Vi må ikke tabe denne kamp så let - ikke bare for vores egen skyld men også for dem der kommer efter."
Bag barrikaderne på Latinamerikas største universitet, det besattte UNAM i Mexico By, mødtes og boede de strejkende studerende helt frem til d 6. februar i år. Den kæmpe universitetscampus blev i løbet af de ni måneder, besættelsen varede, omdannet til soverum, mødelokaler og fodboldbaner mens murerne fik kraftigt præg af de studerendes politiske overbevisninger i form af paroler og vægmalerier. Men nu er vægmaleriet af Che Guevara malet over og de oprørske studerende er jaget bort eller sat i fængsel.
Af Stine Nielsen og Astrid Engberg
De studerende protesterer mod indførelsen af brugerbetaling på universitet og for retten til gratis uddannelse for alle mexicanere. -Og konflikten, der har lavet avisoverskrifter gang på gang, er blevet et nationalt anliggende af samme karat som zapatisternes oprør i Chiapas. Universitetet er en gigantisk insitution og magtfaktor i det mexicanske samfund og konflikten konfronterer endnu en gang regeringspartiet, PRI, med en voldsom modstand mod dets neoliberale politik og privatiseringer samt dets korruption og magtmisbrug. Effekterne af Den Internationale Valutafond, IMFs, strukturtilpasningsprogrammer, som kræver offentlige besparelser og åbning af det mexicanske marked, samt af frihandelsaftalen med USA og Canada, NAFTA, begynder nu for alvor af præge det mexicanske samfund. Småbøndernes varer bliver udkonkurreret, hvilket tvinger dem til at rejse ud på jagt efter arbejde. Væksten i antallet af udenlandsk ejede fabrikker med horrible arbejdsvilkår (maquiladoras) eksploderer og migrationen til byernes slumkvarterer skaber miljøproblemer og kriminalitet. Bønderne drager i karavaner til Meixco City for at protestere. Den indianske befolkning organiserer sig og modsætter sig vejbyggerier og andre trusler mod deres levesteder. Elektricitetarbejderne strejker i protest mod privatiseringer og nedskæringer.
Kampen mod systemet
Den første februar, hvad der skulle vise sig at være blot et par dage før rydningen af universitetet, mødtes vi med Fransisco, Cristina og Manuel fra de studerendes strejkekomité.
"Studenterbevægelsen har ingen ledelse og alt hvad strejkekomitéen gør besluttes på forsamlinger," forklarer Fransisco. "Der er en stærk overbevisning om at vi kæmper, ikke for os selv og ikke bare for universitetet, men for dette land. Vi opfatter ikke dette som en kamp mod universitetsledelsen, men mod systemet. -Og vi er bevidste om at dette har omkostninger. Der er en stærk bekymring og anspændthed blandt de studerende, for vi må simpelthen ikke tabe denne kamp så let - ikke bare for vores egen skyld men også for dem der kommer efter."
Konflikten på UNAM var i løbet af januar i år blevet mere og mere tilspidset og stærkt præget af kampe mellem de strejkende studerende og deres modstandere. Dagen før interviewet havde studerende, der er mod strejken, og hyrede "tæskehold" forsøgt at trænge ind bag barrikaderne og Cristina havde været ved at blive kvalt af en af indtrængerne. Denne tirsdag morgen havde de studerende så forsøgt at holde et møde mellem de forskellige grupper på universitetet, men som Cristina forklarer nåede de ikke frem til nogen løsning. "Modstanderne af strejken kommer ikke for at forhandle, men for at slås og smide os ud," siger hun. "Efter at de fleste af dem havde forladt mødet, fortsatte vi med at tale med de få strejkemodstandere, der blev. Vi var enige om, hvad der er igang med at ske. Måske støtter disse studerende os ikke fuldt ud, men de ved, at det regeringen prøver på, er at spille de forskellige grupper på universitet ud mod hinanden, og de forstår også godt, at de bliver brugt som kanonføde."
