Bosættelserne - Israels forlængede arm

Israel blev grundlagt på kolonialismen. Selv om staten har eksisteret i snart 50 år, hører kolonialismen ikke fortiden til, men er såre aktuel i konflikten mellem staten Israel og palæstinenserne idag. Her spiller bosættelser en central rolle.

AF: ULRIK WAGNER

Da tankerne om oprettelsen af Israel tog form i slutningen af det 19. århundrede, var antallet af jøder i Palæstina ikke overvældende. Men sådan skulle det ikke blive ved med at være. Som et led i den zionistiske strategi, skulle området langsomt befolkes med jøder, der samtidig støttede op om staten Israels dannelse. Logikken var enkel: Kunne man ved at henvise til, at Israel var jødernes oprindelige land ved at henvise til Bibelen, og samtidig påvise at der levede jøder i området, så ville det være nemmere at alliere sig med de vestlige stormagter. Det første resultat kom i slutningen af 1917, da Balfour-erklæringen blev underskrevet. Her lovede England, som efter 1. verdenskrig havde overtaget kontrollen over Palæstina efter tyrkerne, at se "med velvilje på etableringen af et nationalt hjem for det jødiske folk i Palæstina".

I 1918 udgjorde jøder 10 % af befolkningen i Palæstina. I 1948 var denne andel steget til 33 % som følge af en massiv kolonialisering ved hjælp af bosættelser. En del jøder udvandrede fra Europa i 30'erne pga. anti-semitismens opblussen i bl.a Nazi-Tyskland. Den store tilflytning fra Europa kom dog først efter 2. verdenskrig, og i årene efter at Israel blev dannet af orientalske jøder fra Mellemøsten.

Bosættelserne

Det var i l 920e me at stigningen i antallet af bosættelser for alvor tog fart. I 1912 var der ialt 37 jødiske bosættelser i Palæstina i 1948 var dette tal oppe på 286. Alene i tidsrummet 1925 til 1947 blev der etableret 217 nye jødiske bosættelser. Dette skete under det britiske mandatstyre med Balfour-erklæringen om at arbejde for Palæstina som et nationalt hjem for øderne. Efter 2. verdenskrig, som også betød Englands farvel som førende imperialistisk verdensmagt, overtog USA rollen som zionismens allierede; en rolle de sidenhen har levet helt og holdent op til. Her spillede kapital fra Jewish National Fund en stor rolle som støtte og opmuntring til kolonisation. Det er ligeledes væsentligt at tilføje, at kibbutzerne spillede en væsentlig rolle i denne kolonialisering. De første kibbutzer fra 1920'erne frem til Israels første år havde karakter af militære fæstninger placeret på palæstinensisk jord. Herfra udgik indlemmelsen af mere jord. Yderligere blev de såkaldte "Stockade and Watchtower" bosættelser anvendt. De kunne oprette s i løbet af en nat på steder hvor det var nødvendigt set udfra et kolonialistisk synspunkt.

Den massive bosættelsesbølge blev fulgt op at en solid kapitaltilførsel til jødisk produktion i Palæstina. I 1925 blev der investeret 1,5 mill. pund sterling. I 1937 var kapital investeringen oppe på 11 mill. pund sterling. Samtidig blev antallet af virksomheder tredoblet. Det er vigtigt at påpege, at denne udvikling ikke kom den palæstinensiske befolkning tilgode. En del af den zionistiske strategi var at skabe jødiske arbejdspladser for jødiske arbejdere. Palæstinenserne blev fysisk holdt ude af produktionen, jorden blev opkøbt af den kapitalstærke zionistiske bevægelse og jødiske fabrik sejere blev mødt med voldelige repressalier, hvis de forsøgte at ansætte palæstinensere.

Således sikrede den jødiske befolkning sit 'hjemland', mens palæstinenserne, som hidtil havde boet i området, langsomt fik revet deres livsgrundlag op ved rødderne.

