Afrikas fattigdom

”Afrikanerne er fattige, men Afrika er rigt” - Dr. Kwame Nkrumah, Ghana

Af Irene Clausen

De afrikanske lande opnåede formel uafhængighed fra kolonimagterne for snart 50 år siden. Alligevel er mange af landene stadigvæk fattige, ja nogle er blevet fattigere siden ’uafhængigheden’. Dette bruges af vestlige politikere, medier og Afrika-forskere til at hævde at Afrikas fattigdom er afrikanernes egen skyld: det skyldes korrupte ledere, mangel på flerpartisystemer og demokrati.

Det er da korrekt at bureaukratiske afrikanske eliter kæmper om magt og privilegier og manipulerer deres befolkninger til krig og konflikter. Men det er vigtigt at huske på at de alle sammen er blevet støttet og bevæbnet af vestlige interessegrupper med direkte forbindelse til de multinationale selskaber der udnytter Afrikas mineralrigdomme.

Patrice Lumumba, Congos første valgte ministerpræsident, sagde på uafhængighedsdagen den 30. juni 1960 under tilstedeværelse af mange prominente internationale gæster omtrent disse ord: ”Uafhængigheden er ikke en gave fra den tidligere belgiske kolonimagt, men tilkæmpet af det congolesiske folk, og uafhængigheden betyder at fra nu af skal Congos rigdomme komme det congolesiske folk til gode”. Med disse ord underskrev han sin egen dødsdom, og et halvt år senere blev han myrdet af et komplot bestående at Belgien, CIA og med FN’s som tavs observatør.

Den såkaldte uafhængighed som de afrikanske lande opnåede fra 1950’erne og frem var ikke en gave fra de europæiske kolonimagter, sådan som kolonimagterne yndede at fremstille det. Den var resultatet af en kamp for befrielse og uafhængighed i forhold til udenlandsk dominans og udbytning. Modstanden mod kolonisering voksede for alvor frem efter anden verdenskrig, hvilket hang sammen med de ændrede internationale styrkeforhold efter fascismens og nazismens nederlag og en styrket arbejderbevægelse og antiimperialistisk bevidsthed.

Men ’uafhængigheden’ betød ingenlunde at de tidligere kolonimagter tillod grundlæggende ændringer i de strukturer med dominans og undertrykkelse som de havde opbygget under koloniseringen. De ønskede at de afrikanske eks-kolonier skulle fortsætte med at levere billige råmaterialer og udgøre et marked for varer der var produceret i de vestlige kapitalistiske lande. Samtidig betød den kolde krig at kontinentet blev af strategisk militær-politisk interesse for især de to supermagter USA og Sovjetunionen. For at fastholde kontrollen med Afrika, var der brug for nye mindre krigeriske metoder end man havde set under kolonitiden.

De nye koloniseringsinstrumenter

Da de afrikanske lande skulle i gang med deres egen nye udvikling, savnede de mange basale ting. Kolonimagterne havde undladt at uddanne de koloniserede befolkninger, der manglede i katastrofal grad teknisk og akademisk ekspertise, osv. Belgisk Congo havde ved overgangen til ’uafhængighed’ under 10 akademikere.

Långiverne til de såkaldt befriede lande i Afrika blev i første omfang en række private europæiske banker, senere de såkaldte internationale finansieringsinstitutter, Verdensbanken og IMF (Den Internationale Valutafond) som stod parate med villig lånekapital og hjælpeprogrammer - på betingelser som var udstukket i Europas og USA’s metropoler. Efter ’afkoloniseringen’ skulle Verdensbanken og Valutafonden bruges til at integrere de afrikanske lande i den kapitalistiske verdensøkonomi og sikre en politisk sammenfletning der skulle medvirke til at holde de afrikanske lande væk fra østblokken.

De stramme økonomiske rammer for afvikling af 3. verdens landenes gæld lægges fast i de såkaldte strukturtilpasningsprogrammer. De indebærer overalt privatisering, deregulering og forringelser af levevilkårene. Samtidig bidrager det til fattigdom og sult at IMF og Verdensbanken kræver at landene prioriterer eksporten (til billige priser) i stedet for at sørge for at landene bliver selvforsynende

Landene syd for Sahara blev - set i international målestok - de hårdest ramte af IMF og Verdensbankens benhårde udlåns- og gældspolitik, og deres gæld udgjorde i perioder mere end tre fjerdedele af deres bruttonationalprodukter, og renter og afbetaling på gælden udgjorde op til 20 % af eksportindtægterne.

Ifølge Susan George er gæld ikke først og fremmest et finansielt problem, men et politisk problem for de fattige lande: ”Hvis man sletter al gæld fra de fattigste lande, vil det internationale finansmarked knap nok bemærke det. Men gælden er ekstremt nyttig for Vesten. Den er langt bedre end kolonialismen da man ikke behøver nogen hær for at holde folket på plads (...). Men gæld giver enorme politiske fordele, for den sikrer lave priser på råmateriale, alle er tvunget til at eksportere på samme tid (hvilket øger konkurrencen og sænker priserne, red.), og man har politisk kontrol med regeringerne i kraft af strukturtilpasningsprogrammerne” (New African, januar 2006, s. 16).

IMF og Verdensbanken blev ikke populære hos de afrikanske befolkninger som mærkede deres fattigdomsskabende effekt. Der var også brug for mere ”humane” instrumenter som f.eks. NGO’erne til at skabe et mere positivt billede af ”Vesten”.

Neoliberalismens humane ansigt

Magthaverne verden over har en interesse i at fastholde det stereotype billede af Afrika som fattigdommens kontinent der ikke kan klare sig selv uden hjælp. Ikke hjælp fra befrielsesbevægelser (de forsvinder helt i mediebillederne), men hjælp udefra. De der kommer og ”hjælper”, er bl.a. nødhjælpsorganisationer og NGO’er. Mange af disse fungerer som neoliberalismens redskaber til ”privatisering fra neden”. Når en NGO kommer og bygger en skole eller en brønd i en fattig afrikansk landsby, skaber det konkurrence i forhold til nabolandsbyerne, og det svækker den fælles kamp med krav til staten om velfærd til alle. NGO’erne har kun sjældent arbejdet sammen med lokale fagforeninger, men ofte imod dem. Og NGO’ernes projekter ændrer jo intet ved de strukturer som ligger til grund for fattigdom og ulighed. Den nordamerikanske sociolog, James Petras, siger om NGO’erne at de - på trods af deres progressive retorik - ”fostrer en ny type kulturel og økonomisk kolonialisme og afhængighed” (Barbari eller befrielse i det nye årtusinde, 2001, s. 63).

Popstjerner synger for kapitalen

Gennem de sidste par årtier er der dukket en række nye ’prædikanter” op til forsvar for kapitalismens interesser i Afrika. De kommer fra underholdningsindustrien og tæller rock- og popguruer som Bono fra U-2 og popikonet Madonna. Disse bidrager gennem deres støttekoncerter som Make Poverty History og Live 8 - til billedet af et Afrika bestående af ofre for egen uformåenhed der skal hjælpes, i stedet for at opfordre til kamp mod snylterne på Afrikas rigdomme, mod IMF og Verdensbanken, mod de multinationale selskaber, mod de imperialistiske magter, - en kamp for at ændre strukturer i stedet for at mildne symptomer.

Irene Clausen er medlem af Internationalt Forum og arbejdede fra 1968-72 i det daværende Belgisk Congo (i dag DR Congo)