Erfaringer fra et vendepunkt

Hvordan får vi rigtig hul på kampen mod den kapitalistiske globalisering? Forløbet omkring MAI-aftalen giver et par fingerpeg.

af Kenneth Haar og Sven Gårn Hansen

I de sidste fem år har globaliseringen taget stormskridt fremad. Ikke så meget i den forstand at kapitalen vælter meget voldsommere over grænserne, for det er ikke i første omgang den økonomiske globalisering som er styrket. Det er den politiske globalisering som har taget fart.

På de bonede gulve i konferencesale verden over indgåes nye internationale eller regionale aftaler i et tempo der kan gøre enhver græsrod svimmel, og kan få selv den mest garvede observatør til at miste overblikket nu og da: en verdenshandelsorganisation (WTO) er blevet til, Den Internationale Valutafond (IMF) breder sig over nye områder, EU og USA har været på nippet til en hurtig frihandelsaftale, men nøjedes med en langsom model, bilaterale aftaler om investeringer og handel indgåes på kryds og tværs.

I de senere år er vi blevet tudet ørerne fulde af historien om den økonomiske globalisering der har undergravet nationalstatens evne til at sætte den økonomiske og politiske dagsorden, og som derfor tvinger regeringerne til at skaffe sig noget der ligner et internationalt regelsæt og nogle store institutioner, som igen kan bringe kapitalen under politisk kontrol.

Den sang høres fra både højre- og venstrefløj, fra regeringsgemakker og fra NGO-lokaler. I det lys vil mange forstå de nye aftaler og de nye økonomiske institutioner: Først slår kapitalen sig løs, så reagerer det politiske system ved at skaffe sig nyt værktøj til at tøjle bæstet.

Udgangspunktet for denne artikel er en anden analyse af forholdet mellem politik og økonomi.

De store institutioner er ikke oprettet for at skabe en politisk overbygning på den økonomiske globalisering, men for at fremtvinge den kapitalistiske økonomiske globalisering. Staterne er ikke "ofre" for globaliseringen - regeringerne er aktive medspillere i dens fremme, og staternes magt er uundværlig for at påtvinge den verden.

Globaliseringen er nemlig ikke et uundgåeligt naturfænomen, men en politisk og økonomisk strategi fra kapitalens side. Og som strategi kan den både slå fejl, bekæmpes og besejres.

Globaliseringens forhistorie

Siden midten af 70erne har (skiftende) toneangivende regeringer i tæt samarbejde med storkapitalen arbejdet mere eller mindre målrettet på at reformere den globale økonomi. Løsningen på 70ernes krise skulle ifølge dem findes i liberaliseringer, dvs. nedbrydelse af barrierer for kapitalens udbredelse. På handelsområdet, investeringsområdet, og ikke mindst på det finansielle område. Denne strategi kaldes ofte for Washington-konsensussen.

Modellen blev udviklet i mange forskellige fora; i G7 (d.v.s. regeringslederne for de største industrimagter), i Den Internationale Valutafond (IMF) og i tænketanke med deltagelse af fremtrædende politikere og ledere fra det private erhvervsliv. Det bedste eksempel på sidstnævnte er den langstrakte proces i den såkaldte Trilaterale Kommission.

For alle med et basalt kendskab til kapitalismens iboende tendens til ekspansion kunne den recept der efterhånden vandt tilslutning over en bred kam ikke være nogen overraskelse. Kapitalen skulle have nye muligheder for at vinde ind på nye områder; både geografiske områder og økonomiske sektorer. Handelsliberaliseringer og liberaliseringer på investeringsområdet skulle skabe nye kanaler for profithøst udenlands, og privatiseringer og udliciteringer af nye investeringsobjekter indenlands.

I 70erne skete der ikke det store, men fra 1979-82 indtraf tre begivenheder, som satte processen i gang for alvor; valget af Margaret Thatcher i 1979, valget af Reagan i 1981 og gældskrisen i den tredje verden som tog fart i Mexico i august 1982.

Gældskrisen førte til, at store dele af den tredje verden kom under økonomisk administration under den Internationale Valutafonds auspicier. En benhård nyliberal politik fremtvang privatiseringer, handelsliberaliseringer og en højere grad af åbning for udenlandske investeringer. Omkring 80 lande kom under IMF’s åg, og frygten for økonomiske sanktioner, især i forhold til nye lån, gjorde antallet af afvigere fra den udstukne kurs utrolig lille.

