Arbejderklassen eller mangfoldigheden? Hvem kan og vil forandre verden?

I Negris og Harts bog ”Empire” introduceres begrebet ”the multitude”, her oversat som mangfoldigheden. Negri og Hart ser mangfoldigheden som den kraft, der kan gennemføre en radikal forandring af verdensordenen. Men hvad er denne mangfoldighed for en størrelse? Hvordan adskiller den sig fra arbejderklassen, der ellers traditionelt er udset til dette job?

Af Torkil Lauesen

Der er ingen tvivl om, at industriarbejderklassen har spillet en central rolle i modstanden mod den herskende orden i nu mere end godt hundrede år. Det var blandt industriarbejderne i Europa, at ideen om socialismen fandt grobund i anden halvdel af 1800-tallet. De organiserede sig i socialistiske og kommunistiske partier og skabte fagbevægelsen. De var drivkræften i de revolutionære strømninger i Europa i slutningen af 1800-tallet og de første årtier af 1900-tallet. Trods deres lille andel af befolkningen var det dem, der gennemførte den russiske revolution i 1917.

Årsagen til, at revolutionære udråbte arbejderklassen til at være kapitalismens banemand, var dels at det var den, der opretholdt systemet, og dels at den var udbyttet af det. Logikken var, at arbejderklassen havde en ”objektiv” interesse i at vælte det system, der udbyttede den, og at klassen havde potentialet til det, fordi den opretholdt produktionen. Uden arbejderklassens samarbejde ingen kapitalisme. Arbejderklassens magt lå i at nægte at deltage i produktionen. Generalstrejken var det ultimative våben.

“A working-class hero is something to be...”?

Men op gennem 1900-tallet blev ideen om radikal antikapitalisme svagere i klassen. Fra at søge løsninger på de sociale problemer udenfor kapitalismen, fandt man konkret løsninger inden for en kapitalistisk orden i vores del af verden. Arbejderklassen blev til en korrigerende instans for en kapitalisme den blev mere og mere afhængig af. Klassebevidstheden: ideen og stoltheden over at tilhøre de arbejdende masser, der kunne og ville forandre verden, faldt fra hinanden i vores del af verden.

Der er dele af fagbevægelsen, der stadig har et radikalt forandringsperspektiv, men fra anden halvdel af 1900-tallet har det i Europa i lige så høj grad været ungdommen, eller grupper, som har defineret sig selv på andre måder end som arbejderklasse, der har været drivkræften i de sociale bevægelser, der har stået for et radikalt forandringsperspektiv.

De radikale kræfter har til stadighed søgt at mobilisere ”arbejderklassen” til kampen, i bevidstheden om at uden dem går det ikke, men responsen har været lille.

I den Tredje Verden

I ”periferien” - det vil sige i de lande, der var underlagt den europæiske imperialisme - spillede andre klasser end arbejderklassen ofte en hovedrolle i kampen for forandring. I Kina, Vietnam, i de portugisiske kolonier i Afrika, i Mellem- og Latinamerika var det først og fremmest småbønder og landarbejdere, der bakkede op om de revolutionære ideer, trods retorikken om arbejderklassen som revolutionens avantgarde. En årsag hertil kan være, at kampen i periferien, ikke først og fremmest var antikapitalistisk, men national, antikolonial, antiracistisk og antifeudal. Det antikapitalistiske aspekt kom til fordi, det var socialistiske og kommunistiske bevægelser, der stod i spidsen for de antikoloniale kampe i periferien.

Først i de sidste 25 år er der kommet skub i industrialiseringen af den såkaldte Tredje Verden. Mens industriarbejderklassen er stagnerende i USA og Europa, er den i vækst i den Tredje Verden ikke mindst i Sydøst Asien. Men også her synes det som om, at klassen som helhed kæmper inden for rammerne af den kapitalistiske orden. Den er ikke for nuværende nogen spydspids i kampen for en anden verdensorden, selv om man ikke skal afskrive de millioner af industriarbejdere, der i de sidste årtier er blevet skabt i Kina. Til trods for at industriarbejderklassen forsat er i vækst rent talmæssigt, spiller den måske ikke længere den samme centrale rolle. Service-, informations-, videns- og kommunikationsproduktionen har indtaget den centrale plads i kapitalismen, hvilket afspejles i den globale arbejdsdeling. For tiden koncentrerer disse sektorer sig i USA, Europa og Japan, mens industriproduktionen rykker til især Asien.

