Argentina: Historien om en moder

Hebe de Bonafini er forkvinde for Mødrene fra Plaza de Mayo - de 2000 mødre til "forsvundne" modstandere af militærdiktaturet i Argentina i 70'erne. Hun og andre repræsentanter for Mødrene var også i Peru under ambassadebesættelsen og søgte at mægle. De er mødtes med Subcommandante Marcos i Chiapas-provinsen i Mexico og har bragt zapatisterne forsyninger, lige som Hebe har haft møder med Fidel Castro i Cuba og skal være gæstetaler ved det traditionelle massemøde på revolutionsdagen den 26. juli. Her fortæller hun, under sit besøg i Danmark i maj måned, sin egen og tusinder af argentinske mødres historie.

Jeg blev født i en meget lille by i Argentina for 68 år siden. Men i virkeligheden blev jeg for alvor født, da vi indledte denne kamp for 20 år siden, da de tog mine børn fra mig. Fra det øjeblik blev jeg som en løvinde med en løvindes styrke til at kæmpe og blive ved med at kæmpe.

På den anden side sker en sådan forandring selvfølgelig ikke fra den ene dag til den anden. Det er en meget lang proces. Det første skridt var at lytte til vores børn. Lytte til alt det, de havde at fortælle os om små og store ting, de havde for stået ved vores samfund. Det lagde sig i dybe lag i os. Og da de blev taget af militæret, kom det altsammen frem i os og gav os en enorm kraft. Det næste skridt var at forlade egoismen og individualismen og den lille verden i hjemmet - og i stedet blive en del af den solidariske og kollektive kamp. At opdage at denne kamp i gaderne, på pladserne og så videre var vigtigere at bruge sin tid på end kasserollerne og rengøringen derhjemme. Det er ikke nogen let ting. I Latinamerika er kvindens plads jo traditionelt i hjemmet, hvor hun tager sig af alt det huslige og passer familien. Jeg holdt selv af det sådan! Men der kommer et punkt , hvor man må trodse det og mange gange trodse sin mand og familie, fordi det er svært for dem at forstå, at kamp en er blevet vigtigere end alt det.

Fra mødre til unge revolutionære forandredes vi til revolutionære mødre. Revolutionær bliver man, når man begynder at lide under den uretfærdighed, som begås mod andre. Jeg er født i en meget fattig familie i en lille fattig by. Min far og min mand var arbejdere, som var fattige og blev nådesløst udbyttet som andre arbejdere. Jeg funderede ikke videre over det, det var bare sådan. Men på et tidspunkt var det, som om alt det, mine sønner fortalte mig, åbnede et nyt vindue i mit sind. Jeg blev klar over, at det ikke behøvede at være sådan - og at det ikke kunne passe, at det skulle være sådan. Først var jeg bekymret og forlegen, fordi jeg aldrig havde læst hverken Marx, Lenin eller andre revolution ære. Men jeg sandede snart, at selv om det er godt at læse dem, er det ikke en betingelse for at være revolutionær. Det er lidelsen og oprøret mod lidelsen, der gør os revolutionære - ikke bøgerne. Hver af mødrene har jo sine erfaringer og sin historie at fortælle. Men mine drenge begyndte deres revolutionære løbebane, da de var meget unge ... 16 var den ældste. Det startede ikke på et stort filosofisk plan , men med små ting i dagligdagen. For eksempel kunne han spørge mig: "Mor, hvordan læser du egentlig avisen?" Og når jeg så fortalte ham, at jeg startede med tegneserierne, billedreportagerne og så videre - så sagde han, hans lærer havde lært ham at gøre omvendt: Starte med, hvad der skete i verden, så hvad der skete politisk i Argentina og slutte med det andet, hvis han havde tid til overs. Så begyndte vi at læse dagens avis sammen og diskutere, hvad vi læste. Men det var allermest ud fra hverdagen og dens eksempler, at de selv lærte og også lærte mig om revolutionens nødvendighed. Så på et tidspunkt, da min ældste var 16 og min yngste 12, tog en af deres ældre veninder til Rusland ... til Sovjetunionen, som det hed dengang. Da hun kom hjem, fortalte hun dem op ad døre ned ad stolper om alt muligt, den ene dag efter den anden. Jeg må le nu, jeg tænker på det, for jeg blev rasende og jaloux. Ikke så meget fordi hun var kommunist, hvad der var slemt nok, men fordi jeg følte, at denne unge pige tog mine drenge fra mig. Men nu bagefter er jeg hende taknemlig, fordi hun gjorde mine sønner til kommunister. Der begyndte at blive en omfattende politisk aktivitet i vores hjem. Der kom en sværm af unge, og de var meget hengivne og brugte næsten al deres tid og alle deres kræfter på disse aktiviteter, og jeg hjalp dem, så godt jeg kunne.

