Algeriet - den glemte borgerkrig

I julen sidste år blev et Air France fly kapret i Algeriet. Flyet blev tvunget ud af kurs i retning af Paris. For- og bagenden af flyet var proppet med dynamit, og ville, hvis ikke det var lykkedes franske sikkerhedsstyrker at gribe ind tidligere, have forårsaget katastrofale følger, hvis flyet var blevet bragt til sprængning over millionbyen. De fire kaprere, der kom fra "Groupe lslamique Arme" (GAI), blev alle dræbt, før de fik deres gerning ført ud i livet. Et par dage senere myrdedes fire katolske præster i kaprernes hjemland - Algeriet.

Af Ulrik Wagner

Den tilspidsede krise mellem de militære myndigheder, den væbne de illegale islami ske opposition og den legale opposition har eksisteret i flere år, men er indenfor det seneste år blevet voldsomt optrappet. Algeriet er en tidligere fransk koloni. Efter årelang befrielseskamp blev landet selvstændigt i 1962, da daværende præsident De Gaulle måtte bøje sig for presset fra "Front de Liberacion National" (FLN), som snart derpå slog ind på en etpartikurs. FLN, der nød en bred støtte blandt venstreorienterede verden over, kom allerede kort efter magtovertagelsen i konflikt med andre mere socialistisk orienterede grupper i spørgsmålet om partiets monopol på statsmagten. FLN satsede tungt på at opbygge en sværindustri, hvilket betød, at landsbrugspolitikken, og herved fødevareforsyn ingen blev stærkt underprioriteret. Som så mange andre tidligere kolonier blev Algeriet også offer for den nykolonialistiske politik, der ikke rykkede grundlæggende ved de sociale og økonomiske strukturer, der havde præget landet i kolonitiden under fransk herredømme. Landet havde under FLN's regeringsperiode oparbejdet en solid udenrigsgæld på over 20 mia. dollars og en massiv arbejdsløshed, der specielt ramte ungdommen. Samfundets fattigste befandt sig på sultegrænsen, og i 1988 kom det til voldsomme oprør i Algeriet. Oprørerne blev brutalt nedkæmpet og flere hundrede dræbt. I perioden efter oprøret i '88 lovede regeringen politiske lempelser i demokrati sk retning. I denne periode begynd te "Front Islamique du Salut" (FIS) stille og roligt at bygge sig op, hvilket der var rige muligheder for, da de rigtige økonomiske og sociale forudsætninger var tilstede.

FIS - før og under valgene

Ved lokalvalgene i 1989 vandt fronten en overbevisende sejr. På paroler om mad, bolig og arbejde til alle havde man ikke svært ved at vinde opbakning. Kravene blev krydret med en udbredt antivestlig og nationalistisk linje, der i første omgang blev rettet mod de tidligere koloniherrer fra Frankrig. Mange unge, som ikke kunne finde sig selv i Algeriets kaotiske situation, hvor stofmisbrug og smugleri syntes at være det eneste alternativ, valgte at støtte FIS, som havde og stadig har en solid støtte fra de nedre sociale lag i de industrialiserede byer i den nordlige del af landet. I første runde af parlamentsvalget i december 1991 var FIS tæt på at vinde det absolutte flertal. Herefter skulle der en anden runde til, som FIS så ud til at vinde meget klart. Hvad der herefter ville ske, var der ingen, som vidste. FIS mål er oprettelsen af en islamisk stat med en muslimsk lov, den såkaldte sharia. Herved kan politik, jura og religion ikke adskilles. Nogle havde skræmmebilledet fra Iran i baghovedet, hvor Khomeni-tro folk havde taget magten i 1979 efter at have skilt sig af med Shahen og derpå venstrefløjen og andre kritikere af styret. Dette ville generaler fra hæren ikke tolerere, og selvom man på papiret anerkendte begrebet demokrati, så ville man ikke lade flertallet bestemme. Og flertallet støttede FIS, også selvom deres "demokratiske" idealer nok ikke lige svarede til den legale oppositions og Vestens. Militærkuppet blev gennemført før anden valgrunde, og herved blev FIS frataget den sejr, som de ville have banet sig vejen til på normal demokratisk vis. Det tidligere regeringsparti FLN , der havde siddet siden landets ophævelse fra kolonistatus, vendte sig fra hærens kup, og det samme gjorde andre dele af oppositionen. Hærens hårde linje overfor FIS blev bl.a støttet af gruppen "Rassemblement pour la Culture et la Democratie" (RCD), der alligevel kalder sig demokrater. Kort efter hærens kup kom det til de første væbnede sammenstød mellem hær-enheder og politiet på den ene side og tilhængere af den i mellemtiden forbudte Islamiske Frelserfront på den anden. FIS' ledere var for størstepartens vedkommende flygtet til udlandet, andre igen var blevet dræbt og nogle, herunder lederne Abassi Madani og Ali Belhadj, fængslet.