Fabrikken som kampplads

Ideen om industriarbejderklassen som den centrale revolutionære kraft og ”fabrikken” som kamppladsen knytter sig til en bestemt fortolkning af, hvordan værdier skabes og fordeles, og dermed også til hvordan og hvor udbytningen af arbejdskraften finder sted. Det er en fortolkning af værdiskabelsen, som en proces, hvor arbejderen nærmest lægger værdien ind i varen i den konkrete arbejdsproces. I den traditionelle fortolkning af marxismen er det, det konkrete arbejde som via kapitalforholdet i fabrikken bliver til profit.

Der er ingen tvivl om, at det er menneskeligt arbejde, som er kilden til værdiskabelsen i samfundet. Men hvor værdien skabes, bestemmelsen af dens størrelse og fordelingen af den, er en uhyre sammensat proces, der springer ”fabrikkens” og dermed den konkrete vareproduktions rammer.

Dette forhold kommer tydeligt til udtryk i f.eks. informations- og vidensproduktionen, hvor værdiskabelsen er afhængig af arbejdskraftens kreativitet og fantasi, eller i dele af serviceproduktionen, hvor værdien af produktet er afhængig af arbejdskraftens sociale viden. Disse kvalifikationer skabes og udvikles ikke blot på arbejdspladsen, men mange steder og i mange relationer i samfundet. De almindelige sociale relationer bliver til en del af den kapitalistiske produktion. Ligeså med fordeling af værdierne. De er ikke kun afhængige af den konkrete kamp mellem arbejder og kapital i virksomheden. Det globale markeds økonomiske og politiske kræfter fastsætter priserne på arbejdskraft og varer på en uhyre sammensat måde, der springer rammerne for, hvad der foregår på den konkrete arbejdsplads.

Den sociale fabrik

I stedet for ”fabrikken” som sted og ramme for klassekampen kan man tale om den ”sociale fabrik” som kamppladsen. Ikke kun de konkrete produktionssteder men også hjemmet, byen, institutionerne er slagfelter. Når man bruger begrebet ”den sociale fabrik” er magtrelationen mere end det snævre arbejder/kapitalist-forhold knyttet til ”fabrikken” og kampen mellem løn og profit. I ”den sociale fabrik” er magtrelationerne mange og decentrale og produktiviteten er noget, der udspringer fra hverdagslivet, i lige så høj grad som fra hvad der sker i ”fabrikken”. Kapitalen gennemtrænger mere og mere af vores liv. Den benytter sig af en lang række magtformer og politiske praksisser som former mennesker og deres handlinger, således at de stadigt bedre kan indgå i skabelsen af profit. Hele samfundet eksisterer som en funktion af ”fabrikken”. Ideen om ”den sociale fabrik” er således ikke en benægtelse af, at der er tale om kapitalistisk udbytning, men det er en mere kompleks analyse af, hvor og hvordan denne proces sker. De kapitalistiske magt og modmagtsforhold er mangfoldige og findes overalt i samfundet. Kapitalen investerer ikke kun i ”fabrikken”, den forvandler også byen med dens liv og dens gader til en produktiv strøm. Kamppladsen er ikke kun ”fabrikken”, men også byen, miljøet, institutioner og kampformen er ikke kun strejken. De mange husbesættelser i 1980’ og 90’ernes er et udtryk for dette. Vore dages ”Reclaim the street” og kampen for det offentlige rum til at forsamles og udtrykke sig i er et andet. Det kommer for eksempel til udtryk i kampen om plads til reklamer eller graffiti og street art. Strejken er kun nægtelse af lønarbejde. Den sociale strejke er civil ulydighed, fra topmødernes konfrontationer med ordensmagtens ”nul tolerance” til f.eks. nægtelse af at betale for offentlig transport.

