Banansocialisme skaber håb for flygtninge

Colombianske flygtninge strømmer over grænsen til nabolandet Venezuela. I den dampende varme bananzone ved Maracaibo-søen forsøger en flok flygtninge at skabe et socialistisk mini-samfund.

Ulrik Kohl

Kommunen Pulgar, ved den enorme Maracaibo-sø i Venezuela, er rig på to ting: bananer og flygtninge.

Dagen lang skramler lastbiler med tunge læs af grønne bananer rundt på vejene. Arbejdere med tykke bomuldshandsker lægger omhyggeligt bananerne på plads på ladet med den krumme ryg i vejret.

I dette hede, fugtige lavland vokser 70 procent af alle Venezuelas bananer. Nogle af bananplantagerne rækker helt ind til centrum af den livlige lille hovedby i kommunen, hvor brede halvtag sørger for at fodgængerne kan gå på fortorvet i behagelig skygge for middagssolen.

Overalt støder man på poloskjorter i socialistpartiets røde og hvide farver. Hvis nogen er i tvivl om, hvem der vandt det seneste valg i kommunen, er det bare at læse de broderede bogstaver på de røde polokraver: Pulgar er nu officielt en »socialistisk og bolivariansk kommune«. Sådan har det været siden 2008, hvor det for første gang lykkedes venstrefløjen med partiet PSUV i spidsen at erobre borgmesterposten.

En bananrevolution er brudt ud

De colombianske flygtninge i Pulgar er glade for at tage en del af æren for det politiske magtskifte. Det fortæller Amado Jirón, en vejrbidt colombianer med grå stænk i håret. Han har selv en særlig udgave af den rød-hvide poloskjorte på.

»Impulsando la revolución platanera«, står der tværs hen over ryggen – det betyder noget i retning af: »Gang i bananrevolutionen«.

Hjemme i Colombia sad Amado Jirón i byrådet for venstrefløjspartiet UP. Da sikkerhedstjenesten satte en massakre i værk, der kom til at koste omkring 4.000 af UP’s ledende medlemmer livet, stak Amado Jirón af. Han fik tilbudt politisk asyl i Sverige, men takkede nej. I stedet slog han sig ned i Venezuelas banandistrikt.

I Pulgar har Amado Jirón fået sit politiske come-back. Han er netop blevet valgt som formand for en sammenslutning af de lokalråd, som Chávez-regeringen har udset til at spille en stadig større økonomisk og politisk rolle i landet. Og Pulgars nye socialistiske borgmester holder med god grund tæt kontakt til Amado Jirón.

Som frontfigur for de colombianske flygtninge i Pulgar, er Amado Jirón en mand man lytter til. Tre ud af fire indbyggere i kommunen er nemlig colombianere.

— Det er de colombianske vælgere, der bestemmer, hvem der bliver borgmester i Pulgar, konstaterer Amado Jirón tørt.

Millioner på flugt fra krig

FN beskriver flygtningekatastrofen i Colombia som en af de værste i verden. Colombia ligger nummer 1 på listen over lande med flest interne flygtninge. Officielle tal anslår, at mellem 4 og 5 millioner colombianere lever som flygtninge internt i Colombia – det svarer til over 10 procent af befolkningen.

Samtidigt driver borgerkrig og politisk vold i stigende grad også colombianere til udlandet, særligt til nabolandene Venezuela og Ecuador. Formanden for Venezuelas Flygtningekommission, Ydelfonso Finol, rapporterede i oktober 2010 at der opholder sig op mod 4 millioner colombianske flygtninge på venezuelansk område.

Nogle flygtninge kommer fra områder, hvor der er direkte kampe mellem guerillabevægelserne FARC og ELN på den ene side og Colombias regeringshær på den anden. Men ifølge det colombianske landarbejder-forbund Fensuagro er størsteparten af flygtningene ofre for en form for udspekuleret jordrøveri.

Det drejer sig typisk om småbønder, der bliver fordrevet fra deres jord af militæret og af højre-militser i ledtog med myndigheder. Efterfølgende havner bøndernes jord i hænderne hos erhvervsfolk, der driver store plantager for at udvinde for eksempel biobrændstof og palmeolie. Også fagforeningsfolk og aktivister fra venstrefløjen står i særlig grad for skud i Colombia.

Død inden klokken syv

Bag en lille ståldør i centrum af Pulgar, skråt over for den obligatoriske statue af den sydamerikanske frihedshelt Simón Bolívar, holder de colombianske flygtninges forening til. Klimaanlægget stønner og hviner i det lille lokale, hvor væggene er nymalede og grønne.

Et colombiansk flag i gult, blåt og rødt er hængt op med store søm. Foreningen er ram-men om flygtningenes forsøg på at skabe sig et nyt liv, uden at opgive de gamle politiske idealer.

