Blomsterne der kommer fra Kurdistan

Hvert år mødes alle blomster et sted og taler om hvad de har gjort i det sidste år. Så giver de årets gave til den der har gjort noget godt.

Dette år holdt de deres møde hos krysantemumen og under hendes ledelse. På den aftalte dag var alle kommet, bortset fra tre: Pinseliljen, kamillen og valmuen. Så det blev sent og de kunne ikke længere vente på dem. Derfor begyndte de alle at berette deres historie efter hinanden.

Først begyndte rosen:

"Jeg har ikke lavet noget særligt. Jeg var kun på en skole og jeg pyntede i børnenes klasse og jeg gjorde dem glade" sagde hun.

Alle blomsterne råbte med en stemme:

"Bravo! Det er noget værd."

Så var del basilikums tur:

"Jeg var til en bryllupsfest og jeg smykkede en smuk kvindes barm."

Blomsterne ville ikke lade hende gøre sin historie færdig, og drillede hende.

Tulipanen sagde:

"Alt hvad jeg har gjort er: For nogle dage siden var jeg hos en ung syg udlænding, og jeg gjorde hans sidste dage så lette og glade, som jeg kunne."

Alle blomsterne sagde:

"Meget meget godt. Du skal have gaven."

Så begyndte den, der hed viol:

"Jeg stod på et morgenbord hvor konger og politikere mødtes. De diskuterede krig og andre alvorlige problemer."

Blomsterne lod hende ikke gøre sin historie færdig. De vendte sig mod hende og sagde:

"Det er nok med dig nu! Du er katastrofens blomst! Hold din kæft!"

På den måde fortalte alle blomsterne deres historie. Så begyndte blomsterne at diskutere, hvem de skulle give gaven. Da hørte de en lyd udefra, døren blev åbnet og de tre andre blomster kamillen, pinseliljen og valmuen kom ind:

"Undskyld, at vi kommer for sent. Vi kommer langvejs fra, fra Kurdistans bjerge. Vi så ligene af tre unge kurdere, de faldt med ære i kampen for frihed for deres land. Vi gav dem skygge. Vi ærede dem og ventede ved deres lig, indtil deres kammerater kom og hentede og begravede dem."

Alle blomsterne rejste sig, løftede dem op på deres skuldre, og hyldede dem og råbte:

LÆNGE LEVE! LÆNGE LEVE! Årets gave til jer.