Argentina De neoliberales mareridt

Af Mempo Giardinelli

I slutningen af sidste år brød et længe ulmende oprør ud i Argentina. Latinamerikas ellers rigeste land var nærmest gået bankerot og befolkningen ville ikke længere betale prisen for regeringens forfejlede politik

Billederne af rasende argentinere på gaden kunne kort før jul sidste år ses verden over: De slog på kasseroller, råbte slagord og konfronterede politiet i bevidst ulydighed mod den undtagelsestilstand, som præsident Fernando de la Rúa havde indført. Igennem to nætter besatte argentinerne alle offentlige steder og mere end 30 personer døde under urolighederne. Protesterne resulterede først i at den hadede økonomiminister Domingo Cavallo måtte gå af og siden i hele regeringens fald. De imponerende billeder gentog sig de følgende to uger mens det ene regeringsskifte efter det andet blev gennemtrumfet - det sydamerikanske land havde fem forskellige præsidenter på tolv dage! Hundredetusinder af mænd og kvinder, de fleste fra middelklassen, er med deres aktive protester endnu her i starten af 2002 de ledende i oprøret.

Forklaringen på dette sociologiske fænomen ligger lige for. Dette land med 37 millioner indbyggere, der nærmest er overdrevent rigt og har en kæmpestor potentiel naturreserve har i de sidste 4 år gennemlevet en dramatisk økonomisk nedtur, med en rekordstor arbejdsløshed, der overstiger 20 % af befolkningen og med en katastrofal finansiel og industriel udvikling uden sidestykke i landets historie. Den indtil for få år siden så blomstrende argentinske industri er i dag paralyseret. De officielle statistikker afslører, at der er over 14 millioner fattige i Argentina (ca. 40% af befolkningen). De fleste af dem tilhørte tidligere den middelklasse, der var Argentinas stolthed. Disse mennesker har igennem 90’erne gennemlevet en dramatisk økonomisk nedtur og er i dag endt i ren elendighed. Halvdelen af dem lever i en tilstand af dyb fattigdom, med indtægter på mindre end 60 dollars om måneden.

Hvordan kunne det ske?

Det spørgsmål som de fleste stiller er, hvorfor Argentina, der siden 1910 har været en af de syv stærkeste økonomier i verden, har oplevet denne nedgang? Hvordan kan et land, der forholdt sig neutralt i de to verdenskrige og som i 1945 havde ekstraordinært store beholdninger af guld og valuta, komme i denne situation. Svaret er naturligvis meget komplekst, men det er sikkert, at en hovedårsag har været landets politiske og institutionelle ustabilitet: Mellem 1930 og 1983 var Argentina styret af militæret med kun få demokratiske undtagelser.

Dette svækkede ikke alene demokratiet men også de politiske, økonomiske og juridiske kontrolsystemer i landet. Begyndelsen på enden blev statskuppet i 1976, hvor militæret for sidste gang tiltvang sig magten. Det følgende forbryderregime ledet af general Jorge Rafael Videla og Admiral Emilio Eduardo Massera resulterede ikke kun i et reelt folkemord (30.000 forsvundne og mere end en million tvunget på flugt) men lagde også grunden til den eksisterende korruption i bank- og industrisektoren.

Genindførelsen af demokratiet i december 1983 medførte ikke de forventede forandringer. Tværtimod plejede de følgende præsidenter - Raúl Alfonsín, Carlos Menem og Fernando de la Rúa - og i særdeleshed deres økonomiministre - udelukkende kreditorernes, IMF’s og Verdensbankens interesser - aldrig de egentlige nationale interesser. Det er det, der har gjort folket allermest rasende: Vreden mod diktatorerne er vendt til vreden mod demokraternes forræderi.

