Den varme vind slår os i ansigtet, da vi træder ud af flyet i Damaskus lufthavn. Vi ankommer fra et Danmark, hvor foråret har ladet vente alt for længe på sig. Vi er otte unge fra Internationalt Forum, der er taget hertil for at besøge ligesindede unge palæstinensere.
Af Sascha Iversen og Asta Nielsen
At mange palæstinensere ikke har mulighed for at bo i Palæstina er et faktum, de fleste er klar over. Vi har valgt at besøge nogle af de palæstinensere, der bor som flygtninge i Syrien, fordi de her har relativt gode muligheder for at organisere sig, og fordi vi er nysgerrige efter, hvordan de fører deres kamp herfra. Der bor ca. 470.000 palæstinensiske flygtninge i Syrien, hvoraf ca. 70% bor i de syriske byer, og resten bor i ti flygtninge lejre landet rundt. Her er området Yarmouk i Damaskus talt med som by, men mange vælger også at betragte dette område som en palæstinensisk lejr, idet området overvejende er befolket af palæstinensiske flygtninge, og fordi det i høj grad er præget af en palæstinensisk identitet. Det er her vi skal bo, hos kammerater, der er aktive på ungdomscentret "Jafra" i området. Det er dem,
der henter os i lufthavnen, og i deres minibus suser vi gennem landskabet af rødbrunt jord direkte til Jafra Center.
Yarmouk
Yarmouk er en af de største flygtningelejre, der ligger i udkanten af Damaskus. Boligerne fremstår som lidt fattigere end det meste andet, vi får at se af Damaskus. Omkring hovedgaden Yarmouk Street er der skudt et handelsområde op, hvor også mange syrere fra resten af Damaskus strømmer til for at handle. Umiddelbart er der ikke meget, der adskiller Yarmouk fra et hvilket som helst andet kvarter i Damaskus, men ser man lidt nærmere efter, afslører områdets palæstinensiske identitet sig. De fleste gader er opkaldt efter steder i Palæstina, fx Palestine Street og Jaffa
Street, og overalt hænger plakater for palæstinensiske arrangementer og organisationer, der vidner om den stærke palæstinensiske organisering i området. Og til vores store fornøjelse findes der også flere butikker med palæstinensisk merchandise, hvilket vi udstyrer os godt med, med tanke på den propaganda-opgave, der ven ter os, når vi kommer hjem til Danmark.
PFLP’s avis
Dykker man endnu længere ned, vil flere ting, der manifesterer den palæstinensiske identitet, afsløre sig. Yarmouk er nemlig centrum for flere palæstinensiske organiseringer, som vi bliver inviteret til at besøge. Udover Jafra besøger vi blandt andet avisen "Al Hadaf", som er PFLP’s officielle magasin og etableret i 1969 i Libanon. Avisens formål er at forsvare de palæstinensiske rettigheder og være talerør for den palæstinensiske revolution. Desuden har den som formål at pege på uretfærdigheder rundt i hele verden. Avisens første redaktør Ghassan Kanafani, som var en vigtig palæstinensisk journalist og forfatter, blev slået ihjel i 1972 i Beirut af det israelske efterretningsvæsen. Al Hadaf’s redaktion holdt til i Libanon ind til 1982, hvor den israelske invasion af landet tvang redaktionen til at flytte til Damaskus. De fleste af avisens journalister blev dog fængslet i Israel, men det lykkedes dem at fortsætte udgivelserne fra fængsler ne. Avisen startede som et dagblad, men den fungerer nu i stedet som månedsblad. Til gengæld sker der nu en omfattende distribution af artikler via internettet. Distributionen via internettet afhjælper også den svære situation, der er opstået i kraft af, at bladet er blevet forbudt i mange arabiske lande og med terrorstemplingen af PFLP også i mange europæiske lande.
