Analyse: ETA’s dilemma

ETA’ s væbnede kamp er blevet mødt med stigende folkelig modstand - selvom den baskiske venstrefløj fastholder sin opbakning. Det sætter strategien med væbnet kamp under pres - samtidigt med at venstrefløjen er frataget alle legale handlemuligheder. ETA og den baskiske venstrefløj står i et alvorligt dilemma.

Af Ulrik Wagner

Bomberne i Madrid er en kærkommen lejlighed for ETA til at standse op og reflektere over de sidste 8 års strategi. Likvideringer af politikere har ikke skabt en situation, der har gavnet selvstændighedsbevægelsen. Derimod har de fungeret som regeringens påskud for at indskrænke stadig flere demokratiske muligheder. Vil man forstå ETA’s strategi, må man se på historien: I kølvandet på Franco-diktaturet fandt der ikke et retsopgør sted. Centrale skikkelser fra 40 års fascistisk diktatur blev lukket ud i det nye demokrati. En ledende fascist som Antonio Samaranch opnåede senere at blive formand for den Internationale Olympiske Komité, mens andre fandt sig til rette i det nye oppositionsparti på højrefløjen, Alianza Popular, der senere i midten af 90’erne under navnet Partido Popular danner regering med Aznar i spidsen. Et ungt demokrati, som Spanien ofte beskrives som, huser således mange sår, der aldrig er blevet behandlet.

Anti-klimaks

Efter i 60’erne og 70’erne stort set at være de eneste, der tog kampen op med det fascistiske styre, mens europæere strømmede til de spanske turistområder, kan det manglende retslige opgør have virket som et uforståeligt anti-klimaks. Over en kort årrække blev Spanien pludselig et demokrati og derpå et medlem af de ansete vestlige klubber som NATO og EF uden at udlandet fandt dette problematisk. Dette kan være med til at forklare ETA’s linje i kampen for et frit Baskerland. Fortællingen om det onde diktatur, der gennemgik en forvandling over en nat fra være en grim ælling til nu en ung hvid svane, oplevedes anderledes af de baskere, der i årevis ikke havde haft retten til at tale deres eget sprog, danne egne foreninger og partier og - som mange andre spanierne - desuden havde lidt under de manglende demokratiske og sociale rettigheder, som karakteriserede diktaturet.

Et andet rationale bag ETA’s handlinger er opfattelsen af Baskerlandet som besat land. Civilgarden er det fysiske udtryk herfor, mens betegnelsen af Spaniens udelelige enhed garanteret af civilgarden er det juridiske udtryk herfor. Hermed er en væsentlig demokratisk rettighed - retten til national selvbestemmelse - også forankret i selve den spanske stats fundament, uden at baskerne har mulighed for selv at bestemme deres status.

Likvideringer og modreaktioner

At nogle baskere har en anden fortælling om den nyere historie kan måske forklare - men ikke nødvendigvis legitimere - udviklingen i ETA de senere år. Siden midten af 90’erne er likvideringer af politikere fra både det konservative og det socialistiske parti været hyppige og brutale. Dette har været medvirkende til, at den såkaldte Basta Ya! fredsbevægelse har kunnet etableres, men bevægelsens reelle formål har hele tiden været at skabe en mobilisering til fordel for den spanske forfatning og mod alle tænkelige planer om baskernes nationale selvbestemmelsesret. Man kan altid stille sig det spørgsmål, hvorvidt en sådan modreaktion ville været kommet uanset ETA’s strategi. Noget der peger i den retning er, at venstrefløjens popularitet i årene efter drabet i Ermua i 1997 ikke var aftagende. I 1998, hvor ETA indgår en ensidet våbenhvile, og hvor Herri Batasuna, sammen med mange øvrige partier og bevægelser indgår Lizarra-aftalen, er tilslutningen til venstrefløjen på et højdepunkt. I Lizarra-erklæringen ridses muligheden op for en fredelig løsning, der i højere grad betoner baskernes ret til selvbestemmelse, frem for at gøre et selvstændigt Baskerland til målet. I denne periode opnår venstrefløjen at blive det næststørste parti ved lokalvalgene med over 18 % af stemmerne. Dette kan tolkes som en folkelig støtte til et mindre voldeligt ETA og til venstrefløjens samarbejdspolitik på tværs af partiskel med det formål at få en fredelig løsning på konflikten.

Jernnæve politik

Lizarra-erklæringen og den store støtte til den baskiske venstrefløj var malurt i bægeret for den nye konservative regering, og allerede i sommeren1998 forbydes venstrefløjsdagbladet Egin. Da ETA i december 1999 aflyser våbenhvilen, griber regeringen chancen og har siden med god hjælp fra de såkaldte undersøgelsesdommere med Balthasar Garzon i spidsen ført en jernnæve politik overfor den baskiske venstrefløj. Således kunne 1/5 af vælgerne, som i 1998 stemte på Euskal Herritarok, ikke kunne blive repræsenteret ved lokalvalgene i 2003, ligesom flere aviser var blevet lukket. Begrundelsen har altid været den samme: En del af ETA’s netværk. Og denne politik er blindt blevet støttet af statsledere, udenlandske NGO’ere og journalister i tiden efter 11. september 2001. Konklusionen kan således være, at den nye hårde kurs fra Madrid i højere grad skyldtes venstrefløjens stigende popularitet, end den skyldtes ETA’s kurs. ETA’s strategi gjorde det blot nemmere for Aznar-regeringen at legitimere sin politik over de spanske vælgere og alliancepartnere i udlandet, fordi færre og færre kunne se rationalet bag ETA’s likvideringer.

