I denne kommentar analyserer Immanuel Wallerstein zapatisternes historiske placering i modstanden mod det kapitalistiske verdenssystem. Hvad har zapatisternes oprør betydet, og hvordan kan deres seneste udmeldinger om ’red alert’ og kampens anden fase forstås?
Af Immanuel Wallerstein
Siden 1994 har zapatisternes oprør i Chiapas udgjort den vigtigste sociale bevægelse i verden. Oprøret har fungeret som både et barometer og en tændsats for antisystemiske bevægelser jorden rundt. Men hvordan kan en lille bevægelse af Mayaindianere fra en af de fattigste regioner i Mexico komme til at spille så stor en rolle? For at besvare dette spørgsmål, må vi kigge på de antisystemiske bevægelsers historie i verdenssystemet tilbage fra 1945.
Bevægelsernes storhed og fald
Fra 1945 og frem til midten af 1960’erne voksede de antisystemiske bevægelser. Kommunistpartierne, de socialdemokratiske partier og de nationale befrielsesbevægelser (også kaldet ’det gamle venstre’) voksede over hele verden, og de kom til magten i en række lande. Det gik rigtigt godt, men netop som de så ud til at stå på den globale triumfs tinde, ramte de ind i to forhindringer: 1968-oprøret og den internationale højrefløjs genopstandelse.
1968-oprørets revolutionære protesterede overalt imod USA’s imperialisme, men de protesterede samtidig mod det gamle venstre. I følge de studerende og arbejderne i 1968 oprørets bevægelser var ’det gamle venstre’ nok kommet til magten, men de havde ikke opfyldt deres løfter om at forandre verden i en mere ligeværdig og demokratisk retning. De blev opfattet som utilstrækkelige og mangelfulde. 68’erne opbyggede nye bevægelser (miljø-, feminist- og identitetsbevægelser), men ingen af disse formåede at mobilisere den samme massestøtte, som de traditionelle venstreorienterede bevægelser havde opnået i perioden efter 1945.
Derudover genvandt den internationale højrefløj pusten i kølvandet på nedgangen i verdensøkonomien. Mest bemærkelsesværdige var de neoliberale regeringer under Margaret Thatcher og Ronald Reagan. Men måske endnu vigtigere var IMF’s og det amerikanske Finansministeriums evne til at tvinge de fleste af de regeringer, der stadig var styret at ’det gamle venstre’, til at trække deres økonomiske politik tilbage og skifte fokus fra en importsubstituerende udviklingspolitik til eksportorienteret vækst.
Strømmen vender
Da de sidste og stærkeste af ’det gamle venstres’ regeringer - kommunistregimerne i USSR og Østeuropa - kollapsede i 1989-91, kulminerede den voksende forvirring i de antisystemiske bevægelser (fra både det gamle og det nye venstre) i et toppunkt af desillusion og manglende tro på egen kapacitet til at forandre verden.
Men netop som den neoliberale bølge syntes at nå sit højdepunkt, begyndte strømmen at vende. Vendepunktet blev zapatisternes oprør den 1. januar 1994. Zapatisterne kæmpede for de mest undertrykte dele af verdens befolkning - de indfødte folk - og gjorde krav på deres ret til autonomi og trivsel. Dertil kom, at de ikke gjorde dette ved at kæmpe for at overtage magten i den mexicanske stat, men ved at søge at tage magten i deres egne samfund og kræve en formel anerkendelse fra den mexicanske stat.
Zapatisternes oprør
Mens den militære del af deres oprør hurtigt blev afsluttet med en våbenhvile, opnåede de politisk indflydelse i det mexicanske civilsamfund og siden i hele verden. De indkaldte til ’intergalaktiske’ konferencer i Chiapas’ skove og opnåede deltagelse fra et imponerende antal af politisk aktive og intellektuelle fra hele verden. Da en ny præsident kom til magten i Mexico i 2000, marcherede zapatisterne til Mexico City for at kræve, at den mexicanske regering levede op til de fredsaftaler, der blev indgået allerede i 1996 (San Andrés aftalerne). Da den mexicanske regering ikke efterlevede dette, på trods af den massive støtte til zapatisterne i det civile samfund, vendte zapatisterne tilbage til deres landsbyer i Chiapas. De begyndte at opbygge deres autonomi på egen hånd og skabte demokratiske råd, egne skoler og egne sundhedsfaciliteter. Men den mexicanske hær forblev i området med konstant trussel om at nedbryde de autonome strukturer.