Sammen med IMF fulgte Verdensbankens indflydelse på gældslandenes offentlige sektor. Længe var IMF og Verdensbanken de store lokomotiver for globaliseringen. I dag er tyngdepunktet flyttet til Verdenshandelsorganisationen (WTO). WTO og en nært beslægtet aftale om investeringer (MAI) er derfor hovedemnet i det følgende.

Globaliseringens institutioner

Med murens fald og østblokkens sammenbrud ændredes styrkeforholdene radikalt på globalt plan. Det var en af flere grunde til at det i 1994 kunne lykkes at få vedtaget en omfattende frihandelsaftale, og dannelsen af en egentlig organisation til at sikre dens gennemførelse.

WTO så dagens lys i januar 1995

I meget af den officielle retorik blev WTO fremstillet som et målrettet forsøg på at styre en uundgåelig globalisering. Blot et hurtigt kig på indholdet af aftalerne og konsekvenserne giver et andet billede:

  • WTO’s regler for tekniske handelshindringer, fødevarestandarder m.m. er en stor hindring for offensiv miljøpolitik. Ikke bare er retten til at gå foran blokeret på mange områder, d.v.s. retten til højere standarder; men også retten til at være foran.
  • Fri handel er især de stærkes ret til at bryde handelsbarrierer ned. Dermed fremmes kapitalkoncentration gennem fusioner og opkøb af virksomheder. Dette skaber ikke bare en magtkoncentration hos multinationale selskaber, men skaber også arbejdsløshed.
  • Hjemmemarkedet får mindre betydning i en situation med mere fri handel. Det svækker fagforeningernes muligheder for at få krav igennem, og truer fagbevægelsen, især i de fattigste lande.
  • Reglerne for intellektuel ejendomsret under WTO befæster de industrialiserede lande og de multinationale selskabers teknologimonopol. Det har allerede fået stor betydning i forhold til fødevare- og medicinproduktion.
  • Mange former for regulering af multinationale selskabers adfærd, især i u-landene, er forbudt i WTO (TRIMS-aftalen).
  • Handelssanktioner begrundet i selskabers eller landes manglende overholdelse af aftaler om arbejdstagerrettigheder, miljøaftaler, eller menneskerettigheder er forbudt under WTO.

Alt i alt er det svært at se at WTO skulle være et modsvar til globaliseringen. WTO er snarere globaliseringens hovedmotor. Sammen med IMF og Verdensbanken er WTO garanten for at globaliseringen fortsættes og uddybes til fordel for især de multinationale selskaber. WTO er ikke svaret på markedets junglelov. WTO er jungleloven sat i system.

Systemets institutioner og deres karakter

Opbygningen af WTO-systemet er i det hele taget ved at flytte vigtige politiske beslutninger væk fra nationalt og lokalt niveau, hvor det nu og da kan lykkes lokale bevægelser at sætte dagsordenen, og hvor politikerne i det mindste skal stå til ansvar for deres beslutninger. Væk fra en mere eller mindre demokratisk proces (med alle de mangler den måtte have), og ind i lukkede forhandlingslokaler, hvor regeringsrepræsentanter lover hinanden at liberalisere på ét område, hvis andre vil liberalisere på et andet. Og hvor tre eller fem handelsbureaukrater med et pennestrøg kan annullere fremskridt - som f.eks. et forbud mod asbest- som det har taget års slid for fagforeninger at opnå.

En embedsmand i WTO har udtrykt det sådan over for Financial Times (30/4 98): WTO "...er stedet hvor regeringer indgår hemmelige aftaler mod grupper i deres lande som forsøger at presse dem. At lade NGO-er få adgang, ville åbne døren...for alle mulige lobbyister, som er mod frihandel".

Dette system er de nyliberales og de multinationale selskabers lobbygruppers drømmeland.

De tre søskende - WTO, IMF og Verdensbanken - er alle temmelig lukkede og bureaukratiserede foretagender, som er næsten immune over for påvirkning nede fra. Nogle, f.eks. formanden for Mellemfolkeligt Samvirke, mener at det skyldes at deres vægt og betydning er af nyere dato, og at de et stykke hen ad vejen kan blive reformeret, så vi kan begynde at tale om en slags globalt demokrati. Men deres funktion er at varetage en transformationsproces for kapitalismen. I deres midte finder de store industrimagter og de store kapitalgrupper en fælles platform, og den proces er ikke beregnet på offentligheden.

Det første vendepunkt

Længe så det hele ud til at gå så glat så glat med den trinvise opbygning af et system af internationale aftaler og institutioner der kunne varetage dereguleringen af den globale økonomi. Men med Den Multilaterale Aftale om Investeringer (MAI) gik det galt.

