"Betjent på gangen!" - magt og modmagt i fængslet

"Det er nødvendigt for fangen at holde sig aktiv fysisk, psykisk og socialt. Det gælder om at forholde sig aktivt til sine omgivelser i fængselssystemet, sine medfanger, og i det omfang det er muligt, til verden udenfor, for at undgå at blive tillært hjælpeløs. Hvis man er aktiv på disse planer, vil man uvilkårligt komme i konflikt med fængselsregimet, thi dets magtteknikkers strategi går ud på at parkere og deaktivere fangen. Modstand og konflikter bliver dermed en betingelse for at bevare sin identitet og selvværd i fængslet. For at forblive et menneske i fængslet må man bryde dets regler."

af Torkil Lauesen

Jeg er tidligere fange. Jeg blev fængslet i 1989 og idømt ti års fængsel i den såkaldte Blekingegade sag for lovovertrædelser jeg begik ud fra politiske motiver. Jeg har således været fængslet i knap 7 år, heraf 1 år og 2 mdr. i isolation. Jeg blev løsladt for tre år siden.

Det sidste årstid inden jeg blev løsladt samlede jeg materiale til en analyse om magtrelationerne i Vridsløselille Statsfængsel, som er det lukkede fængsel i udkanten af København jeg var placeret i.

Artiklen bygger således dels på mine egne "feltobservationer", dels på en række interviews jeg lavede med mine medfanger og endelig på dokumenter, så som referater af møder, regelsamlinger cirkulærer osv. Studiet er udkommet som bog: "Fra forbedringshus til parkeringshus" (Lauesen 1998).

Hvad er magt?

Lad mig begynde med kort at definere hvad jeg mener med magt. Magt er handlinger der udøves, ord der siges eller skrives for at påvirke, kontrollere og forme menneskers krop og sind. Magtudøvelse udløser altid modmagt som modsætter sig magtens forsøg på at forme krop og sind og som selv prøver at forme modparten og således selv udløser en ny magt. Magt er altid et gensidigt forhold, et spil mellem magt og modmagt hvor den ene side forsøger at bestemme den anden sides opførsel, og hvor den anden side forsøger ikke at lade sig dirigere på denne måde, eller måske selv søger at påvirke modpartens ageren. Den ene part kan dominere, men aldrig helt. Der vil altid være kræfter, som finder veje til at unddrage sig dominansen eller som gør modstand.

Magtudøvelsen i fængslet

Hvad går dagen med i fængslet? Hovedparten af betjentenes tid går med at holde fangerne indespærret samt at opretholde ro og en bestemt orden via udøvelse af overvågnings-, kontrol- og disciplineringsteknikker, det vil sige handlinger og praksisser, der søger at forme fangernes handlinger.

Det har nogle konsekvenser for fangerne og fremkalder modreaktioner. Det er det dagen går med i fængslet: udøvelse af magt - og modmagtsteknikker. Jeg oplevede fængslet som en konfliktzone for stadige kampe mellem fængslets forsøg på at kontrollere og disciplinere fangerne og disses forsøg på at forsvare eller udvide deres handlemuligheder og råderum.

Rent magtteknisk er et fængsel således et forsøg på styring og kontrol af menneskers geografiske rum, tid og aktivitet. For det første begrænses det mulige rum af ringmuren inden for hvilken fangen skal opholde sig i et eller andet bestemt tidsrum. Men desuden organiseres livet inde i fængslet som en minutiøs planlægning af fangens bevægelser i tid og rum. Kontrol over tid og rum medfører kontrol over individer. Fangerne låses ud af cellerne klokken 7:00. Klokken 7:45 skal fangen forlade afdelingen og begive sig til sin arbejdsplads eller for nogles vedkommende skolelokalet. Hvis det ikke sker, anbringes han i straffecelle. Klokken 15:45 returnerer fangerne fra arbejde til deres afdeling. Klokken 16:00 - 17:00 er der mulighed for gårdtur. Efter gårdtur skal fangerne opholde sig på deres afdeling. Fangen låses inde i cellen igen klokken 21:25. Dagen er opdelt i tid og rum. Alting i fængslet foregår på forud bestemte tider og steder, i en bestemt rytme om det er jul eller Sankt Hans år ud og år ind. Hvert individ har sin bestemte geografiske plads på et bestemt tidspunkt med regler for hvad vedkommende må foretage sig i dette rum, på denne tid. Enhver bevægelse fra et lokale til et andet overvåges og noteres i protokol. Fangen har nummer og identitetskort, der skal medbringes, når han bevæger sig ind og ud af rum eller eskorteres rundt i fængslet.

Disciplinering

Det er ikke kun fangernes rum og tid fængslet søger at styre. Det er også aktiviteten i tiden og rummet.

Tvangsarbejdet har altid været en vigtig del af fængslets styringsteknikker, ikke primært for produktionens eller fortjenestens skyld, men fordi man betragtede det som disciplinerende. Straffearbejdet skaber orden og regelmæssighed, fordi det definerer hvad der er den tilladte aktivitet. Straffearbejdet udelukker uro og gør bevogtningen lettere fordi mange fanger koncentreres i få rum.

De fleste arbejdspladser i et fængsel fungerer i virkeligheden dårligt. Der bliver udført meget lidt reelt arbejde. Måske en eller to timer pr. fange pr. dag. Fangerne er ikke interesseret i at bestille noget, når der er tale om ensformigt rutinearbejde der ikke forekommer dem meningsfuldt og er uden større økonomisk incitament. De fleste arbejdspladser har således karakter af parkering.

Mere overraskende er det måske, at værkmestre og betjente heller ikke synes interesseret i at effektivisere arbejdspligten, men stiller sig tilfreds med, at fangerne begiver sig til arbejdspladserne og forholder sig passivt og roligt i arbejdslokalet. Det er tydeligt at arbejdet er opgivet som resocialiserende eller profitgivende projekt. Fangen er ikke en ressource der kan bruges, men et individ som skal disciplineres.