Amado Jirón hører til blandt veteranerne. Han har levet i Pulgar i 20 år, og i mellemtiden er der bare kommet flere og flere flygtninge til. Og i den seneste tid er det begyndt at gå rigtigt stærkt.

— Hver dag kommer der nye til, fortæller han.

Én af dem er Samir Bello. Han har ikke været længe nok i Pulgar til helt at have vænnet sig til friheden. Han ankom for få måneder siden, med lejemordere i hælene og en dusør på sit unge hoved med det tætklippede hår. Hans brede hvide smil og hornbrillerne får ham til at ligne en ung Malcolm X.

Samir peger på én af de andre colombianeres kasket, der er prydet af en stor rød stjerne.

— Hvis jeg tager dén kasket på hjemme i Córdoba klokken fire om eftermiddagen, så er jeg død inden klokken syv om aftenen, siger han.

Samir Bello er én af de få i foreningen, der har en uddannelse bag sig. To år på teknisk universitet blev det til, i et klima af knugende angst på grund af højre-militsernes politiske kontrol. Han nåede at se én af sine klassekammerater blive myrdet, ifølge Samir alene fordi vennen til et optog havde klædt sig ud som Ché Guevara.

Ingen i lokalet løfter øjenbrynene over Samirs historie. De har hørt den slags historier før.

Socialistisk flygtningeby

I løbet af eftermiddagen banker det med jævne mellemrum på foreningens dør, og solbrændte ansigter kigger ind. Rygtet har spredt sig om at foreningen er i færd med at bygge en ny bydel for flygtninge.

Amado Jirón og hans folk står nemlig også bag et kooperativ. Ny venezuelansk lovgivning favoriserer medarbejder-ejede virksomheder og tilbyder særlige kredit-fordele til kooperativer, og det har colombianerne i Pulgar tænkt sig at udnytte mest muligt.

— Det er let at få arbejde, det er svært at få en bolig, og det er umuligt at få papirer, siger Amado Jirón for at forklare flygtningenes situation i en nøddeskal.

Derfor er flygtninge-kooperativet ved at overtage en grund, hvor de med hjælp fra kommunen vil bygge huse til 400 colombianske familier. De fleste flygtninge har ingen problemer med at forsørge sig selv, for banan-industrien i Pulgar boomer, og der er masser af job.

Det helt store problem for mange af de nytilkomne er, at de venezuelanske myndigheder har trykket på pauseknappen, når det gælder om at få opholdstilladelse. Uden papirer er det umuligt lovligt at købe sig en bolig, men det problem vil colombianerne tackle ved at bygge deres nye bydel som én stor socialistisk andelsforening.

Blus mod banantyve

Næste skridt for flygtningene er at stable egne arbejdspladser på benene. Flere af flygtningene har en fortid i bananarbejdernes fagforening, og de ser store muligheder i at danne deres egne kooperativer i banan-markerne.

Mens mørket falder på i Pulgar, flammer blus op langs hovedvejen, der skærer sig igennem de endeløse rækker af bananpalmer. Mellem palmestammerne står store aluminiumsdåser fyldt med sand og diesel, som kan brænde hele natten igennem.

Det er for at holde banantyve væk – eller i det mindste sørge for at de ikke kan arbejde uforstyrret i ly af mørket, lyder forklaringen. Befolkningen i Pulgar vogter nidkært over det grønne guld, der vokser i palmerne.

Og bananrevolutionen? Den er først lige begyndt, lover Amado Jirón.

— Bananrevolutionen handler om, at vi ikke længere skal nøjes med at plukke bananer. Vi vil selv stå for den industrielle forarbejdelse. Vi vil lave bananchips og dén slags. Vi vil lave tekstil af fibrene i palmestammerne, siger han.

Ansigtet lyser op. For Amado jirón er der ingen ende på mulighederne i Bananland.

Ulrik Kohl er aktiv i Internationalt Forums América-gruppe.

Fakta: IF arbejder med flygtninge

Internationalt Forums Américagruppe besøgte på en studietur i november 2010 colombianske flygtninge i Venezuela. Formålet med besøget var at samle viden om flygtningenes selvorganisering og om mulighederne for at skabe international støtte til flygtningenes kamp for en fredelig og socialt retfærdig løsning på borgerkrigen i Colombia. IF har tidligere samarbejdet med et herberg for unge politiske flygtninge i Colombias hovedstad Bogotá. Projektet er nu afsluttet.

Fakta

Colombias ultra-højreorienterede præsident gennem otte år, Álvaro Uribe, blev i august 2010 afløst af den tidligere forsvarsminister Juan Manuel Santos. Det skete efter et valg præget af svindel. Over halvdelen af de stemmeberettigede deltog ikke. Ifølge den britiske observatør-gruppe JFC er undertrykkelsen fortsat brutal under den nye præsident. Se mere på www.justiceforcolombia.org