Colombias beskidte krig

AF: PELLE DRAGSTED

De paramilitære samlede indbyggerne i en lille landsby i Cesár-regionen, de bandt dem og beskyldte dem for at samarbejde med guerrillaen. En af indbyggerne fik hugget hoveder af, hvorefter de paramilitære for en stund spillede fodbold med der afhuggede hoved. Til sidst advarede de indbyggerne om, at de ville få den samme skæbne hvis ikke de adlød de paramilitære

Det ovenstående er ikke en beretning fra El Salvador eller Guatemala fra midten af firserne, det er Colombia, Maj 1997. Et land hvor volden og repressionen fra hæren og paramilitære grupper er vokset støt de seneste år.

Det er således ikke uden grund, at Amnesty International en nyligt udkommet rapport beskriver Colombia som "Et af de lande hvor summariske henrettelser er mest udbredt. Hvor torturen og de politiske mord begået af paramilitære grupper ofte under ledelse eller i samarbejde med hæren er tiltagende."

Den indre fjende

Vold og forfølgelser ikke et nyt fænomen i Colombia. Venstrefløjen og den folkelige bevægelse har fra deres opståen i starten af dette århundrede været offer for brutal forfølgelse.

I starten af tresserne opstår de første væbnede bevægelser på venstrefløjen. Dette medfører en forfølgelse af hidtil uset omfang.

Colombia adopterer på dette tidspunkt den CIA-fabrikerede "Doktrin om national sikkerhed", der omhandler kampen mod den indre fjende "El enemigo interno".

Doktrinets opfattelse af denne indre fjende kommer godt til udtryk i et af den colombianske hærs dokumenter fra 1963:

"I vores teorier om bekæmpelse af guerrillaen findes kun venner og fjender: det er en altomfattende krig.

I denne moderne krig er fjenden svær at definere, for fjenden og vennen findes side om side i nationen, i landsbyen, selv i familien. Ethvert individ som på en eller anden måde favoriserer fjendens interesser, skal anses som forræder og behandles derefter"

Doktrinet om den nationale sikkerhed går kort sagt ud på fysisk eliminering af alle som modsætter sig den førte politik. Ledere og aktivister fra fagforeninger, kristne basismenigheder, menneskerettighedsorganisationer, kvinde-, studenter-, og indianske organisationer, journalister og besværlige dommere er således militære mål.

De såkaldte paramilitære grupper bliver hovedaktøren i denne forfølgelse.

De paramilitære

Paramilitær betyder halvmilitær og er en betegnelse for bevæbnede grupper som ikke er under direkte ledelse af hæren. De paramilitære grupper kaldes af de colombianske myndigheder for "autodefensa civil" - civilt selvforsvar og omtales allerede i 1969 i hærens contra-guerrilla manual:

"Selvforsvarsgrupperne er militære organisationer, bestående af civile fra lokalområdet som man udstyrer og træner til at gennemføre aktioner mod guerrillaen i området og operere i samarbejde med enheder fra hæren ..... Et net af selvforsvarsgrupper, kontrolleret af hærens befaling, er et magtfuldt instrument i forsvaret for nationen"

De paramilitære grupper har i årene siden 1970 stået bag det største antal og de mest alvorlige krænkelser af menneskerettighederne i Colombia. I de zoner hvor guerillaen har støtte, oprettes eller placeres paramilitære grupper.

Disse paramilitære grupper infiltrerer landsbyerne, "fjerner" uønskede elementer, der beskyldes for at tilhøre guerrillaen og overtager kontrollen med landsbyen, hvis indbyggere tvinges til at deltage i de såkaldte selvforsvarsgrupper. En menneskerettighedsgruppe beskriver deres fremgangsmåde således:

"De paramilitære komm er ind i landsbyerne. De har lister over de personer, der er kendte for deres sociale engagement eller lederevner, og disse beskyldes for at tilhøre eller samarbejde med guerillaen, bagefter samler de landsbyen til et møde, hvor de fortæller om deres planer. De spørger om hvem der er enige, og de som er uenige må forlade området eller blive dræbt. Derefter torturerer og henretter de de anholdte og halshugger dem foran landsbyen".

Trusler og intimidering, mord på lokale ledere og massakrer mod civilbefolkningen er de paramilitæres håndværk og listen af kriminelle overgreb begået af paramilitære, bliver kun længere år for år.