Efter at have fået taget ordentlig hul på handelsliberaliseringerne med WTO, stod liberaliseringer på investeringsområdet højest på dagsordenen, både i USA og i EU. Derfor begyndte de store industrimagter i april 1997 at forhandle en aftale, der skulle sikre investorer lige retttigheder i alle lande- kun tre måneder efter dannelsen af WTO. Resultatet blev en aftale som de multinationale selskaber hidtil kun havde kunne drømme om.

MAI mødte særlig stor modstand i Canada, Frankrig og USA. 600 NGO’er - både menneskerettighedsorganisationer, miljøbevægelser, faglige organisationer og andre sociale bevægelser - skrev under på en udtalelse, som rummede hård kritik af aftalen, og en anbefaling om at kassere det nuværende udkast.

De mente at MAI ville "undergrave de små skridt frem mod bæredygtig udvikling, som er opnået siden Rio-topmødet i 1992", og at MAI ville "angribe legitim lovgivning som er udformet til at beskytte miljøet, sikre offentlig sundhed, bevare lønarbejderes rettigheder og fremme retfærdig konkurrence". MAI ville alt i alt gavne store multinationale selskaber på bekostning af flertallet i verden.

Det element som især generede dem og andre, var det nybrud i forslaget der lå i at give multinationale selskaber mulighed for at lægge direkte sag an mod de tilsluttede lande, hvis f.eks. et forbud mod brug af et stof eller en miljøafgift gør indhug i fortjenesterne. Det betød, at koncernledelser og regeringer skulle stilles lige i den internationale jura - før hen var det kun et andet land, der havde ret til at anlægge sag mod et land.

I hjertet af MAI-aftalen finder vi paragrafferne om ekspropriation. MAI’s brede definition på ekspropriation sigtede bl.a. på at staten skal kunne hindres i at fratage en virksomhed ikke blot konkrete værdier (f.eks. fabrikker og bank-indeståender) men også forventede fremtidige fortjenester. Hvis f.eks. en virksomhed anvender et stof i de producerede varer som bliver forbudt i Danmark af hensyn til den offentlige sundhed eller miljøet, så kunne det udenlandske selskab sagsøge staten for sin tabte salgsindtægt eller fordyrede produktion og kræve erstatning og ophævelse af forbuddet. På samme måde ville denne mekanisme kunne bruges af private selskaber til at angribe standarder på arbejdsmiljøområdet og sociale rettigheder i bred forstand.

MAI var kort sagt blevet en meget lang liste over investorers rettigheder - uden en liste over tilsvarende pligter. Formålet var i første række at sikre at udenlandske investorer behandles mindst lige så godt som lokale investorer i alle de lande, som vælger at skrive under på aftalen. Men i sidste ende handler MAI om forholdet mellem stat og kapital i det hele taget. For restriktionerne i, hvad staten kunne kræve af de udenlandske firmaer, ville uundgåeligt smitte af på lokale firmaer.

Ingen aftale har hidtil haft så klart til hensigt at styrke de multinationale selskabers politiske magt. Det blev så også MAI’s død.

De indre modsætninger

For som mange vil vide blev MAI besejret. Som regel bliver sejren tilskrevet en stor koalition af NGO-ere, som via internettet sikrede effektiv koordination og kommunikation, og derfor konstant kunne gribe regeringerne i hemmelighedskræmmeri, og kunne mobilisere vigtige grupper i samfundet til at lægge pres på politikerne. I sidste ende blev det Frankrig, som besejlede MAI-s skæbne i november 1998. De Grønne og det franske kommunistparti truede den franske regering som gav efter. Dermed var EU-sammenholdet ødelagt, og græsrøddernes første store sejr over den kapitalistiske globalisering bragt i hus.

Det vil dog gå for vidt at tildele den brogede buket af græsrodsorganisationer hele sejren. Med til billedet hører, at den finansielle krise i Sydøstasien i efteråret 1997 havde ødelagt noget af den ideologiske selvbevidsthed blandt nyliberale regeringsledere i og uden for de europæiske socialdemokratier. Som den franske premierminister Jospin så forsigtigt sagde: "...i lyset af den seneste uro -de hastige og sommetider urimelige bevægelser, som overgår markedet- forekommer det os ikke klogt, i overdreven grad, at lade private interesser trænge mere og mere ind på staternes indflydelsessfære.."

De sidste par år har simpelthen vist, at den kapitalistiske globalisering nok bakkes op af en stort set enig og næsten global herskende klasse, men også at projektet har store indre modsætninger. Vejen til den transnationalt organiserede økonomi er ujævn og fuld af faldgruber.

