af Irene Nørlund
Hvad er der sket siden Sydvietnam blev befriet i 1975 og landet genforenet året efter? Siden da er Berlinmuren faldet og den kolde krig omsmeltet til globalisering. Ikke overraskende skete der derfor også en ændring i den vietnamesiske ideologi som har fået helt afgørende betydning for det samfund vi finder i dagens Vietnam.
Selv for de unge generationer der ikke selv har oplevet Vietnamkrigen i 1960’erne og 70’erne - er Vietnam stadig mest kendt på grund af krigen. Landet blev genforenet efter krigen i 1976, og i 1980’erne startede det socialistiske land at indføre markedsreformer. I 1990’erne gennemgik landet en hurtig økonomisk vækst, men hvad blev der af socialismen? Vietnamkrigen står stadig som et symbol på at et lille fattigt land kunne slå en stormagt, USA, som i al sin magt og vælde - med bomber og napalm - ikke kunne knægte viljen til selvstændighed og uafhængighed. Solidaritetsbølgerne vældede op i Europa, USA og ikke-allierede lande. Men af mange forskellige grunde. Først og fremmest humanitære - mange fandt de menneskelige lidelser helt umenneskelige. Andre var imod krigen i det hele taget. I de nordiske lande og mange udvik-lingslande var der stærke reaktioner mod USAs politik som var imperialistisk og undertrykkende overfor mindre nationer og lande i verden. Nogle støttede også Nordvietnam og FNL - befrielses-fronten i Sydvietnam - fordi de var socialister der ønskede en ny type samfund med større social lighed.
USAs regering så ikke den vietnamesiske kamp (her menes Nordvietnam og FNL - befrielsesfron-ten i Sydvietnam) som en selvstændighedskamp, men derimod som en del af den internationale kommunisme som bredte sig i verden. Derfor blev den bekriget, også selv om det var David mod Goliat. Når David alligevel trak det lange strå skyldes det bla. at de to parter kæmpede for forskelli-ge mål som ikke have meget med hinanden at gøre. Og alligevel er der en sammenhæng, idet den socialistiske ideologi og kommunistpartiet med forskellige alliancer var med til at skabe en enheds-kraft i samfundet, som den amerikanske krigsførelse ikke kunne slå i stykker, men snarere samlede.
Staten fortsat socialistisk
Hvordan kan man genfinde socialismen i dag? Det er i høj grad et spørgsmål om hvad man leder efter og hvordan man definerer socialisme. Den vietnamesiske socialisme var i høj grad en statsso-cialisme. Stat og parti var smeltet sammen som i alle de eksisterende og tidligere socialistiske sam-fund. I modsætning til i Sovjet og Østeuropa er kommunistpartiet fortsat den ledende magtfaktor, og den Socialistiske Republik Vietnam, landets officielle navn, ser sig fortsat som en socialistisk stat. En af de vigtigste forskelle fra tidligere er at staten er blevet mindre monolitisk fordi der er en pro-ces i gang hvor staten og partiet er ved at skilles i to typer af organisationer - nationalforsamlingen og administrationen på den ene side og partiet på den anden. Det har bla. givet sig udslag i at parla-mentet har fået en stigende betydning, især i forbindelse med den nye lovgivningsproces som nær-mest eksploderede i 1990’erne. Denne lovgivningsproces har udviklet sig så hurtigt at man kan sige at landet i stigende grad styres af love og ikke længere kun af partiets beslutninger. Nye forslag be-handles og diskuteres af politikere og der er kommet en form for pluralisme, også inden for partiet. Her gør forskellige interesser sig gældende, på trods af at der fortsat kun er tilladt et parti. Denne styreform er ikke blandt de almindeligt kendte - den kan ikke kaldes post-socialistisk da landet jo stadig er socialistisk i form Et bedre bud er at tale om en neo-socialisme da den markedsorienterede socialisme som sagt ikke kan indplaceres under kendte former. Her rejser sig dog en diskussion om den nuværende statsform kun er et overgangsfænomen eller om den kan finde en form for stabilitet i blandingen af statsstyring og markedsøkonomi?
