig betydning i kampen mod kapitalismen i det øjeblik de repræsenterer klassebaserede folkelige bevægelser og tager forpligtende beslutninger).Naturligvis fungerer sådanne ’fælleder’ inden for kapitalismen, hvor skulle de ellers fungere? Jævnfør hvad der er blevet sagt herom i afsnittet ”Ingen gradvis overgang”.

Kun politiske frirum

Kapitalismen kan sagtens leve med enkeltstående frirum på det ideologisk-politiske niveau hvor socialister og antikapitalister i en periode eksperimenterer, aktionerer, ændrer normer og regler. Kapitalen har oven i købet en egen interesse i at kunne fremvise sådanne enkeltstående frirum: ”Se, vi er et demokratisk samfund”. ”Her har vi ytringsfrihed”. ”Vi har forskningsfrihed”. RUC i Danmark og Freie Universitat i Berlin var i 70’erne rent ’marxistiske universiteter’. Men se også hvor hurtigt det lykkedes kapitalen at omklamre eller bestikke sig til magten på RUC. Det RUC der i 70’erne ”studerede i arbejderklassens interesser” fungerer i dag som centrum for alskens postmodernistisk ideologi (”ideologierne er døde”, ”der findes ikke længere højre-venstre” lyder det fra neoliberalistiske guruer som Anthony Giddens og Co.) hvilket flertallet af de studerende og lærerne tilsyneladende sluger råt. Universiteterne er kapitalismens foretrukne ’ideologifabrikker’. Mediesyndikatet Monsun præsenteres i GAIA-temanummeret som et eksempel på ’en fælled’. Monsun er på det økonomiske niveau ikke noget reelt alternativ. Monsun sælger sine produkter på markedet, Monsun finansieres delvist ved reklamer (kan man tænke sig noget mere ’kapitalistisk’ end reklamer). Så det er udelukkende på det politisk-organisatoriske niveau at Monsun er alternativ. Og jo i øvrigt et vigtigt politisk instrument for venstrefløjen. Langt mere vidtrækkende perspektiv er der i fabriksbesættelsen som også nævnes i GAIA. En bestemt fabriksbesættelse render (nogle af) undertegnede i hu. Den fik stor betydning for mange unge ’nye socialister’ i 70’erne.

Lad tusindvis af fabriksbesættelser blomstre

Det var i 1973 at arbejderne på LIP-urfabrikken i Frankrig besatte urfabrikken, spærrede direktionen inde, overtog produktion, salg og distribution, udbetalte ’vilde lønninger’ og organiserede sig i aktionskomite, salgskomite, kvindekomite, pressekomite og andre basiskomiteer og satte fagbureaukratiet fra bestillingen. De udbetalte lige løn til alle. Der var direkte valg til tillidsposterne, og arbejderne kunne hele tiden trække de valgte repræsentanter tilbage hvis de ikke handlede i overensstemmelse med de givne retningslinier.

Lip-strejken var led i den stribe af vilde strejker der rystede datidens Europa. (i Danmark havde vi besættelsen af Uniprint). Her på Lipfabrikken i Besancon så man i glimt det fremtidige samfund: arbejdsgiverne frataget deres magt, arbejderne der driver virksomheden organiserer sig basisdemokratisk, kvinderne der organiserer sig selvstændigt, lige løn til alle, egen arbejderpresse. Og ikke mindst: en intensiv politisk bevidstgørelse af arbejderne i løbet af ’ingen tid’! Men ’naturligvis’ fik ’eksperimentet’ ikke lov at fortsætte, statens politi og militær stoppede arbejdskampen. Sådan som det vil gå - indtil tusinder af fabrikker i mange lande på samme tid bliver besat af hundredtusinder af arbejdere, de offentligt ansatte besætter de offentlige bygninger, dele af militær og politi går over på arbejderside, arbejderne bliver bevæbnet. Arbejderne igangsætter generalstrejker, der dannes arbejderråd (sovjetter hed de i 1917), soldaterråd, bonderåd, kvinderåd, lokalråd, studenterråd, samtidig med at arbejderne forenes i et stærkt socialistisk parti. Så er revolutionen nær og kampen står om at smadre den borgerlige stat og overtage i første omgang den politiske magt, siden den økonomiske magt og indføre socialismen. Whose side are you on, bliver til den tid et vigtigt spørgsmål at stille?

Svar fra Gaia-redaktionen

Vi er altid glade når Gaia kan skabe debat og håber at mange andre end Mellemøstgruppen har følt sig inspireret, udfordret eller provokeret af vores artikler og temanumre. Det skal dog understreges at Gaia-redaktionen ikke er politisk homogen og ikke nødvendigvis deler de synspunkter der kommer til udtryk i de artikler vi bringer. Det ville være for omfattende at gå ind på en længere diskussion af Mellemøstgruppens kritik. Vi vil dog gerne berolige Mellemøstgruppen. Gaia-redaktionen har selvfølgelig ikke taget afstand fra eller distanceret sig fra socialismen, klassekampen eller revolutionen. Vores temanummer var netop en diskussion af hvordan en samfundsforandring i socialistisk retning kan ske og hvordan vi mest effektivt kan bidrage til den. Vi er ikke uenige i jeres beskrivelse af det kapitalistiske samfunds grundlæggende strukturer - tvært imod. Vi mener blot at der oven på denne grundlæggende karakteristik rejser sig uendelige mange spørgsmål om taktik, strategi og praksis - spørgsmål som vi ikke nødvendigvis kan finde svaret på ved at bladre i 150 år gamle bøger. Den marxisme I tager udgangspunkt i er blot én af mange marxismer. I de seneste 20-30 år har marxister udviklet den marxistiske teori med inspiration fra nyere teorier (poststrukturalisme, diskursteori etc.), mens andre har genlæst Marx med nye briller i kraft af forandringerne i det kapitalistiske samfund. Vi mener at denne permanente udvikling af teorier om kapitalismen og samfundsforandring er nødvendig, spændende og inspirerende, - selvfølgelig under den forudsætning at barnet ikke skylles ud med badevandet. I vores øjne er udvikling af socialismen i teori og praksis en skabende, tænkende og tvivlende proces, og det er synd og skam hvis udvikling og kritik ses som kætterske afvigelser fra den rette lære.

I skriver at temanummeret repræsenterer et skred i forhold til Internationalt forums positioner. Her er vi uenige. I Internationalt Forum (og i Gaias spalter) har vi tradition for at give plads til forskellighed og mangfoldighed - en tradition som vi er stolte af og som har gjort Internationalt Forum til en værdifuld organisation på venstrefløjen.