Baggrund om valget i Venezuela: Turbulent valgsejr

Præsidentvalget i Venezuela har skabt stof til eftertanke for den venezuelanske og internationale venstrefløj. Ikke kun på grund af resultatet, som var overraskende for såvel chavisterne som for den højreorienterede opposition, men også på grund af de begivenheder, der fulgte efter. Volden og de fascistiskprægede handlinger fra oppositionens side, der ledte tankerne hen på den triste skæbne for det socialistiske styre i Chile i 1973, truer fortsat i Latinamerika.

AF MARCELO LLORENTE

Venezuela spiller en meget vigtig rolle i den progressive revolutionære forandring og den regionale integration, som er i gang i Latinamerika. Derfor vil en tilbagegang i Venezuelas proces også betyde en tilbagegang for forandringer overalt i Latinamerika og være en hæmsko for integrationen landene imellem.

Den nye skrøbelige situation i Venezuela er et produkt af adskillige politiske udviklinger, hvor en af det mest betydningsfulde er Chavez’ død. Selvom han i sidste øjeblik udnævnte den nuværende præsident Nicolas Maduro som sin stedfortræder og samtidig opfordrede sine tilhængere til at stemme på Maduro, så har Chavez’ død haft meget større betydning end de fleste havde forestillet sig. Chavez understregede, at den bolivarianske revolution vil forsætte uden ham, men udsigten til at han ville gå bort skabte en del uro og frygt i forhold til den politiske og ideologiske udvikling. Den tidligere præsident i Argentina Ernesto Kirchner var fremsynet, da han i et interview i 2009 sagde, at Chavez burde uddelegere lidt mere af sit lederskab. Han pointerede, at man ikke bør gøre en politisk proces afhængig af én person, da man risikerer at hele processen slutter hvis lederen går bort. Det var netop, hvad opposition håbede på, og derfor var et af deres slagord op til valget: ”Maduro er ikke Chavez”. Formålet var, at få chavisterne (de der støtter Chavez og processen red.) til at føle sig ideologisk og ledermæssigt forældreløse. Det lykkedes ikke, men det var en af de mange faktorer som påvirkede valgresultatet den 15. april i år, hvor Maduro vandt med 50,66 % mod oppositionskandidaten Capriles 49,7 %.

Manglende anerkendelse af valget

Allerede nogle dage før valget var oppositionen begyndt at påstå, at regeringen var ude på valgfusk, og at de ved et eventuelt nederlag ikke ville anerkende resultatet og sætte militæret ind. Maduro foreslog derfor det nationale valgråd CNE, at han sammen med oppositionskandidaten Capriles, skulle underskrive et dokument, hvor begge kandidater forpligtede sig til at respektere valgets resultat. Capriles og oppositionspartiet Mesa Unidad Democratica (MUD) underskrev ikke dokumentet, hvilket fik som følge, at han mistede opbakning blandt nogle i sit eget parti. Beslutningen om ikke at underskrive dokumentet skyldes formentlig, at Capriles allerede havde en post-valgplan, som gik ud på ikke at anerkende valgresultatet.

Intet nyt under solen

Ser man lidt tilbage i tiden, viser det sig, at det er en hyppig anvendt strategi, at Venezuelas opposition ikke anerkender resultater fra det nationale valgråd eller meget hurtigt melder ud om valgfusk og aldrig fremlægger beviser for det.

Ved folkeafstemningen i 2004 som regeringen vandt med stort forspring, anklagede oppositionen for eksempel regeringen for valgfusk. Dette på trods af, at selv The Carter Center og Organisationen af Amerikanske Stater (OAS), konstaterede at hele forløbet af folkeafstemningen var gennemsigtigt, legitimt og retfærdigt.

Det var derfor på ingen måde en overraskelse, da oppositionspartiet og deres præsidentkandidat Capriles dagen efter valget på en pressekonference sagde, at han ikke accepterede valgresultatet. De krævede, at alle stemmer skulle tælles om. Han påstod at have beviser på over 3200 uregelmæssigheder. På det tidspunkt var alting business as usual. Det som ændrede hele dynamikken var hans senere tale, den famøse arrechera-opfordring, hvor han opfordrede sine tilhængere til at gå ud og udtrykke deres vrede. Oppositionens tilhængere gik på gaden og lavede larmedemonstrationer, der udviklede sig til vold og ødelæggelse. Den nat blev sundhedsklinikker, uddannelses- og kulturinstitutioner, regeringspartiets lokaler, statsejede supermarkeder, der sælger billige fødevarer i lavindkomst områder landet over, enten forsøgt ødelagt eller brændt ned. Adskillige lokaler og kontorer ejet af det nationale valgråd blev ødelagt og personalet chikaneret. Volden kostede 11 mennesker livet, alle fra regeringspartiet. Mere end 100 blev sårede.