Årsdag for al-Nakba
En af vores første dage i Syrien er den 15. maj, årsdagen for al-Nakba. "Al-Nakba" betyder "katastrofen". Det var datoen for dannelsen af staten Israel og starten på den zionistiske terror mod palæstinenserne, der drev 700.000 palæstinensere på flugt til de arabiske nabolande. Vores kammerater inviterer os med til at deltage i en manifestation for at mindes dagen og de døde. Der er to manifestationer, den ene er udelukkende arrangeret af PFLP, den anden af alle de forskellige palæstinensiske organisationer. Vi tager til den første, som bliver afholdt midt på et torv. Her er billeder af martyrer, alle fra PFLP, og forskellige kvinder fra PFLP holder tale. Manifestationen bliver dækket af syrisk tv. Da vi ankommer, er der et par hundrede mennesker tilstede, og en gang imellem tjekker det syriske politi forbi manifestationen, men alt forløber stille og roligt. Senere går vi forbi den anden manifestation hvor der er lidt flere mennesker. Her er også billeder af martyrer, og forskellige "boder" hvor folk kan møde organisationerne.
Selv er de unge, som vi er sammen med, den tredje generation siden al-Nakba. Historien om al-Nakba kender de fra deres bedsteforældre, der oplevede den, og stadig længes efter det hjem, de ikke har set i snart 60 år. De unge længes også, om end deres længsel må være mindre konkret. De længes efter et land der er deres, og som de aldrig har haft. De er født statsløse, men bevidstheden om deres land lever meget stærkt hos dem. De er meget bevidste om at fastholde deres palæstinensiske identitet for at holde flygtningetilværelsen ud, for ikke at gå til grunde, og ikke mindst for at kunne fortsætte kampen for et frit Palæstina. Bevidstheden om den palæstinensiske identitet har altså både en politisk og en social dimension. Politisk er den helt nødvendig for kampen for deres land og deres politiske rettigheder, som fx retten til at vende tilbage. Ud fra et socialt perspektiv er den nødvendig for at tilværelsen som flygtninge ikke skal bevæge sig over i social elendighed.
FARRAH
FARRAH (Palestinian Women Association For Educational and Social Action) blev startet i 1986, da en gruppe kvinder besluttede at organisere sig for at skabe en struktur, der ville gøre dem i stand til at give undervisning og social hjælp til de mest udsatte i flygtningelejrene. Beslutningen udsprang af nedværdigelsen af de palæstinensiske flygtninges vilkår. Organisationen har to store ambitioner; at imødekomme beboerne i lejrenes behov og at skabe solidaritet imellem flygtningene i de forskellige lejre.
Kvinderne i lejrene er de mest udsatte både socialt og økonomisk. Det bliver der for prioriteret at sørge for kvindernes mulighed for at skaffe en indtægt. Desuden blev mange familiers økonomi ekstremt forringet efter at de ikke længere kunne regne med økonomisk støtte fra UNWRA. En af måderne hvorpå FARRAH økonomisk har hjulpet kvinderne i lejrene er, at de har åbnet systuer, hvor kvinderne syr traditionelt palæstinensisk tøj. Mønsteret i tøjet symboliserer de forskellige palæstinensiske landsbyer eller byer, kvinderne kommer fra. De får stof og tråd stillet til rådighed af FARRAH og det overskud, der bliver på salg af tøjet, får kvinderne. De kan bruge faciliteterne på systuen, men de kan også arbejde hjemmefra, hvilket giver en fordel for de kvinder, som ikke har mulighed for at få deres børn passet.
En anden ting FARRAH har været med til at opstarte er børnehaverne, der giver kvinden mulig hed for at få passet deres børn, så de selv kan arbejde.
En palæstinensisk børnehave
Vi besøger en børnehave i Yarmouk. Den huser mellem 80 og 120 børn, fortrinsvis af politisk aktive forældre, selvom den er åben for alle børn. Vi besøger den på en af de første dage af vores ophold, og bliver budt velkommen af både børn og voksne. Vi sidder på legepladsen, der har to rutsjebaner og et klatrestativ. Midt på legepladsen er nogle af de store piger i gang med at lege sanglege. Vi forstår ikke ordene, kun et enkelt ord, som går igen i de fleste af sangene, kan vi genkende, nemlig "Palæstina" (filastine).
