Afskaf lønarbejdet!

af global aktion

I en tale til Den Internationale Arbejderorganisations generalråd i juni 1865 sagde Marx om fagforeningerne:

"I stedet for den konservative parole: En ærlig dagløn for en ærlig arbejdsdag, skal de på deres fane skrive den revolutionære parole: Lønsystemets afskaffelse!"

En opfordring det nok er værd at gentage.

Lønarbejdet betragtes mere end nogensinde før som omdrejningspunktet i voksenlivets identitetsudvikling. Hvad du arbejder med, hvordan du arbejder, hvilket formål arbejdet har, er kun af mindre betydning. Det er sågar helt i orden, at vi tilbringer dage, måneder og år med arbejde, som ødelægger både mennesker og natur. Det som tæller er, at du arbejder. Lønarbejdet er blevet til et mål i sig selv, hvis væsentligste funktion er at sikre, at pengecirkulationen holdes i gang, at varerne forsat produceres, at markedet holdes i live, og at der ikke udvikles alternative visioner om et andet liv i et andet samfund.

Et af de mest undergravende krav der kan stilles i dag er kravet om et godt, frit og rigt liv hinsides arbejdstvangens snærende bånd. Da der for et par år siden blev lukket op for muligheden for orlov og efterløn, manifesterede denne trang til et liv uden lønarbejde sig i tusindvis af ansøgninger, og politikerne har haft de største vanskeligheder med at lukke for hullet til et liv uden lønarbejde.

I dag har alle magtcentre på jorden forenet sig i et fælles forsvar for Lønarbejdet: Paven og Verdensbanken, Tony Blair, Jörg Haider og Poul Nyrup Rasmussen, fagforeninger og arbejdsgivere - alle kender de kun en parole: arbejde, arbejde, arbejde! Den danske regering har opfyldt denne parole i en sådan grad, at danskerne i dag er blandt de EU-borgere, som bruger den største del af deres liv på lønarbejde. Samtidig med at tekniske revolutioner begrænser mængden af det arbejde der skal til at fremskaffe basale livsfornødenheder, forvandles flere og flere menneskelige aktiviteter til lønarbejde: sport, leg, kunst, seksualitet etc. Desuden udvides mængden af unødvendigt arbejde: reklamer, våbenproduktion mm. I stedet for at deles om det arbejde, vi i fællesskab bliver enige om skal gøres, trænger Lønarbejdet sig ind alle vegne. Den globale fabrik kan aldrig få nok.

Ud over at være kilden til profit har lønarbejdet også en disciplinerende funktion. Derfor må alle de, der for øjeblikket ikke er lønarbejdere simulere det i alskens former for aktivering. Den herskende norm accepterer ikke eksistensen af mennesker uden lønarbejde. Den som ikke vil tage lønarbejde skal heller ikke spise, og således tages kontanthjælpen fra dem, der ikke lader sig aktivere. De arbejdsløse skal ikke bare kunne beskæftige sig med det de har lyst til, det ville nedbryde lønarbejdets disciplinering, så hellere en meningsløs parkering. Samtidig legitimerer det paranoide skrig efter 'beskæftigelse' en forceret ødelæggelse af naturens ressourcer. "Det er bedre at have et eller andet arbejde end intet arbejde" er blevet til en alment krævet trosbekendelse til lønarbejdssamfundets doktrin.

Det var ikke altid sådan

I dag kan det moderne menneske dårligt forestille sig et liv hinsides lønarbejdet. For dette arbejde giver ikke kun penge, der sikrer den umiddelbare overlevelse. Arbejdet giver en social identitet: Det definerer ens position i samfundet , det fortæller 'hvem man er'. Denne opfattelse er det moderne menneske blevet indpodet de sidste par århundreder, og som følge heraf betragtes arbejdsløshed ikke kun som et spørgsmål om fattiggørelse men også om identitetstab.

Men det var ikke altid sådan. Vi må ikke glemme, at tilegnelsen af social identitet via arbejdsmarkedet historisk set er et nyt fænomen. Det har ikke altid været sådan, at tilskyndelsen til at bruge størstedelen af ens livsenergi på et arbejde, hvis formål var bestemt af andre, var så 'naturligt' som tilfældet er i dag. Det var heller ikke frivilligt, at de fleste mennesker lod sig indrullere i den arbejdshær, som skulle producere varer til et anonymt marked, og der var slet ingen begejstring at spore i befolkningerne, da pengeøkonomien indledte sin fremmarch. De traditionelle livsmønstre fra før lønarbejdets diktatur blev ødelagt med vold og tvang. Med våben og trusler blev mennesker fordrevet fra deres marker for at gøre plads til manufakturindustriens fåreavl. Retten til fri jagt, fiskeri og indsamling af brænde i skovene blev afskaffet. Når de fordrevne mennesker så hutlede sig frem ved at tigge og stjæle, blev de indespærret i arbejdsanstalter og manufakturfabrikker, hvor slavebevidsthed blev pryglet ind i dem dag ind og dag ud. Lønarbejdet blev således født som tvangsarbejde, og det voksede op i straffe- og arbejdsanstalter.

