Chiapas er kun toppen af isbjerget

Gaia bringer her et interview med en talsperson fra EZLN, zapatisternes nationale befrielseshær.

- Hvad lå til grund for dit personlige oprør?

Det er en proces. Det er ikke et pludseligt indskud hvor du siger det er nu eller aldrig. Du begynder at tage nogle skridt. først bliver du interesseret i en situation, så forstår du at der er uretfærdighed, dernæst prøver du at forstå denne uretfærdigheds rødder. Dette fører uundgåeligt til at du spørger dig selv: "Og dig, hvad har du tænkt dig gøre ved det?" Du begynder i det små med at tage logiske skridt, af dit eget initiativ uden at være presset.

Øjeblikket kommer hvor du opdager, at du er nået til et punkt, hvor du ikke kan vende om, hvis du vil forblive menneske. Det betyder ikke at der er nogen der vil dræbe dig, men at hvis du vender om giver du op. Det er der du stopper og siger: "okay enten fortsætter jeg, eller vender om, eller prøver at finde en anden vej fremad. Det er i dette øjeblik, man er nødt til at vælge.

At vende om giver dig en vis afstand til tingene. Du kan helt sikkert beholde en vis social prestige eller status og stadig "spille på" velgørenhed og et godt hjerte. Du er et godt menneske på denne måde, i ordets sociale betydning, men du finder ud af at du bliver nødt til at indgå kompromiser, små kompromiser der begynder at hobe sig op. Du ved at det er en illusion, et bedrag, og at du ikke løser problemet ved dets rødder. Mere end alt andet, er det som at tage en aspirin; har du hovedpine, kurerer den dig ikke, men letter smerten et øjeblik.

- Havde du en ide om hvad der ville følge, efter at have gjort dig det valg?

Langsomt begyndte jeg at forstå konsekvenserne, som et skib der langsomt tager form i tågen. Først handlede jeg spontant, måske stadig forblændet af ungdommens illusioner, men efterhånden anede jeg masten og skrogets omrids, og det gik op for mig at den ægthed jeg virkelig ønskede, var noget andet end det jeg efterlod, opgav og dræbte. På denne vej var alt det modsatte af hvad du havde efterladt. Det betød at du måtte opgive alt, alt, alt i enhver forstand, navn, familie, prestige, fremtid og det voksne liv. Det betød at du måtte starte forfra, som en anden person, en der er ægte.

Du finder ud af at du må være parat til at opgive og ofre en del for at handle i overensstemmelse med det du tror på. Dette er umagen værd.

- Hvorfor i Chiapas?

At forberede en krig, en væbnet kamp, betyder at du bliver nødt til at tænke alt igennem. Du skal sammensætte en hær under meget vanskelige forhold. Du san1ler ikke en hær ved bare at opføre dig som andre guerillaer, du er nødt til at planlægge før du handler. Du behøver de rette geografiske forhold, et øde område med ubeboede zoner, sikre steder hvor du ikke bliver opdaget.

Men du har også brug for områder, der er gunstige til politisk arbejde. Mulighederne indskrænkes på dette punkt, men der vedbliver at være forskellige valgmuligheder i stater som Oaxaca og Guerrero. Så træder vores hærs andet element frem, de andre initiativtagere: de indfødte bønder herfra, der lærte nogle af kammeraterne, der startede alt dette, at kende. De sagde til os: "Hvorfor kommer I ikke hertil? Her er der bjerge at søge tilflugt i, hvis vi er fucked up er det præcis fordi her ingen kommer". Så det var disse bønder der foreslog Chiapas, og det er sådan vi endte her.

- Har regeringen tilbudt at købe sig fra det hele, hos bønderne?

Da det gik op for reger ingen at de indfødte folk hverken har land eller hospitaler eller alt det andet de kræver, tilbød de dem indlysende nok hospitaler, skoler, veje o.s. v. De mente at det var måden at dysse tingene ned på. Camacho (regeringens forhandler) fandt hurtigt ud af at det var de indfødte bønder der bestemte i komiteen og ikke Marcos. Derfor vendte Camacho sit frieri mod dem. De ville ikke tage imod et forslag om en ambassade eller lignende, han blev nødt til at give dem nogen andre forslag.

- Er regeringens tilbud et for søg på at lukke munden på de indfødte folk?