Lederen af børnehaven fortæller os om, hvor van skeligt det er at få børnehaven til at køre økonomisk. De modtager ingen støtte udefra og er helt afhængige af forældrenes betaling, som næppe kan være store summer, det generelle indkomstniveau i Yarmouk taget i betragtning. Forholdene afspejler sig i personalenormeringen, hvor tre kvinder er ansat til at tage sig af børnene, der er mellem 0 og 6 år. Trods de trange kår er børnene veltilpasse, og vi tager der fra mange tegninger og billeder af glade børn rigere. En "rigtig" flygtningelejr En oplevelse der gør et stort indtryk, er besøget i flygtningelejren Jaramana-camp. Lejren blev etableret i 1956 af flygtninge fra den nordlige del af Palæstina. I begyndelsen boede folk i telte, men efterhånden som de indså, at deres situation som flygtninge ikke ville få en hurtig løsning, begyndte de at bygge huse i området. Folk i lejren bor således i huse nu, men husenes tilstand, størrelse og tæthed for tæller, at der er tale om en afgrænset lejr og ikke blot et boligområde i byen. I lejren er der stor arbejds løshed og fattigdom. Mange tjener en lille indkomst, ved at samle affald og plastik og sælge det til genbrug. Måske er det derfor, at lejren trods den tætte beboelse fremstår meget ren og pæn. Husene er små og består af to til tre værelser, der skal række til en hel familie, og de adskilles kun af nogle meget smalle gader, der nærmere må betegnes som stier. Men én stor vej findes der i lejren, nemlig den flersporede hovedvej, som den syriske regering for ti år siden valgte at bygge midt gennem lejren. Byggeriet førte til at mange huse blev jævnet med jorden, og at lejrens befolkning faldt fra 45.000 til 10.000. De fleste er flyttet til andre flygtningelejre i Syrien og har altså måttet starte forfra på en ny til værelse. De venter stadig på den kompensation, de blev lovet, da vejbyggeriet blev sat i gang. Siden vejen blev bygget er fem børn kørt ihjel i forsøget på at krydse den, når de har skullet bevæge sig rundt i lejren. Vores egen oplevelse med at krydse vejen understreger dens farlighed for os, og tvinger os til at glædes over, at ikke flere børn har lidt samme skæbne.
Også her i lejren mærker vi den stærke palæstinensiske organisering, og den livskraft, som den giver. Konkret udmønter det sig blandt andet i et børne- og ungdomscenter, der udelukkende er base ret på frivillige aktivister. Her laves der forskellige skolekurser, og der køres et kor og en teatergruppe, som vi får en lille opvisning fra.
Hjemme igen
Efter 10 dages tæt pakket studietur forlader vi Yarmouk og vores nye palæstinensiske venner med en dybere forståelse for den palæstinensiske befrielseskamp. Den er en kamp om land og ideologi, men den er mere end det. Den palæstinensiske befrielseskamp er også en kamp for livet, for et folks ret til at eksistere.
Boks:Jafra-centere
Jafra er et kulturelt center for unge. I 2001 samledes en lille gruppe unge palæstinensiske kvinder og mænd om ideen og begyndte at diskutere mål, interne og eksterne "policies" for det fremtidige center. Godt et år efter begyndte Jafra-centret at fungere.
Jafra-centret er et kulturelt og demokratisk center, som stræber efter at organisere og udvikle den palæstinensiske ungdom, til at deltage i den politiske bevægelse vedrørende flygtningenes ret, til at vende tilbage og i at opnå nationale mål. Jafra har opstillet et program, hvori der indgår syv forskellige målsætninger. Heri indgår blandt andet: at udvikle den kulturelle og sociale bevidsthed blandt den palæstinensiske ung dom, at træne dem til at være i stand til at konfrontere den imperialistiske offensiv, at udvikle modinformation, at lære dem at håndtere og løse sociale problemer i flygtningelejrene. I centret er der forskellige aktiviteter for de unge. Der er sprog kurser, computerkurser, journalistkurser og workshops. Alt det te er arrangeret for at give de unge en ballast, både i deres politiske og sociale arbejde, men ligeledes så de lettere kan deltage i aktiviteter med europæiske kammerater.
Sidst men ikke mindst er Jafra-centret base for internationale udvekslingsprogrammer. Indtil videre har der været unge fra Italien, Belgien, Danmark og palæstinensere fra Libanon. Der har også været arrangeret kampagner for folkene i flygt ningelejren. Blandt andet er der blevet undervist i tandpleje og sundhed for børn.
Foruden ovennævnte udgiver centret en månedlig avis, der beskæftiger sig med den palæstinensiske ungdoms sociale og politiske rolle.