  1. For det første viser den finansielle krise, at finansielle liberaliseringer kan fremkalde så dybe kriser, at kapitalen (især den produktive kapital) trues.
  2. For det andet viser MAI-forløbet, at de planer som lægges i alverdens korridorer kan blive udsat for kedelige overraskelser, enten når de kommer for dagens lys, eller når de skal omsættes i praksis. Planlæggerne kan ikke længere regne med folkelig passivitet for ikke at sige legitimitet.
  3. For det tredje afslørede MAI-forløbet og dets efterspil at der stadig er "nationale" interessemodsætninger også inden for kapitalen, blandt andet havde den amerikanske underholdningsindustris krav om fri adgang til "beskyttede" sprogområder som det franske, betydning for at aftalen brød sammen.

Tusindårsrunden

Meget forandrede sig i MAI-forløbet, også på modstandersiden. For det kvalitativt nye ved MAI-kampagnerne var at mange organisationer, der ellers er vant til at spille rollen som regeringernes konstruktive medspillere, sagde så klart nej til MAI. Der var ingen vilje til at skrive lange appeller om lidt mere bæredygtig udvikling og nogle formuleringer om arbejdstagerrettigheder i aftaleudkastet. Der var heller ikke ansatser til forslag om undtagelsesbestemmelser. MAI var i deres øjne en så farlig aftale at spillet om tekstændringer var helt uinteressant. I stedet kastede de sig ud i en langvarig mobilisering og oplysningskampagne.

Den oplevelse, var en traumatisk oplevelse for regeringsledere og erhrvevsorgansiationer verden over. Men for EU-s vedkommende var reaktionen ikke at bremserne blev sat i, men man fortsatte hovedkulds fremad. Efter MAI-aftalens nederlag vil EU nu have emnet op i WTO. Det skal ske under en ny runde af forhandlinger, den såkaldte Tusindårsrunde, der starter i Seattle i disse uger.

Her stiller EU krav om at der skal skrives regler for investeringer ind i WTO aftalen, regler som til forveksling ligner den fallerede MAI-aftales, dog med en lidt løsere tidstabel for gennemførelsen.

Derudover skal globale regler for konkurrencepolitik sikre at multinationale selskaber kan konkurrere med lokale virksomheder i f.eks. den tredje verden på "lige vilkår", regler for "lettelse af handel" skal harmonisere eller forenkle procedurerne for import og eksport, liberalisering af handel med ikke-landbrugsprodukter skal bl.a. give lettere adgang til metaller, skærpede regler for intellektuel ejendomsret skal åbne for patentering af hele planter til fødevaregiganternes udelte glæde, liberalisering af tjenesteydelser skal åbne markederne for europæiske virksomheder o.s.v., o.s.v.

Som noget nyt pakkes forslagene ind i en række hensigtserklæinger om miljø, bæredygtighed, arbejdstagerrettigheder osv.

Bag de store ord ligger et voksende legitimitetsproblem der blev tydeligt under forhandlingerne om MAI. Siden har både kommissionen og medlemsregeringerne gjort sig store anstrengelser for at sikre at Tusindårsrunden ikke blev mødt af stor modstand.

Anstrengelserne har fået fuld støtte fra erhervslobbyer som European Round Table of Industrialists og den europæiske arbejdsgiverforening UNICE, der begge er indstillet på, at MAIs "en gang for alle"-løsning erstattes med en langsommere deregulering af deres investeringsfrihed i WTO-regi, og at (så svage som mulige) afsnit om sociale- og miljørettigheder må indbygges i teksten for at undgå en gentagelse af fiaskoen med MAI.

I USA er der derimod en stærk tendens i regering og erhvevrsliv om helt at undgå "store" aftaler om internationale investeringer og i stedet gennemføre dereguleringen stille og roligt i mindre bidder, blandt andet i de bilaterale forhandlinger der løbende føres mellem EUs og USAs regeringer i det såkaldte Atlantic Economic Partnership (i virkeligheden tri-laterale, da koncern-cheferne i de 100 selskaber i Transatlantic Business Partnership er en lige partner i forhandlingerne).

Men den grundlæggende dagsorden er uforandret. Det fremgik blandt andet af den charmeoffensiv NGO-miljøet blev udsat for efter MAI-s sammenbrud. Kommisionen indbød "det civile samfund" til høringer om Tusindårsrunden, hvor der blev lagt vægt på plus-ordene om bæredygtighed, miljø, sociale rettigheder osv, mens kravene om investor-rettigheder blev nedtonet.