Gentagelsen på Vestbredden

Når der tales bosættelser i den aktuelle konflikt, er det således vigtigt at huske på, at det ikke er en ny opfindelse. Israel kan langt hen ad vejen takke bosættelsespolitikken for at have været en af de væsentlige faktorer bag statens oprettelse. Det var her pionerånden blev født.

I 1967 besatte Israel Vestbredde n, inklusiv Østjerusalem og Gaza-striben. Dette var og er overvejende palæstinensisk område. Ved staten Israels dannelse i1948 flygtede en stor del af palæstinenserne til disse områder.

Hele Jerusalem blev indlemmet i1967 som 'Israels udelelige hovedstad'. I Jerusalem mødes tre store religioner: kristendommen, jødedom og islam. Stedet er præget af vigtige monumenter for alle tre religioner. Den oprindelige ide var derfor at byen skulle være under international kontrol i FN-regi. I 1967 led denne ide nederlag. Israels første handling efter besættelsen af Vestbredden var at udvide Jerusalems størrelse.

Pludselig strakte byen sig fra Bethlehem i syd til Ramallah i nord. Alle landsbyer i området mellem det oprindelige Jerusalem og de to førnævnte byer hørte nu under Stor-Jerusalem (se illustration).

Dette havde allerede på daværende tidspunkt sine årsager. I det israelske politiske liv herskede der bred konsensus om at Jerusalem for evigt hørte under Israel. Ved at gøre Jerusalem større korn mere land for evigt til at høre til Israel og det åbnede samtidig op for udvidelse af byen - for oprettelsen af nye bosættelser i besat område. Dette stred og strider mod gældende international ret om, at man ikke må bygge permanente bosættelser på besat område, men det bekymrede ikke Israel, da de havde Vesten med USA i spidsen bag sig.

Bosættelserne omkring Jerusalem begyndte allerede året efter besættelsen i 1967. Her blev der bygget bosættelser nordøst for den gamle by. Det jødiske kvarter inden for den gamle bys mure blev udvidet til 4 gange sin størrelse forhold til 1948. Den anden, og største bølge af nye bosættelser korn i 1970, da der blev bygget nye bosættelser svarende til et areal på ca. 1240 hektar. Denne gang blev der bygget syd, syd-Øst, nord· vest og nordligt for Jerusalem.

Det er også her der begynder at tegne sig et mønster. Bosættelserne, der bygges omkring Jerusalem, ligner fæstninger. De er beliggende på skranter omgivet af store mure. Målet er at skabe en ring rundt om Jerusalem, hvilket vil afskærme Jerusalem fra den resterende palæstinensiske befolkning på Vestbredden. Samtidig forbindes bosættelserne med veje, og ved nogle af bosættelserne findes der tilmed militære anlæg. I følge israelsk lov er ekspropriering af jord til infrastruktur og sikkerhedsmæssige formål (læs: flere militære anlæg i besat område) lovligt.

Stor-Jerusalem

I 1980 kom den tredje store ekspansion af bosættelser. Alene bosættelsen Pisgat Ze'ev, der blev etableret på daværende tidspunkt, levede der i 1994 30.900 bosættere. I 1991 blev det besluttet at etablere bosættelsen Har Homa på Abu Ghoneim-bakken ved Bethlehem. Her skulle være plads til 9.000 bosættere. Pressen betegner bosættelsen som beliggende i Østjerusalem, på trods af det faktum at den ligger i Bethlehem. At Har Homa skal ligge i Jerusalem viser tydeligt, at Israel har haft held til at overbevise verdensopinionen om, at Jerusalem rent faktisk går fra Ramallah til Bethlehem. Byggeriet af Har Homa er først lige startet dette forår. Vejene - de såkaldte bypass-roads er dog allerede etableret på eksproprieret palæstinensisk jord og tværs igennem olivenlunde. Med Har Homa-bosættelsen vil ringen rundt om Jerusalem være komplet.

Lige før Oslo-aftalens underskrivelse blev det i 1992 besluttet at bygge endnu en bosættelse, Ramat Shu'fat til 15.000 bosættere.

