COLOMBIA VED EN KORSVEJ

Af Nazih Richani

Colombia er blevet hærget af borgerkrig i 37 år og landet står i dag ved en korsvej. Skal konflikten afsluttes gennem forhandlinger eller ej? Det er valget mellem på den ene side en autoritær løsning, der vil kvæle landets allerede indskrænkede demokrati og på den anden side en ny social kontrakt, der kan bane vej for en demokratisk udvikling.

Siden 1998 har præsident Andrés Pastranas regering ført periodevis afbrudte forhandlinger med de to oprørsgrupper Colombias Revolutionære Væbnede Styrker (FARC) og den Nationale Befrielseshær (ELN). Pastranas forhandlinger er blevet bakket op af de dele af den politiske og økonomiske elite, der ser krigen som en hindring for en sund økonomi i landet. Til gengæld har fredsprocessen mødt modstand fra andre dele af samfundet, heriblandt militæret, mange store jordbesiddere og dele af middelklassen og fra en kant, som man i den seneste tid er blevet tvunget til at tage mere og mere alvorligt: Colombias Forenede Selvforsvarsgrupper (AUC) ledet af Carlos Castaño.

Colombia har nået korsvejen under en ny fase i den årti-lange konflikt. Siden 1995 har krigens dynamik været under forandring. Fra at have været en fastlåst lavintensiv krig, er krigen nu langt mere intensiv og har en klar tendens til at eskalere. Fra 1960erne til midten af 1990erne tillod styrkeforholdet mellem guerillaerne og staten ikke at nogen af parterne vandt overhånd. Den militære magtbalance var stabil nok til at begge parter havde interesse i at opretholde en lavintensiv krig uden at løbe risikoen for at eskalere en konflikt, som der ikke var nogen garanti for at vinde. Samtidigt sikrede parterne sig, at de var i stand til at skaffe tilstrækkeligt med resurser til ikke at tabe krigen. Den seneste optrapning af konflikten har kostet dyrt for alle involverede parter: guerillaerne, staten, de herskende klasser, bønderne og middelklassen i byerne. En af nøglefaktorerne, der har ændret krigens dynamik, er de paramilitære gruppers fremkomst som en politisk og militær kraft, der er blevet et omdrejningspunkt for de mest reaktionære dele af det colombianske samfund. Men diskussionen om fredsprocessen bliver også påvirket af tre udefra kommende faktorer. For det første den USA-ledede "Krig mod Narko", for det andet den venstreorienterede præsident Hugo Chávez magtovertagelse i Venezuela, og for det tredje USA’s nyligt udråbte "Krig mod Terrorisme". Samspillet mellem disse faktorer vil bestemme i hvilken retning Colombia vil bevæge sig - mod fred og demokrati eller mod autoritære styreformer og en optrapning af konflikten.

Konsolideringen af de paramilitære grupper som en forenet politisk-militær styrke i slutningen af 1990erne ændrede den colombianske borgerkrig fra at være en tvekamp mellem staten og den væbnede opposition til en mere kompliceret tresidet konflikt. Det har ført til de seneste års optrapning og mere intensive krigsførsel. Et tegn på optrapningen er landets øgede militærudgifter. I 1994 brugte Colombia 1,8 pct. af sit bruttonationalprodukt på militæret. I 2000 var militærets andel steget til 3,7 pct. (1) Et andet tegn er, at alle konfliktens parter har taget nye og tungere våben i anvendelse og at de har flere tropper i kamp. Regeringen har nu moderne helikoptere og overvågningsfly, mange af dem leveret af USA. De paramilitære styrker har egne helikoptere og tunge våben. Guerillaerne har erhvervet sig jord-til-luft missiler og anvender regelmæssigt særdeles sprængkraftige granater fremstillet af gasflasker. (2) USA’s store hjælpepakke på 1,3 milliard dollars og udstationeringen af amerikanske specialstyrker i konfliktens brændpunkter som f.eks. i Caquetá-provinsen har yderligere optrappet krigen.(3)