Så kom den dag, da jeg så min ældste og hans pige forlade vores hjem med al deres bagage, skønt de var så unge. Jeg så dem ikke i et stykke tid, hvor de holdt sig skjult. Men en dag mødtes vi hemmeligt i en park, hvor de fortalte mig, at de og deres kammerater var i stor fare, og at vi ikke kunne ses ret ofte. Jeg spurgte: Men kæreste, hvordan kan det dog være muligt? Jeg kunne simpelthen ikke fatte, at det kunne være rigtigt. Men min stærke søn forklarede mig, at en mor til en revolutionær var nødt til at vænne sig til den slags omstændigheder. Jeg vil ikke sige, jeg vænnede mig til det. Men jeg lærte at forstå nødvendigheden. Vi skjulte mange af deres revolutionære kammerater fra tid til ande n i vores hjem. Jeg hjalp dem med mad og tøj. Min mand, som arbejdede i et offentligt firma, havde en lille lastbil og hjalp dem med at transportere ting og sager. Jeg lærte også at bringe vigtige beskeder videre, og hvordan man kontakter andre i busser, parker, på gader og stræder uden at vække opsigt eller løbe nogen risiko. Men jeg gjorde faktisk ikke alle disse ting ud fra en stærk politisk bevidsthed. Jeg gjorde det som en beskyttende og hjælpsom mor. Jeg forstod faktisk ikke, hvor store risici mine sønner løb og var villige til at løbe for deres kamps skyld. Da militæret kidnappede min ældste søn, Jorge, bad jeg den mindste, Rafael, om at gå i landflygtighed for at redde sig. Men han svarede mig, at nu havde han endnu mere grund til at blive og bekæmpe militæret. Og at han foretrak at dø stående i en alder af 20 end at leve på sine knæ, til han var 50.

Militærdiktaturet kom ikke som et lyn fra en klar himmel i. Det var hverken et ulykkestilfælde eller en pludselig sygdom. Det var forberedt gennem lang tid af de forfatningsmæssige regeringer, de store inden- og udenlandske monopoler og Den Internationale Valutafond, IMF. Der var i begyndelsen af 70'erne stigende oprør blandt arbejderne og især ungdommen mod den barbariske økonomiske politik, som de forfatningsmæssige regeringer gennemførte på monopolernes og valutafondens vegne. Derfor besluttede de herskende at gribe til fascistiske forholdsregler. Allerede i 1974-75 dannede regeringen AAA (Argentinas Antikommunistiske Alliance) - dødspatruljer, som bortførte og myrdede talløse aktivister, og i 1976 kom så militærdiktaturet. Men det var de samme, der herskede. Præsidentens tidligere rådgiver blev præsident, den øverste politichef blev indenrigsminister, en af de vigtigste økonomiske rådgivere blev chef for nationalbanken. En af Argentinas allerrigeste mænd, allerværste udbyttere, blev økonomiminister. De organiserede den mest nådesløse og bestialske forfølgelse af enhver oppositionel. De systematiserede torturen, voldtægten og ødelæggelsen af vores hjem. De gjorde det ikke alene mod de unge, der havde valgt den væbnede revolutions vej - men også mod arbejderne, fagforeningsfolkene, de studerende, de offentligt ansatte. Mod alle, der på nogen måde modsatte sig imperialismen og det herskende økonomiske system, som ødelægger vores liv. Mine sønner sagde til mig: Det, som nu kommer, bliver meget, meget slemt. Vi må forberede os på det og på at gå til angreb på dette forfærdelige økonomiske system. Massemedierne spillede en meget vigtig rolle i hele denne grusomme undertrykkelse. Dag ud og dag ind kaldte journalisterne vores sønner og døtre terrorister - og kaldte deres familier terrorister. Og denne opfattelse bredte sig ud i alle kroge af samfundet og selv blandt vore børns familier. Men vores børn var ikke terrorister, de var revolutionære. Den eneste terrorisme, der fandtes og altid har eksisteret, var statsterrorismen. Det var staten, der bortførte og myrdede, torturerede og voldtog.

Et af de allerstørste og vigtigste slag, vi har måttet udkæmpe, var kampen for at overbevise befolkningen om, at vore sønner og døtre ikke var terrorister, men revolutionære. Og vi vandt det slag. Det er militæret og de herskende, der i dag står afklædte som terrorister, ikke vores sønner og døtre. Vi har selv lært uhyre meget af at udkæmpe dette slag. I begyndelsen sagde mangen mor: Min søn er uskyldig! Han har intet gjort. Han har bare stået i en notesbog. Det er en fejltagelse. Han har intet gjort... Men vores børn blev ikke bortført af militæret for ikke at have gjort noget: De var skyldige! De var skyld i det bedste, man overhovedet kan være skyldig i: De gav deres liv i kampen mod et menneskefornægtende økonomisk system. I kampen for et liv i værdighed og solidaritet mellem mennesker. 30.000 unge argentinere "forsvandt" for disse forbrydelsers skyld. Vi var aldrig 30.000 kæmpende mødre. Da vi var flest, var vi 6.000, og nu er vi 2.000. Mange er jo døde i de tyve år, der er gået. Men vi vandt slaget om opfattelsen af vores børn på den ene side og de herskende på den anden, og den sejr vil blive stående.