De oplæg, som EU Kommissionen præsenterede for ministrene fra medlemslandene i de lukkede møder i "Komite 133" og i de sideløbende forhandlinger med et netværk fra det europæiske erhvervsliv, indeholdt dog alle de skrappe krav fra MAI aftalen, og uden nær så mange af de sociale plus-ord. Dobbeltspillet skabte en mindre skandale i foråret 1999, da begge versioner blev lækket.

Men det er ellers ikke de dystre toner, vi har hørt i den danske presse. Skal man tro de store aviser og nyhedsbureauer, så er det snarere arbejdstagerrettigheder, internationale miljøaftaler, udvikling, åbenhed, fødevaresikkerhed, bæredygtighed og forbrugerbeskyttelse, det handler om for EU. Det lød f.eks. fra Ritzaus Bureau (7/10 99), at den danske regering fik opbakning fra hele Folketinget minus Enhedslisten til sin "skrappe kurs" på de såkaldt bløde områder. Ritzau giver indtryk af at EU og den danske regering i særdeleshed vil ud og slås for retten til at organisere sig, og for forbud mod børnearbejde. I virkeligheden er den danske regerings primære krav at der nedsættes en arbejdsgruppe i WTO, der skal diskutere forholdet mellem arbejdstagerrettigheder og handel. Forslag som gør Danmark til en hardliner i et EU, der hellere vil nøjes med at opfordre til at Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO) og WTO taler noget mere sammen.

Det spil sættes i et trist perspektiv af udtalelser fra EU Kommissær Lamy som har antydet at al den snak om arbejdstagerrettigheder mest er til "indvortes brug" (Børsen den 13/10).

Kommissionen har også længe betonet at den næste forhandlingsrunde skulle sigte på bæredygtig udvikling. Men de konkrete udspil på miljøområdet er i bedste fald stærkt begrænsede, i værste fald indholdsløse.

Halehængsstrategien

Taktikken er let genkendelig, hvis man kender lidt til tidligere WTO-forhandlinger. De mange forslag, som vil styrke de multinationale selskaber, suppleres med en masse plusord som skal overbevise os om, at det hele i virkeligheden handler om miljø, arbejdstagerrettigheder, forbrugerbeskyttelse, bæredygtig udvikling, åbenhed og demokrati.

Ikke uventet begyndte mange at spille med på de søde toner i løbet af 1999. Ikke mindst i Danmark.

For i Danmark er der efterhånden en rodfæstet tradition i brede kredse for at støtte den generelle WTO-udvikling som den ene refleksreaktion, og med et par påhæftede ønsker om mere miljø, respekt for arbejdstagerrettigheder m.m. som den anden.

Den strategi kunne man passende kalde halehængsstrategien. Dens fortalere vender sig ikke mod WTO’s grundlæggende spilleregler, men ser dem som et første skridt på vejen mod en retfærdig og bæredygtig verdensorden. Det som for os er den progressive internationalismes antitese, ser de som et svar på kravet fra globaliseringen om international regulering.

Hovedproblemet i den strategi er at når der i WTO igen og igen skrives nye regler til fordel for markedets stærke aktører, så har de gæve reformkæmpere kun fået den ene del af pakken, og er endt med at legitimere styrkelsen af systemet igennem processen.

Denne halehængsstrategi, som mønstrer opbakning fra NGO-er og SF til venstre, og et stykke ind på højrefløjen, har i mine øjne været en stor hindring for opbyggelsen af en bevægelse og en kritisk folkelig bevidsthed om WTO her i landet. Styrkelsen af en alternativ strategi er en hovedopgave.

Teoretiske afgrænsninger

Der kan uddrages en del erfaringer af forløbet af kampen mod MAI. Men først er det nødvendigt med nogle generelle overvejelser om politisk strategi, hvor vi vil foretage tre teoretiske afgrænsninger eller snit.

Det første er om forholdet mellem reform og revolution. I det følgende er grundopfattelsen den, at det er nødvendigt at opstille en reformpolitik på alle niveauer, hvis det skal lykkes at sætte processer i gang der på sigt kan føre til store bevægelser som kan bryde den brede befolknings afmagt og sætte et andet samfund på dagsordenen. Med alle niveauer menes lokalt, nationalt og internationalt.

Med det enkle snit vender vi os mod dem der i et anfald af globaliseringspanik tror at intet kan flyttes, hvis vi ikke flytter det globalt, og mod de nostalgikere der ser det som deres ene opgave at redde den såkaldte velfærdsstat. Begge strategier er dømt til at mislykkes.