Colombias hastigt stigende mordrate er et andet symptom på konfliktens intensivering, eftersom at de fleste mord bliver begået enten af mafiaen eller af de paramilitære. I 1970erne var mordraten på 28 pr. 100.000 indbyggere. I 1980erne øgedes mordraten til 60 pr. 100.000 indbyggere og forblev på samme niveau indtil 1997. I 2000 var mordraten steget til 64 pr. 100.000 indbyggere. Antallet af massakrer er også steget betydeligt siden 1995: i 1994 blev 505 mennesker ofre for massakrer, i 2000 blev 1.226 mennesker dræbt i massakrer - de fleste af dem begået af de paramilitære.

De paramilitære grupper er ikke noget nyt fænomen i Colombia, men de har i den seneste tid antaget nye former. Siden 1940erne har der været paramilitære af den ene eller anden slags i forskellige dele af Colombia. Deres opgave var tidligere fortrinsvist at beskytte de store jordbesidderes interesser. I 1980erne blev der oprettet nye paramilitære grupper for at tjene narkosmuglernes og det dengang opblomstrende narkoborgerskabs interesser. De paramilitære grupper havde imidlertid ikke flere end nogle hundrede medlemmer i 1986 og de havde ingen landsdækkende kommandostruktur. Den vigtigste paramilitære gruppe i dag - AUC - havde dengang i 1986 kun 93 mand. I dag har den omkring 8.000. (4) Denne gruppes hurtige og dramatiske vækst startede i begyndelsen af 1990erne og fik for alvor fart mellem 1995 og 2001, efter at der var blevet skabt en forenet kommandostruktur under Carlos Castaños ledelse.

Der er tre grundlæggende forskelle mellem AUC og de paramilitære grupper i 1940erne og 1980erne: AUC har en forenet struktur og opererer over hele landet. AUC har en klar politisk dagsorden og en veldefineret politisk diskurs, der beskriver hvilket politisk og økonomisk system gruppen ønsker. Og AUC har sine egne indtægtsskabende aktiviteter uafhængigt af staten og andre bidragydere. AUC’s årlige indtægter ligger mellem 200 og 300 millioner dollars, hvoraf en stor del stammer fra narkohandel og hvidvaskning af penge. Det betyder, at selvom AUC har tætte forbindelser til det colombianske militær, er gruppen ikke afhængig af militæret for fortsat at kunne eksistere. Faktisk er det oftere AUC, der betaler medlemmer af militæret for at udføre opgaver end omvendt, som en nylig udgivet rapport fra Human Rights Watch dokumenterer. (5) AUC er måske den første organisation på den yderste højrefløj i Latinamerika, der har haft held til at opbygge en så uafhængig militær-finansiel struktur. Dødspatruljerne og de paramilitære grupper i El Salvador, Guatemala og Peru blegner i sammenligning.

Flere end tusind af Castaños tropper er tidligere medlemmer af det colombianske militær. Mindst 53 tidligere officerer fra det colombianske militær har sammen med lejesoldater fra Israel og USA arbejdet for AUC som rådgivere og har deltaget i AUC’s operationer. Dette har professionaliseret AUC’s måde at operere på. Hvad angår udrustning har AUC 14 topmoderne kamphelikoptere, 11 mindre fly og speedbåde med påmonterede tunge maskingeværer. Organisationen er med andre ord næsten blevet til en hær i klassisk forstand. Udgifterne til at opretholde denne type hær er anslået til at andrage mellem 50 og 80 millioner dollars om året.

AUC modtager også støtte fra adskillige vigtige dele af det colombianske samfund, som er modstandere af fredsforhandlingerne. Der er tale om kræfter, der ønsker at ændre konfliktens dynamik, så guerillaerne bliver tvunget til at overgive sig eller bliver alvorligt svækkede. Disse kræfter ønsker at undgå en forhandlingsløsning, der kan indebære sociale, økonomiske eller politiske reformer, der piller ved de privilegier som Colombias forstenede institutioner i dag står som garant for. Disse støtter indbefatter de store jordbesiddere og nøglepersoner i landbrugsindustrien herunder kvægavlere, ejere af banan- og blomsterplantager og businessfolk fra sukkerindustrien og palmeoliefabrikkerne. Det gælder i særligt høj grad for provinserne Bolívar, Cauca, Magdalena Medio, Urabá, César, Norte de Santander og Llanos Orientales; områder som er berørt af guerillaernes tvungne skatteopkrævning.

