Afkoloniseringens konsekvenser for Congo

Der var voldsomme internationale rivaliseringer i det daværende Belgisk Congo umiddelbart efter selvstændigheden i 1960. USA forsøgte dengang at udvide sin økonomiske og politiske indflydelse i Congo på bekostning af den tidligere kolonimagt Belgien, der var en stærk modstander af USA’s ’indtrængen’ i Congo. De konflikter der udspillede sig under afkoloniseringen, er vigtige for at forstå nutidens internationale relationer og konflikter på kontinentet.

Af David Gibbs

Belgisk Congo (i det følgende blot Congo) havde længe været betragtet som et land af stor geopolitisk vigtighed og udgjorde scenen for en af de vigtigste internationale kriser i perioden der fulgte afkoloniseringen, nu husket som ”Congo-krisen” (1960-63). I denne krise gennemlevede Congo en meget kompleks borgerkrig som hidkaldte international intervention fra en lang række lande, herunder USA, Sovjetunionen, Belgien, Frankrig, Storbritannien, Portugal og Sydafrika. Den var også udgangspunkt for en af de mest omfattende FN fredsbevarende operationer i historien, hvori den tidligere Generalsekretær, Dag Hammerskjöld, mistede livet. Den vigtigste multinationale aktør under Congokrisen var det store belgiske kobbermineselskab Union Minière du Haut Katange, UMHK.

UMHK var en filial af det belgiske holdingselskab Sociéte Générale de Belgique, dengang den største belgiske finansieringsinstitution, der kontrollerede 70 % af den congolesiske økonomi. Under den belgiske kolonisering havde Congo leveret store rigdomme til Belgien. UMHK’s hovedaktivitet i Congo var kobberminedrift i klassisk kolonial stil, hvor UMHK reelt kontrollerede næsten hele Shabaprovinsens økonomi, der dengang hed Katangaprovinsen.

Spirende nordamerikansk interesse

Under den voldsomme tumult som fulgte Congos uafhængighed i juni 1960, frygtede UMHK’s ledelse at den voldsomme antieuropæisme kombineret med vold og uorden, kunne true mineaktiviteterne i Shabaprovinsen. Derfor organiserede UMHK en oprørsbevægelse i Shaba der fik løsrevet provinsen fra Congo og dannet en selvstændig stat, der eksisterede fra juli 1960 til januar 1963, da den endegyldigt blev opløst gennem en militær offensiv anført af FN militærtropper og Shaba igen blev en del af Zaïre. I sin mere end toårige eksistens modtog Shaba betydelig støtte fra UMHK. Ro og orden blev opretholdt af hvide lejesoldater, der hovedsageligt var organiseret af UMHK, og belgiske faldskærmsoldater. Oprøret i Shaba ophørte tidligt i 1963, men UMHK forblev hovedinvestor i landet, hvor det symboliserede den gamle koloniale økonomi. Selskabet blev, ikke overraskende, skydeskive for congolesiske nationalister.

Men UMHK blev også mødt af modstand fra andre sider. Der havde længe været en række multinationale selskaber, hovedsageligt baseret i USA, som søgte adgang til lukrative investeringsmuligheder i Congo. En af de mest betydningsfulde, diamanthandleren Maurice Tempelsman fra New York som styrede familiefirmaet Leon Tempelsman & Son. Op gennem 1950erne forudså Tempelsman, længe før alle andre forretningsfolk, at afkoloniseringen af Afrika var uundgåelig og, fra hans synspunkt, ganske ønskelig. Den åbnede nemlig nye muligheder for at hans firma kunne udvide diamanthandlen og komme ind på nye områder som kobberminedrift.

Allerede i 1950’erne, længe for uafhængigheden, havde Tempelsman turneret i Afrika og opvartet fremadstormende afrikanske ledere over hele kontinentet. Han havde tætte forbindelser til ledende folk inden for CIA og politiske personligheder i USA, specielt fra den liberale fløj af Det Demokratiske Parti.