En af mange myter omkring den såkaldte fredsdydige ministerpræsident Rabin var, at han satte en stopper for bosættelserne med Oslo-aftalen. Det er korrekt, at der siden 1993, hvor aftalen blev underskrevet, ikke er blevet bygget nye bosættelser. Til gengæld er de eksisterende blevet udvidet. Et eksempel er førnævnte Pisgat Ze'ev, der i 1994 rummede 30.900 bosættere. I 1995, 2 år efter Oslo-aftalens underskrivelse, skulle den således kunne rumme 50.000 bosættere.

Hvis man kører igennem de nyeste bosættelser vil man kunne se, at de er blevet lavet i hast i årene 1992-95. Altså efter at de såkaldte fredsforhandlinger var startet. I følge aftale er det muligt at udvide eksisterende bosættelser efter naturlig befolkningsvækst, hvilket efter israelsk forståelse er lig en massiv indvandring fra Østeuropa - for det er jo en naturlig befolkningstilvækst af jøder. Et er at slutte med bosættelserne omkring Jerusalem, noget andet er den resterende del af Vestbredden. Her er antallet af bosættere steget fra 16.000 i 1980 til 79.000 i 1990, og var i 1994 helt oppe på 121.000.

Indenfor murene

Bosættelser finder ikke kun sted udenfor Jerusalems mure. Aktuelt finder en kamp sted indenfor byens gamle mure. Siden 1967 er det jødiske kvarter ekspanderet på bekostning af de palæstinensiske kvarterer (det kristne, armenske og det muslimske). Allerede i 1988 opkøbte daværende boligminister Ariel Sharon, der kendes for sit gode forhold til ultraradikale bosætterbevægelser og sin rolle i massakrerne i Sabra og Shatila i Libanon 1982, et hus lige midt i Jerusalems muslimske kvarter, og forsynede det straks med et gigantisk israelsk flag. En åbenlys provokation midt under Intifadaen. Sidenhen har der konstant været placeret 5-6 soldater ved huset. Den gradvise "israelisering" af byen beskrives af den svenske freelance-journalist Mia Grøndahl, der selv er bosat i Jerusalems gamle by, som følger:

"Da Israel besatte Østjerusalem og dets gamle by i 1967, forvandledes dens palæstinensiske indbyggere fra medborgere til indvandrere i deres egen by. Palæstinenserne fik fortrinsvis lov at bo i byen på Israels nåde" (Aftonbladet d. 2 1.7.1997).

Siden 1990 har det været forbudt for palæstinensere at komme til Jerusalem fra den øvrige Vestbred. Checkpoints har sikret israelsk kontrol med byen, og på fredagen, som er muslimernes helligdag, fyldes byen med soldater, der tjekker ID-kort. Muslimernes 3. vigtigste helligdom, Al-Aqsa-moskeen ligger i Jerusalem. Hvad værre er, så har afskæreisen fra den øvrige Vestbred betydet, at handelen har fået ekstremt svære vilkår. De palæstinensiske handlende har altid været afhængige af købere og producenter på den øvrige Vestbred. Det mønster er nu brudt, og de handlende har desperat set sig om efter nye veje enten som sælgere til turister eller de har valgt at flytte. Samtidig er huspriserne steget, og reglerne for tilbagevending til Jerusalem efter nogle år i udlandet eller hvis man som palæstinensisk kvinde har giftet sig med en mand, der ikke er bosat i Jerusalem, er blevet strammet, så man fratages retten til at vende tilbage til Jerusalem. Det har fået nogle til at tale om etnisk udrensning. Den israelsk advokat Lea Tsemel siger det således:

"Vist handler det om etnisk udrensning. Der er ingen grund til at skjul e det ord. Netanyahu og en minoritet af den israelske befolkning ser helst et fremtidigt Jerusalem som er helt frit for "arabere". (Aftonbladet d. 21.7. 1997).