Andre modstandere af forhandlingerne indbefatter medlemmerne af Colombias narkoborgerskab, som har opkøbt omkring fire millioner hektar landbrugsjord, jordspekulanter med økonomiske interesser i områder, hvor planlagt motorvejsbyggeri, industrialisering eller turisme forventes at skabe vækst og jordbesiddere i områder med underjordiske naturrigdomme som olie, guld, kul, nikkel og smaragder. Konservative politiske kredse indenfor samfundseliten og dele af den militære ledelse med tætte forbindelser til AUC og visse dele af de udenlandske investorer, specielt olie- og kulselskaber som Occidental og British Petroleum er også modstandere af en forhandlingsløsning, der kan underminere deres interesser.

Udsigterne til, at Colombia bevæger sig i den autoritære retning, bliver mere faretruende, når vi betragter den stigende tiltrækningskraft, som AUC øver på den omskiftelige middelklasse, hvis svingende politiske humør ifølge de seneste to års meningsmålinger er på vej mod højre. For eksempel viste meningsmålinger i 2001, at præsidentkandidaten for den yderste højrefløj Alvaro Uribe Vélez fik opbakning fra mellem 15 og 20 pct. - størstedelen fra sektorer af middelklassen i byerne. (6)

Middelklassens højresving skyldes en udbredt lede ved den langvarige konflikt, der er blevet yderligere forværret af den alvorligste økonomiske krise i landet siden Depressionen i 1930erne. Den økonomiske krise har skabt en hidtil uset høj arbejdsløshed, der er nået op på 20 pct. i storbyerne. (7)

På grund af venstrefløjens og guerillaernes relativt svage politiske position i storbyerne, er den ideologiske sfære domineret af en kontrarevolutionær diskurs, der forsøger at retfærdiggøre de paramilitære overgreb. Castaño taler om, at AUC udøver et "legitimt forsvar" for "ærlige borgere" mod guerillastyrkerne. Uribe Vélez’ diskurs er på linje med Castaños, de er enige om satse på en militær løsning, der hverken indebærer indrømmelser til guerillaerne eller reformer. Det er ikke overraskende, at Uribe Vélez politiske stjerne øjensynligt er stigende.

Samtidigt er der dog vigtige sociale grupper, der foretrækker en forhandlingsløsning. Vigtigst er "los Cacaos" en uformel gruppe af nøglepersoner fra det colombianske borgerskab, heriblandt ejerne af landets største industri-, finans-, og medievirksomheder. Deres virksomheder tegner sig samlet for omkring en fjerdedel af Colombias bruttonationalprodukt. Disse dele af den colombianske økonomi er i stigende grad blevet integreret med den transnationale kapital og de globale markeder, og los Cacaos synspunkter bryder socialt og politisk med de mere konservative jordbesiddende klassers, som udgør de paramilitæres bagland . Los Cacaos er solide støtter for præsident Pastrana og hans fredsstrategi, og de vil i den kommende valgkamp sandsynligvis støtte præsidentkandidaten Horacio Serpa, der har lovet at fortsætte forhandlingerne med guerillaerne. I fjor mødtes 14 repræsentanter for los Cacaos med FARC’s ledere for at diskutere mulighederne for en fredsaftale og andre emner.