Den første gruppe, som findes i flere varianter, forlanger at styrkeforholdene skal flyttes overalt på samme tid, og det sker sjældent. Nostalgikerne støder hurtigt på den barriere, at det projekt de vil forsvare er under nedbrydning af dens egne arkitekter, og staten selv i hastig forandring.

Det andet strategiske snit er forholdet mellem stat og kapital. Nogle steder på venstrefløjen er der en tradition for at forstå staten som borgerskabets forretningsudvalg. For nyligt har den opfattelse fået ny luft gennem spids kritik af bl.a. Enhedslisten for at "tro på nationalstaten", fordi vi insisterer på at den danske stat, og for den sags skyld det lokale niveau, stadig er en vigtig kamparena.

Bag den diskussion finder vi i øvrigt også en uenighed om globaliseringens karakter og omfang. Ifølge kritikerne er nationalstaten lige så død som det hævdes i bøger af ultraliberalister som managementguruen Kenichi Ohmae.

Men at staten er et kampfelt betyder ikke at staten er en neutral mekanisme. Staten varetager totalkapitalens interesser. Eftersom de enkelte kapitalgrupper ikke af sig selv kan organisere den nødvendige infrastruktur til at sikre kapitalakkumulationen, træder staten til og sikrer kapitalens fælles interesser. Men staten er udstyret med en relativ autonomi, d.v.s. en vis selvstændighed i forhold til den herskende klasse og i forhold til økonomien. Denne relative autonomi har i hele dette århundrede åbnet en kampplads for arbejderbevægelsen og andre bevægelser som har åbnet demokratiske spillerum og giver muligheder for små og store delsejre. De delsejre kan forsvares og udbygges, også selvom globaliseringen står på dagsordenen.

Det tredje snit er forholdet mellem parlamentarisk og udenomsparlamentarisk arbejde, og er delvist afledt af bemærkningerne om staten. Mens det er strengt nødvendigt at have blik for at den kapitalistiske stat i de fleste tilfælde levner plads til delsejre, så følger det ikke deraf, at den kamp kan udspille sig alene på den parlamentariske scene. Den forbedring af de samfundsmæssige styrkeforhold der er nødvendig for at opnå delsejre, kan som regel kun fremtvinges af bevægelser uden for stat og parlament. Parlamentarisk arbejde alene er en god recept for passivisering og uskadeliggørelse af modstand. Og omvendt risikerer udenomsparlamentarisk arbejde der helt ignorerer den parlamentariske scene og staten at ende i tomgang og afmagtsdemonstrationer.

Alle tre snit er for os god gammeldags ideologisk bagage, som en strategi for kampen mod den kapitalistiske globalisering også må udspringe af.

Den globale kamp

Betingelserne er selvfølgelig ved at blive ændret. For hvad er det der sker med staten i globaliseringen? Den tilpasses så dens institutioner kan leve op til de opgaver som globaliseringen stiller. Statsbudgettet bliver ikke nødvendigvis mindre, men måden staten løser opgaverne på forandres. Store private selskaber får i højere grad lov til at sætte dagsordenen i f.eks. uddannelsessektoren for at sikre den lokale kapitals konkurrencedygtighed på skærpede betingelser.

Vi kan også opleve, at en lang række områder er ved at blive gennemsyret af hensynet til den kapitalistiske globalisering. F.eks. er den danske stat uhyre varsom med initiativer som løfter standarden på fødevareområdet. Det mindste initiativ kan føre til, at både EU og WTO gør livet surt for den danske regering.

Men den kapitalistiske globalisering er altså ikke bare noget som må bekæmpes globalt. Mange slag udkæmpes nationalt. For at sige det på en anden måde, så er den kapitalistiske globalisering ikke et fænomen der kommer udefra og overfalder den stakkels nationalstat. Vekselvirkningen mellem det globale og det nationale skaber løbende forandringer i staten.

Men en kamp, som udelukkende foregår på nationalt plan er dømt til at mislykkes. Spørgsmålet er, hvordan de globale slag udkæmpes. I det følgende forsøger vi at uddrage nogle erfaringer fra kampen mod MAI.

