Tema: Sydafrika
Af Stinne Lyager Bech
Zimbabwes præsident Robert Mugabe har fornyelig indgået aftale med Commonwealth om at sætte en stopper for besættelserne af de store farme og genindføre lov og orden i landet. Til gengæld har den britiske regering lovet at støtte Zimbabwe økonomisk. Umiddelbart kan det virke som et overraskende politisk skift, der ikke peger på en løsning for Zimbabwes jordløse, men ifølge zimbabwiske venstreorienterede er det en forudsigelig udvikling
Tafdzwa Choto er national koordinator for det zimbabwiske ISO, et mindre trotskistisk parti, der er medlem af den zimbabwiske oppositionsbevægelsen MDC (The Movement for Democratic Change). Hendes kritik af Mugabes politiske linie er en helt anden end den man normalt præsenteres for i de vestlige medier. Ifølge Choto fører Mugabe en rendyrket neoliberal politik bag den antiimperialistiske retorik: "Mugabe fører sig frem som antiimperialist og fordømmer IMF og Verdensbanken. Men i Zimbabwe gør han det modsatte. Han privatiserer universitetsuddannelserne, hans politi skyder strejkende arbejdere, der er ingen medicin på hospitalerne og han har forbudt strejker".
Ifølge Choto og andre venstreorienterede handlede Mugabes statsstøttede "jordbesættelser" således kun meget lidt om at finde en løsning på Zimbabwes ulige jordfordeling og et opgør med den britiske kolonimagt. De blev nærmere iværksat som et desperat forsøg på at genoprette den faldende støtte til Mugabes regerende parti Zimbabwe African National Union-Patriotic Front (ZANU-PF) blandt landets millioner af jordløse bønder. Den faldende støtte til Mugabe blev tydelig, da der i februar sidste år blev afholdt folkeafstemning om en ændring af landets grundlov, som ville have øget præsidentens magtbeføjelser. Befolkningen afviste den planlagte ændring. Dette nederlag var det første valgmæssige nederlag ZANU-PF havde lidt, siden Zimbabwe opnåede sin uafhængighed i 1980.
Voksende opposition
En væsentlig faktor bag nederlaget var den nydannede oppositionsbevægelse MDC, som er den eneste egentlige konkurrent til Mugabes ZANU-PF. Det store oppositionsparti blev dannet i kølvandet på 1990’ernes sociale konflikter i Zimbabwe.
Baggrunden for disse konflikter var en voksende fattigdom i landet, blandt andet som følge af at Mugabes regering i 1991 gennemførte strukturtilpasningsprogrammer efter Verdensbankens opskrift. I løbet af de følgende år voksede utilfredsheden blandt arbejdere og bønder i Zimbabwe og de begyndte at organisere massedemonstrationer og strejker. Strejkerne voksede i omfang op igennem 90’erne. I 1995 var der således 20.000 arbejdere i strejke, i 1996 kom antallet af strejkende op på 250.000, og i 1997 deltog næsten en million arbejdere i strejkerne. I løbet af 1997 og 1998 intensiveredes de sociale konflikter, og nu gik også de studerende og krigsveteranerne i aktion for at få opfyldt deres krav.
I 1999 blev MDC så dannet, anført af fagforeningssammenslutningen ZCTU (Zimbabwe Congress of Trade Unions). MDC er en koalition af en række partier og fagforeninger, blandt andet ISO. Bevægelsen er blevet kritiseret for ikke at udgøre et reelt alternativ for Zimbabwes fattige og Choto er heller ikke tilfreds med MDC’s udvikling: "De fleste lederposter blev besat af folk fra middelklassen og efter folkeafstemningen, som gav borgerskabet i Zimbabwe tillid til, at MDC kunne overvinde Mugabe, så vi hvordan virksomhedsbosser og store farmere overtog høje poster i MDC. Det var også på det tidspunkt, at partiet begyndte at føre en mere højreorienteret politik, som støtter neoliberale politikker og det frie marked. Det er den situation vi ser i dag."
Men Choto mener alligevel ikke, at ISO bør trække sin støtte fra MDC. Ifølge hende er den største del af partiets base stadigvæk de samme arbejdere, der deltog i 90’ernes strejker, og desuden mener hun, at det er nødvendigt at indgå i alliancer: " Langt de fleste zimbabwere kæmper først og fremmest for at komme af med Mugabes diktatur og der er derfor ikke råd til at være alt for kræsen overfor MDC’s politiske program".