Det er ikke kun i arbejdstiden fangen disciplineres. Livet i fængslet reguleres af et meget omfattende regelsystem. Fængsler ledes af jurister. Deres svar på ethvert problem er en regel som kan overvåges og kontrolleres og en sanktion for overtrædelse af reglen. Enhver konflikt i mødegås med endnu et blad i den store regelsamling.

Ud over reglerne for dagens forløb i tid og rum er der regler for opførsel og sprogbrug. Der føres journal over fangen. Der skrives notater om opførsel, vaner og hvem man omgås. Der er regler for hvordan fanger skal omgås hinanden. Der er nøje regler for indretning af celle, størrelse af gulvtæppe og møbler. Der er regler for hvor mange smykker man må have, hvor mange penge man må have osv. Disciplinens formål er dels at sikre ro, en bestemt orden og punktlighed, dels at minimere fangernes egenvilje og selvbestemmelse.

Overvågning og kontrol

Styring af fangernes tid, rum og aktivitet kræver kontrol og overvågning. Fangen er objekt for undersøgelse. Der indsamles informationer om fangen. Der udfærdiges som regel en såkaldt "personundersøgelse" med oplysninger om opvækstforhold, familiemæssige oplysninger, uddannelse, erhverv, boligforhold, misbrugsvaner osv. Ved visse lovovertrædelser udføres mentalundersøgelse under medvirken af retspsykiatere og psykologer. Man skaber det dokumenterede individ.

Når fangen ankommer til det lukkede fængsel er han således allerede kategoriseret på en række punkter. Overvågningen i selve fængslet er således først og fremmest rettet mod opretholdelse af en bestemt orden. Panoptikon

Overvågningen kan sammenfattes i panoptikon-princippet. Ordet er sammensat af "pan", der på græsk betyder "alle" og "optikon", som betyder "se". Begrebet stammer fra englænderen Jeremy Bentham (1748-1832) der foreslog at bygge fængsler som panoptikons, dvs. med en arkitektur og en organisering, der muliggjorde at få vogtere kunne overvåge mange fanger. Benthams oprindelige Panoptikon-fængsel var tænkt med celler i flere etager organiseret i en cirkel med kun gitterdøre mod midten, således at alle fanger kunne overvåges samtidig fra et tårn midt i cirklen. Benthams princip er, at magten skal være synlig og ukontrollerbar. Synlig: uden ophold skal fangen have foran sine øjne centraltårnets høje silhuet, hvorfra han udspejdes. Ukontrollerbar: fangen skal aldrig vide om han virkelig bliver iagttaget. Fangen kan ses, men ser ikke selv. Han er objekt for information, men aldrig subjekt i kommunikation.

Selv om den klassiske panoptiske arkitektur ikke længere er fremtrædende så lever princippet videre. I nutidens fængsler er centraltårnet erstattet af videokameraer, som overvåger fangerne, sammen med microbølgealarmer på gårdtursarealerne og langs ringmuren. Indvendigt er cellefløjene overvåget af bevægelsesalarmer, når fangerne er lukket inde i cellerne. Desuden er der patruljevirksomhed omkring fængslet. Personalet er udstyret med personlige overfaldsalarmer og bærbare radioer. Panoptikon princippet eksisterer således i bedste velgående, blot er observationstårnet afløst af en central kommandostation med tv-monitorer og radiobase.

Kampen om gangen

Konsekvensen af panoptikonprincippet er at fangerne i et vist omfang søger at undgå konfrontation, bøjer af og lader sig disciplinere og udøver selvdisciplin. Men fangerne søger også at skaffe sig frirum uden overvågning. Den overvågning, de accepterer på gårdtursarealet og på arbejdspladsen, accepteres ikke på afdelingen. Her er der en "kamp" om afdelingernes gangareal. Den enkelte afdeling består af en bred gang med celler på begge sider. For enden af gangen, ved døren ud mod centralhallen, ligger betjentenes kontor. Fangerne søger at inddrage gangen som en del af deres fælles privatsfære. Med småborde, stole, planter, akvarier, reoler osv. søger de at skabe et opholdsrum - en fælles stue. Vogterne søger at opretholde arealet som "gang".

Fangerne accepterer kun vogterne på gangen i tjenstligt medfør, dvs. hvis de skal i kontakt med en fange af en eller anden årsag. Fangen ønsker ikke at have socialt samkvem med vogterne, fordi der ikke er tale om et ligeværdigt socialt samvær. Fangen føler vogteren har en anden dagsorden end social samkvem - nemlig overvågning. Hvis en betjent bevæger sig ud på gangen høres advarslen: "betjent på gangen!" Snak og hygge forstummer indtil betjenten går tilbage til sit kontor.

Set fra fangens synspunkt betyder den øgede kontakt med betjenten en udvidelse af kontrol og overvågning. At den trænger sig ind alle vegne i fængselslivet. Selv under et spil bordtennis eller når man drikker en kop kaffe. Set fra et fangeperspektiv er det meget ubehageligt at vogterne trænger ind i de få frirum og fritider, hvor fangen ikke er under overvågning og kontrol. Ikke fordi fangen nødvendigvis vil foretage sig ulovlige ting, men fordi han søger at opretholde en rest af uovervåget privatliv.

Det forhold at betjentene udøver kontrol, overvågning og disciplinering, om nødvendigt under anvendelse af fysisk magt, gør det vanskeligt for fangerne at acceptere dem som sagsbehandlere, fritidspædagoger og psykologer for ikke at tale om almindeligt socialt samvær. Det er simpelt hen svært at hygge sig med det samme menneske som låser dig inde, skriver notater om dig, og om fornødent lægger dig i håndjern og placerer dig i straffecelle.