Mange mødre i jeres land eller jeres del af verden tænker måske helt anderledes. Mange i mit eget land gjorde og gør det jo også. Men jeg mener, at det er farligt at lære sine børn at dukke sig, sige javel til alting og leve på sine knæ. Selv om I lever i den såkaldte første verden og har mange ting, så mangler mennesker også mange ting her. Noget af det allervigtigste, jeg synes, der mangler i jeres del af verden, er kærlighed. Jeg synes for eksempel, der er for lidt rigtig kærlighed mellem forældre og børn. For mig at se er Europa som et stort skib, der er ved at synke - og der bliver brug for mange redningsbåde, hvis menneskene i Europa ikke skal gå til. Vi er nødt til at lære vores børn solidaritet, hvis de skal overleve. Vi er nødt til at opdrage dem til kærlighed og sammenhold over for deres medmennesker. Den eneste måde at lære dem det på er at elske dem, beskytte dem og tage sig af dem for alvor i stort og småt. Så de tror på muligheden og nødvendigheden af at bygge en bedre verden, en mere retfærdig og kærlig verden.

Jeres første verden og vores tredie verden hænger sammen. Det er en verden. Rigdommen i Europa og Nordamerika hviler på fattigdommen i den tredie verden. USA trænede alle Latinamerikas diktatorer og torturbødler på deres skoler i Panama - også Argentinas. De lærte dem at bortføre, torturere og myrde vores børn og gav dem ordrerne til at gøre det. USA's udenrigsminister, Henry Kissinger, besøgte diktatorerne ikke en, men talrige gange og gav grønt lys for bortførelsen, mordene og alle de andre bestialiteter. For ikke mindst USA fandt forbrydelserne nødvendige for opretholdelsen af det økonomiske system. Og de vil stadig opretholde det for enhver pris, samtidig med at de påstår, ideologiernes tid er forbi. Og prisen er blandt andet vore landes og folks fattigdom og elendighed. USA er en meget stærk og en meget rig nation. Men den er også meget fattig og ulykkelig. Folk er indbyrdes forskellige i alle samfund. Og der findes også folk i USA, der ønsker at gøre oprør. Men jeg synes, mange nordamerikanere lever et meget sørgeligt liv og kun tænker på to ting: at spise og at købe. Men de er ulykkelige, og derfor har de i virkeligheden ingenting ... ingenting ... og de lader sig lede som får af de mægtige. De har ikke lært, hvordan man siger nej! Og det er en af de vigtigste ting her i verden at lære.

Mange mennesker tror måske, at vi kun har demonstreret på Plaza de Mayo i alle disse år. Men vi er draget ind i mange og stadig flere politiske aktiviteter både i Argentina og internationalt. Men Plaza de Mayo er stadig meget vigtig for os - ikke bare som et symbol. Her møder vi andre argentinere i kamp, og i dem genfinder vi vores forsvundne børn. I Argentina bliver vi først og fremmest støttet af de unge, der lige som vore egne børn er meget radikale og klartskuende. Dernæst af grupper af socialt udstødte og af de arbejdsløse. Jeg ville gerne kunne sige, at vi blev støttet varmt af arbejderne og venstrepartierne, men det ville ikke være sandt. Nogle små, klassebevidste fagforeninger støtter os. Men de store fagforbund er peronistiske - det vil sige populistiske og fascistiske - og de har tæmmet arbejderne og lært dem denne lektie: Gå lige fra dit hjem til din arbejdsplads og gå lige fra din arbejdsplads til dit hjem - uden at se til siden eller tage dig af noget som helst andet! Partierne har vi ingen tillid til, og vores metoder er helt anderledes end deres. Vi opfordrer til civil ulydighed. Vi opfordrer til radikale aktioner. Vi opfordrer til ikke at betale skat, fordi den blandt andet bliver brugt til at udstyre statens undertrykkelsesorganer. Vi opfordrer til stemmeboykot, fordi ingen af de eksisterende partier i virkeligheden repræsenterer arbejderne. Vi og andre aktionerende og kæmpende er de virkelige politiske samlingspunkter i Argentina i dag. Vi kæmper, som vores revolutionære børn gjorde - i en anden tid og med andre våben. Vi har fået en forfatningsmæssig regering igen, men vi har ikke fået demokrati. Demokrati er ikke en stemmeseddel. Demokrati er, når arbejderne har arbejde og en løn at leve af. Demokrati er, når deres børn kan få en ordentlig uddannelse, når alle familier har en anstændig bolig. De herskende fører stadig den samme økonomiske politik. Den betyder blandt andet 30 procents arbejdsløshed, overfyldte fængsler og fortsat brutal undertrykkelse. Vores regering er en mafia, vores præsident (Carlos Menem) er mafioso og fascist. Vi har ikke noget demokrati i Argentina, og derfor må vi fortsætte vores kamp og vores protester mod de fortsatte mishandlinger og mord på oppositionelle.