Bag hele den israelske bosættelsesstrategi gemmer der sig et mål. Jerusalem skal forblive på israelske hænder. Det er der bred politisk enighed om fra israelsk side, hvadenten vi taler om Arbejderpartiet eller Likud. En af Osloaftalens utallige udueligheder er spørgsmålet om Jerusalems fremtid. Ideen er at byens status skal afgøres i 1999. Det betyder at Israel siden Osloaftalens indgåelse i 1993 har haft 6 år til at forberede sig på dette opgør. Palæstinenserne derimod, har skulle slås med den såkaldte selvstyreaftale, og har har derfor ikke haft samme muligheder for at forberede sig på kampen om Jerusalems fremtid. Hvis den israelske plan lykkes, så vil der netop ved årtusindeskiftet være et flertal af jøder i Stor-Jerusalem. I følge Ibrahim Matar, der er tilknyttet American Near East Refugee Aid og desuden specialist i israelsk bosættelsespolitik, kan det meget vel tænkes, at der lever 240.000 jødiske bosættere i Øst-Jerusalem, mens der kun lever 155.000 palæstinensere. I en sådan situation har Israel alle kort på hånden. En "demokratisk afstemning" om byens tilhørsforhold til Israel ville givetvis medføre et nederlag til palæstinenserne, da bosætterne i en blok ville forsvare deres huse og privilegier og derfor stemme for Jerusalem som "Israels udelelige hovedstad". Intet er sikkert, og slet ikke at det kommer så langt som til en afstemning. Sikkert er kun at palæstinensernes situation i Jerusalem er forværret voldsomt siden 1990.

Den israelske politiske bosættelsesstrategi

Der florerer en myte i verdensopinionen om at Likud står for bosættelsespolitikken, mens Arbejderpartiet står for fredspolitikken. Det er tid til at aflive den slags nonsens.

A. Arbejderpartiet repræsenterer eliten i Israel. Det er her man finder de fremadrettede liberale, mens de religiøse og konservative kræfter oftest finder sig til rette i andre partier. Billedet er broget, og der kan forekomme afvigelser fra de traditionelle skel på tværs af partierne. Det er nuancer, der skiller Likud og Arbejderpartiet ad. Forskelle der bunder i deres forskellige opfattelser af, hvordan Israels sikkerhed og kontrol over Vestbredden bedst bevares. Fundamentet for begge partier, har været at tiltage sig palæstinensisk jord. Specielt jord af økonomisk-eller millitærstrategisk vigtighed.

Arbejderpartiets strategi for Vestbredden blev i årene 1967-77 sammenfattet i den såkaldte Allon-plan, opkaldt efter Golda Meir's vice-premierminister Yigal Allon. Den gik i korthed ud på følgende: Oprettelsen af Stor-Jerusalem, etableringen af et 12 mil langt sikkerhedsbælte langs Jordandalen, at udbygge bosættelserne på Vestbredden, samt åbne op for det såkaldte "jordanske valg". Ideen var at beholde Jerusalem, at bevare kontrollen med 40 % af Vestbredden og overlade resten til Jordan, der skulle få de tættest befolkede palæstinensiske områder, således at palæstinenserne ikke skulle udgøre et politisk problem indenfor statens Israels grænser. Over Jeriko skulle der laves en korridor, der forbandt Jordan med de tæt befolkede palæstinensiske områder. Yderligere skulle Israel bevare kontrollen med områder med massive bosættelser nær '48-grænsen og mellem Bethlehem og Hebron.

Ideen ligner meget den løsning, der er skitseret i Oslo-aftalerne. Jordan er blevet afløst af PLO, der nu overtager administrationen af de palæstinensiske områder, uden at Israel giver helt afkald på Vestbredden.