Lærerne og de få civile instruktører til forskellige fritidsaktiviteter, der kommer ind i fængslet udefra, og som ikke i samme grad har kontrol- og disciplineringsopgaver, har et langt bedre forhold til fangerne end det faste personale har. De strukturændringer i fængselsvæsnet, i de senere år, som søger at udvide fængselsbetjentens rolle til også at omfatte socialrådgivning, fritidsaktiviteter og psykologi og som dermed også søger at intensivere forbindelse mellem fanger og betjente bliver af fangerne mødt med modstand fordi den opleves som en intensivering af overvågning og kontrol, der føles meningsløs.

Visitation

Visitation er en anden gennemgående kontrolfunktion i fængslet. Kropsvisitation foretages rutinemæssig efter udgang fra fængslet og efter besøg. Den består af total afklædning og visitation af tøj. Ved konkret mistanke kan der gennemføres visitation af "legemets hulheder" under medvirken af en læge. Kropsvisitation udføres ligeledes stikprøvevis inde i selve fængslet. Hvis en fange mistænkes for narkotikamisbrug indkaldes han med mellemrum til urinprøve. Er den positiv, vanker der strafcelle, og fangen klassificeres som værende i en risikogruppe i forhold til udgang, åbent fængsel og prøveløsladelse. Hvis fangen er i udgang tildeles han såkaldte narkovilkår, der bl.a. indbefatter urinprøve efter udgang. Er den positiv, er det slut med udgang.

Al post og effekter, der indleveres til fængslet, underkastes visitation. Celle- og gangvisitation udføres rutinemæssigt af afdelingspersonalet. Desuden er der de såkaldte "storvisitationer", hvor hele afdelingen og dens fanger visiteres ved et "overraskelsesangreb". Fangen klæder sig af, det tøj fangen tager på, visiteres. Fangerne føres til besøgsafdelingen, hvorefter hele afdelingen endevendes og gennemsnuses af hunde.

Cellen er fangens rest af privatsfære. Den indrettes ofte omhyggeligt. Her er der et vist frirum fra institutionen. Det generer derfor mange fanger, at vogterne har uhindret adgang til cellen og kan visitere den dagligt, uden fangen blot kan overvære visitationen. Det føles indgribende i fangens liv og udstiller magtesløsheden.

Det disciplinære straffesystem

Overvågning og kontrol hindrer fangen i uantastet at bryde reglerne, og fangen er bevidst om konsekvenserne ved regelbrud. En diskussion med betjenten der fører til "upassende sprogbrug" kan medføre anbringelse i strafcelle. Følger man ikke frivillig med ned i straffecellen, bruges "den fornødne magt". Fortsætter man modstanden ender man med at ligge afklædt og fikseret. Bevidstheden om denne reaktionskæde ligger i baghovedet på de fleste fanger. Magtudøvelse behøver ikke at være direkte fysisk magtanvendelse. Selve magtrelationen kan være tilstrækkelig til at give subjektet for magten motiver til sin handlen, dvs. udøve selvdisciplin. Det er derfor sjældent det kommer til større voldelige kollektive sammenstød mellem fanger og vogtere.

Ved overtrædelse af regler træder et internt straffesystem i værk bestående af advarsel, bøde, strafcelle, udelukkelse fra fællesskab, forflyttelse til anden anstalt. Ordenen opretholdes om nødvendigt med fysisk tvang. Ved optræk til uro i fængslet, f.eks. hvis der er begået hærværk eller der strejkes, isoleres samtlige fanger i deres celler, med henvisning til opretholdelse af orden og sikkerhed. Det opleves af de fleste som kollektiv straf.

Der er ikke meget respekt for det interne straffesystem blandt fangerne. De føler ofte det er uretfærdigt. Disciplinærstraffesystemet mister også fangernes respekt på grund af de mange petitesser som straffes. F.eks. glemme at slukke lys på cellen. En fange på min afdeling fik tre dages strafcelle for at "stjæle" et lille stykke plastic på sin arbejdsplads for at bruge det til låg på foderhullet i afdelingens akvarium. Hvis disciplinærsystemets hensigt er at lære fangen respekt for autoriteter synes det nogle gange som om det virker mod hensigten.

Magtteknikkernes strategi

Magtteknikker der søger at forme menneskers rum, tid og aktivitet møder vi mange andre steder end i fængslet, f.eks. på arbejdspladsen eller i en lufthavn, hvor arkitektur, regler og love, kontrol, elektroniske overvågningssystemer og databaser styrer os igennem afgangshal, billetkontrol, paskontrol, transithal, gate og toldkontrol. Men det der karakteriserer fængslets magtteknikkers styring af rum, tid og aktivitet er dels at det omfatter så at sige hele individets tid, rum og aktivitet, og dels at magtteknikkerne udøves med en intensitet der så detaljeret fastlægger rum, tid og aktivitet og endvidere at styringen indeholder et stort element af tvang og ikke mindst at styringen for fangerne i så stor udstrækning forekommer meningsløs.

Hvad er så strategien bag fængslets magtteknikker? For det første: strategi anvendes ikke her i den sædvanlige betydning, som en bevidst sammenhængende rationel på forhånd udtænkt plan. Magtteknikkernes strategi refererer til det mønster der opstår i det netværk af magtteknikker, som virker i løs koordination med hinanden. Pointen er ikke at benægte, at mennesker har velovervejede strategier for deres handlinger, men at det samlede mønster, skabt af disse mange enkelte og lokale strategier, i sig selv udgør en strategi - uden at være overlagt på samme måde. Sådanne strategier er resultat af en kompleks proces af kampe, hvor individers og organisationers planlægning spiller en væsentlig rolle, men ikke en kontrollerende rolle. Magtteknikkernes strategi er altså ikke en rationel udtænkt eller skummel plan lagt i Direktoratet for kriminalforsorgen eller af fængselsdirektøren.