Jeg ser det som et forsøg på at påvirke dem , uden at løse de fundamentale problemer, som er manglen på demokrati, frihed og retfærdighed. Regeringen ønsker at give folket en smerte stillende indsprøjtning, så de glemme r hvad den grundlæggende sygdom er. Regeringen vil ikke have, at valget i august bliver påvirket af denne bagatel, og de ønsker derfor at kunne sige: "Vi har underkuet guerillaen, vi har dem under kontrol". Dette vil vise at regeringen ikke føler sig trængt , at de kan forhandle med en væbnet gruppe og stoppe en krig, hvis altså kammeraterne accepterer de falske løfter og underskriver en fredsaftale, ikke i bytte for veje, skoler og hospitaler men for løfter derom. Det et kneb de bruger for at vinde tid, så de i melllemtiden kan lokalisere lederne, opsplitte dem og senere nedbryde dem, udrydde dem eller "købe" dem. Kort sagt de vil fjerne bevægelsens grundlag med dette løfte, de tror at disse folk som de har taget røven på så længe, nu vil tillade dem at gøre det igen.

- Hvorfor var der så meget pres på regeringen for at få dem til at underskrive et fredsforlig?

Faktisk kom forsøget på at gennemtvinge en fredstraktat fra den politiske presse. Indtil snigmordet på Colosio, fortsatte Salinas med at håndtere tingene som om regeringen ville opfylde vores krav på grund af et godt hjerte, og ikke på grund af det var dens pligt.

- Er dette også Det Nationale Solidaritetsprograms (PRONASOL) mentalitet?

PRONASOL har samme mentalitet som et svin, der ser de indfødte folk som dårligt opdragede børn. Istedet for at give sine børn en velfortjent endefuld, giver faderen, som er så forstående og gavmild, dem noget slik, for at få dem til at love at opføre sig ordentligt, ikke sandt?

- Synes du ikke det ser ud som at regeringen, med et eller andet politisk trick, kunne overbevise befolkningen, om at intet er sket i Chiapas?

Lige nu er intet det samme som før, intet vil nogensinde blive det samme igen, regeringen vil blive nødt til ændre måden den laver forretninger på. Tingene fungerer ikke, og det er ikke på grund af zapatistoprøret. En masse myter må nedbrydes, myten om Mexicos indtræden i den l. Verden, myten om mexicaneren , der vil finde sig i alt. Myten om at dette land er fredeligt og finder sig i en regering, der lader folket lide, er eksploderet. Nu vender folket sig mod regeringen, ikke kun i Chiapas.

- Hvorfor væbnet kamp?

Vi insisterer på at væbnet kamp er den eneste måde, fordi vi har prøvet alt andet og det ikke har nyttet. Det er først når den væbnede kamp opstår, at landet rystes, selv på de internationale forbindelsers plan.

- Og det civile samfunds respons?

Det var ikke hvad vi havde forventet. Folk mangler erfaring i at forstå regeringen. Jeg mener det civile samfund blev bedøvet af regeringens løfter. Efter San Cristobal fredssnakken, troede folk at fredsforliget var umiddelbart forestående, at det kun var et spørgsmål om papirarbejde, fordi de ville spørge indianersamfundene, og de ville svare ja, fordi ingen kan sige nej til et så storslået tilbud. Det blev glemt, at de forhold der lå til grund for oprøret, stadig eksisterede. Hvis vi havde underskrevet aftalen, ville de forhold blive ved at være der, efter Chiapas ville der være et nyt Chiapas.

- Hvordan håber EZLN at opnåforandringer i den økonomiske orden, når der til stadighed foregår en globalisering af markedet, fra hvilken det er umuligt at adskille sig selv?

Der bliver bestemt nødt til at ske en ændring. Du kan ikke nøjes med at tale om Chiapas i denne sammenhæng. Chiapas er toppen af et isbjerg, der ligger skjult under hele landet. Chiapas har tiltrukket opmærksomhed til sagen på grund af den bevæbnede bevægelses nytænkning og ideologi. Denne samme utilfredshed med autoriteterne eksisterer over hele landet, og på et tidspunkt vil den komme til udtryk. Folk vil sætte spørgsmåltegn ved landets økonomiske og politiske struktur, hvilket vil føre til, at man sætter spørgsmåltegn ved neoliberalismens indflydelse i hele Latinamerika. Dette vil fremprovokere en kæderaktion af opstande og en justering af international politik.

- Betyder dette at EZLN er avantgarden i en ny bølge af bevæbnede sociale bevægelser?

Lad være at lægge så megen vægt på EZLN, vi er kun et symptom på noget stønne.

År ude i fremtiden, hvad enten EZLN stadig er her eller ej komm er der til at være social protest mange steder. Jeg ved dette, fordi da vi rejste os mod regeringen, begyndte vi at modtage solidaritets-og sympati-erklæringer fra de oprindelige folk, ikke kun i Mexico, men også fra Chile, Argentina, Canada, U.S.A. og Mellemamerika. De fortalte os at oprøret repræsenterer noget de længe har villet sige, og har inspireret dem til at sætte ord på deres egen situation. Jeg tror på at den fejlagtige forestilling om historiens endeligt, til sidst er ødelagt.

Interviewet er hentet fra internet

Oversat og redigeret af Jens Borglind og Malte Svendsen-Tune