Gaddafi er EU’s nye grænsevagt

EU arbejder på at rykke grænsekontrollen væk fra det europæiske kontinent og ind i naboregionerne i forsøget på at stoppe migranter, længe før de når EU. Migranter gøres dermed til levende valuta i et beskidt politisk spil.

Anne Rehder

"Europa er i risiko for at blive sort med al den illegale migration. Det kan blive det rene Afrika.”

Sådan sagde Libyens kontroversielle leder Muammar Gaddafi under et officielt besøg i Italien i august i år. ”Det er meget farligt”, tilføjede han, ”Vi ved ikke, hvad der vil ske. Hvordan hvide og kristne europæere vil reagere på denne tilstrømning af sultende og uuddannede afrikanere.” I samme åndedrag krævede Gaddafi 37 milliarder kroner af EU, til gengæld for at stoppe illegal migration fra Libyen. To måneder efter, i oktober i år, indgik EU en aftale om at give Libyen 373 millioner kroner over de næste tre år.

Libyen har ikke underskrevet Flygtningekonventionen og flygtningelejrene i landet er stærkt kritiserede. I sommers smed Libyen FNs flygtningeorganisation UNHCR ud af landet, og proklamerede, at de flygtninge, der opholder sig i Libyen, er der illegalt. Hvis migranter pågribes af myndighederne bliver de, ifølge Amnesty International, placeret i uhumske og overfyldte detentionslejre og senere deporteret.

Færre krydser middelhavet

”Vi har stoppet invasionen” proklamerede en plakat fra det højrenationale italienske parti Lega Nord i marts 2010. Plakaten afbilleder et stort rustent skib overlæsset med migranter. I 2009 faldt antallet af migranter, der krydsede EU’s grænser i Middelhavet med 17 procent. Et fald, der sandsynligvis skyldes, at EU’s grænsekontrol i stigende grad er rykket væk fra EU og ind i nabolandene. Denne eksternalisering af grænserne er baseret på bilaterale aftaler mellem de sydlige lande i EU og ikke-EU lande, samt fælles tiltag på EU niveau. Det handler blandt andet om opbygning af flygtningelejre udenfor EU, deportationer, yderligere sikring af grænser og overvågning af migrantstrømme. EU fører i dag en stadig strengere grænsepolitik. Det sker selvom EU landenes økonomier i stigende grad er afhængig af migranters arbejdskraft.

På den italienske ø Lampedusa, der for mange migranter er det første møde med Europa, er der sket et fald i antallet af nytilkomne. Mens 30.000 ankom i 2008, var centret næsten tomt i oktober sidste år. Der meldes om en lignende udvikling på ankomststeder langs hele Middelhavet. Siden 1993 er 13.824 migranter døde som et resultat af europæisk migrationspolitik. Tallet stammer fra organisationen United Against Racism og er en opgørelse over dokumenterede dødsfald. Eksperter mener dog, at det reelle tal kan være op til tre gange så stort. Antallet af døde eksploderede i årene 2008-2009, men ser dog ud til at være faldet i indeværende år. Hvorvidt dette skyldes, at EU’s eksternalisering af grænsekontrollen er begyndt at virke, eller det skyldes den økonomiske krise og udviklingen i konfliktsituationer rundt om i verdenen, er svært at vide. Migrationsstrømmene er under forsat forandring. Men tendensen er, at jo mere EU strammer grebet om de eksterne grænser, jo flere dør på deres vej ind i Europa.

En stor del af de migranter, der forsøger at komme ind i EU, har ret til beskyttelse. Sidste år fik mere end 50 % af de der ankom til Malta og Italien beskyttelsesstatus. Og samme år anmodede 250.000 mennesker om asyl i EU’s 27 medlemsstater. Det svarer til halvdelen af de grænsevagter, der arbejder i EU.

En sikkerhedsrisiko

Eksternaliseringen af grænserne er gået hånd i hånd med et sikkerhedsparadigme, hvor migranter betragtes som en potentiel sikkerhedsrisiko. Der er er sket en eksplosion i tilførslen af midler til kontrol med EU’s ydre grænser. Frontex, der har til ansvar at sikre grænserne er gået fra en bevilling på 6,2 mio. euro i 2005 til 80 mio. euro i 2010. Og EU’s grænse i Middelhavet er efterhånden helt lukket, hvilket især gælder de mest brugte ruter over Gibraltarstrædet, eller mellem Libyen og Lampedusa. Det har ført til, at migrationsstrømmene i stigende grad finder andre veje. Frontex har iværksat Hera I, II og III, der er operationer til bevogtning af den vestafrikanske kyst og overvågning af migrationsstrømmene. Spanske, italienske, portugisiske og finske patruljebåde samt fly og helikoptere har overvåget lande, som Mauretanien, Senegal og Cape Verde, fra havet og luften. De bådflygtninge, der er blevet pågrebet, er sendt tilbage. Eksternaliseringen af grænserne er gået hånd i hånd med et sikkerhedsparadigme, hvor migranter betragtes som en potentiel sikkerhedsrisiko.

Gaddafi og Berlusconi er bedste venner

Da EU’s embargo mod Libyen blev hævet d. 11. oktober 2004, blev det gjort klart, at det var vigtigt at sikre et fremtidigt samarbejde om migration. Et par dage før var en gasledning mellem Libyen og Italien blevet indviet. Italiens præsident Silvio Berlusconi proklamerede ved indvielsen: ”Gaddafi er en nær ven af mig og Italien, han er en frihedens leder. Jeg er stolt over, at Italien er det førende land, når det kommer til import og eksport med Libyen.” I 2008 indgik Libyen og Italien en venskabsaftale, som en del af Italiens kompensation for at have været kolonimagt i landet. Siden, da er investeringerne eksploderet mellem de to lande og Libyen er nu en af de centrale investorer i den italienske bank- og energisektor.