Algeriet på randen af borgerkrig

De væbnede konfrontationer begrænsede sig i starten til hovedsageligt kun at ramme uniformerede fra hær og politi eller islamister, men udviklingen har taget en anden og meget mere sørgelig retning. Diplomater fra udenlandske konsulater og ambassader, kvinder uden slør, kunstnere og musikere, intellektuelle, ledere fra den legale opposition, journalister og tilfældige forbipasserende, er blevet ofre for enten regeringens eller islamisternes kugler. En yndet måde at dræbe på for sidstnævnte er ved at skille hovedet fra kroppen med blankpolerede sværd, og derefter kun at efterlade hovedet som bevisbyrd. Kvinden har mærket meget til den ændrede situation. Men allerede i 1984 indførte den daværende FLN-regering en familielov, der gjorde giftermål gennem familiehandel og flerkoneri muligt, hvilket ikke kom kvinden til gode i et i forvejen mandsdomineret samfund. Tvunget brug af tilsløring, som det også kendes fra Iran, er blevet krævet af islamisterne i de områder de kontrollerer totalt. For de kvinder, der har modsat sig dette, har der oftest kun været et alternativ - en evig frygt for repressalier i form af chikane, korporlig afstraffelse eller endig mord. Ligelede er kvinden i højere grad blevet tvunget tilbage i hjemmet. Det ofte selvom mange kvinder har haft lange uddannelser bag sig som læger eller ingeniører. Selvom det var FIS, der vandt valget, så skal man ikke se bort fra, at de langtfra står alene med brugen af vold. Sidenhen er der kommet mere extreme grupper til så som GAJ. der fuldstændigt forkaster enhver form for forhandling med hæren og den legale opposition. Dertil kommer, at dele af hæren, herunder den nuværende øverstkommanderende for de væbnede styrker Muhammed Lamari, er ligeså stejle overfor modstanderen og helst så, at man udryddede den islamiske opposition militært. At FIS langt henad vejen stadig troede på forhandling, ses ved at de så sent som i 1994 ikke havde en egentlig militær forgrening. Den kom i selvsamme år, hvor "L'Armee Islamique du Salut" (AJS) blev dannet. På det tidspunkt var GAI dannet og havde i længere tid været den voldstoneangivende udenfor FIS' kontrol. GAI regnes da også idag mere som arnen til den militante muslimske vold. Langt hen i efteråret havde general Liamjne Zeroual, der er udnævnt til landets præsident af kupgeneralerne, forhandlinger igang med lederne af FIS. Disse forhandlingerne er af iagttagere blevet kaldt skinforhandlinger, da det i virkeligheden gik ud på at passificere FIS tilhængerne, mens man så kunne få tid til at eliminere GAI og gennemføre vidtrækkende og lammende aktioner mod potentielle tilhængere af både FIS og GAI . Regeringen har på den måde forsøgt at udnytte modsætningen mellem FIS og GAI, som strides om at være den toneangivende part for den islamiske opposition. I marts i år indledte hæren en offensiv mod GAI. Mere en 300 mennesker fra gruppen blev dræbt på kort tid. Samtidig lovede præsident Zeroual at afholde valg inden udgangen af 1995. Herved står FIS i et dilemma: Skal man nok engang arbejde for at kunne stille op til et valg, man har gode chancer for at vinde, men som man ikke kender konsekvenserne af at vinde? Erfaringerne fra 1992 lurer stadig i baghovedet. Regeringens seneste offensiv samtidig med at den har stoppet "dialogen" med FIS-lederne, der imidlertid er ophøjet til "kun" at være i husarrest, giver ikke noget entydigt signal om oprigtigheden at det påståede valg i løbet af 1995. Terroren fortsætter i landet, hvor politiet oftest operere maskeret, hvor hele landsområder regeres af FIS og GAI, og hvor den legale opposition alene ikke kan udrette meget.

Venstrefløjens svaghed

Den politiske frihed er efter Algeriet s selvstændighed jævnt hen udeblevet indtil den spæde åbning i 1989, samtidig med at FLN ikke har kunnet klare den økonomiske situation Andre mere progressive grupper så som "Front des Forces Socialistes" (FFS) har ikke formået at udnytte de muligheder, der er blevet givet. FFS' leder Hocine Ait-Ahmed var og er arv modstander af etpartistyret og fronten indledte kort efter dets dannelse i 1963 et væbnet oprør mod FLN-regimet. Han blev senere benådet efter først at være blevet dømt til døden. FFS har deres base og bagland det bjergrige.

Kapylien med hovedbyen Tizi-Ouzou , hvor landets store etniske minoritet Berberne lever. Herfra fik partiet næsten alle deres mandater ved parlamentsvalget i 1991. Fronten går ind for en dialog med de mere moderate kræfter i FIS, og har fra starten af været modstander af militærkuppet og deres tilsidesættelse af alle tænkelige demokratiske rettigheder. Berberne er kommet i klemme i konflikten mellem militæret og islamisterne i Algeriet. Der lever ca. 8 millioner berbere i landet - de fleste i Kapylien, men også mange i Algier by og Paris.