1. De brede internationale alliancer

Den afgørende styrke i kampen mod MAI var, at det på et tidligt tidspunkt lykkedes at opbygge en bred politisk alliance mellem organisationer fra det meste af verden. Miljøorganisationer, solidaritetsorganisationer, menneskerettighedsgrupper, og enkelte steder også fagforeninger, fandt sammen omkring en fælles platform. Gennem en stribe internationale møder lykkedes det at udveksle erfaringer og at udvikle fælles fodslag, og med flittig brug af nettet sikredes en næsten daglig kontakt. Det kan lyde såre indlysende, men det var faktisk ikke lykkedes før. Selv kampen mod Den Internationale Valutafonds strukturtilpasningsprogrammer i første halvdel af 90-erne var præget af et væld af gode kampagner uden indbyrdes sammenhæng.

På det punkt viser slaget om MAI vejen frem. Kampagnen mod MAI foregik i et meget bredt forum, der strakte sig fra lidt til højre for den politiske midte og helt ud til venstre. Der var ikke så meget tale om én stor kampagne, men om nogle få fælles initiativer og ved siden af et væld af meget forskellige angreb på MAI-aftalen. Nogle fik det lokale byråd til at erklære kommunen for MAI-fri zone, andre lavede aktioner mod ICC’s hovedkvarter, andre lavede lobbyarbejde, og andre igen samlede opbakning til modstanden i fagforeninger eller strikkeklubber.

Globaliseringen gør en række problemer til lokale og internationale spørgsmål (eks: asbestforurening på din arbejdsplads reguleres af WTO), og gør internationalt samarbejde til noget helt afgørende. Derfor er øget politisk samarbejde over grænserne meget vigtig. Fælles kampagner og diskussioner med socialister og progressive kræfter i andre lande er blevet et vigtigt element i ethvert forsøg på at imødegå den kapitalistiske globalisering. En arbejdsform, der kunne ses som opbygningen af "progressive kræfters internationale civile samfund". På denne måde må den kapitalistiske globalisering mødes af "globalisering fra neden".

MAI-modstanden er den foreløbigt mest succesrige model for en sådan "globalisering fra neden" der går på kryds og tværs af traditionelle internationale klasseorganiseringer og partier, men ikke den eneste. Andre eksempler på netværksorganiserede, internet-baserede internationale alliancer, er: Det globale havne- og sømandssamarbejde opbygget omkring havnekonflikterne i Liverpool og Australien. De internationale netværk, som østasiatiske fagbevægelser og folkelige grupper har mobiliseret for at bekæmpe IMF’s indtog i Østasien efter krisen i 1997. Det internationale solidaritetsnetværk omkring zapatisterne i Chiapas.

Alle disse kombinerer lokale problemer og lokal forankring og handlekraft med globale kontaktflader og kapacitet for globale markeringer og aktioner. Efterhånden som flere og flere lokalt-baserede foreninger, aktionsgrupper, partier og fagforeninger opnår permanent deltagelse i sådanne netværk, skabes forudsætningen for flere sejre som MAI.

2. Tilbagerulning

Det er afgørende ikke at bidrage til opbygningen eller styrkelsen af udemokratiske overnationale, eller internationale organisationer, hvis formål er at fremme globaliseringens dagsorden. Disse institutioner, f.eks. WTO, må mødes med en tilbagerulningsstrategi. MAI-kampagnen markerede for mange af de store organisationer i kampagnen et markant politisk kursskifte. Efter i mange mange år at have spillet rollen som regeringernes konstruktive modspillere, trådte pæne organisationer som Verdensnaturfonden og Oxfam ud af rollen for en stund. Det viste sig at blive en styrke. Det var halehængsstrategien der for en stund blev lagt på hylden.

Overfor halehængsstrategien må vi sætte en dagsorden for begrænsning af f.eks. WTO’s magt. Et forslag, som jævnligt føres frem er "retten til at gå foran", d.v.s. retten til at fastsætte højere standarder på f.eks. miljøområdet eller fødevareområdet, end dem der kan opnås enighed om globalt. Uden denne mulighed risikerer vi at al lovgivning på nævnte områder bliver lammet, og bliver helt uafhængige af enhver form for folkelig påvirkning. Det fører til afdemokratisering og passivitet.

Den globale afdemokratisering der viser sig i de internationale institutioner, som er en integreret del af globaliseringen, gør det nødvendigt at slås for et spillerum på nationalt plan. Ligesom helt lokale tiltag kan medvirke til at begrænse globaliseringens gennemslagskraft og sætte bevægelser i gang i modsat retning. Det står ikke i modsætning til en international strategi.

Ændringer af styrkeforholdene i ét eller flere lande får også indflydelse på styrkeforholdene i andre lande. Ligesom mere favorable styrkeforhold i ét land på længere sigt er afhængig af tilsvarende ændringer af styrkeforholdene internationalt.