Capriles tog ikke ansvar for de voldshandlinger han havde opildnet til og som hans tilhængere udøvede. Det hele toppede, da han planlagde at marchere mod CNE’s hovedkontor. På det tidspunkt var situationen tilspidset. Voldsspiralen kunne komme ud af kontrol. Men så vendte tingene. Præsident Maduro tillod ikke, at der blev demonstreret mod CNE’s hovedkontor, der ligger tæt på præsidentpaladset Miraflores. Med til historien hører, at under kuppet i 2002, havde opposition pludselig besluttet at ændre demonstrationsruten i retning mod præsidentpaladset, hvor en demonstration til støtte for Chavez fandt sted samtidig. Det endte i blodbad og banede vej for kupforsøget mod Chavez.

Valget anerkendes

Efter 3 dage med vold, begyndte det efterhånden at ligge meget klart, at oppositionens strategi var at provokere en situation, hvor regeringstilhængere gik til modstand mod provokationerne, hvilket så igen kunne føre til så kaotiske tilstande, at regeringen ville blive nødsaget til enten at annullere valget og afholde et nyt, eller forhandle med oppositionen om magten.

Grunden til at det ikke skete, skyldtes i høj grad en utrolig modig og moden attitude fra regeringens side, ligesom at ordensmagten opførte sig professionelt. De fleste borgere bevarede roen, kun få lod sig provokere. Taktikken virkede, og oppositionen holdt op med at opfordre til demonstrationer mod statsbygningerne. Situationen i landet begyndte langsomt at falde til ro. Flere af de mest betydningsfulde organisationer i Latinamerika, herunder UNASUR, CELAC, ALBA, MERCOSUR og OAS anerkendte alle valgresultatet. Det samme gjorde BRICS-landene, og til sidst var det kun USA og Spanien som manglede. Da alle juridiske instanser, venezuelanske såvel som internationale, samt valgobservatører fra EU, angav, at de ikke kunne finde tegn på valgfusk, valgte selv Spanien at anerkende valgresultatet

Da forvirringen lagde sig

Til indsættelsesceremonien den 19. april ankom adskillige statsledere fra Latinamerika og resten af verdenen. Capriles og oppositionen anklagede statshovederne for at være ”demokratiets forrædere”, men allerede på det tidspunkt var han begyndt at miste pusten i retorikken om påstået valgfusk. Det skyldes det enkle faktum, at hvis man blot sætter sig lidt ind i det venezuelansk valgsystem, så finder man ud af, at det er et af de mest gennemsigtige og anerkendte der findes. Den tidligere amerikanske præsident Jimmy Carter og The Carter Center, som har overvåget over 92 valgprocesser rundt i verden, har adskillige gange udtrykt, at det venezuelanske valgsystem er et af de mest pålidelige.

Det nationale valgråd CNE, der er ansvarlig for Venezuelas valgsystem, er en selvstændig institution. Valgsystemet er elektronisk og før valget, under valget og efter valget bliver der foretaget kontrolprøver, hvor vidner og teknikere tester om maskinerne og procedurerne er som de skal være. Til valget blev det foretaget over 15 kontroltest.

Hver stemmemaskine bliver kontrolleret af et udvalg af vidner og medlemmer af det lokale valgråd, bestående af bl.a. medlemmer fra oppositionen og regeringspartiet. Samtidig har de forskellige partier tusindvis af vidner i hele landet. Der bliver yderligere foretaget en stikprøvekontrol på 54 % af stemmemaskinerapporterne og stemmeboksene. Alligevel talte Capriles om valgfusk, på trods af, at ikke et af hans egne vidner rapporterede om uenighed om valgproceduren før valget og på selve valgdagen.