Jagten på menneskematerialet 'arbejdskraft' var sat ind, og den indre kolonisering i Europa gik hånd i hånd med den ydre. Mennesker i Nord-og Sydamerika og i Afrika blev indfanget som arbejdsdyr og anbragt i plantager og i råstofvirksomheder, hvor de i stor stil blev underkastet et system, der bedst kan betegnes som 'Tilintetgørelse via arbejde': Der går således en lige linje fra kolonialismen, slavehandlen og de første arbejdsanstalter til Den Internationale Valutafonds strukturtilpasning sprogrammer for de forarmede lande, arbejdskraftens generelle fleksibilisering og tvangsaktivering af de arbejdsløse.

Den historiske modstand mod lønarbejde

Det moderne lønarbejdssamfund har imidlertid ikke udviklet sig uden befolkningernes protester og modstand. Fra bondeoprørene i det 15. og 16. århundrede til bevægelsen af de såkaldte 'maskinstormere' i England og senere de schlesiske væveres opstand 1844 i Østpreussen og så til Italien, hvor aktivister fra den autonome organisation Potere Operaio i begyndelsen af 1970erne iværksatte en storstilet kampagne for afskaffelse af lønarbejdet og hundredtusindvis af metalarbejdere fra bla  Fiat og Alfa Romeo fabrikkerne gik på gaden med kravene: "Afskaf lønarbejde til kamp for kommunisme!" Af alt dette danner der sig en lang historisk kæde af bitre modstandskampe mod lønarbejdet. Lønarbejdssamfundet satte sig gan ske vist igennem , men det skete i en snart åben, snart latent borgerkrig, og det har taget et par århundreder, før vi er kommet dertil, hvor vi står i dag: Hvor lønarbejdet lovprises som aldrig før, skønt det har vist sig, at lønarbejdet er ødelæggende for både mennesker og natur.

Arbejderbevægelsen - en bevægelse for lønarbejde

"Nu dages det brødre, det lysner i øst - til arbejdet fremad i kor" - sådan begynder en af arbejderbevægelsens mest kendte sange i Danmark.

"Brødre, lad våbnene lyne/ slaget, det sidste er nært / Sejrens dag er i syne/ Brødre, for arbejdets hær/" .. sådan lyder de første strofer i "Rødgardistmarchen", som i 1919 fik dansk tekst af Oskar Hansen. Der findes mange arbejdersange, som ligner disse. Sange som glorificerer lønarbejdet og gør arbejderen til en helt -alene fordi vedkommende er lønarbejder. Arbejderbevægelsens historiske målsætning har i udstrakt grad altid været at opnå en anerkendelse af lønarbejderen og dermed af lønarbejdet. Arbejderbevægelsen kæmpede for rettigheder og forbedringer, for højere løn, sikkerhed på arbejdspladsen og retten til ferie og sygdom - selve lønarbejdets funktion blev der sjældent sat spørgsmålstegn ved. Det radikale krav om lønarbejdets afskaffelse er blevet erstattet med kravet om "Arbejde til alle!" Debatten og kampen drejer sig i dag stort set alene om, hvordan og hvorledes lønarbejdets tvangsmekanismer skal udformes. Således har arbejderbevægelsen, med Socialdemokratiet i spidsen, været med til at etablere lønarbejdssamfundet.

Arbejdets krise

Efter 2. Verdenskrig kunne det for et kort historisk øjeblik godt se ud som om, at der med de såkaldte 'fordistiske samlebåndsindustrier' var blevet konsolideret et lønarbejdssamfund, hvor velstand kunne vokse i det uendelige, hvor massekonsum og socialstat kunne lægge låg på utilfredshed og aggression over livets ulidelige meningsløshed i et samfund dikteret af lønarbejdets meningsløshed. Men for det første forholdt denne forestilling sig kun til et lille mindretal af verdens befolkning. For det andet nedbrød kapitalens globalisering den socialstat, som i en kort årrække havde udøvet en regulerende funktion for kapitalen.