3. Afsløringsperspektivet

Der ligger også en del muligheder gemt i det, mange kalder afsløringsperspektivet. D.v.s. det arbejde, som retter sig mod at "afsløre" hvilke rævekager magthaverne går og bager i skjul. Kritikken af afsløringsperspektivet lyder som regel, at folk ikke er passive fordi de er uvidende, men fordi de mangler alternativer og handlingsveje. Indsatsen for at "afsløre" de grumme planer har da også en begrænset effekt, men effekten er der. Se blot på MAI-aftalen, som i to år blev forhandlet i hemmelighed, og som først kom til offentlighedens kendskab i oktober 1997. Fra det øjeblik gik det stærkt og i løbet af få måneder var en bred koalition i sving med at oplyse offentligheden om de vilde perspektiver i aftalen.

4. Delkampene

Det er en afgørende opgave at stikke en kæp i hjulet på opbygningen af den kapitalistiske globalisering, men det er selvfølgelig ikke nok.

Det er også nødvendigt at have en dagsorden for internationale delkampe.

På miljøområdet er det internationale miljøaftaler på de afgørende områder. Mens vi i 80erne oplevede vedtagelsen af en lang række internationale aftaler om handel med farligt affald, om ozonnedbrydende stoffer m.m.- så er resultatet af 90ernes indsats noget spinkelt.

På det faglige område er det den årtier lange kamp for faglige rettigheder i almindelighed, herunder ILO-konventionerne. Globalisering betyder her større udfordringer - behov for fælles kampagner i en hel koncern eller et helt fag verden over - men også af og til større muligheder i en sårbar global produktionskæde.

På spørgsmålet om de multinationale selskaber må tråden genoptages fra det nu nedlagte UNCTC, under hvilken der foregik udvikling af en del forslag til, hvordan de multinationale selskaber kunne forpligtes på centrale områder. Blandt nyere tiltag kan nævnes Jessie Jacksons alternative lovforslag om en investeringsaftale for Afrika, der går USA-s "afrikanske industrilobby" stik imod.

På det finansielle område er det krav som er mest udviklet, og som der er størst mobilisering om, den såkaldte Tobin-skat. Tobin-skatten er en lille skat på alle finansielle overførsler som vil kunne lægge en kraftig dæmper på valutaspekulation.

I ingen af disse forslag ligger de radikale forandringer. Om Tobin-skatten kan det med rette siges at den lægger en dæmper på spekulationen, men den kan ikke gardere noget land mod store koordinerede angreb mod valutaen med hvad deraf følger af fald i levestandard. Styrken ved de nævnte delkampe er at de er sat på den globale dagsorden mere eller mindre fra neden.

Det betyder ikke at vi alene går ind i kampen mod den kapitalistiske globalisering, når vi nøje udvælger nogle bestemte krav. Kampen mod gensplejsede afgrøder og fødevarer er et eksempel på en kamp, som ikke i stort omfang retter sig bevidst mod globaliseringen, men som har udviklet sig til et varmt emne som har alt muligt med globaliseringen at gøre. I gensplejsningsproblematikken ligger kampen om patentering af liv, forbrugerbeskyttelse, USA’s landbrugseksport, og multinationale selskabers dominans. En gevaldig kæp i hjulet på den kapitalistiske globalisering, hvis det skulle lykkes at stoppe gen-toget.

Kravet om gældseftergivelse i den tredje verden, der pt. står stærkt med Jubilee 2000 bevægelsen, spiller en lignende rolle. Kravet er ikke i sig selv progressivt i det enkelte tredje verdens land, da stort set hvem som helst som ikke lever af de pengestrømme som gælden skaber, går ind for det. Også generaler og højre-fløjspolitikere. Men gælden er den vigtigste tvangsmekanisme Nord bruger for at påtvinge Syd globaliseringens mangeartede krav.

På vej mod samfundsforandring

Måske lyder alle nørklerierne om delkampene og styrkeforholdene ikke som om socialismen står på dagsordenen. Og det gør den ganske rigtigt heller ikke. Spørgsmålet er, hvordan vi løser det problem. I denne artikel har vi forsøgt at opstille en skitse til en strategi og nogle delkampe der kan forfølges i processen hen mod den situation, hvor de radikale forandringer kommer inden for synsvidde. Første betingelse er at den nuværende afmagt brydes. Og lur os om ikke der er ved at ske noget nyt. Det er som om ideologien om den kapitalistiske globalisering som vor skæbne og lod her i tilværelsen lyder lidt mere skinger i dag end for bare fem år siden.