Magtteknikkernes strategi er at kontrollere og styre fangen. Meningen med at dirigere hans "rum" er at fastholde ham i fængslet og dermed isolere ham fra samfundet. Kontrollen med adfærd går ud på at passivisere fangen, nedbryde sjælens evne til at tage beslutninger og handle - dens egenvilje. Magtteknikkernes lokale uformulerede strategi er således at inkapacitere fangen for dermed at lette parkeringen af fangens krop og sjæl.

Den ideelle fange for fængslet er den rolige, passive fange, der indordner sig under reglerne. Fangen, der er god til at vente og side inaktiv på en stol på arbejdspladsen. Gå tilbage på sin afdeling og passe sig selv. Gå ind i sin celle klokken 21:30 og se fjernsyn. Kort sagt let at opbevare.

Tillært hjælpeløshed

Fængslets detaljerede regler fjerner fangens selvbestemmelse selv i de mest trivielle ting og skaber ofte en følelse af hjælpeløshed og afhængighed. Dagen, ugen, måneden og året er i højere grad end udenfor inddelt i på forhånd fastlagte rutiner. Fremtiden bliver lige så forudsigelig og upåvirkelig som nuet, der igen er en tro kopi af fortiden. Fængselslivet skaber en følelse af tomhed og meningsløshed.

Det er væsentligt for mennesker at have - eller i det mindste føle de har - en vis kontrol over deres omgivelser. Mennesker med lav grad af kontrol over deres omgivelser tror ikke deres handlinger fører til ønskværdige resultater eller kan afværge ubehageligheder. De tror ikke, de kan gøre noget for at influere begivenhederne omkring dem. De lærer at det ikke nytter at reagere selv over for ubehagelige forhold. Tillært hjælpeløse individer reagerer passivt overfor omgivelserne fordi de har lært, at det er nyttesløst eller umuligt at kontrollere situationen omkring dem.

I fængslet befinder man sig i en sådan situation. Tid og sted for alle aktiviteter er bestemt af regimet. Fængslet er en blanding af ekstrem forudsigelighed og usikkerhed, som fangen har meget få muligheder for at påvirke.

Samtidig lever fangen i en beskyttet verden. Der bliver sørget for det fornødne. Fangen bliver i stigende grad ude af stand til løse de problemer og udfordringer, som livet udenfor fængslet måtte byde. En fange der er meget bevidst om forholdet svarer på spørgsmålet: Hvad er det værste ved at sidde i fængsel?

"Magtesløsheden, umyndiggørelsen, det at blive frataget beslutninger over sit liv. Men man kan så vende det om og spørge, hvad er det bedste ved at sidde i fængsel? Og det er det samme svar! Ambivalent, ikke? Ansvarsløsheden er også en fordel, alt er dejligt nemt, der stilles ingen krav til én, uhyggeligt og dødfarligt på længere sigt, men på kort sigt meget fedt. Her finder man tryghed, derude stilles krav og forventninger. Har man afsonet mange år, er det let at falde tilbage i fængselsrytmen. Det, der gør os invalide, er, at vi er frataget det ganske almindelige ansvar for familie, arbejde osv. Vi bliver amputeret proportionalt med straffens længde....

Man vender ryggen til livet! Vænner sig til klimaet, og det er netop det farlige. Så taber man enhver kontakt med livet udenfor, og den dag man endelig har gjort regnskabet op herinde, så duer man kun til at være spærret inde i denne kunstige verden. Så er man uegnet til at leve i friheden...."

Den tillært hjælpeløse står i en vanskelig situation ved løsladelsen. Fangen har levet i et miljø uden udfordringer, uden mulighed for at bestemme over sin dag, uden mulighed for at løse sine personlige og praktiske problemer. Den nyvundne frihed betyder usikkerhed og udfordringer. De sociale roller og evner som har været parkeret i fængslet kan ikke uden videre aktiveres. Fangen oplever en følelse af personlig utilstrækkelighed til at klare sig i et samfund, som kræver initiativ og handlekraft. Den tillært hjælpeløse fange vil have svært ved at finde job, skabe kontakt til andre mennesker, klare at administrere sin hverdag. Derfor ender mange fanger som førtidspensionister og bistandsklienter. Jeg oplevede et par eksempler på fanger, der ikke ville løslades. Den ene barrikaderede sig på et toilet og klagede over sidste lønudbetaling for at forhale løsladelsen. En anden nægtede at blive løsladt før han fik en lejlighed, der opfyldte ganske bestemte krav. Andre fanger har såkaldt "løsladelseskuller". De er ikke specielt glade, men nervøse og irriterede op til løsladelsen.

Men fængslets magtudøvelse vinder aldrig fuld dominans. Magtteknikkernes strategi: at skabe passive individer lykkes aldrig helt. Der er fanger som kommer igennem deres fængselsophold uden at blive tillært hjælpeløse mønsterfanger. Magtteknikkernes forsøg på at forme kroppe og sjæle skaber sin egen modstand. Fængselsregimet skaber fangesamfundet. Disciplineringen skaber fangens trang til frihed og modstand.

Fangesamfundet

Udøvelsen af fængslets magtteknikker svejser et fangesamfund sammen. Fængselsvæsnet kan ikke lide fangesamfundet. De søger at nedbryde det og opbygger det dermed. Holdningen i fængselsvæsnet er, at fængslet er et forhold mellem den enkelte fange og systemet: "Do your own time" er rådet fra betjenten til fangen.