Mens Gaddafi er kommet ind i den politiske varme, har et utal af organisationer udtrykt bekymring for menneskerettighedssituationen i Libyen. Organisationer som Human Rights Watch kritiserer kraftigt, hvordan migranter i Libyen udsættes for indespærringer, tilfældige anholdelser, tortur og massedeportationer. Libyen har ingen asyllovgivning eller procedure.

Da EU i år besluttede at give Libyen 373 millioner kroner sagde EU kommissær for indre anliggende Cecilia Malmström: ”Det er mit mål at sætte beskyttelse af grundlæggende rettigheder for alle mennesker, der er involveret i migration- og asylstrømme, i centrum for vores indsats i EU’s samarbejde med Libyen.” Og udvidelseskommissær Stefan Füle tilføjede: ”Dette skridt er en del af det meget bredere samarbejde, vi forsøger at skabe sammen.” Hvordan EU vil sikre overholdelsen af menneskerettighederne på libysk territorium står hen i det uvisse. Samarbejdet indebærer støtte til grænsebevogtning og kontrol samt hjælp til screening af migranter, for at afgøre hvilke, der har ret til beskyttelse. EU har lovet Libyen at genhuse nogle af migranterne. Men EU’s ambition på dette område er tvivlsom, idet EU sidste år i alt kun genhusede 7000 flygtninge. Der er derfor risiko for, at Libyen bliver et langtidslager for migranter, som det er set i Tyrkiet, hvor 10.000 flygtninge, hvis beskyttelsesret er anerkendt af UNHCR, er strandet. Om migranterne kan søge asyl i EU fra libysk territorium er uvist. Hvordan EU vil sikre overholdelsen af menneskerettighederne på libysk territorium står hen i det uvisse.

Grænserne rykker ud

For at komme udenom kravet om beskyttelse af flygtninge, der gælder indenfor EU’s grænser, har Italien indgået en aftale med Libyen om patruljering i libyske farvande. Hvis migranter pågribes kan de sendes direkte tilbage til Libyen. En italiensk grænsevagt forklarede i marts til avisen La Reppublica, at en tilbagelevering var den værste ordre han nogensinde havde udført: ”Da vi tog dem ombord, takkede de os for at redde dem [..] Mit hjerte sank. Jeg kunne ikke fortælle dem at vi ville tage dem tilbage til det helvede som de havde risikeret deres liv for at komme væk fra. [..] Vi efterlod dem i Tripoli havn, hvor libyske soldater ventede på dem.”

I perioden 7. maj til 5. juli 2009 blev 1122 migranter leveret direkte tilbage til Libyen. Til gengæld for, at Libyen accepterer denne direkte deportation af migranter, har Italien og EU lovet at hjælpe med at sikre Libyens sydlige grænse. Et italiensk firma har indgået en aftale med Libyen til en værdi af 300 millioner euro, om at sikre ørkengrænsen, der adskiller landet fra Sudan, Tchad og Niger. Den italienske regering og EU vil bidrage økonomisk til projektet.

EU’s grænsekontrol rykkes dermed ind på det afrikanske kontinent. Ud i den libyske ørken, der gennem årtier har fungeret som rute for trans-sahara migration til såvel Libyen som EU. En ørken som ifølge Amnesty International bliver brugt af libyske myndigheder til at dumpe migranter i. Når illegale migranter pågribes i Libyen eller udleveres af italiensk grænsekontrol placeres de i detentionslejre. Senere transporteres de tilbage til deres hjemland, medmindre de har penge og kan bestikke sig fri, eller blive købt af libyske borgere. Nogle migranter når dog aldrig hjem, men dumpes i ørkenen. I perioden 1998 til 2003 blev 14.000 migranter dumpet på den 4400 kilometer lange ørkengrænse.

Migranter som valuta

De europæiske grænseregioner er i stigende grad komplekse territorier, hvor migranter udgør en central valuta. Nordafrika er buffer for migranter fra hele det afrikanske kontinent. De fanges her i forsøget på at nå Europa. Migranterne betaler prisen for de forstærkede grænser og for de politiske aftaler europæiske lande indgår i regionen. Politiske principper og konventioner opgives til fordel for at begrænse migrationen til EU. Når grænserne eksternaliseres og migranterne aldrig når EU’s grænse, er de ikke omfattet af beskyttelseskravet og har ikke adgang til at søge asyl. Indenfor grænserne gælder europæisk lovgivning, herunder de internationale konventioner som EU har tilsluttet sig, men udenfor grænserne er der andre eller ingen regler. Ved at holde migranter en armslængde væk, forsøger EU at vaske sine hænder. Dødsfaldene er knap så synlige for europæerne når de finder sted i et libysk detentionscenter eller i den libyske ørken, som når der skylder lig op på de sydeuropæiske badestrande.

Anne Rehder er medlem af GAIA-redaktionen. Læs mere i artiklen Grænseløs grænsekontrol i GAIA nr. 60 og i temanummeret om migration, GAIA nr. 51. Til gengæld for, at Libyen accepterer denne direkte deportation af migranter, har Italien og EU lovet at hjælpe med at sikre Libyens sydlige grænse.