Mugabes regering har svaret hårdt igen på oppositionens fremgang. Efter valgnederlaget iværksattes en voldsom forfølgelse af oppositionen. Bander, der var organiseret og koordineret af militæret og politiet, intimiderede, myrdede og tævede MDC aktivister og landarbejdere, der blev mistænkt for at støtte MDC. På trods af disse taktikker kunne ZANU-PF kun med nød og næppe fastholde magten efter valgene i juni 2000, idet de kun vandt 62 pladser ud af de 120 parlamentsmedlemmer. MDC vandt 57 pladser. Ifølge oppositionen var det alene den udbredte vold før valget der tillod det regerende parti at overleve. Mindst 31 MDC aktivister blev dræbt imellem Mugaberegimets nederlag ved folkeafstemningen i februar og valgene i juni.
Halvhjertet jordreform
MDC har først og fremmest sin opbakning fra folk i byerne, og baggrunden for Mugabes valgnederlag har i ligeså høj grad været en faldende tilslutning blandt ZANU-PF’s traditionelle base, Zimbabwes landbefolkning.
Efter nederlagene i februar og juni og med udsigten til det kommende præsidentvalg i 2002 indså Mugabe og ZANU-PF således, at der måtte drastiske midler til for at genvinde bøndernes støtte. Det var på den baggrund, at Mugabe iværksatte bølgen af jordbesættelser. Tilhængere af ZANU-PF blev opfordret til og støttet i at besætte jord på farme ejet af det hvide mindretal. Den zimbabwiske regering øremærkede omkring 95% af de kommercielle farme ejet af hvide til omfordeling. Men de udelod den jord, der er ejet af store vestlige firmaer (omkring 9.5 million ha.). Omkring 1700 af de i alt 4600 farme, der er planlagt til omfordeling, er i dag besat. Men der er ikke tale om egentlig omfordeling af jord eller genbosættelser af jordløse bønder. Anført af ZANU-PF aktivister eller medlemmer af sikkerhedsstyrkerne, ankommer arbejdsløse unge og hjemløse til farmene og uddriver både ejere og landarbejdere med voldelige midler. Oftest vandaliserer og plyndrer de mere end de udvikler og dyrker jorden. Regeringen har ikke understøttet bosætterne med udstyr, materiel, byggematerialer, såsæd eller gødning. Derfor har de hverken penge eller ressourcer til at lave forbedringer på farmene. Hvis bosætterne overhovedet bliver på farmen, så opgiver de oftest at opdyrke jorden og køre farmen videre som sådan. I stedet bygger de nogle hytter og opdyrker lidt af jorden som mindre havestykker. De eksisterende afgrøder dør bort uden at blive passet eller høstet.
Økonomisk og politisk kaos
Som resultat er Zimbabwes landbrugsproduktion styrtdykket og eksportindtægterne forsvundet.
Nu lurer en sultkatastrofe, idet produktionen af majs, som udgør befolkningens vigtigste ernæringskilde, ikke længere dækker befolkningens behov og fordi der ikke er tilstrækkelig udenlandsk valuta til at importere fødevarer. Arbejdsløsheden er vokset til 60% og inflationen nærmer sig 70%. To tredjedele af befolkningen, overvejende i landområderne, kæmper sig igennem tilværelsen for mindre end US$1 om dagen. Den 6. september i år advarede ZCTU (Zimbabwe Congress of Trade Unions) om et ulmende oprør blandt de fattigdomsramte zimbabwere, der vil bryde ud i lys lue, hvis ikke regeringen får styr på landets dramatiske økonomiske nedtur. Samtidig truer både EU og USA med sanktioner og også Zimbabwes nærmeste naboer presser på for at landet stabiliseres - med eller uden Mugabe ved roret.
Krisen har tvunget Mugabe til igen at skifte hest. Han har indset, at medmindre han vendte tilbage til den vestlige fold, så ville ikke nok så meget statsvold eller valgsvindel kunne sikre hans genvalg, når Zimbabwe økonomi kollapsede totalt eller hvis det zimbabwiske folks vrede eksploderede i oprørshandlinger. Derfor indvilgede han i at forhandle med England og lovede at sætte en stopper for jordbesættelserne. Mugabe håber, at aftalen med briterne vil betyde, at Vesten ser igennem fingre med volden mod MDC op til valget og at internationale donorer igen vil åbne op for pengekasserne. England har allerede tilbudt et beløb på £36 millioner pund til at betale kompensationer til de hvide farmere for deres jord.
Kilde: Norm Dixon/ Green Left Weekly