Manuel fortsætter: "Regeringens strategi, som er den universitetsledelsen følger, er grundlæggende den samme som den de bruger i Chiapas. Man opfylder ikke de aftaler, som er indgået, fx. dem fra San Andrés, og man forsøger at få grupper af indianere til at komme i konflikt med EZLN (zapatistsbevægelsen i Chiapas, red.). Her sker der det samme."
Tvivlsom afstemning
Fransisco fortæller at der i starten af januar kom et løsningsforslag fra rektoren, som skulle føre til konkrete reformer. "Dette forslag berører tilsyneladende strejkekomitéens seks krav, men uden i virkeligheden at løse nogen af dem grundlæggende. Det eneste dette forslag konkret gør ved strejkekommiteens seks krav er i nogle tilfælde at udskyde beslutningen om dem til senere. I andre tilfælde berører forslaget kravene overfladisk, men i de fleste tilfælde lader det alt være ved det gamle." siger han.
De seks krav, som strejkekomitéen fremsatte ved strejkens start i april sidste år, fordrer blandt andet ophævelse af brugerbetaling på universitetet, hvis indførelse var en af hovedgrundene til at de studerende dengang gik i strejke. Desuden kræver de studerende blandt andet oprettelse af et forum for dialog og løsning af universitetets problemer, dvs. et forum hvor de studerende får øget indflydelse på styringen af universitetet.
Da strejkekomitéen efterfølgende afviste rektorens forslag, besluttede han at gennemføre en afstemning på universitet, som skulle afdække holdningerne til konflikten. I følge universitetledelsen selv deltog 180.000 personer. Fransisco forklarer videre: "I følge rektoren er der et klart flertal, som har udtrykt ønske om at ophæve strejken og acceptere forslaget. Med dette pressionsmiddel prøver han at diskvalificere strejkekomitéen som et mindretal og han har forsøgt at nå til en aftale med de mere moderate dele af strejkekomitéen og på den måde få opløst strejken." Strejkekkomitéen stætter dog et stort spørgsmåltegn ved rigtigheden af denne afstemning. Samtidig med universitetsledelsens afstemning gennemførte strejkekomitéen nemlig selv en afstemning, hvor 600.000 deltog. Her blev resultatet et helt andet. 95% mente at man skulle fortsætte med de seks strejkekrav og 93% mente at en dialog var nødvendig for at løse konflikten.
Det sidste var strejkekomitéen og universitetsledelsen også blevet enige om ved forhandlinger d. 10 december sidste år, ligesom universitetledelsen havde anerkendt strejkekomitéen som sin forhandlingspartner. Set i bakspejlet er det dog svært at få øje på denne aftale i ledelsens håndtering af sagen, som indtil videre har medført politiets tilbageholdelse af over 1000 mennesker.
På mange måder står de studerende svagt overfor regeringens del-og-hersk-strategi. Manuel siger: "Medierne er i systemets tjeneste. De præsenterer strejkekomitéen som oprørere, der ikke vil gå i dialog. Vi har ikke adgang til de landsdækkende medier og derfor er det svært at nå ud til folk og forklare dem, hvorfor vi strejker. Vores arbejde består så i at informere folk, fx. ved metrostationerne og på gaderne og i at lave informationsmøder og demonstrationer.
Cristina fortsætter: "Regeringen forsøger at isolere konflikten, men den er altomfattende. Universitetsvæsenet er et gode, som tilhører alle mexicanere. Befolkningen må beskytte denne rettighed, for universitet er deres. Når vi taler med folk, viser vi dem, at vi er her med vores fornuft og at vi sætter vores fysiske sikkerhed og vores akademiske liv på spil. Vi har kontakt til mange forskellige grupper i det civile samfund og det er folks støtte, som har holdt os oppe. Hvis vi ikke havde fået den havde vi ikke været her idag."
