Beijing

NGO-forum Beijing 1995

Nedenstående er indtryk og oplevelser fra min deltagelse i NGO-Forum i Beijing 95. Jeg repræsenterede Folkevirke, en oplysningsbevægelse fortrinsvis for kvinder, hvor jeg især arbejder sammen med kvinder fra indvandrer- og flygtningemiljøet. 

Af Ellen Castberg

Konferencen og Kina var et sådant bombardement af sanserne, inclusiv den sjette - og at vende tilbage til dagligdagen, fortsættelsen af kampen og den praktiske virkeliggørelse af "Platform of Action" er noget, der ligner en frugtbar krisetilstand.

Sweet Honey on the Rocks

Sweet Honey on the Rocks er en nordamerikansk a-capella gruppe, som synger negro-spirituals og andre traditionelle folkesange. De holdt flere workshops på Forum, hvor folk sang med og overraskedes af deres egne stemmers pragt. En af veninderne havde været der og påstod, vi måtte ned og høre gruppen den sidste aften i Huairou, nede på den store Kuumba Stage, sammen med de 1000vis af andre forumdeltagere. Det regnede altså bare, så honning en måtte trække indendøre og give to koncerter for 2000 kvinder pr. koncert.

Vi stod og ventede på at komme ind til den anden koncert, sjaskede, kolde, tænkte på den varme te og forholdsvis hygge vi ikke sad og nød i beton støvet på Dong Huan Estate. Stod ved siden af nogle kvinder fra USA, der i det sædvanlige hvinende leje skreg til hinanden. Om kvindekongresser og sådan - det kunne man godt lægge et diskret øre til.

"Jeg savner min datter, hun er fem år. Igår besluttede jeg, at hun skal med næste gang, altså til næste kvindekonference. Og tænk, så fandt jeg ud af, at der måske slet ikke kommer nogen konference. Er det ikke skrækkeligt (isn't it TERRIBLE?!). Det må der altså komme - det skal der være, om fem år synes jeg, det hører sig til og det er nødvendigt.! It's a celebration, we can do it without it!"

Vi så på hinanden, veninden og jeg, med fordomsfri løftede øjenbryn - ! Som vi rynkede let, da vi, gloende på den talende, konstaterede at hun vel var omkring 25 og derfor med god grund kunne tro kvindekonferencer simpelthen bare er noget der er - de har jo været der hele hendes liv! Og det er vel fantastisk, at kvinder mødes og fejrer deres synlighed?

At vi andre så i analyseiver tror, det er fordi det er nødvendigt i en overgang at fokusere på undertrykkelsen for at afskaffe den og måske tvivler på nytten af de store ord og måske slet synes der er så meget at fejre - endnu! - vores skepsis er bare vores egen og ikke hele sandheden?

Spiritualitet, etnicitet, alvor....

Strenghed, disciplin, arbejde, medsøstre, fortidens stærke kvinder ... listen af alvorstunge konferencenutidsbegreber er uendelig.

Sweet Honey om the Rocks var formidabelt gode. Bl.a. blev deres sange oversat af en døvetolk og det var bare så smukt, så specielt, så tankevækkende. Indimellem sangene talte de forskellige medlemmer af gruppen om spiritualitet, om undertrykkelse, om behovet for moderroller, om at være tro mod sine rødder. Og så videre. Det var en stor mundfuld - jeg blev meget højtidelig i mit folkekirke-isafkølede tilhørsforhold til mine egne rødder! Og underligt fordrejet af intensiteten, hvad skulle jeg gøre med alle de følelser?

En dag under konferencen var jeg til workshop med "Spiderwomen! - det hotteste, feministiske navn i København for 15 år siden. Dengang var de en multikulturel, afsindigt morsom teatergruppe fra New York, der tog pis på hvad som helst, der havde med nordamerikansk livsstil og ditto kvindelighed at gøre. Nu var de to kvinder af "native american origin", de var meget tro mod deres rødder og arbejdede nu mest blandt deres eget folk. Heldigvis var de stadig morsomme, men afstanden til de emner de behandlede var blevet mindre, og derved blev det hele mere seriøst, det var hele livet, der var på spil. Og deres målgruppe var ikke længere hvide, veluddannede kvinder, kort sagt var jeg med på en kigger, selvom jeg i virkeligheden er enig! Og måske "more native than the natives"?