Privatisering af det sociale liv
En anden forskel er at staten ikke længere tager sig direkte af folks daglige fornødenheder. Før re-formerne kunne de mest basale fødevarer købes til meget lave priser, folk betalte ikke skat, der var adgang til skole og sundhedsvæsen. Statsansatte var også sikret en pension og bønder som arbejdede i kooperativer var dækket af fællesskabets sikkerhedsnet. Selv om dette lyder ret ideelt var folk dog ikke særlig tilfredse med det sociale system, først og fremmest fordi landets økonomi var så dårlig at den service der var at få var meget utilstrækkelig. Og de fleste levede på et eksistensminimum, hvis ikke under. I dag er økonomien bedre, men den sociale service fra statens side dækker kun i begrænset omfang skole, sundhed og pensioner. Også på dette område er det gennem lovgivning at befolkningnes sociale og økonomiske rettigheder sikres. Det er nødvendigt at have en indtægt så de forskellige udgifter kan betales, og jo mere man er i stand til at betale, jo bedre service kan man få på det private marked.
Men hvad med de daglige realiteter? På en række punkter blev lighedsideologien opgivet da mar-kedsreformerne tog fart i 1980’erne. Landets politiske ledere erkendte at en økonomisk og social fremgang var nødvendig, og incitamenter til øget produktion og decentralisering af økonomien fandt sted. Ideen var at dem der arbejdede mere og gjorde en ekstra indsats også skulle have mulighed for at tjene mere, og staten løsnede sin styring af økonomien på mange områder. Fra en dyb økonomisk krise og et socialt pres for forbedringer omkring 1980 skete der en markant økonomisk forbedring som slog igennem i en forbedret levestandard, selv om det skete på bekostning af den sociale lig-hedspolitik.
Markedet vokser
Det tredje punkt er at der nu er vokset et privat og halvprivat erhvervsliv op ved siden af det stats-styrede, og landbruget er blevet privatiseret. Staten har fortsat kontrol over den store industri og den statslige industri er fortsat den dominerende, men produktionen fra udenlandsk ejede virksomheder stiger hurtigere end den nationale. Der hvor arbejdskraften først og fremmest er beskæftiget inden for industri er imidlertid småproduktionen og servicevirksomhed, som familievirksomhed eller in-formel sektor. Det er den mindst sikrede del af samfundet, men den har været særledes dynamisk, og det er i høj grad her man finder foretagender som har tjent på det nye markedssamfund. Det har også betydet at der er blevet udviklet et servicesamfund som ikke eksisterede tidligere. Det er dog også et område hvor mange kun er i stand til at tjene til dagen og vejen. Landbruget er dog fortsat det område hvor 70 procent af befolkningen arbejder og endnu flere lever. Kooperativernes opløs-ning og privatisering af jorden har haft som konsekvens at der sker en differentiering på landet og en jordløs klasse af bønder er opstået. Der findes fortsat mange bønder som lever subsistensoriente-ret, men landbruget har gennemgået store forandringer. Eksporten af landbrugsprodukter er steget ganske betydeligt, først og fremmest af ris og kaffe. Produktionen er imidlertid steget på stort set alle områder - frugt, grønt, forarbejdede fødevarer - da den forbedrede købekraft indenfor landets grænser har gjort mange nye varer attraktive. Der er derfor også mange bønder som har forbedret deres situation i løbet af reformerne.
En ny strategi som ligner en velkendt
Da Sovjet og Østeuropa ikke længere var allierede socialistiske lande fra omkring 1990, måtte Viet-nam stå på egne ben. Landet valgte at følge en række af de udviklingsveje som andre lande i regio-nen som Sydkorea, Taiwan og Thailand havde fulgt - med stor succes. Det indebar en satsning på eksportorienteret produktion og invitation af udenlandsk kapital og bistand inklusiv lån fra Ver-densbanken og IMF, for at skaffe større investeringer til landet. For at opnå dette resultat var det nødvendigt at tilpasse økonomien til det internationale verdensmarked, og landet gennemgik en ’strukturtilpasning’. Det delvis beskyttede og relativt lukkede samfund måtte bla. gøre møntfoden konvertibel med international valuta i stedet for at have en overvurderet pris på ’dongen’. Forskellen fra Sydkorea og Taiwan var at Vietnam lå på et meget lavere indtægtsniveau i bruttonationalpro-dukt, omkring 200 USD om året per indbygger mod Sydkoreas mere end 4000 USD omkring 1990. Vietnam er et såkaldt ’sent industrialiseret land’ som ikke var kommet på verdensmarkedet som producent af billige varer som Sydkorea to årtier tidligere. I dag 10 år senere har Vietnam en BNP per indbygger på ca 320 USD, imod Sydkoreas 10.000 USD. Det er derfor ikke rimeligt at sammen-ligne Vietnam med lande som Sydkorea, eller at sige at Vietnam en blevet en ny tiger som nogle forudså. Det var en urealistisk tanke at Vietnam fra sin økonomiske fattigdom på få år ville kunne sammenlignes med Sydkorea.