Skæbnesvangre beslutninger

Denne vrede eksploderede i midten af december sidste år, da den i dag afgåede minister Cavallo tog en række skæbnesvangre beslutninger: a) Han besluttede, at man i stedet for at forsøge at forklare landets misligholdelse af de udenlandske lån og derigennem forhandle om accept af en betalingsstandsning med de udenlandske kreditorer, skulle gennemføre endnu en tilpasning af den nationale økonomi (Der var 11 sådanne tilpasninger i 2001 og denne forventedes at blive den hårdeste af dem); b) Han besluttede, at den private udenlandsgæld skulle omformes til offentlig gæld, så der til de 91 milliarder dollars som argentinerne allerede skyldte væk, blev lagt yderligere 67 milliarder, hvilket betyder, at udenlandsgælden i dag er oppe på omkring 161 milliarder dollars; og c) Han besluttede, at argentinerne ikke længere kunne disponere frit over de penge, de havde i banken.

Den sidste beslutning tog han den 18. december, da det argentinske bankvæsen, som består af 30 overvejende udenlandske banker, smækkede dørene i efter at have trukket de enorme fortjenester ud af landet, som de havde optjent de sidste tolv år. I 2001 alene forsvandt 26 milliarder dollars ud af landet. Derudover blev centralbankens reserver stort set tømt, og kun omkring 3,1 milliarder blev tilbage. Befolkningen iagttog med rædsel, hvordan Cavallo besluttede at de små bankkunder (dvs. de 13,5 millioner argentinere, der er indehavere af indlån, opsparinger og investeringer på mindre end 50.000 dollars) ikke måtte hæve deres penge i banken de næste 90 dage. Totalsummen af disse kunders penge blev anslået til at være omkring 26 milliarder dollars.

Raseriet eksploderede, da det gigantiske svindelnummer gik op for borgerne: Mindre end 100 firmaer og forgældede millionærer førte med bankernes medvirken millioner af argentineres opsparinger til udlandet. Det var ganske enkelt røveri ved højlys dag, gennemført og accepteret af regeringen. Derfor gik folk spontant, og uden forudgående organisering, ud på gader og stræder om aftenen den 19. december for ved at slå på kasseroller, tude i bilhorn, råbe og skrige at vise deres vrede, hvilket førte til først Cavallos tilbagetræden og siden præsident De la Rúa’s.

"Bank-terrorisme"

Det kan virke mærkeligt i Europa og Nordamerika, at tale om "bank-terrorisme", men det var i høj grad det fænomen, der ophidsede den lavere og højere middelklasse i Argentina, som jo overvejende er indehaverne af de opsparinger, der blev indefrosset. Måske kan man forstå omfanget af denne bank-terrorisme, hvis man husker på, at de 87 største skyldneres samlede gæld til det argentinske banksystem er præcist 26 milliarder dollars. Eller det vil sige, den samme sum som forsvandt ud af landet i 2001 og den samme sum som udgør småkundernes samlede opsparing. Hvem er det, der har udført disse penge? Det er de store nationale og udenlandske firmaer. De største skurke er de firmaer, der opstod som følge af det sidste årtis privatiseringer. Praktisk taget er al statens ejendom blevet solgt ud til uværdigt lave priser gennem kontrakter, der alene har tilgodeset de private firmaer på bekostning af de nationale interesser. Mange af disse kontrakter blev netop indgået med udenlandske banker.

Efterfølgende skete der en alvorlig forværring af den politiske situation, og spørgsmålet om, hvem der er ansvarlige for katastrofen, har kun et svar: Det er uden tvivl de ledende klasser i Argentina, som har tilladt manglen på kontrol og som opmuntrede bankernes, firmaernes og kreditorernes misbrug. Jeg tror, at regeringerne beskyttede dem i en grad, som aldrig før er set i kapitalismens historie. Den ledende klasse i Argentina sidder på en overordentlig høj procentdel af landets BNP, som indtil nu har været på omkring 9000 dollars pr. indbygger om året. Disse tal virker høje, men de sættes i relief, når man ser dem i sammenhæng med den absurd ulige fordeling af rigdommen: Mindre end 10 % af befolkningen sidder på 80% af alle de nationale rigdomme.