Alle de mange kriser, der gennem tiderne har rystet det vareproducerende system er blevet overvundet ved hjælp af kompenserende mekanismer: Via rationaliseringer blev produktiviteten sat i vejret. Mængden af arbejdskraft pr. produkt blev formindsket, men da der samtidig fremstilledes en større mængde af produkter må man kompensere for dette ved at udvide markedet. Et eksempel på dette er Bilen: Da man på Henry Fords bilfabrikker i Detroit skabte en ny form for produktion ved at indføre samlebåndet og andre 'arbejdsvidenskabelige' rationaliseringer blev arbejdstiden pr. bil formindsket til en brøkdel af, hvad den tidligere havde været. Samtidigt hermed blev arbejdet uhyre intensiveret. Således blev bilen, der førhen havde været et luksusprodukt for de få, billiggjort og dermed gjort til genstand for massekonsum. Bilen er tilmed et sigende billede på det højtudviklede arbejdssamfunds destruktive produktions- og forbrugsmåde. Til ære for masseproduktionen af biler og den enorme personbilisme bliver landskaberne flænset og ødelagt af beton, vores omverden bliver mere og mere hæslig, bilernes forurening nedbryder menneskenes sundhedstilstand. Med et træk på skuldrene accepteres det, at noget som ligner den tredje verdenskrig år ud år ind hærger verdens veje og efterlader millioner af døde og kvæstede. Hvad søren, det må man tage med i købet - husk på, at bilindustrien skaber masser af arbejdspladser, og uden biler - hvordan skulle folk så komme på arbejde?

Det præstationsorienterede menneske

Efter århundreders socialisering til lønarbejdssamfundet kan det moderne menneske knap nok forestille sig et liv hinsides lønarbejdet. Lønarbejdets normer og rationalitet er blevet indoptager som det 'naturlige' for mennesket af i dag, og udenfor kontoret og fabrikken kaster lønarbejdet også skygger over tilværelsen, idet alle aktiviteter i det vi kalder fritiden straks forvandles til præstationsorienteret arbejde. Joggeren sætter stopuret i gang, og i det kromblanke fitnessstudie oplever vi trædemøllens genfødsel. Når familien Danmark skal på ferie, drøner de af st ed i deres biler, som om de skulle opfylde en bestemt præstation. Selv nutidens elskov orienterer sig til seksualforskningens målinger og til konkurrence med diverse talkshow pralerier.

Fra antikkens mytologi fortælles det, at Kong Midas oplevede det som en forbandelse, at alt hvad han rørte ved forvandledes til guld - men hans moderne lidelsesfælle er nået langt ud over dette stadium. Lønarbejdsmennesket mærker slet ikke, at alle gøremål, som antager lønarbejdets mønster, mister sin sanselige kvalitet og dermed bliver ligegyldigt. Tværtimod: Kun ved at tilpasse sig varesamfundets logik tilskrives aktiviteterne formål, berettigelse og social betydning. Arbejde er simpelt hen blevet synonymt med ethvert socialt nødvendigt og betydningsfuldt menneskeligt engagement, og derfor er der tale om f.eks. 'omsorgsarbejde', 'pædagogisk arbejde', 'kultur arbejde' mv. Udenfor lønarbejdets sfære foregår der i øvrigt masser af samfundsmæssigt set nødvendige aktiviteter, der ikke regnes for lige så meget værd som lønarbejdet, alene fordi de ikke aflønnes. Denne hierarkisering af menneskets aktiviteter udspringer af selve det vareproducerende systems grundstruktur.

Når socialministeren og skaren af embedsmænd og -kvinder i dag priser det ulønnede arbejde i civilsamfundet, så er det ikke fordi, de lægger op til en forandring af samfundets gældende værdinormer. Neoliberalismens ideologer leverer blot staten et alibi for at trække sig ud af tidligere sociale forpligtelser. De forsøger at bilde befolkningen ind, at der er mening med de mange tvangsarbejdsprogrammer, og de legitimerer, at krisens last hovedsageligt lægges på kvindernes skuldre. For disse sociale områders vedkommende ophæves lønarbejdet gradvist, idet lønnen afskaffes, mens arbejdets tvangsmekanismer og markedet fortsat består.

Selektion, apartheid og afsolidarisering

Selv om arbejdets fundamentale krise fortrænges og er blevet et tabu, så præger det alligevel stort set alle aktuelle sociale konflikter. Vi har bevæget os fra et samfund med masseintegration til et selektions- og apartheidsamfund. En generel afsolidarisering er sat ind. Lønarbejderne deserterer fra de bureaukratiske og politisk degenererede fagforeninger, og enhver er sig selv nok. Den meget omdiskuterede individualisering er i virkeligheden ikke andet end endnu et symptom på lønarbejdssamfundets krise. Den der accepterer lønarbejdets logik, må i dag også accept ere apartheidens logik. I dag drejer interessekampene sig stort set altid om at sikre sig selv og sine nærmeste på bekostning af 'de andre'.