Deres omkvæd var: "De hvide har taget vores land, vores sprog, vores identitet, og nu vil de tage vores spiritualitet! men den får de ikke, den er i os!". Og hvad gør man så, når man er en af tyvene?

Ankomst

Jeg rejste med tog, København, Moskva, Beijing, - det var en enorm oplevelse. Samværet med de andre rejsende var inspirerende, en god opvarmning til konferencen. Udsigten fra tog vinduet var grænseoverskridende, skønne landskaber voldtaget af forurening afløste hinanden - virkeligheden blev overordentlig virkelig. Det sidste døgn af rejsen foregik i Kina, vi ankom til grænsen omkring midnat, og vi var spændte, næsten ophidsede ved tanken om, hvordan det ville gå. Skulle de gennemrode bagagen? Beslaglagde de materialerne? Skulle jeg rive den gamle danske avis i stykker, fyldt som den var af ikke Kina-venlige artikler?

Så var vi i Kina! Med tidsskrifter og kritiske artikler, fotoapparater, walk-men, osv. Sov tungt til godt op ad formiddagen, hvor et ordentligt og dyrket kinesisk landskab åbenbarede sig for os. Kæmpe solsikker, kæmpe majsplant er liges om på propagandaplakaterne fra 7O'erne, her var de altså bare virkelige og set med egne øjne. Mange mennesker, fik man øje på et menneske, var der altid fem-seks-ti lige bagved, ved siden af, ved næste planterække. Vi vinkede, og der blev vinket tilbage som man vinker til børn. Mon de vidste noget om kvindekonferencen, de landbo-kinesere? Beijing Hovedbanegård, masser af fotografer, journalister, guider, politi. Busser parat til at befordre os til det der sted langt væk hvor konferencen var blevet deporteret hen. Anna og Mette var der også! Juha, dejligt at se dem, de havde min hotelreservation med. Desværre fik jeg ikke talt så meget med dem, fordi en meget geschæftig nord amerikansk journalist ville høre skrækhistorier fra turen, især ville han høre om hvor frygteligt vi var blevet undersøgt ved grænsen, hvor gysende kineserne havde tjekket vores visa og hvor utrygge vi havde været. Han ønskede at pleje sine fordomme og blev mere og mere skuffet over beretningerne om den problemfri entre i Kina.

Under politieskorte førtes vi gennem Beijing ud til Huairou. Fyldt med mennesker, cyklister, biler, motorcykler. Det er unægteligt mere behageligt at have en politibil med hylende sirener foran sig end bag sig! Vejen var pyntet med farvede bannere og rundt omkring på husene hang der kæmpestore stofplakater, hvor der garanteret stod et og andet om NGO-forum og FN-konferencen 95. Efter lidt besvær og flytten bagage fra bus til bus, blev vi kørt til vores hotel; et betonmareridt, der stank af fenol, var fyldt med betonstøv. men havde rindende vand - for det meste!

Konferencen - rent fysisk

Man blev indregistreret i Petroleumsbygningen, fik et plastikskilt på 12x8 cm med en kæde til at hænge om halsen. det skulle man bære synligt hele tiden. Når man gik med skiltet ned til det globale telt, kunne man få udleveret et stk. konferenceprogram, en mindre telefonbog, hvor de mere end 4000 workshops var opført under 13 temaer:

økonomi - styring og politik - menneske/legale rettigheder - fred og menneskelig sikkerhed - uddannelse - helbred - miljø - spiritualitet og religion videnskab og teknologi - medier - kunst og kultur - race og etnicitet - ungdom.

De forskellige møderum var spredt over et område så stort, at det var godt med en cykel. Der var ganske almindelige kinesere på gaden, folk der så ud til at bo i området, med børn, bedstemødre og varer bag på deres cykler. "Vi" og "de" var ikke totalt afskåret fra hinanden.