Derfor svarer jeg, når verden spørger os, hvordan den argentinske middelklasse opbyggede sin politiske bevidsthed og handlekraft, at det ikke er noget, den har opbygget. Den er blevet tvunget af de desperate omstændigheder, efter at folk blev forment adgang til deres penge i banken. Der er ingen tvivl om, at det var dråben, der fik bægeret til at flyde over og sætte en stopper for folkets tålmodighed. Og deres vrede er i dag ikke alene rettet imod det politiske lederskab, men også imod fagforeningerne og virksomhederne, imod handels- og industrisektoren, og imod eksportører og importører. Alle har de en del af ansvaret for katastrofen.

Folkelig mistillid

Destruktionen af staten skabte en klasse af nyrige, der i dag er godsejere, kvægbrugere og ejere af væddeløbsheste. Disse mennesker har trukket gigantiske pengesummer ud af landet. Man regner med at der er placeret 1,5 milliarder dollars i udlandet, eller det vil sige mere eller mindre det samme beløb som Argentinas samlede udenlandsgæld. Først i ly af diktaturet og siden beskyttet af højesterettens forbryderiske tolkninger af konstitutionen er disse nyrige de eneste, der har nydt godt af den perverse økonomiske model, som er blevet gennemført i Argentina i løbet af det sidste kvarte århundrede. Det er mennesker hvis navne, vi alle sammen kender i Argentina og som vi ved fortsætter med at lave deres lukrative forretninger på statens bekostning. Det var også imod dem, at borgerne rejste sig. Samtidig har argentinernes vrede også noget at gøre med - og jeg finder det vigtigt at se dette i øjnene - deres egne fejlagtige beslutninger gennem tiden. For den argentinske befolkning har gentagende gange, i hvert fald gennem de sidste 15 år, stemt på partier med politiske programmer, der kun kunne lede til den afgrund, som vi befinder os i i dag. Det som nogen af os kalder "selvmordsstemmen" og som den brasilianske oppositionsleder Lula da Silva så rammende har beskrevet som alle uvidende folks tragedie - at de "stemmer på deres bødler".

Alt dette er baggrunden for at protesterne er fortsat, og at der også i dag stadig er en så stor folkelig mistillid. Efter Præsident de la Rúas afgang udnævnte parlamentet en politiker fra det peronistiske parti til ny præsident. Men han nød ingen anseelse i befolkningen og var desuden under mistanke for korruption. Efter sin tiltrædelse fastsatte han en række populistiske målsætninger, som aldrig ville kunne føres ud i livet og som på ingen måde levede op til befolkningens krav. Så middelklassen, som nu var trænede og bevidste om deres egen magt, og som havde fået nok af de interne diskussioner imellem peronister og radikale, (de to partier der har styret Argentina sammen med militæret det sidste halve århundrede) begyndte igen at slå på deres kasseroller i slutningen af året. Dermed fik de også has på Adolfo Rodríguez Sáa, der kun var præsident i 7 dage for så at måtte gå af, fordi han havde mistet støtten fra sit eget parti.

Endnu en populist

Et nyt parlament samledes den 1. januar for at indsætte Eduardo Duhalde som præsident. Han er en konservativ politiker fra det peronistiske establishment, der var vicepræsident under Carlos Menem. I sine populistiske taler lover han også at ændre på de ting, som kun få tror reelt vil forandre sig. Der er sket det, at de to traditionelt rivaliserende partier har samlet sig i en slags konservativ alliance, som de selv kalder for "den nationale redning", men som er under skarpt opsyn fra borgerne, der har lært at være mistænksomme og på vagt overfor alle deres ledere.