Fængselsbetjente ynder over for offentligheden at skildre fangesamfundet som et asocialt og brutalt hierarki, hvor de stærke fanger konstant plager de svage. Vist er der er hierarki i fængslet ligesom ude i samfundet. Fangerne kommer til fængslet med forskellige forudsætninger, det være sig økonomiske, vidensmæssige, psykiske eller fysiske. Men at betegne fangekulturen som "antisocial" beror imidlertid i høj grad på et perspektiv udefra og ovenfra. Vel er fangekulturen "antisocial" i forhold til fængselsregimet, og den er i et vist omfang anti-legal, men er naturligvis ikke antisocial i et fangeperspektiv. Fangesamfundets fællesskab og sammenhold er netop en social reaktion på fængslets magtudøvelse. Fangesamfundet er ikke en fast sammensvejset gruppe med fælles holdninger til livet i almindelighed. Solidariteten er i forhold til fængselsregimet. Den kommer til udtryk, hvis en fange er blevet dårligt behandlet. Det oprører fangebefolkningen. Den viser sig ved strejker og kollektive aktioner, hvor opbakningen for det meste er stor. Loyaliteten viser sig i situationer, hvor et stort antal fanger er vidende om flugtforberedelser, uden de bliver afsløret osv. Lad mig nævne et eksempel på solidariteten i fangesamfundet. Fængslet isolerede på et tidspunkt en gruppe fanger som man betegnede som "stærke og dominerende" i en særafdeling isoleret fra resten af fangerne. I en periode havde disse "stærke" fanger, der angiveligt skulle plage de svage fanger, gårdtur på samme tidspunkt som resten af fængslets fanger, men på forskellige arealer i fængselsområdet. Under en gårdtur gik der pludselig ca. 90 fanger i samlet flok forbi de betjente, som skulle holde de to fangegrupper adskilt, og over til de "stærke" fanger, hvor der blev spillet en fodboldkamp, for at udtrykke ønske om fællesskab med de fanger fængslet havde erklæret uegnet til fællesskab med resten af fængslets fanger. Det gav en bøde på 50 kr. og 6 dages betinget strafcelle. Men alligevel gentog episoden sig kort tid efter, hvorefter gårdturstiden blev separeret.

Justitsministeriet har i forbindelse med nyt fængselsbyggeri planer om at oprette særfængsler for såkaldte stærke fanger med den begrundelse at de plager og udnytter de såkaldt svage fanger. Problemerne med de "stærke" fanger er imidlertid først og fremmet et problem mellem disse fanger og betjentene. Kriminalforsorgen er af den opfattelse at det er de stærke fanger der styrer fangesamfundet og hindrer betjentene i at komme i nærmere kontakt med fangerne.

En sådan opdeling af fangerne i såkaldte stærke og svage er på mange leder problematisk. Hvem og hvordan skal man afgøre hvem der er stærk og svag? Det vil være en yderlige subjektivering og stempling både internt i fangesamfundet og i forhold til samfundet. Du er ikke alene kriminel og stofmisbruger du er også en svag fange. Opdeling vil måske ikke betyde så meget for de såkaldt stærke fanger selv om det regime de kommer til at leve under sikkert bliver mere restriktivt. Men for den resterende fangebefolkning vil det betyde en svækkelse af fangesamfundets muligheder for at imødegå fængslets styring, overvågning, kontrol og omsorgsmagt og dermed øge graden af institutionalisering og tillært hjælpeløshed.

Fangesamfundet bliver som regel beskrevet som en envejsproces - som et uheldigt resultat af fængslet. Fangekulturen er imidlertid også en udadrettet kraft, et udtryk for modmagt med sine egne normer, værdier og institutioner. Fangesamfundet har også sin egen kultur i almindelig forstand. Sine egne forfattere, digtere, billedkunstnere, teaterfolk og talsmænd, der udtrykker fangesamfundets tanker og følelser. I fangesamfundet kan fangen bevare dele af sin identitet og samtidig kan han imødegå den institutionaliserende tilpasning og bevare sine sociale færdigheder. Fangesamfundet er på mange måder udgangspunkt for modmagten. Modmagten

Modmagt er sjældent gjort til et tema i beskrivelsen af fængselslivet. Fangevogterne og offentligheden opfatter og definerer sjældent fangernes udtalelser og handlinger som modmagt, men som afvigende adfærd, barnlig, asocial eller usamarbejdsvillig opførsel; ting som retfærdiggør, at disse individer netop er i fængsel og skal overvåges og kontrolleres tæt.

For fangernes vedkommende er reaktionen overfor fængslets magt ofte en følelse af afmagt. En del af afmagten består i, at modmagten ikke anerkendes som en mulighed. At det er umuligt at imødegå fængslets magt. Modmagten repræsenterer det at "komme ud af afmagten" og over til dannelsen af midler og muligheder til at ændre sin situation og modsætte sig fængslets magtudøvelse. Modmagten ser handlemulighederne i situationen.

Modmagt er ligesom magt en praksis der udøves. Modmagtsteknikkerne er de handlinger, fangerne foretager sig for at undgå eller modvirke fængslets magtteknikker. Modmagt er således antidisciplinær. Det er at handle på tværs af disciplinen i alle dens former, uden det er sanktioneret af de fastlagte regler. Modmagten er aldrig sikret af institutioner eller love. Lad mig nævne nogle konkrete eksempler på modmagtsteknikker.

Mod styring af rum og tid

Fængselslivet udgør en sær blanding af monoton forudsigelighed og usikkerhed, fordi fangen har ringe kontrol over sine omgivelser. Forstyrrelser af denne orden er i sig selv væsentlige pusterum. En protestaktion, hvor fangerne nægter at gå ind efter gårdtur og bliver udendørs til midnat, bryder fængslets monotone konstruktion af rum og tid og skaber en følelse af evne til at påvirke livet omkring en. Desuden er det skønt at være ude en sommeraften under stjernehimlen, hvilket er umuligt inden for fængslets regler. Andre eksempler på påvirkning af fængslets definering af rum og tid er at nægte at gå ind i cellerne om aftenen eller lave "sit down" aktioner i centralhallen.