Mange ansatte lønarbejdere betragter ikke længere deres arbejdsgivere som fjenden, det er derimod de andre konkurrerende virksomheder i nabobyen eller i det fjerne Østen. Når spørgsmålet rejses, hvem der mon mister jobbet ved næste rationaliseringstiltag, bliver den umiddelbare kollega til fjende. Lønarbejdssamfundet sætter alle i indbyrdes konkurrence, solidaritet er blevet et fremmedord, og den fundamentale systemkritik har meget svært ved at trænge igennem med ideer om et andet samfund - et samfund uden arbejde, varer, penge, stat og nation.

Nostalgi eller kritik

Den radikale kritik af lønarbejdet er efterhånden forsvundet på venstrefløjen. Et opgør med systemets grundlæggende normer og værdier er reduceret til en længsel efter den tidligere borgerlige 'velfærdsstat'. Kravet om lønarbejdets afskaffelse er blevet 'urealistisk '. Venstrefløjens krise består for en stor del i, at den ikke længere tror på sit gamle projekt. Den har sværere og sværere ved at formulere konkrete radikalt anderledes former til at producere og forvalte samfundet på end de herskende.

Men skønt lønarbejdssamfundet i lang tid har udøvet det absolutte magtmonopol, er det aldrig lykkedes helt at udrydde modviljen mod de tvangsmekanismer, som dette samfund lægger ned over menneskenes tilværelse. Ved siden af den sociale selektions konkurrence vanvid eksisterer der også et protest-og modstandspotentiale. Utilfredsheden er der, vreden er der, men de er indtil videre blevet fortrængt fra samfundets overflade.

Hvad er alternativerne?

Lønarbejderen producerer mere og mere rigdom, men det meste af denne rigdom bruges imod os til at kolonisere vores krop og sjæl, eller den bruges som ødelæggelsesinstrumenter. Hvis vi ser tilbage i historien, opdager vi, at det har krævet hårde kampe at tiltvinge os de timer og grader af frihed, vi i dag råder over. I de sidste årtier er vi imidlertid blevet tvunget til at arbejde mere på trods af en teknologi, som kunne reducere mængden af arbejdet. Det er på tide at sige: "Nu er det nok!" til en ideologi, der kræver vækst blot for at øge profitterne.

Vi kræver en stadig og systematisk reduktion af arbejdstiden for dem, der arbejder i den globale fabrik. Som et skridt på vejen mod lønarbejdets afskaffelse. Det er IKKE et krav for at reducere arbejdsløsheden og øge beskæftigelsen. Det er et krav for at mindske lønarbejdet. Det er IKKE et krav om 35 timers eller 30 timers arbejdsuge, men et krav om en fortsat og systematisk reduktion af lønarbejdet. Det er en måde at befri os fra meningsløst og unødvendigt arbejde på.

Garanteret indkomst til alle!

Mange aktiviteter er 'usynlige' - de regnes ikke for noget - fordi de ikke har karakter af lønarbejde. Det gælder ikke mindst det omsorgs- og plejearbejde, først og fremmest kvinder udfører indenfor familiernes rammer.

De arbejdsløse må udføre det meningsløse arbejde det er til stadighed at søge arbejde. De arbejdsløse skal disciplineres, og de skal holdes aktiverede, for at de ikke blot skal beskæftige sig med det de har lyst til, og tænke på alternativer til lønarbejdets tvang. Alles konkurrence mod alle holder lønnen nede og tvinger os til at arbejde hårdere. De arbejdsløses anstrengelser overvåges, bedømmes og undersøges. Hvis de ikke er tilstrækkeligt aktive og følger de arbejdsmarkedspolitiske paragraffer og retningslinjer, lagt af bureaukratiske mappedyr, så trækkes der i understøttelsen. Det er social repression og disciplinering så det basker!

Vi må kæmpe for, at alle får adgang til en garanteret indkomst, som er tilstrækkelig til at dække de basale livsfornødenheder. På den måde svækkes det pres, som arbejdsmarkedet udøver på os. Vi må kæmpe for en garanteret indkomst, som tillader os at afvise unødvendigt, meningsløst arbejde og opfylder vores behov på en værdig måde.

Vi må kæmpe for en garanteret indkomst for det usynliggjorte arbejde først og fremmest kvinder udfører i hjemmet. En garanteret indkomst, som skal sikre den arbejdsløse mod den uendelige, meningsløse jobjagt, hvis formål er at øge det pres på arbejdsmarkedet, som skal presse lønnen nedad og sætte tempoet op for dem, der er i arbejde.