Ideen om den ”sociale fabrik” springer således rammerne for den gamle klasseanalyse men beholder kapitalismeanalysen. Den udvider samtidig den revolutionære klasse fra det snævre ’industriarbejderne’ til ’mangfoldigheden’, som omfatter flere grupper og identiteter.

Mangfoldigheden

Lad os se lidt nærmere på denne mangfoldighed. Hvorfor skulle den kunne indløse de forhåbninger om en slagkraftig modstand, som arbejderklassen ikke har formået at indfri? Er det bare varm luft? Tesen om ”mangfoldigheden” som drivkræften i en radikal forandring af verden blev første gang præsenteret i Negris og Harts bog ”Empire”. Ligesom industriarbejderklassen var et produkt af 1800-tallets nationale kapitalisme, er mangfoldigheden skabt af den globaliserede neoliberale kapitalisme. Denne fase i kapitalismen opløser nationalstatens ”folk”, den fragmenterer de traditionelle klasser i en række nye politiske identiteter, den individualiserer. Hvem vil i dag tilhøre ”masserne”? Hvor solidariteten tidligere koblede lighed med enshed, udvikler der sig et lighedsbegreb, der knytter sig til respekt for forskellighed. Flerheden og forskelligheden betyder, at det ikke længere er ét proletariat i den traditionelle betydning af en industriarbejderklasse, men en flerhed af potentielt allierede bevægelser, der kan forandre samfundet.

Zapatisterne ser for eksempel deres bevægelse for et værdigt liv for den oprindelige befolkning i Chiapas, som en glassplint i et kalejdoskop, som et fragment af jordens udbyttede og undertrykte mennesker. Kalejdoskopets fragmenter består af mange forskellige former for liv, projekter og visioner. Men ligesom alle glassplinterne i kalejdoskopet er underkastet rørets drejninger, er mennesker overalt på jorden underkastet den globale kapitals logik. Denne fælles skæbne samler mangfoldigheden af splinter til et mønster - til en fælles front.

Man kan måske også se begrebet ”mangfoldigheden” som en videreudvikling og radikalisering af ”Triple Oppression” ideologien. Den gik kort fortalt ud på, at undertrykkelsen ikke kun består i kapitalistisk udbytning, men at der også er racemæssig og kønsmæssig undertrykkelse, og at disse rangerer på lige fod med den klassemæssige. 1990’ernes autonome tog ”triple oppression” til sig. Men i praksis insisterede de forskellige modstandsformer i den grad på deres forskellighed, at de havde besvær med at forene sig i et samlet projekt. Der synes at være en modsætning mellem det at insistere på en særlig identitet og forskellighed på den ene side og enhed og fællesskab i kampen på den anden. Mangfoldigheden søger bevidst at se de forskellige modstandsformer som noget, der supplerer og understøtter hinanden.

Mangfoldighedens praksis

Rent praktisk er mangfoldigheden kommet til udtryk i bevægelsen mod ”globaliseringen fra oven og neoliberalismen”. Zapatisternes oprør i 1994 og Encuentro’en i Chiapas i 1996 var en vigtig inspirationskilde. Gennembruddet var demonstrationerne mod WTO i Seattle i 1999. Grupper, der tidligere havde handlet separatistisk aktionerede i fællesskab. Fagbevægelsen, miljøbevægelser, feminister, bøsser og lesbiske, kommunister, socialister, anarkister og autonome, oprindelige folk osv. fremstod som en samlet modstand mod WTO’s neoliberale politik. Siden er fulgt en række demonstrationer, hver gang globale neoliberale institutioner har afholdt møder. Man kan se bevægelser som ATTAC og Peoples Global Action som udtryk for denne mangfoldighed. Ligesom de ”Sociale Forummer”, fra det globale i Porto Alegro til de mange lokale, er et eksempel på en praksis, der udvikler denne revolutionære bevægelse.

