De transnationale selskaber

Fra multinationale til transnationale selskaber

Neoliberalisme er globaliseret kapitalisme. Den fik sit gennembrud i begyndelsen af 1980 · erne, hvor politikere, der repræsenterede den transnationale kapital, fik effektiv kontrol med statsapparaterne i Nord og satte sig for at inddrage Syd og Øst i en neoliberal verdensorden. Det var folk som Reagan, Thatcher og Kohl

AF TORKIL LAUESEN

De transnationale selskaber har udviklet sig fra det, vi i 70'erne kaldte for multinationale selvskaber. ?O'ernes multinationale var store nationalt forankrede selskaber med filialer overalt i verden. De var først og fremmest amerikanske. Her lå hovedsædet, her blev forskning og udvikling foretaget, her blev profitten taget hjem til.

Væksten i den internationale handel, liberalisering en af de internationale bevægelser af kapital og varer, udviklingen af transport og kommunikationssystemer, den stadige vækst og koncentration af kapital en medførte en stadig frigørelse af kapitalen fra de nationale statslige bindinger. Fra at være multinational dvs.: at operere i flere lande, bliver kapitalen stadig mere transnational dvs.: den gennemskærer, overskrider, hæver og frigører sig fra det nationale niveau.

De transnationale selskaber har udviklet sig fra det, vi i 70'erne kaldte for multinationale selvskaber. 70'ernes multinationale var store nationalt forankrede selskaber med filialer overalt i verden. De var først og fremmest amerikanske. Her lå hovedsædet, her blev forskning og udvikling foretaget, her blev profitten taget hjem til.

Væksten i den internationale handel, liberalisering en af de internationale bevægelser af kapital og varer, udviklingen af transport og kommunikationssystemer, den stadige vækst og koncentration af kapital en medførte en stadig frigørelse af kapitalen fra de nationale statslige bindinger. Fra at være multinational dvs.: at operere i flere lande, bliver kapitalen stadig mere transnational dvs.: den gennemskærer, overskrider, hæver og frigører sig fra det nationale niveau.

Den transnationale kapital har ikke noget hjemland. Den opererer ikke internationalt, men transnationalt. Kloden er dens hjem. Dens valg af placer ing, administration, udvikling og produktion er uden national loyalitet. Det afhænger af produktionsbetingelserne og markedet. Den hjemtager profitten til det globale finanssystem. For de transnationale er EU eller NAFTA blot et trinbræt mod det ultimative globale fri marked. Direktøren for en af verdens største kemikoncerner - Carl Gerstacher - siger i et interview til Business Week:

Jeg har længe drømt om at købe en Ø som ikke tilhørte noget land" og der placere hovedkvarteret for Dow Company på en neutral grund som ikke tilhørte nogen nation eller samfund."

Mens politikerne i 70'erne talte om kontrol og regulering af de multinationale selskaber, må statsmagten i 90'erne i stadig højere grad tilpasse sig og servicere de transnationale selskaber i håb om at tiltrække kapital og dermed arbejdspladser til den arbejdskraft, der stadig er fastholdt af nationalstatens grænser. De transnationale har med deres størrelse og bevægelsesfrihed simpelthen overskredet staternes evne til kontrol. Kun 14 lande i verden har et nationalprodukt, som er større end ledende transnationale selskaber.

Vi bevæger os fra en international økonomi mod en global økonomi. I den gamle internationale økonomi optrådte staten som en stødpude mellem de globale økonomiske kræfter og den hjem lige økonomi. Statens hovedopgave var at forsvare de interesser, som er indlejret i den nationale økonomi. I stigende grad bevæger vi os mod en global økonomi, hvor staten bliver mere og mere ansvarlig over for de transnationale, den globale økonomi og dens institutioner WTO, IMF osv. Fra at være et boldværk bliver staten et transportbånd fra den globale til den nationale økonom i.

De transnationale

De 400 største transnationale selskaber ejer 75% af klodens faste investeringer. De kontroller er 70% af verdens handel. Verdens største selskab efter omsætning er Mitsubishi med 185 milliarder dollars i 1995. Mitsubishi laver meget andet biler. Den højeste profit efter skat havde Shell med næsten 7 milliarder dollars. En sådan koncentration af økonomisk magt medfører en koncentration af politisk magt, der gør demokrati til en vittighed.

