Tema: IF 40 år
Læs hele bladet (pdf)Hvad gør man, når man vil vælte en konge, der ustandseligt bygger nye millionpaladser til sine 14 koner, mens langt over halvdelen af befolkningen lever i absolut fattigdom? Gaia har mødt to af de fremmeste menneskerettighedsforkæmpere i Swaziland til en snak om fremtiden
Af Anna Storr-Hansen
Europæere tror ofte det er en røverhistorie, når Dumezweni Dlamini fortæller om forholdene i sit hjemland, Swaziland. Om en befolkning, der i gennemsnit lever omkring 30 år, alt i mens den enevældige konge, Mswati den Tredje, sender sine koner på shoppingture til Dubai. Om et land, der er kommet ud af sync med udviklingen i de øvrige afrikanske stater. Et land, hvor partier er forbudt, og med verdens største andel af hiv-smittede.
”Folk tror simpelthen ikke på, det her kan være rigtigt. Det er jo et feudalt system, og for at opretholde sig selv bruger styret forskellige trick og taktikker, der gør det svært at omstyrte monarkiet som det er sket i mange andre lande. Det betyder, at vi har måttet finde nye måder at deale med denne her slags styreform,” siger Dumezweni Dlamini med en rolig men alvorlig mine. Han er projektleder i den swaziske NGO, Foundation for Socio-Economic Justice, der blandt andet uddanner landbefolkningen i dens rettigheder, og i hvordan de kan være med til at afhjælpe fattigdom.
”Det er faktisk ulovligt det vi gør, fordi man egentlig skal have lov af Indenrigsministeriet, og det er meget svært. Det er nogle af de undergrundstaktikker, vi bruger for at nå ud til folk,” forklarer han. De tricks, som styret bruger for at opretholde sig selv er blandt andet en antiterrorlovgivning, der bruges til at kriminalisere oppositionen, og et proforma-demokrati, hvor partier forbydes opstilling til parlamentet og kongen udpeger regeringen.
Der findes dog stadig en grænse for illegaliteten. For den skånselsløse vej til demokrati i Swaziland kan potentielt kræve mange ofre, erkender Dumezweni Dlamini.
”Vi har lært fra andre kampe og indset at vi må kæmpe med fredelige midler. Vi har brug for hinanden i Swaziland, der er et lillebitte land. De folk, der er i militæret, er vores brødre, søstre, fætre og kusiner. Vi er kun 1,2 millioner mennesker, og kender næsten alle sammen hinanden,” siger han og fortsætter: ”Hvis vi går ind i sådan en kamp, skal vi hele tiden gå til begravelser. Derfor ønsker vi ikke blodsudgydelser. Med fredelige midler og støtte fra det internationale samfund kan vi bekæmpe systemet,” fortæller Dumezweni Dlamini.
Men det er ikke nok, at det internationale samfund løfter øjenbrynene en smule over situationen i Swaziland. Organisationer som EU skal også lægge et pres på regeringen, der rent faktisk virker. ”Vi mener ikke at der skal være sanktioner mod Swaziland, fordi vi ved at sanktioner vil gå ud over almindelig mennesker. Til gengæld skal der være betingelser for bistanden. Hvordan kan man blive ved med at støtte et regime, der bruger størstedelen af sit budget på en hær, der ikke bekæmper nogen som helst?” siger Dumezweni Dlamini, og fortæller at en anden måde at genere kongefamilien er, at fratage den og regeringen muligheden for at rejse, ved at nægte dem adgang. På den måde rammes eliten uden at almindelige menneskers liv ødelægges. ’Smart sanctions’ hedder det.
”De er afhængige af at komme rundt om i verden, og vi kan se, at det gør Mugabe (Zimbabwes præsident, red.) vred ikke at kunne komme rundt. Samtidigt er det en måde at presse styret, uden at gøre skade mod den almindelige befolkning.” siger Dumezweni Dlamini, og tilføjer at strategien hvor varer til regeringen bliver stoppet i lufthavnen, ’non handling of goods’, udgør et alternativ til en generel økonomisk boykot.
Men kampen for at blive hørt internationalt er ikke altid nem for demokratibevægelsen i Swaziland.
”Det internationale samfund lytter kun på Swazilands regering, der udbreder løgne om, at alle swazier kan lide deres regeringssystem og ikke ønsker nogen partier. De må begynde at skelne mere mellem regeringens udsagn og befolkningens. Hvis folk i Swaziland ikke ville have partier, ville det ikke være nødvendigt at forbyde dem”, siger Vincent Ncongwane, der er med i Swaziland Federation of Labour, som er en paraplyorganisation for fagbevægelsen i Swaziland. Ifølge både Vincent Ncongwane og Dumezweni Dlamini fokuserer det internationale samfund entydigt på Sydafrika og Zimbabwe, og glemmer Swaziland, det eneste enevældige kongedømme i Afrika.