I Kapylien har FIS traditionelt ikke den store støtte, hvilket kan aflæses af FFS' popularitet ved valget i 1989 og '91. Berbernes kamp er snarere koncentreret om accept af deres sprog end et egentlig krav på national selvstændighed. "Mouvement Culturel Berbere" (MCB) har siden 1980 kæmpet for anerkendelse af det berbiske sprog tamazight, men bevægelsen er splittet mellem tilhængere af FFS og RCD, der på ingen måde ønsker en dialog med FIS. Lederen af RCD, Said Sadis, er under mistanke for at være blevet skabt af generalerne, bl.a. pga. sin støtte til annuleringen af valget i 1992. FIS' krav før valget i både '89 og senere i '91 om mad, bolig og arbejde til alle, er et krav, der egentlig ligeså godt kunne være blevet fremført af et venstrefløjsparti. Det viser kun alt for godt, at FIS har overtaget en rolle som frontkæmpere for de socialt svagest stillede, og her ser man venstrefløjens svaghed i Algeriet. I stedet for en offensiv venstrefløj er det nu islamiske fundamentalister, der set fra den almindelige befolknings side står op for folkets krav og rettigheder, men befolkningens sociale krav blandes gerne med ultrareaktionære krav rettet mod demokratibegrebet, arbejderne og frem for alt kvinden. Dertil kommer en vis portion nationalisme, der bruges som blændværk for befolkningen, som da Khomeni brugte den anti-amerikanske stemning og religionsdyrkelsen til at tilsløre sit eget og det højere præsteskabs forrædderi og til at planlægge erobringskrige.

Da militærregeringen opgav "dialogen" med FIS tog FFS , FLN, den moderate muslimske organisation Hamas (skal ikke sammenlignes med navnebroderen fra Palæstina) og menneskerettighedsaktivister initiativ til et møde i Rom den 21. og 22. november 1994. Dette blev organiseret i samarbejde med den katolske organisation St. Egido, der har nære bånd til Vatikanet. Det brede samarbejde om en løsning på situationen i Algeriet gjorde myndighederne rasende - hvad kunne denne mulige enighed ikke føre til på længere sigt?

De vestlige reaktioner

Vesten har også sine interesser i området. Frankrig har som den tidligere kolonimagt valgt entydigt side til fordel for militærregimets generaler. Fra starten af den væbnede konflikt har landet forsynet Algeriets hær, der i forvejen var en af regionens største, med våben og nyeste teknologi. Herved har de lagt sig for had i islamiske kredse. EU har med sin stiltiende accept fra starten af valgt side. Lande, der ofte bryster sig af at være demokratiets vogtere, har stilltiende accepteret, at et lovligt valg er blevet annuleret på det groveste. Man forsvarer sig med, at det er modstandere af demokratiet, der ville have vundet valget. Desuden vælger man som så mange gange før at se fuldstændigt bort fra de forudsætninger, fundamentalismen har at vokse op under. Man ser bort fra at landet har været mere eller mindre tvunget til, som så mange andre tidligere kolonier, at gældsætte sig efter selvstændigheden. Man ser bort fra den mangel på demokrati og social udligning, der ken det egner Algeriet. Derimod vejer argumenter så som flygtningestrømme, der truer Europas kyster, tungt på den måde, at man sgu' er ligeglad med om folk flygter, men i det øjeblik, de kan blive et problem for EU, så reagerer man. Derfor har man valgt at vende den anden kind til - og lukke øjnene - for militærets regime og groteske krænkelser af menneskerettighederne i landet. Uofficielle kilder taler om tusindvis af mord i Algeriet om ugen. Vestlige efterretningstjenester opererer med et officielt tal på 1000 om ugen. Flere tusinde deserterer fra den algierske hær. Nogle af dem slutter sig til de væbnede islamiske grupper. Andre igen står i et andet dilemma: Man er fanget mellem hæren og islamisterne. Begge sider truer en med mord og lemlestelse, hvis man ikke enten går i hæren eller deserterer. Dette kan ske for berbere, moderate religiøse grupper eller folk fra den legale opposition. Eneste alternativ bliver at flygte - enten ved at søge til Paris som illegal flygtning eller ved at håbe på Vestens humane indstilling til konflikt en. Sidstnævnte er ikke at anbefale. EU -herunder også Danmark har valgt at vende det blinde øje til konflikten og dens mange civile ofre. Indenrigsministeriet skal have blod og lig på bordet, før man ændrer holdning og giver flygtninge fra landet asyl. Lad dem tage til Algeriet, og de vil se det! En gruppe i Vesten har taget et standpunkt. Det drejer sig om de private firmaer med økonomiske interesser i Algeriet. Her hersker den koldblodige profitable logik: Man er ligeglad med, hvilket styre, der kommer, bare der skabes stabilitet, så handel en kan fortsætte uhindret. Niels Tolderlund fra danske F.L. Smidth udtrykker det således i Information den 27. dec. 1994: "Det afgørende er, at der kommer et stabilt styre. Hvis FIS kommer til magten, så samarbejder vi bare med dem i stedet for. Det er ikke noget problem". Denne "Feta-holdning" til konflikter i Mellemøsten kender vi alt for godt. Man tænker i økonomi og kurver - ikke på demokrati, sociale lighed eller overholdelse af menneskerettigheder.