Tema: Krise
I 2004 lavede Naomi Klein sammen med sin mand, Avi Lewis, dokumentarfilmen ’The Take’, der beskrev de fabriksbesættelser og -overtagelser der fulgte i kølvandet på Argentinas dramatiske økonomiske sammenbrud i 2001. Opgivet af chefer og politikere tilbageerobrede tusindvis af arbejdere deres lukkede fabrikker og satte produktionen i gang igen. Ved offentlige fremvisninger af filmen i Europa og Nordamerika, var det altid det samme emne der blev bragt op: ”Det er alt sammen meget godt i Argentina, men ville det nogensinde kunne ske her?”
Af Naomi Klein
Den verdensøkonomiske situation i dag, ligner til forveksling Argentinas i 2001. Det samme gør de protester og oprør der breder sig over hele verden, for eksempel scenerne fra Island, hvor folk gik på gaderne og hamrede og bankede på potter og pander, indtil deres regering faldt. Den kollektive vrede på Island var vendt mod en elite, der kørte det engang blomstrende land i sænk, og samtidigt troede at de kunne slippe af sted med det. Som Gudrun Jonsdottir, en 36-årig islandsk kontorarbejder udtrykte det: ”Jeg har fået nok af det hele. Jeg har ikke tillid til regeringen, jeg har ikke tillid til bankerne, jeg har ikke tillid til de politiske partier, og jeg har ikke tillid til IMF. Vi havde et godt land, og de har ødelagt det.” Protesterne på Island vækker også minder om en sang, der var populær i anti-kapitalistiske kredse tilbage i 2002: ”I er Enron. Vi er Argentina.” Sangens budskab var enkelt nok: I, politikere og administrerende direktører, der kryber sammen ved en række handelstopmøder, er som de hensynsløse, svindlende ledere fra Enron. Vi, pøblen udenfor, er ligesom folk i Argentina, som, midt i en økonomisk krise, der minder uhyggeligt meget om vores egen, gik på gaden og hamrede på gryder og pander, mens de råbte, ”¡Que se vayan todos!” (”De skal alle sammen gå!”).
I Letland, hvor økonomien er hårdere ramt end noget andet land i EU, og hvor regeringen har vaklet på randen af et sammenbrud, blev hovedstaden gennem flere uger i januar rystet af protester, herunder af voldsomme gadekampe. Som på Island, er letterne rystet over at deres ledere nægter at tage ansvaret for krisen. På et spørgsmål om, hvad der forårsagede den økonomiske krise, svarede Letlands finansminister med et træk på skuldrene: ”Ikke noget særligt.” Men Letlands problemer er ganske særlige: De selv samme politikker, der gjorde det muligt for ’Den Baltiske Tiger’-økonomi at vokse med 12 procent i 2006, er dem der får den til at skrumpe med et voldsomt fald på 10 procent i år.
Der er også andre ting i tidens protester og oprør, der vækker mindelser om Argentina. I 2001 reagerede de argentinske ledere på krisen med et brutalt spareprogram ordineret af den Internationale Valutafond: 9 milliarder amerikanske dollars i udgiftsnedskæringer, som især ramte sundhed og uddannelse. Det viste sig at være en fatal fejltagelse: Fagforeningerne iværksatte en generalstrejke og lærerne rykkede deres klasseundervisning ud på gaden og protesterne stoppede aldrig. Afvisningen af at bære de værste konsekvenser af krisen, forener mange af de protester, der for tiden kommer nedefra. I Letland er en stor del af den folkelige vrede vendt mod regeringens sparepakker - massefyringer, nedsatte sociale ydelser og nedskæringer af offentlige lønninger - tiltag der skal kvalificere landet til et kriselån fra IMF. I Grækenland, opstod optøjerne i december som følge af politiets nedskydning af en 15-årig, men det, der har holdt dem i gang, nu med landmænd i stedet for studerende i spidsen, er en udbredt vrede mod regeringens svar på krisen. I Grækenland fik bankerne en redningspakke på 36 milliarder amerikanske dollars, mens arbejdstagerne fik deres pensioner beskåret og landmændene fik så godt som ingenting. På trods af de ulemper det har medført, at traktorer har blokeret vejene, så støttede 78 procent af grækerne landmændenes krav. Ligeledes i Frankrig, hvor den seneste generalstrejke - udløst til dels på grund af præsident Sarkozys planer om at reducere antallet af lærere dramatisk - fik støtte fra 70 procent af befolkningen.
Den måske stærkeste tråd som forbinder den globale reaktion er en afvisning af logikken i ”ekstraordinære politikker” - et udtryk opfundet af den polske politiker Leszek Balcerowicz til at beskrive hvordan politikere, under en krise, kan ignorere lovgivningen for at få upopulære ’reformer’ hurtigt gennemført. Det erfarede regeringen i Sydkorea for nylig. I december forsøgte det regerende parti at bruge krisen til at tromle en meget kontroversiel frihandelsaftale med USA igennem. Politikerne tog ’den lukkede dørs-politik’ til nye ekstremer, da de låste sig inde og barrikaderede døren med borde, stole og sofaer, så de kunne forhandle aftalen på plads i ro og fred. Troede de. For oppositionspolitikere bevæbnede med lægtehammere og en elektrisk sav brød ind og organiserede en tolv-dages besættelse af parlamentet.