Ikke overraskende vakte Tempelsmans aktiviteter betydelig mistro inden for belgiske finanskredse, i UMHK og andre steder. Belgierne troede at Tempelsman søgte at bruge sine politiske forbindelser til at udvide sine forretningsaktiviteter i Congo - på bekostning af belgiske interesser. Men Tempelsman var ikke den eneste fra USA, der søgte indflydelse i Congo, det samme gjaldt olie-, mine- og finansselskaber, som søgte at investere i Afrika. Dette blev ofte forhindret af europæiske selskaber med tætte bånd til de respektive koloniale administrationer. Der lød klager fra amerikanske selskaber over, at investorer fra USA blev blokeret af europæiske interesser og de bød en afkolonisering yderst velkommen med udsigt til de muligheder, som uafhængigheden kunne betyde for nye investeringer.

USA søgte at udnytte Congokrisen til at skaffe nordamerikanske selskaber adgang til Congo, hvilket var med til at optrappe den internationale spænding da belgiske interesser søgte at stoppe disse forsøg.

Mobuto kommer til magten

En anden hovedaktør i Congo var naturligvis general Mobuto Sese Seko. General Mobuto havde i årevis haft tætte bånd til USA. I 1959, da han var studerende i Belgien, blev han rekrutteret af CIA og begyndte sin karriere som CIA-agent. CIA roste senere sig selv for deres satsning på Mobuto som de betegnede som en af agenturets mest vellykkede operationer overhovedet. De forudså at han kunne lede et militærkup og blive en vigtig allieret for USA i den kolde krigs kamp om indflydelse på det afrikanske kontinent.

I 1965 stod Mobuto i spidsen for et militærkup, der blev bakket op af CIA, og indtog herefter posten som Congos diktator. Skønt USA således havde skaffet sig politisk indflydelse i Congo, var det de belgiske selskaber, især UMHK og filialerne i Société Générale-gruppen, som dominerede Congos økonomi. UMHK havde fortsat total kontrol med de værdifulde Shaba-kobberminer, og andre belgiske selskaber, hovedsageligt fra Sociéte Générale-gruppen, dominerede andre sektorer. En gruppe fra det Nordamerikanske erhvervsliv med Tempelsman i spidsen, søgte at svække den belgiske dominans, med støtte fra USA’s regering.

Afkoloniseringen af Congo skabte således et magtvakuum som USA var i stand til at udnytte til at udvide sin indflydelse. USA havde, trods alt, erstattet traditionel europæisk indflydelse i Fjernøsten, Sydamerika og i nogen grad i den Persiske Golf; det var et spørgsmål om tid før USA’s indflydelse også udstrakte sig til Centralafrika.

General Mobuto kom til magten i 1965 i en hvepserede af intens rivalisering mellem forskellige internationale interesser. Mobutos opstigning til magten faldt også sammen med en global tendens blandt ledere i den såkaldt tredje verden til at demonstrere deres selvstændighed i forhold til den multinationale kapital. Økonomisk nationalisme var ’in’, og Mobuto havde særlige grunde til at forfølge økonomisk nationalisme. Han var kommet til magten med vestlig, primært USA’s støtte og hans troværdighed som afrikansk nationalist var således meget lille. Mobuto havde derfor mange gode grunde til at forfølge nationalistiske politikker, og det mest åbenlyse mål ville naturligvis være at gå i flæsket på UMHK og andre belgiske selskaber fra Société Générale-gruppen. I denne proces konsulterede Mobuto de selskaber der var rivaler til UMHK, som naturligvis var interesserede i at modsætte sig belgisk dominans i Congo.

Den vigtigste modstander af UMHK’s indflydelse i Congo var Maurice Tempelsman. Han kom til at fungere som ’teknisk rådgiver’ for Mobuto, samtidig med at han varetog sine egne økonomiske interesser og fik skaffet sit firma ind på det congolesiske marked for mineraler. Tempelsman foreslog Mobutos regering at oprette et halvstatsligt selskab som skulle markedsføre kobber uden om UMHK-kanalerne, og Tempelsman så en mulighed for at hans eget selskab kunne komme til at spille en rolle i den foreslåede markedsføringspolitik

Mobutos nationalisering af kobberminerne

Mobuto gik langt videre end Tempelsmans planer. Han brugte en flammende retorik mod Belgien og især mod UMHK. Den 7. juni 1966 fik Mobuto vedtaget en lov der gav den congolesiske regering myndighed til at nationalisere udenlandske selskaber. De følgende måneder var Congo hjemsted for en kraftig hetz mod den belgiske forretningsverden. Den 17. december 1966 erklærede Mobuto at UMHK opererede som ’en stat i staten’ og anklagede selskabet for at bryde landets love og snyde med eksportafgifter. Mobuto krævede at UMHK flyttede deres hovedsæde til Congo og ændrede selskabets politik, ellers ville det blive eksproprieret.