Zapatisterne som eksemplet på det mulige
Zapatisternes betydning rækker langt ud over Chiapas og endda Mexicos grænser. Overalt er de blevet eksemplet på det mulige. Når de fleste sydamerikanske lande indenfor de sidste 5 år har fået venstreorienterede eller populistiske regeringer til magten, så har zapatisternes eksempel været med til at antænde gnisten. Når demonstranterne i Seattle i 1999 var i stand til at afspore WTO-mødet og siden følge op med tilsvarende demonstrationer i Genova, Quebec City og mange andre steder som dette års Glenagles, var de i høj grad inspireret af zapatisterne. Og da Verdens Sociale Forum i 2001 markerede et højdepunkt i denne fornyelse af den antisystemiske kamp, var zapatisterne den heltemodige model.
Red Alert
Men så pludselig, i juni 2005, erklærede zapatisterne ‘red alert’ og opfordrede alle de zapatistiske samfund til at forlade deres landsbyer og trække sig ind i skoven for at deltage i en storstilet ’konsultation’ i zapatistbevægelsens baser. Årsagen? De udtalte, at de ikke længere kan tillade sig blot at vente i det uendelige, mens den mexicanske regering ignorerer de løfter, som de afgav for snart ti år siden. De erklærede sig rede til at miste ”det lidt de har vundet” (det vil sige den eksisterende begrænsede autonomi uden juridisk sikkerhed) for at forsøge noget nyt. Zapatisterne erklærede, at de havde afsluttet den første fase af deres kamp og at tiden var inde til at bevæge sig videre til anden fase, der skal være politisk og ikke militær.
I den tredje og sidste del af “Den 6. deklaration fra Lacandona skoven” udgivet den 30. juni 2005, giver zapatisterne os nogle klare indikationer på, hvad deres politiske linje er. Deklarationen nævner intet om et politisk parti, hverken i Mexico eller andre steder. Den erklærer i stedet zapatisternes støtte til alle mennesker, der kæmper for deres rettigheder ud fra et venstreorienteret perspektiv. Zapatisterne taler om at skabe en bred politisk alliance i Mexico - ”Vi er indianere, men vi er også mexicanere” lyder det. Og de taler om at skabe en bred politisk alliance i verden. De bruger et sprog, der på en gang er inkluderende - inkluderende overfor alle befolkningslag, alle folk og mest af alt alle undertrykte grupper - men et sprog, der samtidig er resolut venstreorienteret om end det ikke er bundet til noget specifikt parti.
Kampens anden fase
Efter min mening er timingen det vigtigste ved dette initiativ. Det er nu 11 år siden, at strømmen begyndte at vende og neoliberalismen og imperialismen svækkedes. Men for zapatisterne er der ikke opnået nok. Jeg har en fornemmelse af, at de ikke er de eneste, der tænker sådan. Jeg har på fornemmelsen, at der i hele Latinamerika, og måske i særlig grad i de lande, hvor venstreorienterede og populistiske grupper er kommet til magten, er en lignende følelse af, at dette ikke er godt nok. At mange regeringer har indgået for mange kompromisser og at den folkelige entusiasme er vigende. Jeg har på fornemmelsen, at der i Verdens Sociale Forum (VSF) er den samme følelse af, at det, der er blevet opnået siden starten i 2001, er bemærkelsesværdigt. Men at det ikke er nok og at VSF ikke bare kan fortsætte med at gentage det samme igen og igen. I Irak og Mellemøsten virker der også til at være en følelse af, at modstanden mod USA’s interventionisme har været utrolig stærk, men at det alligevel ikke har været nok.
I 1994 var det zapatistiske oprør et barometer på afvisningen af den hjælpeløshed, der var ved at tage livet af verdens antisystemiske bevægelser. Oprøret blev samtidig en tændsats til en række andre initiativer. I dag, når zapatisterne fortæller os, at den første fase af deres kamp er overstået og at det ikke nytter noget at dvæle her, virker det som om, de igen udgør et barometer på et følelsesmæssigt skift overalt. Zapatisterne vil bevæge sig videre over til næste fase - politisk, inkluderende, men indtil videre uden at have udtrykt præcise mål. Vil de blive inspirationskilden til en lignende genovervejelse i hele Latinamerika, i Verdens Sociale Forum, i alle de antisystemiske bevægelser over hele kloden? Og hvad bliver mon de mere præcise mål i den næste fase?
Sakset fra Commentary No. 165, July 15, 2005.
Oversat af Stinne Lyager Bech