Staten som sammenholdsfaktor
I Vietnam er politik, økonomisk planlægning, og udviklingsstrategi på mange områder gået i samme retning som i mange andre lande, specielt i Asien. Man har en relativ autoritær stat og en økono-misk liberalisering. Disse forhold findes f.eks. også i Malaysia, Indonesien, Thailand. Vietnam er blevet medlem af ASEAN, den sydøstasiatiske samarbejdsorganisation, og har søgt om medlemskab af WTO. Spørgsmålet er hvorvidt denne ’kombimodel’ har nogen udviklingsmuligheder på længere sigt, eller om alternativer skal forudses? Mere vidtgående alternativer ville f.eks. være at landet blev privatiseret i vid udstrækning som de internationale organisationer mener er nødvendigt for at Viet-nam kan forblive konkurrencedygtigt på verdensmarkedet. Et alternativ i den anden retning ville være et ændret politisk styre med flerpartisystem, i retning af hvad der skete i Indonesien. Disse alternativer synes ikke at stå lige for døren. Staten - og hermed også kommunistpartiet - har været en vigtig sammenholdsfaktor på trods af at statens indflydelse er væsentlig reduceret. Den har søgt at sikre en vis form for social sikkerhed med de nye midler, lovgivning og omfordeling af samfun-dets goder. I mange af de østeuropæiske lande skete en voldsom forringelse af de sociale forhold efter at de kommunistiske partier blev sat fra magten. Den samme udvikling er ikke sket i Vietnam - eller Kina som følger en tilsvarende udviklingsvej. De internationale fattigdomsundersøgelser iværksat med støtte fra UNDP (FNs udviklingsorganisation) og Verdensbanken viser at fattigdom-men er blevet reduceret fra 58 til 37 procent fra 1993 til 1999 og at uligheden ikke er nær så mar-kant som i de fleste tilsvarende udviklingslande. Det er en væsentlig baggrund for at utilfredsheden i Vietnam har været mindre end i mange andre lande.
Utilfredsheden blandt forskellige grupper
Der har imidlertid været utilfredshed og protester både fra bønder og andre grupper. De største pro-tester er sket i Thai Binh en af provinserne i den Røde Flods Delta, hvor bønder især vendte sig mod korrupte administratorer. Det lykkedes at finde løsninger på protesterne som ikke endte i voldelige sammenstød med statsmagten. Der har også været protester blandt katolikker i Dong Nai i nærheden af Ho Chi Minh byen i syd som især drejede sig om hvem der havde adgang til jord. Korruptions-skandaler inden for erhvervslivet er også kommet for dagen, og korruptionsanklagede har modtaget meget strenge domme, inklusiv dødsdomme. De mere græsrodsbaserede protester har været en af årsagerne til at der i de sidste år er gennemført kampagner mod korruption både i administration, erhvervsliv og partiet. Der er også indført nye former for landsbydemokrati hvor landbybefolknin-gen sikres mere indflydelse. Der er dog generelt en polarisering af samfundet i gang som ikke er så overraskende i forbindelse med den stigende globalisering. Men det ser ud til at staten har været i stand til at finde rimelige løsninger på problemerne og har haft held til at opretholde den konsensus som der er tradition for i følge traditionel konfuciansk og vietnamesisk socialistisk tankegang. F.eks. er der ikke et stærkt pres for at indføre flerpartisystem så længe de forskellige grupper kan få indflydelse på systemet gennem de konsensusorienterede kanaler.