Urabá

Et eksempel på de paramilitære gruppers vold er provinsen Urabá. Urabá er et vigtigt område blandt andet på grund af den store bananproduktion. I slutningen af firserne begyndte venstrefløjen at få fodfæste i provinsen. Kommunistpartiet vandt flere vigtige kommuner og organiseringen af landarbejdere n begyndte at tage form. Områdets godsejere, samt narkobaronen Fidel Castaño svare de igen med opbygningen af en række paramilitære grupper. "Muerte a revolucionarios communistas", "Muerte a revolucionarios de nordeste Antiqueño", "los magnificos" for at nævne nogle få. Siden er over 5000 venstrefløjsaktivister og sympatisører blevet dræbt. Ifølge officielle kilder blev 1000 dræbt blot i 1995. Fremgangsmåden er ensartet. De paramilitære grupper myrder 30 eller 50 mennesker i landsbyen og truer med at vende tilbage, hvis befolkningen fortsat støtter fagforeningen eller Kommunistpartiet. I dag er Kommunistpartiet og dets sociale base stort set udraderet.

Samarbejder med hæren

Den colombianske regering har forsøgt at tegne et billede af, at de paramilitære grupper er uden for deres kontrol og at regeringen er neutral, men fanget i ilden i en krig mellem guerrillaen og de paramilitære.

Denne påstand står dog i skarp kontrast til det faktum, at de paramilitære ofte er trænet og forsynet med våben af den colombianske hær. De paramilitære kan ligeledes bevæge sig frit i konfliktområderne og deres baser og træningslejre ligger åbenlyse uden at hæren griber ind.

Sandheden er at de paramilitære grupper fungerer som en slags "skraldemænd" for den colombianske hær. Deres skin-uafhængighed af det militære apparat giver dem mulighed for at tage sig af den beskidte krig som den colombianske hær ikke kan udføre uden fare for international fordømmelse.

Mens hæren tager sig af den regulære guerrillabekæmpelse tager de paramilitære sig af den beskidte krig mod civilbefolkningen på landet, mod de venstreorienterede aktivister og mod den folkelige opposition.

Der er dog også andre aktører, som tager del i paramilitarismen. Lokale godsejere, kvægavlere og narko-trafikanter har i flere områder oprettet private hære. Udover at tage del i bekæmpelse af guerrillaen, bruges disse private hære til at neutralisere oprørske indbyggere eller at sikre godsejernes adgang til jord. Der er mange eksempler på, at indbyggere jages på flugt af bevæbnede paramilitære for at godsejere eller narkotrafikanter kan få adgang til deres jord.

Også multinationale selskaber tager del i gildet. British Petroleum har eksempelvis udleveret informationer, videoer og billeder af strejkende arbejdere, der derefter er forsvundet.

I byerne bliver paramilitære grupper også brugt til såkaldt "social rengøring". Henrettelse af prostituerede, gadebørn og kriminelle.

Straffriheden

De paramilitære grupper og deres samarbejdspartnere i hæren er omfattet af en vidtrækkende straf-frihed. Eksemplerne på at bagmænd for massakrer på civilbefolkningen er blevet dømt endsige stillet for retten er ufattelig få. Det på trods af at bevisbyrden ofte er åbenlys og overvældende. Colombias menneskerettighedsombudsmand fortæller i et interview, at i over 2000 sager mod medlemmer af hæren i det sidste årti er under 50 endt med straf og i så fald har det drejet sig om bøder eller kortvarig suspension.

Oftest lader det faktisk til at militærpersoner involveret i paramilitære aktiviteter, hurtigere når til tops i det militære hierarki.

I 1992 rejses anklager mod en række officerer for deres medvirken til at organisere paramilitære grupper i Chucurí-provinsen. Heriblandt General Carlos Gil. På trods af anklagerne forfremmes Gil til øverstbefalende og leder af hærens 4. division og dømmes aldrig. I december 1993 rejses der af ombudsmanden for menneskerettighederne tiltale mod General Hernandez for at have dækket over hans officerers deltagelse i mordene på tretten personer i Rio Frio. Hernandez er i dag øverstbefalende i hærens 2. division.

Volden tager til

Fra i halvfjerdserne og firserne at have været begrænset til visse dele af landet og i høj grad fungere som små isolerede grupper er de paramilitære i dag ved at blive nationale organisationer, som arbejder i alle dele af landet. Vigtige regioner er fuldstændig under de paramilitæres kontrol. De støttes direkte af hæren samt af områdets store virksomhedsejere, kvægavlere, godsejere, multinationale selskaber og narkotrafikanter.

I 1994 underskrev præsident Ernesto Samper et dekret, som lovliggør paramilitarisme.

Dekretet fastslår at der overalt i landet skal oprettes de såkaldte "cooperativas de seguridad y vigilancia civil CONVIVIR". Siden er der oprettet 411 CONYIVIR - grupper i forskellige dele af landet. Grupperne består oftest af de selv samme paramilitære grupper, men virker nu legalt og under direkte beskyttelse af hæren, og i samarbejde med guvernøren og andre embedsmænd i området.

Med hensyn til brutalitet og forfølgelse af civilbefolkningen står Convivir ikke tilbage.