Da kontroversen eskalerede, nationaliserede Mobuto den 1. januar 1967 UMHK, og dets aktiver blev overtaget af den congolesiske stat. Denne handling blev af iagttagere set som en direkte krigserklæring mod belgiske interesser. UMHK på sin side svarede kraftigt igen, bl.a. ved at nægte at markedsføre Congos kobber. Eftersom Congo ikke selv var i stand til international markedsføring, var truslen højst effektiv. Endvidere rådede Congo ikke over ingeniør- og teknisk personale, som var nødvendige, for at drive minerne (den belgiske kolonimagt havde ikke uddannet congoleserne, red.), og belgisk personale forlod Congo i masseflugt. På grund af belgiske repressalier, ophørte eksporten af congolesisk kobber næsten, og landet var tæt på at opbruge sit lager af hård valuta. Den congolesiske regering forsøgte at holde gang i kobberminedriften ved at oprette det statslige mineselskab GECOMIN (Sociéte Générale Congolaise des Minérais) for at fortsætte minedriften uden belgisk indblanding, men dette viste sig umuligt bl.a. på grund af manglen på uddannede folk og kontakt til internationale markeder.

Nationaliseringen fremkaldte næsten enstemmig misbilligelse fra de store kapitalistiske lande. For på trods af uenigheder og konkurrence om adgangen til Congos mineraler, så var de vestlige magthavere og de private selskaber stadig i stand til at stå sammen, når deres kollektive interesser blev truet. Nationaliseringen - som var blevet gennemført uden nogen form for kompensation - krænkede voldsomt de accepterede, kapitalistiske normer for international forretningsaktivitet, og selv Tempelsman udtalte sig imod nationaliseringen. Man frygtede naturligvis fra USA’s side at nationalisering kunne smitte til andre lande i Afrika, hvor USA havde store økonomiske interesser i spil.

Der var således tale om en kortvarig splittelse mellem USA og Mobuto, men denne varede mindre end to uger. Tempelsman rejste til Congo og rådede Mobuto til at ’moderere sig’ og tilbyde kompensation.

Fra boykot til enighed

Mobuto forhandlede med UMHK og accepterede princippet om kompensation. Mobuto havde - gennem nationalisering uden kompensation - overskredet grænserne for ’legitim nationalisering’ og derved på det generelle plan truet de multinationale selskabers kollektive interesser. Da Mobuto modererede sin position og tilbød kompensation, kunne USA igen støtte ham og hans økonomiske nationalisme, som primært var rettet mod belgiske økonomiske investeringer, og ikke imod udenlandske investeringer som sådan.

UMHK organiserede en international boykot af congolesisk kobber, og Congo blev frarøvet en stor del af sin udenlandske valuta. Mobuto havde endnu et trumfkort: USA’s støtte til hans politik i konfrontation med belgiske interesser.

Tempelsman søgte at hjælpe Mobuto ved at organisere et internationalt konsortium af mineselskaber, som skulle lede Congos kobberminer i stedet for belgierne. Selskabet kom i gang med sit arbejde i januar 1967. Tempelsmans firma var en af sponsorerne bag konsortiet. Der var kraftige aktiviteter blandt US-diplomater i Congos hovedstad, Kinshasa (dengang Leopoldville) og Washington for at støtte konsortiet og dermed udkonkurrere UMHK’s indflydelse i landet.

Det planlagte konsortium blev betragtet som et USA-domineret projekt, og som en indtrængen i den belgiske indflydelsessfære. Men konsortiet blev aldrig færdigetableret.

Udenlandske multinationale selskaber udtrykte frygt for det mægtige UMHK’s vrede - specielt når UMHK truede med at sagsøge ethvert selskab som markedsførte congolesisk kobber. Mange selskaber var også bange for de tekniske problemer med at drive minerne når UMHK - og dermed alle data og ekspertiser - var borte. Opgivelsen af konsortiet var et nederlag for USA, for Tempelsman og især for Mobuto.

