AYOTZINAPA, MEXICO: Et år med smerte, straffrihed og kamp

AF RAÚL ROMERO, OVERSAT AF ESBEN FROST

Efter at have opnået præsidentposten ved hjælp af valgsvindel, indledte Felipe Calderón Hinojosa i december 2012 den såkaldte “krig mod narko”.

Forskellige sociale organisationer og intellektuelle har peget på, at denne krig i virkeligheden burde kaldes “berøvelseskrigen”. For det er berøvelse som er dens egentlige formål. Det er en krig designet til at facilitere kontrollen med strategiske nationale områder på vegne af forskellige nationale og transnationale virksomheder.

Som resultat af denne krig, befinder det mexicanske folk sig nu i en af de værste kriser i landets historie: Flere end 150.000 dræbte, flere end 35.000 forsvundne og i omegnen af 500.000 fordrevne, viser rapporter fra forskellige sociale organisationer.

Næsten ni år senere, er den krig som Calderón indledte nu blevet en del af statspolitikken. Den nuværende mexicanske præsident fortsætter ikke blot krigen; han intensiverer den.

Udenomretslige drab, massakrer, statens overgreb, tvungne forsvindinger, hemmelige massegrave, tortur, straffrihed, fordrivelser og andre rædsler, er blevet en del af dagliglivet i Mexico.

Men netop som vi troede at vi gennemlevede de værste rædsler, oplevede vi nye grader af barbari.

Datoen den 26 september 2014 vil for altid være indprentet i det mexicanske folks hukommelse.

Den dag blev 43 studerende fra lærerseminariet i Ayotzinapa i delstaten Guerrero anholdt og forsvundet og tre andre blev brutalt myrdet. Alt dette hændte i byen Iguala, mens de studerende indsamlede penge til den årlige studentermarch.

Regeringens undersøgelser konkluderede, at de 43 studerende blev bortført af en kriminel gruppe og at de siden blev tortureret og dræbt, og at deres kroppe til sidst blev brændt på en losseplads. Støttet af stort set alle kommunikationsmedier i landet, forsøgte regeringen at fremstille sine konklusioner som den “historiske sandhed”.

Men forældrene til de forsvundne, støttet af både overlevende studerende og tusindvis af solidariske personer i både Mexico og verden, stolede ikke på den officielle forklaring og deres kamp for sandheden gjorde, at Den Interamerikanske kommission for Menneskerettigheder gik ind i sagen og nedsatte en efterforskningsgruppe for at gennemføre en uafhængig undersøgelse.

Gruppen kom frem til, at den mexicanske regering lyver. De 43 studerende kan ikke være blevet brændt på lossepladsen. Og værre endnu: efterforskningsgruppen konkluderer både direkte og indirekte, at forskellige instanser hos de mexicanske myndigheder har taget del i forbrydelserne. Det drejer sig både om politi, lokale myndigheder og endda medlemmer af den mexicanske hær.

Uanset hvordan man ser på det, er forbrydelserne i Iguala mod de studerende fra Ayotzinapa en statsforbrydelse. Forsvindelserne og drabene i Ayotzinapa beviser, at politikere og kriminelle er medsammensvorne, og at de kriminelle grupper i deres jagt på rigdom bruger statens institutioner til at dræbe, forsvinde eller undertrykke enhver som stiller sig i vejen. Statsforbrydelsen mod de studerende fra Ayotzinapa udstiller forrådnelsen i det mexicanske politiske og juridiske system.

Her over et år efter disse forfærdelige forbrydelser, er de studerende fra Ayotzinapa stadig forsvundet og den mexicanske regering spreder fortsat sine løgne.

Der er ikke blevet lyttet til de anbefalinger som forskellige menneskerettighedsgrupper fra ind- og udland er kommet med. På trods af sin delagtighed, er den mexicanske hær ikke engang blevet underlagt efterforskning. Men straffriheden i Mexico er ikke noget nyt: 98% af de begåede forbrydelser straffes ikke

Straffriheden er måden hvorpå den politiske klasse og den organiserede kriminalitet kan beskytte sig selv og hinanden.

Pagterne mellem disse to grupper når ufattelige niveauer. Præsidenten kan modtaget millioner af gaver af virksomheder, som til gengæld modtager koncessioner og tilladelser af forbundsregeringen. Her i landet finansierer den organiserede kriminalitet valgkampagner og fremsætter endda kandidater til regeringsposter. I Mexico kan virksomheder forpeste floder med giftigt affald uden nogensinde at blive retsforfulgt. Derfor er det ikke nogen overraskelse, at de skyldige i Iguala ikke er blevet retsforfulgt og straffet. Et komplekst netværk af politikere, erhvervsfolk, kriminelle og officerer fra hæren er involveret i forbrydelserne, og de beskytter hinanden koste hvad det vil. Selv når prisen er Mexicos internationale anseelse, når udlandet stiller sig solidarisk med de forsvundne. Forbrydelsen mod de studerende fra Ayotzinapa har lært os en vigtig lektie: Retfærdigheden kommer ikke fra regeringen – fra dem får vi ikke andet end død, undertrykkelse og foragt…

Men Ayotzinapa har også lært os noget som varmer vores hjerter og får os til at omfavne håbet. Jeg taler om den værdige kamp som forældrene til de dræbte og forsvundne studerende har kæmpet i over et år. Sammen med de overlevende studerende fra seminariet, har de opildnet os til at kæmpe for retfærdighed, sandhed, erindring og værdighed. De har lært os ikke at glemme.

Og hvad så nu? Vi fortsætter eftersøgningen og vi fortsætter kampen.

Den værdige kamp som familier og kammerater til de dræbte og forsvundne studerende har lanceret, har udstukket kursen og givet vores kampe fornyet mening.

At stoppe barbariet er nu det fælles mål for et folk, som nægter at leve i den stinkende lugt af død og i den smerte som tomrummet efter deres forsvundne kære har skabt. At få de 43 unge fra Ayotzinapa tilbage, og at opnå sandhed og retfærdighed for dem og for de øvrige dræbte unge, er et første skridt i retning mod at bringe barbariet til ophør og påbegynde genopbyggelsen af vores land. Men udfordringen er større end som så: hvis retfærdigheden ikke kommer fra staten, så må den omstyrtes så noget nyt kan opbygges.

Og hvad er så dette “nye”? I fælleskab, og mellem fællesskaber, skal det findes, beskrives og opbygges. Enhver krise er også en udfordring og en mulighed. Vi er kaldet til både at forestille os og skabe noget nyt. Vi må lære af den kollektive hukommelse hos både det undertrykte folk, og derigennem finder vi måske nogle erfaringer som kan vise os vej.

En dag om lang tid, vil vores døde rejse sig fra deres grave og de forsvundne vil komme frem alle steder fra. De vil komme og og kræve retfærdighed og deres retmæssige plads i vores hukommelse. De vil give fornyet styrke og værdighed til vores handlinger og kampråb. Den dag vil de magtfulde – krigens og pengenes herrer – bæve og begræde deres rigdomme. Vores dom over dem vil ikke være barmhjertig, den vil være retfærdig.

Raúl Romero er mexicansk sociolog og aktivist.