Vi deltager i alle kæmpende sociale bevægelser. Og vi fort sætter vores tyveårige kamp for at få straffet de ansvarlige for forbrydelserne under militærdiktaturet. Hovedresultatet af vores kamp har ikke været at få vores børn igen, men kampen selv! Resultatet er, at folket ikke glemmer og ikke tilgiver. Resultatet er, at vi har fået slået fast, at vore børn var revolutionære og ikke terrorister. Resultatet har været massemøder, hvor vi har været i stand til at fylde hovedgaderne og pladserne i Buenos Aires med millioner af portrætter af vores børn. Resultatet er, at militæret og ordensmagten og retssystemet i Argentina er frataget al prestige. Resultatet er, at Argentinas ungdom elsker vore børn og ser dem som forbilleder. Resultatet er, at vi afviser enhver form for kompensation for forbrydelserne. At vi afviser enhver form for glemsel og tilgivelse. At vi har vist for alverden, at militærdiktaturet og alle forbrydelserne ikke var tilfældigheder, men en gennemarbejdet imperialistisk plan. Resultatet var, at vi erobrede Plaza de Mayo og har holdt den siden ikke alene for os Mødre: Men for arbejderne, studenterne -alle der lider og kæmper i Argentina. Hver torsdag, når Mødrene samles til deres ugentlige protestmarch, er der lejlighed for alle andre til at benytte vores store højttaleranlæg og fremkomme med deres synspunkter og protester. Resultatet er lektien til Argentinas ungdom om, at utopien om en revolution ikke er en umulig utopi. Den er både mulig og nødvendig at gøre til virkelighed. At folket behøver revolutionen. Resultatet er en legitimering af den væbnede kamp påny. Det har været et meget svært punkt. For mange er villige til at sige, de er rede til at dø for revolutionen. Men vi mødre siger, at vi også må lære at være rede til at dræbe for revolutionen. For at forsvare revolutionen og os selv.

Morgendagens Argentina, som jeg forestiller mig det, skal være et meget mere retfærdigt og solidarisk Argentina. Et land og en verden for alle og ikke for nogen få - og ikke med smuler til alle, men med meget til alle. Men vi vil opleve megen undertrykkelse og lidelse inden -og ikke bare den lidelse, som det kapitalistiske økonomiske system bringer over os, men også de herskendes voldsanvendelse. For deres økonomiske planer kan ikke gennemføres uden. Men revolutionære vokser frem igen i Argentina og i hele den tredie verden -langsomt men sikkert. Der vil komme revolutioner i hele den tredie verden, det er uundgåeligt. Jeg håber, at de nye generationer af revolutionære vil gøre deres pligt med samme hengivenhed, med samme beslutsomhed, med samme samvittighed, som vores børn. Den revolutionære vej er lang og fyldt med lidelser og ofre, men til den vej blev vi født, og den må vi følge. Jeg tror på, at den vil føre os til et land med samme kærlighed og tryghed for alle, som vi mødre alle har oplevet i stunder med vores børn. Jeg tror ... jeg ved det ikke, men jeg tror, at revolutionen vokser ud af hjertet, dernæst ud af vores ord og handlinger og til sidst når vores hoveder. Jeg tror ikke, at den vokser ud af bøgerne.

Jeg er mor -ikke bare til mine egne "forsvundne" sønner, men til 30.000 "forsvundne" argentinske unge, som alle vi Mødre er det. Vores krav er ikke bare at få vores egne forsvundne børn igen, men dem alle. Vi startede denne rejse i Rom, hvor vi har stævnet Kardinal Violagi, som var Pavens personlige ambassadør i Argentina under militærdiktaturet og gav sin velsignelse til dets forbrydelser. Derfra tog vi til Madrid, hvor vi indgav stævning mod de militære ledere i Argentina for en spansk dommer.

Nu er vi i Danmark, og derfra rejser vi videre til Tyskland, hvor vi skal mødes med mødrene til de dræbte fra MRTA i Peru. Til sidst skal vi til Jerusalem, hvor vi skal mødes med medlemmer af fredskommissionen mellem israelerne og palæstinenserne.

Artiklen er venligt udlånt af Dagbladet Arbejderen (trykt d. 14/6-1997).