”Kampen i Swaziland er anderledes end i Sydafrika. I Sydafrika var der udover menneskerettighedsproblemer, også spørgsmålet om racisme, som ikke er der i Swaziland. Vores situation er at vi bekæmper et feudalt system som er internationalt anerkendt, blandt andet af EU. Regimet er altså anerkendt som et legitimt styre og en slags demokrati, fordi der kun lyttes til regerings version af situationen,” fortæller Dumezweni Dlamini.
”Og blot fordi regimet i Swaziland ikke er blevet så brutalt som Mugabes endnu, kan det internationale samfund ikke blive ved med at tie stille om Swaziland,” tilføjer Vincent Ncongwane.
På grund af den fælles koloniale fortid, har båndene mellem Sydafrika og Swaziland længe været stærke, og under kampen mod apartheid i Sydafrika, var mange swazier engageret. I dag er Swaziland totalt afhængig af Sydafrika, og næsten alle varer importeres der fra. Demokratibevægelsen i Swaziland mærker båndene til Sydafrika tydeligt:
”Efter apartheids fald er det blevet lettere for dissidenter fra Swaziland at flygte til Sydafrika. Under apartheid var der en aftale mellem Sydafrika og Swaziland, så man ikke kunne være i sikkerhed i Sydafrika. Det kan man nu, og derfor er der mange swazier i Sydafrika, der lægger pres på regeringen derfra,” fortæller Vincent Ncongwane. Også det sydafrikanske LO, COSATU, og det regeringsbærende ANC støtter kampen for demokrati i Swaziland, fortæller de.
Begejstringen er dog ikke overvældende, for det er primært græsrøddernes opbakning, den progressive bevægelse i Swaziland mærker. Den sydafrikanske regering gør for lidt, forklarer Dumezweni Dlamini: ”Jacob Zuma (Sydafrikas præsident, red.) er en tæt allieret af kongen i Swaziland, og har for nyligt fået en kone fra den swaziske kongefamilie. Swazilands regering er glade for, at Zuma er præsident i Sydafrika, så de ikke bliver forstyrrede”.
Men meget tyder på at ANC og den sydafrikanske fagbevægelse er begyndt at påvirke regeringens kurs. I starten af året stiftedes kampagnen Swaziland Democrazy Campaign af COSATU og ANC. Da kampagnen blev åbnet holdt formanden for regeringens udenrigsudvalg tale.
Også i Swaziland er demokratibevægelsen ved at finde fælles fodslag. De progressive bevægelser i Swaziland har, med dannelsen af Swaziland United Democratic Front (SUDF), sat gang i en proces, der giver håb for fremtidens demokratiske udvikling i landet. Alle de der kæmper for et opgør med kongemagten og for indførslen af demokrati i Swaziland, er nu samlet i paraplyorganisationen SUDF.
Derfor mener Dumezweni Dlamini, at Swaziland trods alt går en lysere fremtid i møde: ”Udviklingen går i den rigtige retning. Folk bliver bedre organiserede og mere bevidste. SUDF er et kæmpe skridt fremad. Det har tidligere været umuligt at forestille sig.”
Vincent Ncongwane og Dumezweni Dlamini var inviteret til Danmark af den danske organisation Afrika Kontakt, der arbejder sammen med demokratibevægelsen i Swaziland. Læs mere om Afrika Kontakt og Swaziland på www.sydafrika.dk eller skriv til swaziland@afrika.dk
Fakta: Swaziland
Swaziland er et lille kongedømme med 1,2 mio. indbyggere. Swaziland ligger i det sydlige Afrika og grænser op til Sydafrika og Mozambique.
I 1968 blev Swaziland uafhængigt fra Sydafrika, og dermed også fra den britiske kolonimagt. Landet er det sidste enevældige monarki i Afrika, og regeres af Kong Mswati den tredje.
I Swaziland har politisk organisering og partier været forbudt siden 1973. Regeringen udpeges af kongen, som også kan omstøde de domme som retssystemet afsiger. I 2008 strammede kongen grebet om demokratibevægelsen, da han genforbød en række partier og satte dem på en terrorliste. Herunder det største oppositionsparti, Peoples United Democratic Front, PUDEMO, der kræver flerparti-demokrati i Swaziland.
69% af befolkningen i Swaziland lever for under en dollar om dagen, og arbejdsløsheden ligger på omkring 40 %. Den gennemsnitlige levealder er 31,9 år og dermed den laveste i verden. I sammenligning med Malawi, er Swaziland ti gange rigere, mens befolkningen er langt fattigere, fordi halvdelen af landets indtægter tilfalder de ti procent rigeste.