En radikal form for modmagt mod fængslets rum - i hvert fald på kort sigt - er flugt. Motiverne til flugt kan deles op i flugt fra de ubehagelige livsvilkår i fængslet, og flugt til familie, venner og friheden. Måske har fangen et konkret problem, der kun kan løses ved hans tilstedeværelse udenfor. Jeg kender tilfælde, hvor fangen efter sin flugt ringer til fængslet og fortæller hvornår han kommer tilbage, og rent faktisk kommer frivilligt tilbage. Jo flere problemer, jo mere ubehag og meningsløshed fangen føler i fængslet, jo større er motivet til at flygte. Jo større de personlige og familiemæssige skader ved indespærringen er, jo større er motivet til at flygte. Endelig kan flugten også være en modmagtsstrategi mod fængslet som magtinstitution. Fangen ved godt, at springturen er af begrænset varighed. Det er selve flugten, det at vise at man kan slå systemet, at dets magt ikke er fuldkommen, som er målet. En vellykket flugt glæder fangerne. At stå i sit cellevindue og se nogen forcere muren er en lille sejr over regimet.

Mod disciplinering

Den traditionelle modstandsform mod tvangsarbejdet er strejken. Den har imidlertid ikke samme effekt inden for muren som udenfor, fordi fængslet ikke er afhængig af fangernes arbejdskraft for at fungere eller for profit. Strejke er desuden forbudt og straffes med bøde og isolation. Strejken bruges derfor oftest kun symbolsk, dvs. som endagsaktioner, for at markere en utilfredshed med et eller andet forhold. En anden protestform mod tvangsarbejdet er sabotage af maskinerne eller bevidst at lave fejl og dårligt arbejde.

Ønsker fangerne at nedlægge arbejdet i længere tid i forbindelse med en eller anden konflikt, fremkalder de i stedet en situation hvor de bliver enerumsanbragt. Dvs. en situation, hvor fængslet isolerer samtlige fangerne med henvisning til opretholdelse af sikkerhed og orden. En sådan situation udløses almindeligvis ved sabotage af sikkerhedsudstyr: f.eks. klippe ledninger over eller fjerne låse, fylde dem med lim og tændstikker, ødelægge hængslerne på celledørene så de ikke kan lukkes, ved almindelig hærværk f.eks. at smide med maling, hælde cement i kloakken eller hvad der tilfældigvis kan skaffes midler til. Ved at forbyde strejkeretten har fængslet således blot opnået at få mere hærværk.

Mod orden

Fængslet ønsker at præsentere sig som en institution, hvor der ikke er nogen grundlæggende konflikt mellem vogter og fange og hvor ro og orden hersker. En modmagtsteknik mod ro og orden i konfliktsituationer er at fremkalde uorden og uro. Et eksempel er at smide affald ud af vinduerne. Der er ikke tale om en bananskrald eller et stykke papir, men systematisk at smide aviser, blade, mad, møbler, hvad som helst ud af vinduet i store mængder, så arealet omkring bygningerne flyder med affald. Ideen er at fængslet ikke skal ligne en velordnet institution, men en institution hvor orden ikke hersker. Under en langvarig konflikt i fængslet flød arealerne omkring fængslet med affald.

Tremmekoncert er en anden måde at fremkalde uro. Den afholdes som regel efter indlukning klokken 21:25 og til ud på natten. Den består i, at fangerne hamrer på tremmerne eller sidder oppe i vinduet og trommer på de metalaffaldsspande, der er standardudstyr i cellerne, for at lave den maksimale larm. De enkelte cellefløje spiller op til hinanden og konkurrerer om at larme mest. Under konflikter, hvor fangerne er isolerede i deres celler, er det med til at skabe fællesskab og sammenhold. For en udenforstående kan disse aktionsformer synes barnlige, men fængslet tager dem i hvert fald meget alvorligt. Under en længerevarende konflikt i fængslet blev affaldsudsmidning straffet med 10 dages straffecelle og i gentagelsestilfælde med flytning til anden anstalt. Mod overvågning og kontrol

Fangen søger at undgå overvågning, kontrol og disciplinering for at bevare sin identitet, privatliv og værdighed. Man hører ofte om det ubehag indbrudsofre føler ved bevidstheden om at nogen har gennemrodet deres private hjem. Fanger, ja selv indbrudstyve, har samme menneskelige reaktion. De bliver også ubehagelig berørt over at deres "hjem" bliver gennemrodet ugentligt. Og fanger bliver ligesom andre mennesker krænket af tvangsmæssige undersøgelser af deres kroppe og kropsvæsker, uanset nogle vil sige de selv har været ude om det.

For at undgå overvågning minimerer fangen kontakten med fængselsbetjenten. Fangen søger hen i nicher, hvor han ikke er overvåget, i det hjørne af gården, eller i det indhak på gangen, hvor han ikke umiddelbart kan iagttages af videokameraet. Ikke nødvendigvis for at lave noget man ikke må i følge reglementet, men for blot at være privat.

Modmagtens tre former

De eksempler på modmagt jeg har nævnt hidtil har hovedsagelig været modmagt rettet direkte mod magtudøvelsen, det vil sige en modmagt der søger at presse magtens definering af rum, tid og aktivitet tilbage, men modmagten kan også have andre former. Foruden den direkte modmagt kan man tale om modmagtens judo. Det er en modmagtsteknik, som konfronterer magten fra en uventet vinkel og ligesom i judo vender modstanderens kraft mod ham selv. Og endelig kan modmagten have karakter af udvikling af egne aktiviteter i fængslet med sine egne normer og værdier og således skabe et andet liv i fængslet end det fængselsregimet søger at påtvinge fangerne, en slags institutionalisering af modmagten som fængslets magtudøvelse så naturligvis reagerer mod.