Strategi-skift

Over en årrække har repressionen ændret sig fra at være et arbejde udført at civilgarden til i dag at blive vedtaget af politikere, men ført ud i livet af domstole og i sidste ende af det lokale baskiske politi. Denne udvikling følger den udvikling, man har fulgt fra Herri Batasuna. Frem til midten af 90’erne arbejdede man for en forhandlingsløsning. I første omgang strandede denne i Algeriet i 1991, hvorefter inspirationen kom fra den nordirske model. ETA’s fredsforslag fra 1996 blev ikke imødekommet, hvorefter der skete en radikal ændring i strategien væk fra forhandling til at søge en opbygningsstrategi. Parallelt med de spansk-kontrollerede og forfatningsbaserede institutioner oprettedes egne institutioner og initiativer. Dette er efterfølgende blevet mødt med fængslinger og forbud. ETA har herefter set de spansk-orienterede politikere som den direkte hindring for national selvbestemmelse.

ETA efter madridbomberne

Selvom ETA’s strategi langt fra har ødelagt den folkelige støtte til den baskiske venstrefløj, så har man samtidig afskåret sig fra muligheden for at skabe alliancer med mere moderate baskiske kræfter og ikke mindst den spanskorienterede venstrefløj i og omkring IU, det Forenede Venstre, hvis kerne udgøres af det spanske kommunistparti. IU støtter selvbestemmelsesretten, men ønsker dog at bevare et forenet Spanien.

Situationen er efter valget præget af nybrud. Det interessante er, om den nye PSOE-regeringen er parat til komme med indrømmelser og i så fald også karakteren af disse indrømmelser. Et scenarium kan blive, at PSOE laver en aftale med PNV i håb om, at det vil sætte en stopper for støtten til den baskiske venstrefløj. Dette kan være med til at marginalisere den baskiske venstrefløj, hvilket både er i PSOE og PNV’s interesse, men hvad skal da være ETA’s svar? At fortsætte den væbnede kamp, men uden større folkelig støtte, er dødsdømt, men hvis PNV sælger ud af kravene, kan dette øge en opbakning til selvstændighedsbevægelsen og det, kombineret med en stærkere venstreorienteret selvstændighedsbevægelse i Katalonien, kan være starten på en folkeligt baseret omstrukturering af den spanske stat, som vi kender den i dag.

Dilemma

Op til valget ”fredede” ETA Katalonien for organisationens aktiviteter efter en aftale med det republikanske venstrefløjsparti ERC. ERC oplevede trods mediehetz og politisk stormvejr en massiv fremgang. Den nye regering har indtil videre ikke vist interesse for forhandling, så den kommende tid må give flere svar. Men at intensivere sine aktioner mod civile vil være politisk selvmord i en stat, hvor 11 millioner, en fjerdedel af befolkningen, var på gaden mod terror efter bombningerne den 11. marts. I en situation, hvor nybruddet har skabt en mulighed for nye aftaler, er et af den baskiske venstrefløjs største problemer, at deres parlamentariske gren er forbudt. Således mangler man et ansigt ud ad til. Derfor er en satsning på en bred massebevægelse den eneste mulighed i en situation, hvor man ikke tåler at tabe fodfæste i det baskiske civilsamfund. En stor del af bevægelsen er forbudt, så reelt er der tale om en infrastruktur, der fungerer illegalt.

ETA står således tilbage i et dilemma, hvor de senere års likvideringer af politikere ikke har banet vejen for retten til national selvbestemmelse - endsige et selvstændigt Baskerland. Tværtimod har det marginaliseret venstrefløjen, der dog fortsat nyder stor folkelig opbakning trods forbud. På den anden side har der hidtil ikke været meget, der har peget på en forhandlingsløsning, hvor den spanske og franske stat er kommet med positive signaler eller direkte udspil og indrømmelser.

En mulighed for ETA kunne være at varsle en ensidig våbenhvile, hvilket skete i Katalonien op til valget. Dette vil øge presset på den nye regering, der har set, at en folkelig vilje ønsker at få stoppet de politisk motiverede mord. En regering, der vil fortsætte den tidligere regerings jernnæve-politik, vil få et forklaringsproblem, hvis modstanderen fremkommer med et entydigt ønske om forhandling. Samtidig vil en sådan løsning også skabe nye rammer for den baskiske venstrefløj, der i årevis har været fanget i en situation, hvor den væbnede kamp ikke har været den bedst tænkelige. Hvis en sådan nyudvikling væk fra den væbnede kamp skal realiseres kræver det også, at forbud mod partier tages af bordet til fordel for flere demokratiske rettigheder.