Likuds ideer afviger fra Allon-planen på nogle områder. Man erkender ikke det "demografi ke problem". I Likuds periode fra 1977 til '92 etablerede man bosættelser i og omkring de tæt befolkede palæstinensiske områder på Vestbredden. Der var altså tale om en mere aggressiv bosættelsespolitik, modsat Arbejderpartiets, der var mere "snedig". Her kunne palæstinenserne ikke nødvendig vis ved selvsyn se de konkrete resultater af bosættelsespolitikken i eget område. Likuds mål var at forhindre oprettelsen af en arabisk stat, eller som det blev sagt via World Zionist Organization's bosættelsesafdeling i 1980:

"Målet med bosættelse blandt og omkring centre besat af minoriteterne (palæstinenserne) er at reducere muligheden for etableringen af en ny arabisk stat i disse områder til det minimale. Ved at være afskåret som følge af jødiske bosættelser, vil det være svært for minoritetsbefolkningen at skabe territorial og politisk kontinuitet".

Bosættelserne har således ikke kun til formål at forhindre en palæstinensisk stat, men også at være et effektivt værn mod palæstinensernes politiske organisering.

Bosættelserne på Vestbredden, og for den sags skyld også i Gaza, har i tidens løb spillet forskellige roller. Overordnet kan det konkluderes, at deres rolle har været at fungere som et red skab for de herskende politiske tendenser i Israel og deres strategier for bevarelsen af kontrollen med de besatte områder.

Bosætternes klassemæssige sammensætning

Bosætterne lever et liv som udpost, som Israels forreste frontlinje på Vestbredden og Gaza. Derfor er det også interessant at studere deres klassemæssige sammensætning for at undersøge deres objektive klasse interesser.

Der er en markant forskel på bosættelserne i Stor-Jerusalem og på den resterende Vestbred. I og omkring Jerusalem er der tale om bosættelser, der har udviklet sig til hele, isolerede bydele med titusinder af indbyggere. På Vestbredden, rummer de ofte kun 500 bosættere og desuden har de et andet, militaristisk udseende.

I følge Schlomo Swirsky fra Adva Center i Tel Aviv, kommer de fleste af bosætterne fra de små kolonier på den øvrige Vestbred fra bedre stillede, Askenazi-jødiske familier fra Vesten. Folk, der har set optagelser fra Kiryat Arba ved Hebron og selve bosættelsen i Hebrons centrum, og oftest har hørt et flydende amerikansk fra deres talsmænd. Det er folk, der næret af racisme, tager til stedet.

Med bosættelserne i Stor-Jerusalem viser der sig et mere komplekst billede. Israel har gjort alt for at gøre det attraktivt at flytte til bosættelserne omkring Jerusalem og længere ude på Vestbredden. Det har resulteret i, at indvandringen af ortodokse jøder fra Østeuropa er steget massivt her. Placering en tæt på Grædemur en i den gamle by har ligeledes virket tiltalende. Samtidigt har en del andre jøder fra Østeuropa og Nordafrika bosat sig i området. Det passer ikke Israel hele vejen igennem. Helst så man, at de velstillede og veluddannede jøder fra Vesteuropa og USA bosatte sig i området, men tendensen de senere år har været en øget tilstrømning af jøder fra armoden i Østeuropa, mens jøder fra Vesten kun komm er på visit og ikke slår sig ned permanent. En anden væsentlig tilføjelse er, at det ikke for sekulære jøder er specielt attraktivt at bo i Jerusalem og på Vestbredden. Tendensen er snarere at man søger til de store byer ved Middelhavskysten, hvor også industriproduktionen findes. Dette passer ikke ind i Israels planer om at skabe et befolkningsflertal i Jerusalem, et flertal der samtidig også gerne skulle sætte gang i en positiv økonomi sk udvikling.

Det er på den baggrund svært at tale bosætterne til rette. De repræsenterer ofte elitens politik, og befinder sig ikke i et modsætningsforhold til den herskende israelske klasse.

Studieturen besøgte sammen med Ibrahim Matar en række bosættelser rundt om Jerusalem. Ibrahim Matar er ligeledes forfatter til bogen "Jewish Settlements, Palestinian rights and Peace" (1996), hvorfra mange statistiske oplysninger i denne artikel stammer fra.

Yderligere kan det anbefales at læse bogen "Zionismens Israel" af Kit Broholm og Anne Grete Holmsgård for at forstå kolonialiseringen af Palæstina før staten Israels dannelse.