En anden lighed på tværs af protesterne, er en ny bølge af direkte aktion blandt arbejdere i de rige lande: Kooperativer fremstår endnu en gang som et praktisk alternativ til flere afskedigelsesrunder, og arbejdere i USA og Europa er begyndt at stille de samme spørgsmål som deres latinamerikanske kolleger: Hvorfor er vi nødt til at blive fyret? Hvorfor kan vi ikke fyre bossen? Mønstret er klart – folk vil ikke acceptere, at regeringer reagerer på krise skabt af frimarkeds-ideologi ved at accelerere de nøjagtig samme miskrediterede dagsordner og de samme politikker. Som blandt andet italienske studerende har råbt i gaderne: ”Vi vil ikke betale for jeres krise!”
I Argentina, som er den direkte inspiration for mange af de nuværende arbejderaktioner, har der været flere fabriksovertagelser i de sidste 4 måneder end de foregående 4 år. Eksempelvis chokoladefabrikken Arrufat, der pludselig blev lukket i slutningen af sidste år. Tredive ansatte besatte fabrikken, og på trods af at de tidligere ejere efterlod en gæld, har de været i stand til at holde produktionen i gang og skabe et overskud på 75.000 amerikanske dollars, hvilket betød at hver arbejder kunne få 1.000 US dollars og at de samtidig kunne gemme resten til den fremtidige produktion.
I Irland blev en fabrik i starten af året besat i 7 uger, da selskabet Waterford Wedgewood gik i betalingsstandsning efter at være blevet overtaget af en amerikansk kapitalfond. Kapitalfonden har nu sat 10 millioner euro af til en aftrædelsesfond, og der er forhandlinger i gang for at opretholde nogle af arbejdspladserne. I Belfast i Nordirland besatte 200 arbejdere fabrikken Visteon, der fremstiller dele til biler, efter at de havde fået at vide at den skulle lukkes. Dagen efter fulgte 200 andre arbejdere trop på søsterfabrikken i Enfield. Over de næste par uger øgede Visteon fratrædelsesgodtgørelsen op mod 10 gange deres oprindelige tilbud, men det amerikanske selskab nægter at overføre pengene til arbejderne, før de forlader fabrikken, mens arbejderne omvendt nægter at forlade fabrikken før de ser pengene. I kølvandet på bilproducenterne General Motors, Ford og Chryslers kollaps, har canadiske arbejdere indtil videre gennemført fire besættelser i år. I hvert enkelt tilfælde, er fabrikker blevet lukket uden at arbejderne har fået de erstatninger, som de havde krav på. Arbejderne besatte fabrikkerne for at forhindre at maskinerne blev fjernet, så de kunne bruge dem som et middel til at presse firmaet tilbage til forhandlingsbordet - nøjagtigt den samme strategi, som arbejdere i Argentina har brugt i forbindelse med fabriksovertagelser.
Også i USA har der været fabriksbesættelser. I seks dage december sidste år besatte 260 arbejdere i Chicago deres fabrik, som producerer vinduer. Med en smart kampagne rettet mod selskabets største kreditor, Bank of America, med parolen ”You got bailed out, we got sold out!” (”I blev reddet, vi blev solgt!”) og med støtte og omfattende international solidaritet, vandt arbejderne de fratrædelsespenge de havde til gode. Og mere end det – fabrikken blev genåbnet under nyt ejerskab, og producerer i dag mere energieffektive vinduer med alle de ansatte tilbage på fabrikken til deres gamle løn. I Frankrig har der i år været en bølge af såkaldte ’bossnappings’, hvor vrede arbejdere har tilbageholdt deres chefer på fabrikker, der står over for lukning. Det er indtil videre gået ud over selskaber som Caterpillar, 3M, Sony og Hewlett Packard. En talsmand fra en fransk fagforening sagde i marts: ”Dem, der sår elendighed, høster raseri. Volden udøves af dem, der nedlægger arbejdspladser, ikke af dem, der forsøger at forsvare dem.” Det der gjorde den argentinske opstand i 2001-02 enestående var, at den ikke var rettet mod et bestemt politisk parti eller mod en abstrakt korruption. Målet var den dominerende økonomiske model - dette var det første nationale oprør mod den samtidige deregulerede kapitalisme.
Det har taget et stykke tid, men fra Island til Letland, Sydkorea til Grækenland, er resten af verden nu endelig ved at få sine ¡Que se vayan todos! øjeblikke.
Artiklen er en oversættelse, sammenskrivning og redigering af de to artikler ”All Of Them Must Go” og ”The Cure for Layoffs: Fire the Boss!”, begge bragt i det amerikanske magasin The Nation.
Oversat og redigeret af Tobias Frost.