AUC’s voksende politiske og militære magt har tvunget præsident Pastrana i defensiven på grund af hans opslutning bag fredsprocessen. Men ironisk nok har han modtaget en håndsrækning fra statens ærkefjender FARC, da guerillaerne gik med til at føre fredssamtaler. Guerillaerne er en anden vigtig magtfaktor, der trækker i retning af en fredelig udvej på konflikten. Deres ledere har indset, at et historisk kompromis indgået under den nuværende magtbalance, hvor oprørernes militære styrke er under angreb men endnu ikke på vej til at mindskes, kunne skabe grundlaget for et socialt demokrati i Colombia. Guerillaerne er også klar over det nye styrkeforhold i verden, efter at USA har indledt sin "anti-terrorkampagne".

I kølvandet på angrebene den 11. september har Colombias forsvarsministerium presset på for at få vedtaget en anti-terrorpakke, der vil give militæret yderligere magt i tillæg til de udvidede beføjelser, som de væbnede styrker fik i forbindelse med en ny "Lov om Sikkerhed og Nationalt Forsvar", der trådte i kraft i august 2001. Den nye lov genindfører den berygtede "sikkerhedsstatut", der først blev indført af præsident Turbay Ayala i slutningen af 1970erne, og som førte til alvorlige krænkelser af menneskerettighederne og hundredevis af forsvindinger. Med den nye sikkerhedslovgivning har militæret fået yderligere beføjelser til at gennemføre oprørsbekæmpende foranstaltninger med meget lidt eller slet ingen civil kontrol. Endvidere tilbagefører den nye lov mange politifunktioner til hæren, hvilket vil føre til yderligere begrænsninger af den politiske frihed og borgerrettighederne og til flere krænkelser af menneskerettighederne. Den nye lov udelukker også, at militærbudgetterne kan skæres ned.

Nu forsøger militæret gennem den nye anti-terrorlovgivning at få yderligere magt, blandt andet til at tilbageholde mistænkte uden rettergang. Den nye anti-terrorlov vil også øge strafferammerne betydeligt og sænke minimumsalderen for at blive idømt fængselsstraf fra 18 til 16 år. Sidst men ikke mindst genindføres en bestemmelse fra 1886-forfatningen, der giver regeringen mulighed for at erklære undtagelsestilstand, under hvilken de grundlovssikrede rettigheder er ophævet. På denne måde tjener den såkaldte krig mod terrorisme som et formidabelt røgslør, bag hvilket de allermest reaktionære sociale kræfter kan erobre yderligere politisk rum på bekostning af den demokratiske udvikling.

Samtidigt skaber den massive amerikanske militærhjælp indeholdt i Plan Colombia sammen med den yderliggående højrefløjs fremmarch grundlaget for, at de reaktionære dele af det colombianske militær åbent tør modarbejde Pastranas fredsbestræbelser. Militæret har gentagne gange forsøgt at afspore fredsprocessen: Det har forhindret en fangeudveksling, der var tænkt som en måde at styrke fredsprocessen på og skabe tillid mellem parterne. Det har fortsat med at chikanere FARC i den afmilitariserede zone, som guerillaen blev tildelt som et led i fredsprocessen. Og hvis man kan lære noget af historien, så slog fredsforhandlingerne under de tidligere præsidenter Betancur, Barco og Gaviria fejl blandt andet fordi militæret modsatte sig. USA’s støtte til den såkaldte Plan Colombia styrker bevidst eller ubevidst den yderste højrefløjs militære og politiske position og tilvejebringer våbnene til at fortsætte konflikten med. Det har bidraget til en voksende tiltro blandt militærets ledere til, at de kan besejre oprørerne i løbet af få år.