Koncentrationen fortsætter. Vi hører dagligt om overtagelser, fusioner og strategisk samarbejde mellem de transnationale. Det gælder inden for bilbrancen f.eks. mellem Ford og Mazda og inden for flyselskaber f eks. mellem SAS og SwissAir. For nylig er der lavet en aftale om fusion mellem de to store amerikanske flyfabrikker Boeing og McDonnell Douglas således, at der i verden kun bliver to flyfabrikker for store passagerfly: McDonnell Douglas/Boeing og det europæiske Airbuss-selskab.

De transnationale danner også i stigende grad netværk og alliancer, som få kender til. Det gælder f.eks. inden for elektronikbranchen. Se fig 1.

Nye sektorer bliver transnationaliseret. Det gælder f.eks. fødevarerbrancen, der tidligere var domineret af nationale firmaer, men i dag i stigende grad er udsat for en transnationalisering. Det er firmaer som Unilever, Nestle, Danone og Phillip Morris, der har ekspanderet kraftigt. Også forsikrings-og rengøringsbranchen med f.eks. !SS-International og andre serviceprægede sektorer bliver transnationaliserede.

Det er også karakteristisk for de transnationale, at de søger at dække hele kæden fra råvarerne over forarbejdningen til salget. Sony laver f.eks. ikke kun walkmen, stereoanlæg og videomaskiner. De laver også det man putter i: CD'er, spil og film. Sony opkøber musikforlag og filmselskaber f.eks. Columbia i Hollywood.

Medens det tidligere var kapitalbevægelser og varehandlen, der var international, kendetegner det de transnationale, at selve produktionen er globaliseret. Hver del fremstilles der, hvor betingelserne er optimale. Og produktionen kan lynhurtigt skifte plads, hvis betingelserne kræver det. En Ford Fiesta til det europæiske marked bliver f.eks. produceret af dele fra 12 forskellige Ford fabrikker spredt i Europa. se fig. 2

Transnationaliseringen af produktionen medfører også ændringer i den globale arbejdsdeling.

Fra at være råvarerleverandør til Nord er der sket en betydelig industrialisering af Den tredje Verden. T 1980 udgjorde eksporten af industrivarer kun 15% af udviklingslandene samlede varereksport til OECD. I 1989 var industrivarernes andel af udviklingslandenes eksport vokset til 53% og tendensen er yderligere forstærket de sidste år. Denne udvikling har imidlertid været koncentreret omkring relativt få lande fortrinsvis i Sydøstasien. Prototype-eksemplet er Sydkorea" Mens Afrika er efterladt som en vredet citron efter være plyndret for mennesker i 16 og 17-hundredetallet og for råvarer i 18 og 19-hundredetallet.

Nike sko og tøj fremstilles 40 forskellige steder spredt ud over hele Syd- og Sydøstasien. Design og marketing udtænkes i USA, nye designs sendes pr. satellit til et firma i Taiwan, som udvikler og modificerer prototyper af nye sko og tøj via avanceret computerteknik. Herfra sendes så produktions-specifikationer ud til de mange lokaliteter i Kina, Indonesien, Korea og Indien osv., hvor produktionen sker.

Og det er ikke kun tekstil-, sko-og elektronikvirksomheder, der flytter til Den tredje Verden. Bombay i Indien har udviklet sig til en af verdens førende områder for softwareproduktion. Lufthansas program for fly-vedligeholdelse er udviklet her. Swissairs regnskaber bliver ført i Bombay. Et større amerikansk forsikringsselskab får sine skadeanmeldelser databehandlet i Indien. Det er stadig den billige arbejdskraft, der trækker. Prisen for en indisk software ingeniør eller programmør er langt under halvdelen af en amerikansk eller europæisk.

Globaliseringen betyder således ikke nogen udjævning af levevilkår. Ifølge FN-tal (Human Development Report 1994) modtager de 20% rigeste i verden 85% af indkomsterne. I 1960 var de rigeste 20%, 30 gange rigere end de fattigste 20%. I 1991 var de 61 gange rigere. I en note til tabellen siges det, at disse tal skjuler den reelle ulighed, fordi den baserer sig på den gennemsnitlige indkomst opdelt efter lande. I det enkelte land er der naturligvis stor ulighed mellem rige og fattige mennesker. Den reel le ulighed mellem de 20% fattigste og 20% rigeste er således ifølge FN 150 gange.

Den herskende klasse har udviklet et globalt perspektiv. Det er på tide at udvikle en transnational folkelig modstand mod neoliberalismen. En globalisering fra neden, som bryder med de gamle former for internationalisme, der var præget af skjulte nationale interesser, politiske ledere, partier og bureaukrater, som melede deres egen kage, og af en formynderisk solidaritet med Den tredje Verden. Det er et emne, vi vil tage op i kommende numre af Gaia.