Mangfoldigheden er et forsøg på at genformulere, hvad proletariatet egentligt er. I mangfoldigheden ligger en kritik af at indsnævre den revolutionære kraft til kun at omfatte arbejderklassen. Jeg husker nogle diskussioner fra 1970’erne om, hvorvidt nu postarbejdere, transportarbejdere eller pædagoger tilhørte arbejderklasse og dermed kunne betragtes som det revolutionære potentiale. Kun de ægte industriarbejdere med skruenøgle og overalls, der direkte producerer fysiske varer kunne lede revolutionen. Dette arbejderklassebegreb marginaliserede en masse grupper fra modstanden. Det ubetalte arbejde, de fattige og arbejdsløse, det såkaldte ”lumpenproletariat” blev der set med skepsis på. Bønder og landarbejdere, oprindelige folk, alle måtte de i bedste fald lade sig lede af den rigtige arbejderklasse. De blev betragtet som potentielt reaktionære. Mange kampe i de senere år har udfordret denne eksklusion: Zapatisterne, de jordløse i Brasilien, de fattige i Argentina, bevægelsen mod en ”globalisering fra oven”.

Fra parti til netværk

Mangfoldighedens organisering adskiller sig også fra arbejderklassens ide om partiét. For partiét er masserne nogen, der skal mobiliseres, aktiveres og ledes. Mangfoldigheden er selv aktiv og den kan handle i sit eget navn.

Mangfoldigheden nægter at vælge mellem at være organiseret under en samlet hat på den ene side, og på den anden side blot at handle separatistisk for en sag. Mangfoldigheden anerkender, at vi er forskellige, og vi skal forblive forskellige, men at vi må handle i fællesskab. Vi kan være begge dele og vi skal være begge dele. Nogle gange kæmper de forskellige dele af mangfoldigheden på en række fronter. Andre gange manifesterer mangfoldigheden sig som en klynge eller en sværm om en sag eller en begivenhed: Krigsmodstanden, et topmøde eller en neoliberal politik.

Mangfoldighedens solidaritetsbegreb er dermed også anderledes end det traditionelle. En solidaritet må basere sig på respekt for forskellighed mere end på solidaritet baseret på enshed. En solidaritet, hvor jeg anerkender, at du er anderledes og kan gøre en forskel, hvis du anerkender min forskellighed og at jeg kan gøre en forskel. En verden med plads til mange verdner. Det betyder ikke en accept af klasseforskelle, kønsdiskriminering eller racisme, men at målet ikke er, at vi alle skal være ens - blive en del af masserne.

Hvad må der gøres?

Mangfoldigheden er stadig en noget diffus størrelse. Den har indtil videre først og fremmest manifesteret sig omkring topmøder og i forbindelse med demonstrationer og aktioner. Den er i gang med at udvikle den civile ulydighed som modstandsform, men den mangler endnu at udvikle hverdagspraksisser og modstandsformer, der direkte og effektivt kan imødegå kapitalismen og neoliberalismens magtformer, på samme måde som strejken er arbejderklassen våben i fabrikken. Mangfoldigheden må udvikle modstanden ”i den sociale fabrik”. Det er nødvendigt at udvikle en global strategi og en global organisering, der svarer til kapitalens globalisering. Det drejer sig helt enkelt om kampen for en global ligeløn og globale arbejdsvilkår. Uden den forbliver mangfoldigheden splittet af konkurrencen om en gunstig placering i en global arbejdsdeling bestemt af kapitalen. Og uden en globalt orienteret fagbevægelse vil mangfoldigheden mangle en vital del og have svært ved at opnå nogen slagkraft. Den gamle arbejderklasse er således en uundværlig komponent i mangfoldigheden. Mangfoldigheden må samtidig også vise, at en anden verden er mulig, at det ikke kun er et fatamorgana, men at vi er på vej derhen. Vi må komme med konkrete alternativer, opbygge, udvikle og synliggøre fællesskaber, som bygger på andre normer end de neoliberale. Mangfoldigheden må vise, at den vil og kan styre en anden verden.

Konkrete alternativer til kapitalismen bliver et tema i næste nr. af Gaia