I fjor medtog USA’s udenrigsministerium AUC på sin liste over verdens terrorgrupper - sammen med FARC og ELN. Det rejser spørgsmålet om, hvordan denne klassificering af AUC vil påvirke krigens dynamik i fremtiden. Det er vigtigt at gøre sig klart, at AUC er en gruppe som er venligtsindet overfor USA’s politik og overfor USA’s økonomiske interesser i Colombia. Derfor kan gruppen forvente en mere skånsom behandling fra de Forenede Staters side end FARC og ELN, der har pådraget sig Washingtons erklærede fjendskab. Det er mere sandsynligt, at AUC’s plads på listen vil føre til, at medlemmer af gruppen kan forvente vanskeligheder med at få visum til USA, end at Washington vil iværksætte alvorlige bestræbelser på at udrydde gruppen eller ramme dens finanser. Det skal med i overvejelserne, at DEA, CIA og andre af USA’s tjenester angiveligt har kontakter til AUC’s ledelse. På grund af disse kontakters hemmelige natur er det svært at bedømme, hvor tæt forbindelsen egentlig er. Men det står klart, at nogle af USA’s agenter og embedsmænd betragter AUC mere som en gevinst end som en belastning. Yderligere må de amerikanske tropper, der er indblandet i kamphandlinger i Colombia, notere sig den kendsgerning, at AUC er deres fjendes ærkefjende - i modsætning til guerillaerne går AUC ikke efter amerikanske interesser. FARC og ELN har angrebet USA’s økonomiske interesser i Colombia og truer med at underminere den neoliberale økonomiske model, som Washington er forkæmper for. Oven i købet har FARC og ELN bortført 92 amerikanske statsborgere mellem 1980 og 1998, hvor af 12 døde i fangenskab. Yderligere 13 amerikanske statsborgere blev bortført i 1999, og i 2000 blev tre amerikanske aktivister, der arbejdede med U’wa indianerne, dræbt af FARC. (8) En tidligere CIA-mand skrev, at bortførelserne viste, at "Amerikanere risikerer utilsigtet at blive ofre i Colombia". Den voksende åndsbeslægtethed mellem de colombianske guerillaer og præsident Hugo Chávez venstreorienterede styre i Venezuela vækker yderligere bekymring i Washington. Amerikanske embedsmænd frygter for, at dette forhold vil medvirke til, at revolutionære bevægelser vil vinde udbredelse i hele Andes-regionen. Så mens AUC’s brutalitet bliver set som "pinlig" for Washington, bliver guerillaerne betragtet som den virkelige fjende. Set i det lys skal medregningen af AUC på terrorist-listen nok nærmest ses som en symbolsk handling, der er politisk nødvendig for at dæmpe kritik fra dele af Kongressen og fra menneskerettighedsgrupper, samtidigt med at de paramilitære i al stilhed bliver brugt som en taktisk forbundsfælle.

Vi ved endnu ikke, i hvilken retning Colombia bevæger sig. Men de paramilitære forøger deres magt, godt hjulpet på vej af et globalt mønster, der er skabt af USA’s krig mod terrorisme. Dét mindsker chancerne for et demokratisk historisk kompromis. Men som begivenhederne den 11. september har vist, er historiens kurs uforudsigelig og uforudsete faktorer kan endnu få indflydelse på den colombianske konflikts dynamik.

Noter:

  1. Regeringens egne tal. Partisanbevægelsen FARC’s økonomer opgør statens samlede krigsudgifter til at være en tredjedel af nationalbudgettet. Heri er indregnet udgifter til alle grene af sikkerhedsstyrkerne og andre krigsrelaterede udgifter.
  2. De colombianske regeringsstyrker har i årevis hævdet at guerillaerne er i besiddelse af jord-til-luft missiler. Dette er ikke blevet bekræftet af oprørerne, der heller aldrig har anvendt disse våben.
  3. USA’s samlede militærhjælp til Colombia fra 1999 til 2001 er på over 2 milliarder dollars, svarende til et gennemsnit på 2 millioner dollars (17 millioner kroner) om dagen i de seneste tre år. Det samlede antal amerikanske soldater i Colombia er hemmeligt, men anslås at være i nærheden af 1.000 - heraf er omkring halvdelen lejesoldater.
  4. Tallet 8.000 er relativt og bygger på AUC’s egne oplysninger. Med til historien hører, at dele af de colombianske sikkerhedsstyrker (der tæller over 300.000 mand) i følge internationale menneskerettighedsgrupper i perioder optræder som AUC-styrker. AUC modtager ligeledes regelmæssigt luftstøtte og anden bistand fra militæret.
  5. Rapporten hedder "The Sixth Division" og kan downloades på http://www.hrw.org/reports/2001/col...
  6. Kort før Pastrana afbrød fredsprocessen viste en meningsmåling en tilslutning til Uribe Vélez på over 50 pct. Meningsmålinger i Colombia skal tages med et gran salt. Den fattige del af befolkningen har ikke telefon og bliver derfor ikke spurgt. Valgresultater skal også tages med forbehold. Colombia har en af verdens laveste stemmeprocenter af den simple grund, at der ikke er noget reelt valg. Flere tusinde ledende medlemmer af venstrefløjsoppositionen er blevet myrdet af dødspatruljer siden 1986.
  7. 20 pct. er regeringens tal. Ifølge Colombias LO CUT er over 50 pct. af arbejdsstyrken underbeskæftiget eller arbejdsløs.
  8. Ifølge FARC blev de tre amerikanske aktivister dræbt ved en fejltagelse af en lokal guerilla-kommandant, der troede at de var CIA-agenter. FARC har undskyldt for drabene og meddelt, at de ansvarlige er blevet stillet for en intern krigsret og dømt.