Reformprocessen fremover
Efter at Verdensbanken og IMF begyndte at give lån til Vietnam fra 1994 har de økonomiske refor-mer været præget af dette samarbejde. I de sidste år har diskussionen især drejet sig om privatiserin-gen af den statsejede industri, reformer i banksektoren og administrative reformer. Låneinstitutio-nerne har været utilfredse med hastigheden af reformerne i Vietnam og specielt har der været uenig-hed med IMF om lånebetingelserne. IMF krævede flere forandringer hvor økonomiske midler blev tilbageholdt gennem længere tid. Tilbageholdenhed med reformer skyldes både politiske og prakti-ske forhold. Rent praktisk organisatorisk er det ikke muligt at gennemføre grundlæggende reformer fra den ene dag til den anden da en samfundsstruktur er en kompliceret organisme som ændrer sig med en vis træghed. Efter flere års planlægning er der netop åbnet en børs i Vietnam hvor virksom-heder kan noteres. Det er et vigtigt skridt i privatiseringsprocessen. Omking 300 virksomheder er planlagt til at privatiseres i 2000 således at de sættes på aktier. Det har taget adskillige år at få de første 100 virksomheder privatiseret da det kræver en ny organisation af virksomhederne. Der er også brug for kapital til formålet og den står ikke parat til at investere i de mere forældede foreta-gender. På det politiske plan er der ligeledes diskussion om hvor hurtigt processen skal gå og hvilke virksomheder der skal privatiseres. Der er bred enighed om at nøgleindustrier ikke skal privatiseres, hvorimod letindustrien godt kan privatiseres. Der er især modstand mod at afskedige for mange af de statsligt ansatte medarbejdere da det er vanskeligt at finde arbejde, og de udgør en del af styrets kernegrupper. Der er også modstand fra flere sider mod at lade udenlandske interesser få for stor indflydelse. Et forslag om en ny investeringslov som blev behandlet i nationalforsamlingen i år, endte efter lang diskussion med at ikke mere end 50 procent af de privatiserede virksomheder måtte overtages af udenlandske investorer. De andre hovedreformer er ligeledes præget af både praktiske vanskeligheder og blandet støtte. Men der foregår reformer hele tiden på stort set alle områder Hvad de udenlandske donorer blot ikke altid ser er at det foregår i en forestillingsverden som er ret for-skellig fra deres egen. Der er på mange måder bred støtte blandt vietnameserne til reformer for at få samfundet i dets nye og stadig mere komplicerede form til at fungere bedre. Men det skal foregå på en måde så det passer ind i deres måde at opfatte samfundet på. Det ses meget mere som en social enhed end som et økonomisk cost-benefit system.
Asienskrisen og nytænkning
Da den finansielle krise i Asian i sommeren 1997 slog igennem i flere af de store lande som Thai-land, Sydkorea og Indonesien, blev Vietnam ikke så direkte ramt af krisen. Landets økonomi var-delvis beskyttet af at valutaen ikke er fuldt konvertibel. Det viste sig på mange måder at være en fordel under krisen. Desuden er Vietnam på trods af en hurtig eksport mindre integreret end en ræk-ke af de andre lande. Efter et investeringsboom i midten af 1990erne faldt investeringerne især i 1998-99. Vækstraten faldt også fra 9 procent til ca. 5 procent, men i sammenligning med andre lan-de i regionen blev Vietnam ikke ramt så hårdt. Til gengæld havde krisen en betydelig indflydelse på den politiske tankegang og de mest reformvenlige offentlige personer og politikere kom i modvind. Nogle kom også i tvivl om den udviklingsvej Vietnam var ved at slå ind på var den rigtige. Man understregede nødvendigheden af at udvikle landbruget og de nationale ressourcer inklusiv småproduktionen på landet fremfor at satse for meget på eksportorientering.
Krisen fik desuden den effekt at den nationale identitet blev et vigtigere område at forsvare. Vok-sende ungdomsproblemer såsom narkotikamisbrug, prostitution, aids og mindre respekt for de ældre og familien ses som negative konsekvenser af globaliseringen. Den stigende korruptionen ses også delvis som en påvirkning fra udlandet da de kommercialiserede værdier har større indflydelse end tidligere. Problemet er at denne udvikling ikke alene kan isoleres som udenlandsk indflydelse og det er tendenser som genfindes i stort set alle samfund som blive tættere integreret i verdenssystemet.
Hvor blev socialismen af?
Konkluderende kan man sige at Vietnam på en række punkter forsøger at opretholde en national selvstændighed og en række af de sociale værdier som er grundlagt gennem lange traditioner og gennem den socialistiske revolution fra 1945 til reformperioden i 1980erne. På den anden side er der også sket en forandring af hvad de socialistiske værdier er. Lighedsideologien i sin ekstreme form er opgivet til fordel for økonomisk vækst og en mere begrænset social sikkerhed. Det er ikke længere udelukkende statsstyring og kommunistpartiet som lægger kursen. Samfundet er blevet me-re pluralistisk og vanskeligere at styre. Interessegrupper vokser frem og staten er blevet en faktor som forsøger at mægle og balancere for at opretholde konsensus. Vigtigst er det måske at der stadig er en social ideologi som giver en balast for at hjælpe de svage grupper i samfundet og som har haft en vis succes.