Oppositionens sande jeg blev blottet, da den formelt fremlagde indsigelser imod valgresultatet over for den venezuelanske højesteret. Her anfægtede de hele valgsystemet, samt underkendte det nationale valgråd. De forlangte nyvalg. I juni blev resultaterne af genoptællingen af de resterende 46 % af stemmeboksene offentliggjort, med en afvigelse på blot 0,02 %. Altså et resultat som ikke ændrer det oprindelige slutresultat. Trods dette har oppositionen forsat ikke anerkendt valgets resultat.

Udfordringerne i dag

Venezuela har bestået den første forhindring på en lang og svær vej. Chavisme uden Chavez kan godt lade sig gøre, på trods af det ideologiske og åndelige tomrum som er opstået efter tabet af en så central figur som Hugo Chavez. Chavez’ fravær vil selvfølgelig præge den politiske og ideologiske rytme det næste stykke tid, men regeringen må og skal tage over med beslutsomhed i forhold til de forskellige udfordringer som landet står overfor. En selvransagelsesproces i regeringspartiet er absolut nødvendig. Et af Chavez sidste ideologiske projekter var at skabe en ”revolution i revolutionen”, ved at gøre partiet mere dynamisk, at bekæmpe korruption, nepotisme og opportunisme i egne rækker, samt at skabe en velforsynende og selvforsynende fødevareindustri. Der er behov for, at landbruget effektiviseres og landet fortsætter med at formindske import af fødevarer; at kriminaliteten formindskes og at dens årsager bekæmpes og ikke mindst at landet gøres mindre afhængig af olieindustriens indtægter.

Det går i den rigtige retning. Præsident Maduro har indledt en altomfattende kamp mod korruption og nepotisme, med udskiftning og sigtelse af direktører og ledende medarbejdere fra blandt andet den statslige institution INDEPABIS, som sikrede og kontrollerede, at virksomheder og forretninger ikke tog overpriser for basale fødevarer; den statslig institution SENIAT, som står for skatteopkrævning, told og bekæmpelse af skattesnyd; samt dem statslige minevirksomhed FERROMINERA GUAYANA. Indførelsen af Plan Patria Segura (sikret fædreland), som gik ud på, at over 3000 militærpersoner blev sat ind imod kriminalitet i hovedstaden Caracas, og flere tusinde i resten af landet, har mødt stor opbakning. En fortsættelse af at udvikle landets industri i samarbejde med udenlandske virksomheder og en intensivering af selve landbrugsindustrien er kloge initiativer, men kampen imod sabotage af el-nettet, fødevarespekulation, valutaspekulation og en meget aggressiv ultra-højreorienteret latinamerikansk elite, der i samarbejde med medierne fører en ubønhørlig kampagne imod udviklingen i Venezuela og den latinamerikanske integrationsproces udgør til stadighed nogle af de største udfordringer.

Det er altså ikke første gang, at Venezuela står over for et turbulent historisk øjeblik. I sine over 14 års revolutionære proces har Venezuela modstået adskillige kupforsøg - økonomiske, politiske og militære. Det netop overståede, har hærdet processen endnu mere. Men det er også en kraftig advarsel til lederne af processen om, at man skal forny sig og konstant rette fejl og mangler, ligesom man skal passe på med ikke kun at føre politiske og ideologiske kampe under valgkampagnerne. De skal føres hver eneste dag, i hvert et hus, på gader og i byer, og man skal tildele endnu mere politisk indflydelse til befolkningen og græsrodsbevægelser. Og som Chavez udtrykte det: ”man skal skabe socialisme hver dag”.

Den latinamerikanske frihedshelt Simon Bolívar sagde, at kun med et forenet Latinamerika vil man være i stand til at være fri og skabe fred. Hugo Chavez arbejdede hårdt for den vision, og netop derfor har samarbejdet på tværs af kontinentet – ALBA, UNASUR og CELAC - været nogle af de mest betydningsfulde hændelser i nyere tid i latinamerikansk politik. Det har betydet en ny dagsorden i Latinamerika. En dagsorden, hvor man ikke længere blot er USA’s baggård.

FORKORTELSER

UNASUR: De Sydamerikanske nationers forbund

CELAC: Samarbejdsorganisationen for Latinamerika og Caribien

ALBA: Den Bolivarianske Alliance for Amerikas Folk

MERCOSUR: Det sydamerikanske fællesmarked