En sådan garanteret indkomst vil reducere stemplingen og marginaliseringen af de, som ikke er lønarbejdere og samtidig fremme mulighederne for at udvikle andre livsformer uden for kapitalismens markedsdiktatur.

Afskaf markedets diktatur!

Alternativer til det nuværende system kunne skitseres sådan:

- Vareproduktionen afskaffes. I stedet træder den direkte diskussion og åbne beslutningsproces, hvor alle samfundsmedlemmer på lige fod deltager i planlægningen af, hvordan de eksisterende ressourcer kan anvendes mest meningsfuldt. Fremmedgørende institutioner som stat og marked afløses af direkte beslutningsprocesser, hvor man fra bydelsniveau og det lokale samfund til globalt niveau i frit organiserede forbindelser ud fra sanselighed, social indsigt og økologisk fornuft kan bestemme over brugen af verdens ressourcer.

- Meningsløst profitorienteret arbejde og 'beskæftigelse' afskaffes. I stedet organiseres en meningsfuld realisering af fælles muligheder. De producerede goder fordeles efter behov, ikke efter betalingsevne. I takt med at lønarbejdet afskaffes, forsvinder også pengene og staten.

I stedet for opdelingen i nationer, skabes et verdenssamfund, som ikke kender til nogen grænser. Hvor alle mennesker kan bevæge sig frit og slå sig ned, præcis hvor de ønsker.

Kritikken af lønarbejdet er en krigserklæring mod den herskende orden. Parolen for social frigørelse kan kun være: Lad os tage det, vi har brug for! Lad os ikke længere krybe på knæ under presset fra 'arbejdsmarkedet' og regeringens krisemanagement. Vi må udvikle nye sociale og politiske organisationsformer (frie organiseringer, rådsstrukturer), som bryder lønarbejdssamfundets og varelogikkens magtmonopol på at sætte rammerne for menneskeligt liv.

Hvem sagde "fantaster"?

Man vil beskylde lønarbejdets modstandere for at være de 'rene fantaster'. Man vil hævde, at historien har vist, at et samfund, der ikke er bygget på lønarbejdets principper, præstationstvang, markedsøkonomiens konkurrence og dets tvang til akkumulation samt den individuelle vinding, ikke kan fungere. Men har den kapitalistiske vareproduktion bare tilnærmelsesvist skabt en tålelig tilværelse for flertallet af jordens befolkning? Kan man kalde det 'at fungere', når produktivkræfternes udvikling forviser milliarder af mennesker til en tilværelse, som er intet andet end hård overlevelseskamp i slumbyer og på lossepladser? Når andre milliarder af mennesker kun kan holde livet i lønarbejdssamfundet ud, idet de isolerer sig, uden nydelse bedøver deres egne sanser og bliver syge såvel fysisk som psykisk. Når verden forvandles til en ørken, kun for pengecirkulationens skyld. Kan man kalde det 'at fungere'?

Samfundets støtter vil hævde, at når privatejendommen afskaffes og tvangen til at tjene penge forsvinder, vil alle aktiviteter ophøre og dovenskaben sætte ind. Men dermed har de også indrømmet, at arbejdssamfundet er baseret på tvang. Og derfor betragtes dovenskaben som en af de 7 dødssynder - fordi dovenskaben er en trussel mod dette præstationsorienterede samfundssystem. Lønarbejdets modstandere har imidlertid intet mod dovenskaben. For det er netop et efterstræbelsesværdigt mål at genskabe sanselighedens og den indlevende langsommeligheds kultur. Et liv, hvor tanker kan tænkes til ende, hvor følelser kan udfoldes og refleksioner tage den tid de tager.

Men selvfølgelig er det ikke sådan, at alt arbejde vil ophøre, når lønarbejdstvangen forsvinder. Derimod vil aktiviteterne ændre karakter, når de kan fungere selvbestemt og som en integreret del af ens livssammenhæng hinsides stress og konkurrence.

Hvorfor tilbringe dag efter dag i fabrikshaller og kontorer, når maskiner kan overtage en stor del af disse aktiviteter? Hvorfor spilde gejst og ideer på en rutine, som en comput er også kan udføre? Hvorfor bruge livet på at kontrolle re og administrere et samfund , hvor selve livet dør?

At afskaffe arbejdet er alt andet end en tåget utopi. Verden kan ikke fortsætte som nu bare 50 eller 100 år mere. Vi har ikke andet at miste end udsigten til den sociale og økologiske katastrofe, vi styrer imod. Vi har derimod en helt anden verden at vinde.