Flere nationale og internationale menneskerettighedgrupper har peget på de legale paramilitæres krænkelser af menneskerrettighederne. Og senest har FNs udsending i Colombia, Almudena Mazarrossa, opfordret regeringen til at genoverveje eksistensen af Convivirgrupperne.

USA igen på banen

Som altid når der snakkes mord og brud på menneskerettighederne har storebror i nord en finger med i spillet - også i Colombia er det tilfældet.

Under dække af at bekæmpe narkokartellerne har USA forsynet den colombianske hær med avancerede våben, og uddannet militært personale. Omkring 2400 colombianske officerer er uddannet i USA. Da det kom frem at våbnene og personalet ikke brugtes mod narkokartellerne, men mod guerrillaen, satte USAs udenrigsministerium simpelthen lighed mellem disse og opfandt begrebet "narkoguerrilla". USA har således fortsat våbenleverancerne, og fra 1996-97 er våbensalget steget fra 84 mill. $ til 123 mill. $. Det højeste tal nogen sinde. Dette er sket på trods af at flere menneskerettighedsorgan isationer har peget på at våbnene bruges i forbindelse med krænkelser af menneskerettighederne. Blandt andet er de USA donerede helikoptere brugt til at beskyde civile landsbyer.

Når det komm er til økonomiske interesser i Colombia holder Europa fint trit med USA.

Shell, British Petroleum, Det svenske SKANSKA, Danske F.L. Schmidt og en lang række andre firmaer har store interesser i Colombia og ignorerer alle den brutale undertrykkelse:

- I 1995 begik de paramilitære 944 politiske mord, 622 formodede politiske mord og 200 mord som "social rengøring".

- I 1996 dræbtes i følge Amnesty International over 1000 personer på grund af deres politiske overbevisning

- I første halvdel af 1997 dræbtes bl.a. 22 lærere.

- Forfølgelsen har ifølge UNESCO tvunget knap en million colombianere på flugt inden for landets grænser


  1. Den elektroniske avis "Rebelión", August 1997
  2. La guerra moderna, Ejercito de Colombia, biblioteca del Ejercito, Bogota 1963
  3. Reglamento de combate de contraguerilla EJC-31 10 reservado, Comando Ejerciro, imprenta de las Fuerzas Militares, Bogota 1969
  4. Det engelske dagblad the Observer
  5. Colombias Killer Nerworks

"Fjorten dage i Colombia"

D. 21. juli, Mapiripan, Meta:

Der bliver fundet tre halshuggede lig. Ligene er de første rester af i alt tredive dræbte bønder, som er blevet parteret og smidt i Rio Guaviare. Massakren blev begået af omkring 100 "Paras" som i seks dage holdt til i landsbyen og valgte deres ofre. De malede slogans på murene. som fastslog deres tilknytning til AUC - Autodefensas Unidas de Colombia. Flere af ofrene er medlemmer af det kommunistiske parti. Massakren udløser en masseflugt. hvor over 300 mennesker flygter til provinshovedstaden Villa Vicencio.

D. 23. juli, Choco.

Domingo Cordoba og Ricardo Garcia, begge medlemmer af den indianske organisation ACIA, dræbes af skud.

D. 23. juli

Paramilitære dræber Asario Perez. Perez var borgmesterkandidat i byen San Juan de Nepomoceno.

D. 25. juli, Bogotá

Bombeanslag mod venstrefløjspartiet Union Patrioticas hovedkvarter i Bogota. Anslaget er blot et af en række angreb mod Kommunistpartiet og Union Patriotica, og er formentlig et forsøg på at afholde venstrefløjen fra at deltage i valget i oktober.

D. 26 juli, San Luis, Milan

Syv Coreguaje-indianere myrdes. De er alle ledere, lærere eller folkelige aktivister.

D. 27. juli, La Paz, Cezar

Bevæbnede mænd, der giver sig ud for at repræsentere de lokale myndigheder, trænger ind i en række hjem. Fem personer dræbes. Tre kidnappes.

D. 28. juli, Chocó

En menneskerettighedsdelegation med deltagelse fra FN trues med angreb, hvis ikke de forlader byen inden 12 timer.

D. 29 juli, Aguas Blancas

Fire personer dræbes af paramilitære.

D. 30. juli, Urabá

Otte bønder kidnappes og dræbes med skud i hovedet. Bag drabene står den paramilitære gruppe Autodefensa campesina de Cordoba y Uraba.

D. 1. august, Municipio el Doncello, Caqueta

5 bønder massakreres.

D. 11. august, San Alberto, Cezár

Paramilitære dræber advokaten Gustavo Maitinez, der havde udtalt sig kritisk mod de paramilitæres tilstedeværelse i området.

D. 12. august Caqrmen de Bolívar

Paramilitære laver vejspærring på en landevej en person dræbes og to kidnappes.