Dunia ingine ni muhimu betyder på swahili “En anden verden er mulig”. GAIA rapporterer fra det 7. verdensomspændende World Social Forum, der i januar løb af stablen i Nairobi. Der blev diskuteret samfundsforandring på mange niveauer og på programmet var alt fra frihandelsaftaler over fagforeningsarbejde til fransk filosofi.
Af Tine Rasch Andersen
Den 20. – 25. januar var det første gang World Social Forum (WSF) fandt sted i Afrika og at verdens samlede, sociale bevidsthed rettede sig mod det ellers i globale sammenhænge så glemte kontinent. Forummet i 2007 var således nok præget af sin placering – dels i kraft af det relativt lave deltagertal, fordi Afrika netop synes svært tilgængeligt fra andre dele af verden, og dels, fordi der ikke har været de stærke sociale bevægelser, der findes i ex. Sydamerika og Indien, til at planlægge og organisere begivenheden. Selvom mange nok havde indstillet sig på ‘afrikanske tilstande’, før de ankom, var der alligevel en del, der gennem de første dage måtte tælle til ti efter at have stået i kø til indregistrering i timevis, ventet på programmer i dagevis, ikke kunnet få klare svar på enkle spørgsmål nogetsteds – eller blot ikke så en skraldespand i miles omkreds af Kasarani Stadium, der var forumets fysiske placering. Det meste kom dog til at fungere med tiden, og langt de fleste tog vist mødet med det (øst)afrikanske udtryk ‘pole-pole’ (‘stille og roligt’) med smil og overbærende hovedrysten.
Et råb om frihed under himlen
Åbningsceremonien fandt sted i hjertet af Nairobi i parken med det til lejligheden så passende navn – “Uhuru Park”. Uhuru betyder frihed eller frigørelse på swahili, og det var det ord, de mange deltagere fra alle verdens hjørner blev opfordret til at råbe, samlet foran den store scene med taler og musik og med Nairobis mindre, men prægnante skyline i baggrunden mod den skærende blå januarhimmel.
Selve venuet lå en halv times kørsel (en time gennem myldretidens trafikale kaos) fra centrum, i den vestlige bydel, der er byens ‘upper end’. Tidligere havde planen været, at det skulle afholdes i et kvarter, der lå tættere på de store slumområder, men arrangørernes frygt for ‘Nairobberys’ ry fik dem til at skifte placering i sidste øjeblik. Det store sportsstadium, der var klassisk cirkulært med 24 indgange raden rundt, fungerede da også efter hensigten og skabte et de-centreret, åbent rum, hvor der aldrig var langt til selv den fjerneste workshop.
Forummet blev overfaldet – indefra
Den frygt, arrangørerne havde næret for Nairobis dårlige rygte som overfaldets by nr. 1, blev egentligt gjort til skamme, da der ingen nævneværdige problemer var overhovedet. Stemningen i Kasarani var idyllisk med bagende sol og højt til loftet i alle de tusindvis af diskussioner, der fandt sted i løbet af fire dage.
Arrangørernes udfordring blev at tøjle kritikken fra deres egne deltagere, der krævede, at de kenyanere, der stod uden for portene med et ønske om at komme ind for at deltage i debatten, men uden råd til at betale de 7 usd., indgangen kostede for afrikanere, blev budt velkomne. Det skete på arrangementets tredje dag – efter at en gruppe på flere hundreder, syngende om frihed, var brudt igennem porten til stadiumets hovedindgang. “We have been congregating and waiting on the roadside for two days explaining to the officials that we cannot afford the fees. It is apparent that unless we use force, we will never participate in the Forum”, havde en af dem udtalt til en af de uafhængige gratisaviser uddelt på forummet. Der havde netop været flere arrangerede solidaritetsmarcher og besøg i Afrikas næststørste slumområde (efter Soweto i Johannesburg), Kibera, i WSF’s officielle program, så deltageren understregede sin pointe: “They went to Kibera and saw the worst part of our poverty. Now we want to come here for the Forum to see the best part of us!”
Udover problemet med deltagergebyret var der også skarp kritik af de muligheder for at spise, som forummet stillede til rådighed. Kun een madbod var blevet tilladt på selve pladsen, og denne viste sig at høre under en stor restaurationskæde, der er ejet af en kenyansk minister. Priserne her var langt højere end i de mindre boder uden for pladsen, som kun få vidste fandtes, ligesom de mange gadesælgere, der søgte forummet for at sælge vand, frugt og sandwiches, ikke fik lov at komme inden for hegnet.
Fra frihandelsaftaler til fransk filosofi
Kritikken af de mere praktiske foranstaltninger kunne ikke ramme programmet. Havde man først fået fingre i programavisen, var der sider og atter sider med vidt forskellige workshops i dagens fire sessions. Der var snart sagt ikke det tema, man ikke ville kunne finde der – alt fra dugfriske analyser af neo-liberalismens gøren og laden, over de seneste forskningsresultater fra undersøgelser af verdens klimaforandringer, til diskussioner af demokratiudvikling og fattigdomsbekæmpelse i lokalområder i syden. For ikke at nævne emner som migration, køn og seksualitet, menneskerettigheder, vand og ressource-beskyttelse, HIV/aids, fredsarbejde, globale konfliktområder, venstreorienteret teoriudvikling, kampe om jord, uddannelse, multinationale selskaber og fagforeningsarbejde, kunst, psykiatri, medier, socialforskning, hjemløshed, food-sovereignty – listen er umulig at komplettere.