De mindre møderum lå stort set inden for et aflukket område, man kun havde adgang til gennem tre porte, hvor der var metalsluser (som i lufthavne). Området var kun for NGOdeltagere. Der var mødelokaler i den lokale mellemskoles klasseværelser. Der var to teltpladser med ialt 79 telte, pæne firkantede telte med åbne sider var stillet op på en mark, og der var lavet smalle fliseveje mellem teltene. Hvorfor nu fortælle så meget om teltene? Jo, det er fordi det regnede. Teltpladsen forvandledes til et søle. Plasticteltene faldt sammen. Og man sad der i halve telte, våde og forkomne.

"Den som har skoen på ved hvor den trykker"

NGO-forum Beijing 1995
Foto: Pernille

Mødet med de mange forskellige kvinder gjorde et stolt indtryk og nu bagefter siver forskellige situationer og billeder gennem mit hoved. Overalt var der en stemning af "ikke flere fortielser" som om alle var enige om det. "Catholics of a free voice" sagde det, "Comfortwomen of Korea" sagde det. Phillipinske kvinder mod "Trafficking of Women" sagde det. Økonomer fra Afrika, sagde det. Lesbiske fra hele verden sagde det. Uden at have aftalt det på forhånd, var det et af de stærkeste budskaber fra kvindekonferencen.

"Comfortwomen of Korea" var en gruppe overlevende kvinder fra japansk krigsfangenskab i forbindelse med 2. verdenskrig. De var blevet taget til fange, fordi de var kvinder i et besat land og de blev sendt til lejre tæt på japanske militære forlægninger for at være seksuelt til rådighed for soldater, menige såvel som officerer i døgnets 24 timer. Der var ganske få overlevende, fordi de "efter brug" blev ført hen til allierede massegrave, skudt og smidt derned for at forsvinde sammen med de forbrydelser, der blev begået imod dem. De få overlevende kvinder kræver erstatning for deres mishandling men samtidig ønsker de at åbne verdens øjne for de overgreb mod kvinder, der så at sige bare opfattes som en naturlig følge af krig: voldtægt, misbrug og lemlæstelse af civil befolkningen.

At møde disse kvinder på Forum s område og til workshops, hvor flere berettede deres personlige historie, var en stærk oplevelse. Man stod der ansigt til ansigt med sig selv som potentielt offer - og i teltet lige ved siden af stod ex-jugoslaviske kvinder og talte om deres krig, deres voldtægter, deres afmagt. Lige nu. Det er på tide at tale.

Omskæring blev der talt om og en workshop mundede ud i et brev til Mubarak af Ægypten, hvor deltagerne på opfordring af International Parenthood Federation Arab World Region opfordrede præsidenten til at opgive en lov, der tillader kvindelig omskæring under bedøvelse. Jeg synes da ellers det var meget godt hvis den slags uhørligheder i det mindste kunne foregå uden smerter, men som oplægsholderne så klogt påpegede, er omskæring ikke kun selve indgrebet, hvor skrækkeligt det end er, det er også et liv med daglige sundhedsmæssige farer for pigebarnet og den voksne kvinde. Ved at legalisere indgrebet under bedøvelse, legaliserer man indirekte omskæring som en del af kvindelivet. Og de mente omskæring skulle straffes, forbydes og overhovedet vanskeliggøres mest muligt.

Det var umagen værd

Jeg var indtil selve afrejsen meget i tvivl om jeg skulle deltage -jeg ville nødig stå som en ven af Kina der undertrykker pigebørn og kvinder og folket i Tibet. På den anden side mente jeg det var vigtigt at være med kvindeforum'et. Det var umagen værd.

Personligt var det en oplevelse af de helt store. Jeg har opgivet tvivlen på at det nytter at arbejde for at ændre tingene. Det føles lige nu, som om det hul af selvlede og selvforagt, der altid opstod når opgaverne gentog sig, når forhindringerne lignede hinanden, når ens kampfælle blev ens bekæmper, er blevet stoppet, endeligt. Som om den indre nødvendighed er så stærk en drivkraft, at det er muligt at fortsætte ...

Det blev synligt, at der er sket noget i løbet af de tyve år, der har været fokuseret på kvinders vilkår og undertrykkelse. Det blev mærkbart, at der er åbnet for en sluse af ressourcer. Og at den simpelthen ikke kan stoppes, styres eller kanaliseres efter en hensigt hos en magt fjernt fra kilderne. Kvinderne vil høres. De vil have rettigheder og hvis de ikke "får" dem, er jeg overbevist om, at de tager dem.