Sigtelser uddeles i flæng
Blot halvanden uge efter sidder vi sammen med Cristina på en bænk i en af storbyens parker. Hun ser træt ud. Hun er tydeligt mærket af de seneste dages begivenheder. Tidligt om morgenen søndag d. 6. februar sad hun og hendes medstuderende til møde i et auditorium på universitetet. De diskuterede, hvordan de skulle fortsætte den netop genoptagne dialog med universitetsmyndighederne. "Kl. 6:30 var vi netop blevet enige om at fortsætte dialogen med rektorstaben, da en medstuderende kom løbende og råbte: "Politiet kommer!" fortæller Cristina. Med maskerede elitetropper og halvmilitære enheder trængte politiet ind og ryddede universitetet. Alle, der befandt sig på universitetets område d. 6. februar, blev fængslet, på baggrund af tilsyneladende tilfældige, og meget hårde sigtelser. "Sigtelserne blev nærmest vilkårligt delt ud: Alt efter hvilket bord du sad ved da politiet rykkede ind, rejstes sigtelserne mod dig. Sigtelserne bestod primært af to pakker. Én med ganske få anklager, og så en multi-pakke. Det er den type sigtelse, jeg selv er blevet udsat for, og som går på terrorisme, sabotage, opstand, sammensværgelse, ulovlig erhvervelse og ødelæggelse af ejendom, og det som følger... Min beskikkede forsvarer forklarede mig, at "det som følger" jo for eksempel kunne være besiddelse af stoffer eller ulovlig besiddelse af våben." "-Men hele sceneriet var præget af utrolige tilfældigheder. Hvis jeg havde siddet ved et andet bord, havde jeg måske ikke fået de mange sigtelse hæftet på mig, men var måske sluppet med sådan noget som hærværk eller lignende". Cristina har regnet ud at hendes sigtelser til sammen kan give op til 120 års fængsel.
Disse sigtelser er hvad Cristina og hendes medstuderende må se som myndighedernes svar på deres krav om gratis undervisning til alle mexicanere. I alt har 998 været tilbageholdt af politiet i forbindelse med rydningen. Af dem sidder 266 endnu indespærret. Cristina har stadig alle sigtelserne på sig, men var heldig at være blandt dem der blev løsladt fra fængslet inden for de 48 timer, man kan blive holdt i fængsel i Mexico, inden man skal for en dommer. Anderledes gik det for Manuel og Fransisco, som stadig sidder fængslet.
Nogle af Cristinas medstuderende er allerede blevet erklæret skyldige af en dommer, og de skal derfor sidde mellem 3 og 5 år i fængsel, indtil deres sag kommer for. "Men problemet er," vurderer Cristina, "at de risikerer at sidde på ubestemt tid, inden deres sag kommer for."
De anholdte har søgt om løsladelse mod kaution, men dette er blevet pure afvist af dommeren, som har betegnet dem som værende "farlige for samfundet." Cristina er bekymret for sine medstuderendes sikkerhed i fængslet: "Fængslerne i Mexico er altså ikke for sjov. Der opererer en slags mafia inde i fængslerne, som med fangevogternes velsignelse øver vold mod bl.a. systemkritikere."
I fængslet er de studerende gået i sultestrejke. De kræver betingelsesløs frigivelse af alle anholdte. Det samme gjorde 100.000 mexicanere, heriblandt mange af universitetets lærere og ansatte, der allerede tre dage efter politiets hårdhændede rydning af universitetet demonstrerede i byens centrum i sympati med de studerende. "De er samvittighedsfanger. -Vores medstuderende er anholdt for deres ideer," slutter Cristina, inden hun haster videre til et møde i "eksil-strejkekomiteen", som de studerende nu kalder sig.
På universitetet er de nu godt i gang med at rydde op og få det til at se ud som om alt er ved det gamle. Men under den grå maling på retsfakultets enorme bygning er der stadig et vægmaleri af el Che.....
Note: du kan læse mere om de studerende og deres strejkekomité på hjemmesiden http://www.geocities.com/Baja/Mesa/9813/ eller du kan kontakte Internationalt Forums Mexico-gruppe i Griffenfeldsgade 41, 2200 kbh. N, tel: 35371888, 35371889, fax: 35379079, www.internationaltforum.dk