For at give et par få detaljerede udpluk handlede en workshop f.eks. om NGO’ernes rolle i det post-koloniale Afrika. I den meget kritiske analyse blev de mere end 10.000 NGO-arbejderes tilstedeværelse i Afrika i dag anskuet som et imperialistisk og re-kolonialistisk projekt – organisationer som Oxfam, US Aid, Mellemfolkeligt Samvirke etc. hævdes gennem velgørenhedsarbejde at afpolitisere fattigdomsproblemet i Afrika og dermed fastholde afrikanerne i selv samme afhængighedsforhold, som de hvide kolonialister etablerede for 200 år siden. Ikke mindst stod de kirkelige organisationer til skud for boven – missionærerne har stadig et fast tag i kraven på kontinentet og lover afrikanerne et liv i det hinsides, mens fattigdomsrelaterede problemer gøres til synder, man kun kan prøve at bede sig ud af. Eksempelvis blev det pointeret, at kirken står for 60% af al undervisning i Zambia – en kritik, der kun blev forstærket af det store antal af religiøse (mestendels kristne) organisationer, der var repræsenteret på forumet.
I en anden workshop diskuterede man forskellige analyser af statens rolle i en såkaldt post-neoliberal era. Den traditionelle venstreorienterede begribelse af staten har været dens rolle som regulerende markedet, mens den liberalistiske har fokuseret på statens autoritære og frihedsberøvende funktion. Empire-begrebet har eksempelvis været med til at åbne for en forståelse af både marked og stat som fremmedgørende mekanismer for mennesket, hvor i stedet en tredje kraft som civilsamfundet fremhæves som en frigørende mulighed. Staten er under alle omstændigheder et multidimensionalt begreb, og dens institutioner er både repressive og potentielt frigørende i et repræsentativt demokrati, i kraft af de institutionaliserede procedurer, der skabes for kollektiv handlen. Ikke mindst når man befinder sig i Afrika, bliver det tydeligt, hvordan velfærdsstaten i Norden har været et gennembrud af dimensioner i statshistorien – den danner grundlag for de spæde forsøg på at skabe globale statsstrukturer gennem institutioner som EU, Den internationale Straffedomstol, Menneskerettighedsdomstolen etc.
Det var en eksplorativ og sonderende diskussion, men den grundlæggende enighed var dog, dels at markedskræfterne nødvendigvis må underlægges demokratisk kontrol i en post-neoliberal era, og dels at det frigørende potentiale, som en relativt demokratiseret statstype som velfærdsstaten trods alt har udvist, må kombineres med magten fra et spirende og stærkt civilsamfund.
The black is not a person, but a black person
Et tredje interessant punkt på programmet var et symposium om den revolutionære tænker Franz Fanon, der er kendt for sine radikale analyser af den franske kolonialisme i Algeriet og af sit forsvar for voldens mulige nødvendighed. Som psykoanalytiker beskrev han forholdet mellem kolonisatoren og den koloniserede som to parter, der lider af henholdsvis et superieur- og et inferieur-kompleks. Kolonisatoren bruger dels sit sprog og sin kulturelle baggrund, dels konkret, fysisk repression, som en underkastelses- og fremmedgørelsesproces i forhold til den kolonialiserede – en bevægelse hvori sidstnævnte mister fornemmelsen for sin egen eksistens. Denne voldsudøvelse får den kolonialiserede til et sted at begære det liv, kolonisatoren lever – den sorte ønsker at bære en hvid maske. Denne fremmedgørelse er kolonisatorens triumf. Revolutionen eller den revolutionære situation er til gengæld det øjeblik, hvor relationen mellem den overlegne og den underordnede vendes om – en omstillingsproces som kan gøre vold nødvendig.
Fanons tanker er i dag stadig aktuelle i forhold til koloniale og post-koloniale processer rundt om i verden, ligesom hans teoretiske begreber er brugbare i forståelsen af lignende dominansforhold i eksempelvis feministiske og marxistiske analyser. Talere på WSF brugte dem direkte som et billede på forholdet mellem den neo-liberale kapitalisme og befolkninger verden over – situationen her er ren ny-kolonialisme, der fungerer ved hjælp af fremmedgørelse og underkastelse. Det, vi så venter og arbejder på, er revolutionsøjeblikkets pludselige omvæltning...
Handler om at tale og taler om at handle
Det er en rig oplevelse at være deltager på et globalt, socialt forum. Man finder sig selv i et virvar af ord, tanker og mennesker fra alle verdens farverige hjørner, og der eksisterer ikke noget imperativ om, hvad man skal vælge at foretage sig. Det lyder ironisk nok som en ny-liberalistisk hymne: Der er frit valg på alle hylder, og man kan virkeligt bevæge sig derhen, hvor man vil (– er man først inde på forummet, forstås).
Man kan rette store portioner kritik og tvivl mod WSF i både udformning og formål – det taler om at handle, og det handler om at tale, men den konkrete politiske handling er ikke dets direkte mål. Vil WSF nogensinde blive andet end et forum - og altså ikke en aktør - i den politiske verdensarena? Gavner det andet end individuel oplysning og berigelse og måske et par organisatoriske samarbejder og udbygningen af nogle netværk, at disse mennesker samles her?
Ja, det må det vist, trods tvivlens berettigelse, siges at gøre. Argumentet er det ene, at det ikke er alternativ, at lade være med at mødes – mødes for at tale, diskutere, tænke, danse og se. Se forskellighedernes kompleksitet og med sin egen tilstedeværelse dermed vise verden, at den er og bliver en mulighed – at den altid vil kunne forholde sig anderledes. Det er både en personlig reminder og en kollektiv tanke og handling at samles sådan et sted. Tanken vil altid også være en handling.
Tine Rasch Andersen er medlem af Internationalt Forum og bor for tiden i Tanzania.