Congo havde nationaliseret kobberminerne, men var ude af stand til at drive dem uden belgisk assistance, og de kunne ikke markedsføre kobberet pga. boykotten fra UMHK’s side. Det blev klart at Congo ikke ville være i stand til at engagere andre multinationale selskaber for at erstatte belgierne.

Et kompromis mellem Mobuto og UMHK i februar 1967, lød på at Congo skulle eje sine egne kobberminer, gennem det halvstatslige selskab, GECOMIN, men at UMHK skulle administrere og lede minerne. Officielt var det ikke UMHK, der var involveret, men et nyt selskab Sociéte Générale des Mines med de samme interesser som UMHK. USA udtrykte stor utilfredshed med aftalen.

Nationaliseringen i 1967 fremkaldte således en periode med omfattende konflikt blandt internationale forretningsinteresser ,der alle søgte at få adgang til Congos råmaterialer.

Forsøg på at vælte Mobuto

Belgiske UMHK nærede fortsat mistro til Mobuto og betragtede den seneste forretningskontrakt som et nødvendigt onde. Belgiske interesser håbede også på en ny politisk ledelse i Congo. Mobotu blev fortsat mødt med fjendtlighed fra det belgiske selskab, og i juli 1967 blev han konfronteret med en ny trussel. De hvide lejesoldater som havde deltaget i den tidligere Katangakrise og var forblevet i Congo, igangsatte et oprør hvor de forsøgte at vælte Mobuto og erstatte ham med Moise Tshombe, den tidligere lokale leder som nu boede i Europa. Tshombe opfordrede direkte til oprøret og erklærede at han ville vælte Mobuto. Meget tyder på at oprøret var igangsat og finansieret af UMHK. Mange af lejesoldaterne havde langvarige forbindelser til det belgiske selskab, og Tshombe blev betragtet som meget pro-belgisk. Amerikanske politikere og diplomater mistænkte UMHK for at støtte oprøret, som hævn for Mobutos nationaliseringspolitik. Oprøret blev slået ned med støtte fra USA’s militær. Herefter så det ud til at den belgiske regering og UMHK resignerede og accepterede at samarbejde med Mobuto. Man fortsatte den model hvor Congo ejede minerne, men UMHK stod for administration og ledelse og hentede masser af penge hjem til Belgien.

USA og Frankrig erstatter Belgien

Tempelsman og USA’s regering fortsatte deres bestræbelser på at internationalisere Congos kobbersektor, og disse bestræbelser bar frugt i 1970 hvor Tempelsman oprettede et internationalt konsortium der involverede USA-amerikansk, fransk, sydafrikansk og japansk kapital. Formålet var at udvikle de nye og meget værdifulde Tenke Fungurume kobberårer i Shabaprovinsen. Tempelsman fandt det umuligt at investere i de eksisterende kobberminer i Shaba så derfor satsede han på Tenke Fungurume årerne som formodedes at indeholde den højeste koncentration af kobber i verden. Mobuto indgik aftale med det nye konsortium og afviste UMHK der også var interesseret. Mobutos beslutning om at favorisere den af Tempelsman anførte gruppe hang utvivlsomt sammen med USA’s støtte under 1967-nationaliseringen.

Tenke-Fungurume-projektet var en milepæl i historien om udenlandske investeringer i Congo, og det udgjorte et voldsomt slag i hovedet på belgisk økonomisk dominans. Belgierne konkluderede at de nu for alvor havde mistet grebet om Congo. Belgiske interesser blev også angrebet gennem en række nationaliseringer og angreb på udenlandske investeringer fra Mobutos side midt i 70’erne. Fra da af blev udenlandske investeringer i stigende grad domineret af USA og Frankrig, som i dag stadig er hovedrivaler hvad angår indflydelsen i det centrale Afrika.

Oversat og redigeret af Irene Clausen, efter: ”International Commercial Rivalries & the Zaïrian Copper Nationalisation of 1967, af David Gibbs fra University of Arizona. Trykt i tidsskriftet ”Review of African Political Economy, no 72: 171-184, 1997

Læs også artiklen ”Mobutos storhed og fald” i GAIA #7, sommer 1997