Tjek det engelsk-sprogede netbureau News Agency New Colombia for den seneste information om konflikten i Colombia. http://anncol.eu

Dialogzonen bombes i colombia

Den 20. februar afbrød præsident Pastrana ensidigt den 3 år lange fredsproces med Colombias Væbnede Revolutionære Styrker FARC. Uden varsel påbegyndte regeringens styrker bombardementer af den demilitariserede zone som indtil nu har været under FARCs kontrol. Guerillaen har trukket sig tilbage fra områdets byer og har ikke lidt nævneværdige tab. Imens ødelægger regeringens bomber systematisk alle veje, broer og andre forbedringer som civilbefolkningen sammen med guerillaen har opbygget i regionen. Ud over civile ofre for bomberne frygter folk i området at de paramilitære grupper som længe har ønsket at trænge ind i området nu får frit spil.

Fred og solidaritet

Repræsentanter for hele Colombias opposition mødtes d. 4-5. marts med organisationer og støttegrupper fra hele verden for at kræve regeringen tilbage til forhandlingsbordet. Konferencen for fred og solidaritet med Colombia foregik i Mexico By. Samlet fordømte mødet USAs voksende direkte engagement i krigen og pres for at eskalere konflikten.

Mødet tog afstand fra den militaristiske, USA-designede Plan Colombia, Plan Puebla-Panama og frihandelsaftalen FTAA som de seneste udtryk for USAs ønske om politisk, militær og økonomisk kontrol med hele det latinamerikanske kontinent. IF deltog i konferencen - kontakt os for mere information.

 

Kort før dette nummer af Gaia gik i trykken afbrød den colombianske præsident Pastrana fredsprocessen med landets største partisanbevægelse FARC. Natten til den 20. februar indledte amerikansk-støttede regeringsstyrker et overraskelsesangreb på en afmilitariseret fredszone i den sydlige del af landet, hvor forhandlingerne har foregået siden 1999.

Meget tyder på, at Colombia i den kommende tid står overfor en blodig optrappen af den langvarige og brutale krig, som landets velhavende mindretal har påført den store fattige del af befolkningen. Massakrer begået af maskerede soldater, der dræber landsbyboere for øjnene af deres børn med sten, køller og motorsave, er dagligdag i store dele af de regeringskontrollerede områder. Nu vender motorsavene også tilbage til den fredszone på størrelse med Danmark, hvor beboerne under de tre år lange forhandlinger har levet i relativ sikkerhed.

Internationalt Forums Colombiagruppe har sakset og oversat en analyse fra Latinamerika-tidsskriftet NACLA, som vi mener er med til at forklare baggrunden for fredsprocessens sammenbrud. Artiklen er skrevet før den 20. februar, af den libanesisk-amerikanske professor Nazih Richani, der er leder af afdelingen for latinamerikanske studier på Kean University i USA. Den originale tekst kan skaffes gennem IF’s butik Cikaden.