Nu er tiden kommet, hvor Argentina må genskabe sin fremtid, men krisens løsning er hverken enkel eller i sigte. Det bliver nødvendigt med store politiske og økonomiske forandringer. Først og fremmest må det afgøres, hvem der skal betale gildet. Hvis regeringen ikke kræver, at bankerne genindfører de penge, som de i dag har gemt væk i udlandet og som reelt tilhører deres kunder, der stadig har deres indestående konfiskeret, og igen forsøger at lægge byrderne for de økonomiske tilpasninger over på den almindelige befolkning, så vil der igen lyde kasserollelarm i gaderne og den politiske situation vil løbe ud af kontrol. Hvis regeringen på den anden side vælger at gennemføre en mere demokratisk omfordeling af de økonomiske ressourcer, som vil ramme de banker og firmaer, der udførte pengene fra landet, må den kunne modstå et enormt pres fra udenlandske regeringer og firmaer, hvis konturer allerede kan anes.

Politisk krise

I lang tid har jeg argumenteret for, at Argentinas problem ikke er økonomien, som verdenspressen ellers ynder at proklamere. Problemet er politisk og måske mest af alt moralsk i langt højere grad, end det er økonomisk. Derfor vil der ikke kunne findes en økonomisk eller finansiel løsning på krisen, før man ændrer den politiske styring af staten og før man reformerer højesteretten, som er den mest mistroede institution i landet. Den nye præsident, Eduardo Duhalde, har muligheden for enten at gennemføre de nødvendige forandringer eller igen forpurre dem. Det er ham, der er ansvarlig for at beslutte, om det endnu engang skal være den almindelige argentinske befolkning, der skal betale regningen for årtiers forfejlet politik. Disse beslutninger afgør ikke blot, om der vil være kasserollelarm i gaderne igen, - hele det argentinske demokratis overlevelse står på spil.

Det handler altså om et helt igennem politisk dilemma. At hævde det modsatte er en del af en neoliberal diskurs, der reducerer alt til makroøkonomiske variabler uden at tage hensyn til mennesker af kød og blod, og som derved har været med til at sprede illusionen om globaliseringen i mange perifere samfund. Globalisering er uden tvivl meget fordelagtig for rige samfund som det nordamerikanske eller de europæiske, men den er dødbringende for samfund med svage sociale strukturer, hvor solidariteten i samfundet skal beskyttes i alle henseender og hvor sundhed, uddannelse, boliger og arbejdspladser skal beskyttes, som var det af guld. Og ikke som det skete i Argentina, hvor det bogstavelig talt blev udslettet takket være løgnene og korruptionen.

Argentinas skæbne

Siden afslutningen på den kolde krig har man overbevist verden om, at der ikke findes alternativer til eller forslag, der kan sætte spørgsmålstegn ved den neoliberale diskurs om globalisering. I Argentina blev denne opgave fuldført af en regulær ideologisk hær. Peronist-regeringen under ledelse af Carlos Menem mellem 1989 og 1999 og efterfølgende den radikale regering under Fernando de la Rúa udgjorde to identiske versioner af den samme totale underkastelse for den neoliberale dagsorden. Det paradoksale er, at det er de samme peronister, der lige har overtaget magten for få uger siden.

Måske er det Argentinas skæbne endnu engang at måtte se sig som et foregangsland: Måske vil dette land blive det første sikre bevis på den neoliberale kapitalismes svækkelse. Måske ser verden på Argentina i dag, fordi vi helt uforventet blev det land, hvor alle de sociale klasser har rejst sig i protest og afvist den ultraliberale model. Er det derfor fjernsynet viser billeder af os? For et øjeblik at vise verden dets uønskede spejlbillede? Måske er det slet ikke så dårligt endda, hvis det bevirker, at modellens skabere og begunstigede opdager, at de i Argentina kan se globaliseringens værste konsekvenser. Folket har ikke alene fået nok af uretfærdigheden, det er meget værre end det: De er gået økonomisk fallit, og derfor forbruger de intet! Det er kendt, at de arbejdsløse per definition også er forbrugsløse. Og der er ikke noget, der skader kapitalismen mere end manglende forbrug.

Artiklen er sakset fra www.lainsignia.org Oversat og redigeret af Stinne Lyager Bech Mempo Giardinelli er argentinsk forfatter og journalist