Modmagtens judo

Et eksempel på modmagtsjudo blev udøvet af en fange, der var udsat for meget hyppige visitationer af sin celle. Han begyndte at skrive små bitte sedler med ukvemsord om visitationsbetjente, som han gemte de mest snedige steder i sin celle. De blev naturligvis fundet af betjenten. For dette inkasserede fangen med et smil på læben en disciplinærstraf for brug af "upassende sprog".

Et andet eksempel var en "flugttruet" fange der var isoleret i sin celle og som var udsat for 3-4 kropsvisitationer dagligt. Til sidst lod han simpelt hen være med at tage tøj på og gik nøgen rundt i cellen hele dagen. For dette fik han en disciplinærstraf for at krænke vogterenes blufærdighed.

En fange gemte sig med jævne mellemrum forskellige steder i fængslet f.eks. i en krybekælder under fængsler i et døgnstid medbringende tæpper og et mindre forråd af mad og cigaretter, mens betjentene gennemsøgte fængslet fra kælder til kvist med hunde. Formålet med at gemme sig var ikke at flygte men simpelt hen "lege gemme" med vogterne.

Jeg nævnte tidligere en aktionsform hvor fangerne nægtede at gå ind fra gårdtur og blev ude hele aftenen. Kommer en sådan aktion som en overraskelse, kan fængslet ikke umiddelbart gøre noget. Det tager tid at mobilisere det nødvendige antal betjente til at tvinge fangerne ind, selv hvis de blot øver passiv modstand. En judovariation af denne aktionsform er at lade det sive, at en sådan aktion er under opsejling, uden at gennemføre den, og således påføre fængslet en stor mobilisering uden grund. Modmagtsjudoen afklæder, ofte med et strøg af humor, overmagtens fuldkommenhed. Modmagtsjudoen viser at overmagten i al dens styrke kan være klodset og for fangens vedkommende kalde på smilet.

Institutionalisering af modmagtsteknikker

En vigtig og effektiv modmagtsstrategi er i videst muligt omfang selv at skabe aktiviteter i fængslet og dermed give livet i fængslet en mening og et perspektiv. Det kan man gøre både individuelt og kollektivt. Mens den direkte modmagts strategi analyserer situationen udfra magtens perspektiv, analyserer denne modmagtsform situationen ud fra modstandens behov, værdier og perspektiv.

Det er forskelligt, hvordan fangerne individuelt skaber mening i fængselslivet. Nogle engagerer sig i fangepolitisk arbejde. Meningsløsheden i fængselslivet fremkalder den mening at yde modstand. Fanger som aktivt søger at kontrollere og påvirke deres egen situation og deres omgivelser begrænser den tillærte hjælpeløshed. For de fangetalsmænd, jeg oplevede, var det fangepolitiske arbejde ofte også en personlig strategi, der gav dem selvværd. Andre fanger finder en mening i kreativ udfoldelse. De maler, tegner, skriver, laver kunsthåndværk, spiller musik, osv. En anden måde at skabe mening på er ved fysisk træning. Mange fanger bruger meget tid på vægttræning, andre løbetræner. De oplever små sejre, når de bliver større, stærkere eller løber længere. Den fysiske styrke smitter af på psyken. Den giver ro og balance og en naturlig træthed. Man kan også se mit studium af fængselslivet som en modmagtsstrategi. Fængselsvæsnet søger at overvåge, kontrollere og disciplinere mig. Jeg iagttager og undersøger overvågnings- og disciplineringsteknikkerne og frigør mig derved delvist fra fangerollen. Jeg bliver observatør og undersøger.

Man kan ikke skabe et meningsfuldt liv i fængslet alene. Når man lever i et fængsel i årevis, må man involvere sig med de mennesker, man lever sammen med. En stor del af den institutionaliserede modmagt kan man samle i talsmandsarbejdet. Dette har dels en formel og legal karakter, dels en uformel og illegal karakter. Talsmandsarbejdet er mere end den formelle repræsentation af fangernes synspunkter overfor fængslet ved anstaltsmøderne. Meget af fællestalsmandens arbejde går med at løse problemer mellem fangerne internt. Fællestalsmanden bliver ofte kontaktet af fanger i frivillig isolation, der gennem ham søger at løse deres problem, således at de kan vende tilbage til fællesskabsafdelingerne. Det kan være at få en afdragsordning på en gæld eller aftale en løsning på en personlig konflikt.

Men først og fremmest søger talsmandsgruppen at lægge vægt bag fangernes synspunkter og utilfredshed. Det kan ske ved formelle klager til Direktoratet eller Ombudsmanden, via henvendelse til offentligheden og det politiske system, samt via aktioner i fængslet. I forbindelse med de fleste aktioner blev der udsendt pressemeddelelse. I enkelte situationer blev der afholdt pressemøde. Den 19. september 1994 blev udråbt til "Fangers dag" hvor talsmandsgruppen via medierne søgte at gøre offentligheden opmærksom på problemer i fængselsvæsnet. Ca. tusind fanger i landets fængsler deltog i en endagsstrejke. Dagen fik bred dækning i medierne. Også det politiske system søgte talsmandsgruppen at påvirke, dels ved breve til retsudvalget, og dels ved at invitere politikere på besøg i fængslet. Fangebladet "Brasen" bliver desuden sendt til en lang række medier, politikere og personer med tilknytning til straffesystemet.

Men det er naturligvis først og fremmest fængslets ledelse, talsmandsgruppen og fangerne søger at påvirke via forskellige aktionsformer: strejker, sabotage, kollektiv lydighedsnægtelse osv. Fangerne er udmærket klar over, det er begrænset, hvad talsmandsgruppen via kollektive aktioner kan opnå, alligevel ser de fleste positivt på dem, fordi de også er med til at skabe et vist sammenhold og selvværd blandt fangerne. Eksempel på egen institution

Som et eksempel på fangesamfundets egne institutioner vil jeg nævne en kampagne mod handel med hård narko i fængslet som fangerne selv iværksatte. Det var talsmandsgruppens opfattelse, at det først og fremmest var handlen med narko, der var årsagen til mange af de såkaldte svage fangers problemer og derfor besluttede talsmandsgruppen at indlede en kampagne mod handel med hård narko. Det var ikke nogen uproblematisk beslutning. Det var et brud på en af de uformelle regler for fangesamfundet: "Bland dig ikke i andre fangers sager". Desuden var det mod de umiddelbare interesser for de fleste fanger. For narkomanerne ville det betyde dårlige og dyrere leverancer. For narkohandlerne ville det betyde besværligheder med handlen. Det blev gjort klart, at kampagnen var et forhold mellem fangene. Talsmandsgruppen ville ikke stikke narkohandlere til fængslet. Kampagnen var heller ikke en moralsk fordømmelse af narkobrug eller handel. Det var en aktion for at forbedre hverdagen for alle fanger.

Talsmandsgruppen besluttede at afholde en hemmelig afstemning om kampagnen for at lodde stemningen blandt fangerne. Resultatet var for mig meget overraskende, med en stemmeprocent på 76 stemte 81% for kampagnen mod hård narko, 15% imod og 3½% blankt. Det vil sige at mange narkobrugere må have støttet kampagnen. Nogle synes, at talsmandsgruppen skulle blande sig udenom det spørgsmål, og lade være med at spille betjente.

Kampagnen var ikke rettet mod brugerne, det vil sige dem, der bare fik narko ind til eget brug. Den var rettet mod de større narkohandlerne der solgte for at tjene penge og solgte på klods og således skabte gældsproblemer. Talsmandsgruppen kontaktede disse handlere, det vil sige man mødte en 3-4 stykker op i deres celle, forklarede dem sagens alvor og bad dem holde op. Truslen var primært udelukkelse fra fællesskabet. Hvis de ikke standsede handlen, opfordrede man afdelingen til at fryse dem ud af fællesskabet.

Talsmandsgruppen kunne naturligvis ikke løse narkoproblemet i fængslet med denne kampagne. Men jeg vil tro, man i det halvår jeg fulgte kampagnen, fik nedsat handlen med 25-50%. Antallet af fanger som gik i frivillig enrum i perioden faldt fra omkring en snes til omkring et dusin. Det lykkedes talsmandsgruppen at gøre omfattende narkohandel i fængslet til noget upopulært i fangebefolkningen.

Modmagt og kriminalitet

Til dem der måtte være bekymrede eller provokerede over den samling modmagtsteknikker jeg har beskrevet kan jeg berolige dem med, at modmagt i fængslet ud fra en kriminalitetspræventiv vinkel er gavnlig. En række undersøgelser har vist at fanger, som er oprørske og afviser de formelle fængselsregler, klarer sig bedre ved løsladelsen og rent faktisk minder mere om "normale" personer uden for fængslet på en række personlighedsdimensioner. Et interessant resultat af disse undersøgelser er, at den tilpasning, som kan være ønskelig ud fra et kontrolsynspunkt, det vil sige tilpasning karakteriseret ved overholdelse af fængslets regler og passivitet, ikke nødvendigvis er en ønskelig tilpasning set ud fra et løsladelsesperspektiv. Kriminologen Jaman (1971) fandt, at de fanger som tilpassede sig dårligt til fængselslivet havde mindre risiko for at vende tilbage end dem, der var veltilpassede til fængselslivet. Miller og Dinitz (1973) fandt, at fanger, der identificerede sig med "fangekulturen", det vil sige de fanger som var mindst tilbøjelige til at rette sig efter betjentenes ordre, havde større succes under prøveløsladelse end de veltilpassede fanger. Ward (1987) undersøgte hvordan 500 tidligere fanger klarede sig efter løsladelse. Han fandt, at overtrædelse af fængselsreglementet var en signifikant faktor for succes eller fiasko (defineret som genindsættelse efter ny kriminalitet eller overtrædelse af prøveløsladelsesvilkår). Fanger med 5-10 disciplinære rapporter havde større chance for at klare sig igennem prøvetiden, end fanger med 0-5 disciplinære rapporter. Goodstein (1979) fandt, at de indsatte, som tilpassede sig fængselslivet bedst, havde flest vanskeligheder ved overgangen fra institutionslivet til livet i frihed.

Det magt- /modmagts perspektiv jeg her har fremlagt forklarer dette umiddelbare paradoks. De fanger som opfører sig udisciplineret - udøver modmagt - undgår eller begrænser fængslets magtteknikkers nedbrydende effekt på evnen til at handle.

De fanger, som ikke nedbrydes af fængslet, som ikke bliver institutionaliserede og tillært hjælpeløse, men som måske endda styrkes og kan bruge deres erfaringer fra fængslet videre i livet, er de fanger som er i stand til at udvikle deres handlemuligheder eller den styrke de handler med for dermed at øge kontrollen over eget liv og få indflydelse på egne omgivelser. Det er de fanger, der kan etablere en følelse af, at det, der foregår omkring dem, ikke er ligegyldigt, tilfældigt eller en uafvendelig skæbne, men påvirkeligt, og at det kan forandres gennem handling. Det er fanger, der ikke blot betragter fængslet som en venteperiode - en parkering, men forholder sig aktivt til sine omgivelser og medfanger og i det omfang det er muligt, til verden udenfor. Hvis man er aktiv på disse planer, vil man uvilkårligt komme i konflikt med fængselsregimet, thi dets magtteknikkers strategi går ud på at parkere og deaktivere fangen. Modstand og konflikter bliver dermed en betingelse for at bevare sin identitet og selvværd i fængslet. For at forblive et menneske i fængslet må man bryde dets regler.