I mange år har kritikerne af den økonomiske globalisering fremhævet ulemperne ved internationale organisationer, herunder Verdenshandelsorganisationen WTO. Men multilaterale aftaler har mange fordele i forhold til de bilaterale aftaler, som EU og USA i dag i stigende grad indgår med de såkaldte udviklingslande. Og synderen er ikke WTO alene, men vestlige landes forsøg på, både i og uden for WTO, at påtvinge andre lande deres politiske og økonomiske model.
Af Stefan de Vylder
Da WTO-forhandlinger gennem syv år brød sammen i den såkaldte Doha-runde i slutningen af juli i år, var kommentatorerne hurtige til at udpege de ansvarlige: USA, som ikke gik med til at reducere deres landbrugsstøtte, og Indien og Kina som ikke accepterede i-landenes krav om drastiske toldnedsættelser på industrivarer. Selv EU var til besvær, hvilket ikke mindst skyldtes det nuværende formandsland Frankrig. Den største anstødssten var, som sædvanlig i WTO-sammenhæng, landbrug. Men betingelserne for forhandlingerne var dårlige. På det havarerede WTO møde deltog kun lidt over 30 af WTO’s 153 medlemslande og mange af de spørgsmål, der var mest presserende for de fattigste lande, var ikke på dagsordenen. Desuden har den verdensøkonomiske situation skabt en handelspolitisk beslutningsangst i blandt andet USA og Frankrig. USA’s økonomi er kørt i sænk, og det enorme underskud i USA’s udenrigshandel baner vejen for protektionisme, især i lyset af præsidentvalget i år.
I verdens fattigste lande er frustrationerne over i-landenes ageren i WTO steget hvert år. Førhen var handelspolitiske forhandlinger primært et anliggende for en håndfuld rige industrilande. Men i en årrække har vi set en større deltagelse fra syd, og en voksende selvsikkerhed. OECD-landene kan ikke længere regere som tidligere. Verdens økonomiske centrum er for alvor ved at flytte mod øst og syd, og både i verdensøkonomien og i WTO, er USA’s og EU’s magt mindsket. Af WTO’s medlemsstater er det overvældende flertal i dag såkaldte udviklingslande (en betegnelse, som bliver mere og mere vildledende). At nå til enighed i denne kalejdoskopiske forsamling er naturligvis ikke let. Og skillelinjerne går ikke kun mellem ”Nord” og ”Syd”. Det går ikke an at hævde, at fremgangsrige nye industrilande som Sydkorea og Kina altid har samme handelspolitiske interesser som Honduras eller Burkina Faso. Desuden har WTO taget munden for fuld. Inden for rammerne af WTO har man siden 1995 forhandlet om en række spørgsmål, der går langt videre end ren handelspolitik. Det omfatter alt fra regler, der begrænser mulighederne for at stille krav til udenlandske investeringer, over fattige landes ret til billig AIDS-medicin, til spørgsmål om vores egen fremtidige sundhedspleje. Disse spørgsmål er, eller burde være, meget kontroversielle, selv i et land som Sverige. Kommer den nye aftale GATS (General Agreement on Trade in Services), om handel med tjenesteydelser, for eksempel til at tvinge os til at åbne en stor del af vores offentlige sektor op for international konkurrence og opkøb? Vil GATS tillade den internationale børnehavekoncern McBaby at overtage alle børnehaver i vores velbjergede villaområder? Kan GATS tvinge os til at acceptere, at søsterselskabet McOld byder på ældreomsorgen? Spøg til side: McBaby og McOld eksisterer ikke endnu. Og svenske selskaber er ikke bedre end udenlandske, blot fordi de er svenske. Men det nye regelsæt, som i dag vokser frem i ’handelspolitikkens’ navn, indskrænker dramatisk hvert lands ret til at formulere deres egen politik og begrænser dermed rummet for det politiske demokrati. Ved vi, og vores politikere, hvor vi bevæger os hen? Og er det klogt af fattige lande at afhænde sig muligheden for at vælge en udviklingsstrategi, som ikke er baseret på frihandel og neoliberal markedsfundamentalisme?
Trods forskellige forsøg på at genoplive Doha-runden, er det usandsynligt, at vi vil se et gennembrud i WTO-forhandlingerne i de nærmeste år. Og der er al mulig grund til at understrege, at sammenbruddet i Doha-runden spiller en meget marginal rolle for verdensøkonomien. Verdens børser har reageret med en gaben over sammenbruddet i juli. Men et mindre ønskværdigt resultat af lammelsen i WTO er, at USA og EU vil intensivere sine bestræbelser på at binde grupper af udviklingslande i bilaterale frihandelsaftaler. Erfaringen viser, at de rige industrilande overlegenhed i disse forhandlinger er endnu mere eklatant end i WTO, hvor gennemsigtigheden er større, og hvor de fattige lavindkomstlande har kunnet regne med solidarisk støtte fra mere erfarne mellemindkomstlande. Ikke mindst EU fører i dag en meget aggressiv afpresningspolitik over for de lande, der kaldes AVS-landene, det vil sige den gruppe lavindkomstlande, af hovedsageligt tidligere europæiske kolonier, som blev dannet i 1975 og som i øjeblikket består af 79 stater i Afrika, Caribien og Stillehavsområdet. Disse lande har tidligere nydt godt af ensidige toldnedsættelser på EU’s indre marked, men siden WTO erklærede, at EU ikke kan fortsætte med at give disse lande handelspræferencer uden at udvide dem til alle udviklingslande, kræver EU at AVS-landene skal indgå en gensidig frihandelsaftale med EU, de såkaldte EPA, økonomiske partnerskabsaftaler.
AVS-landene vil således være tvunget til at acceptere toldfrihed på så godt som alle importvarer fra EU. Inden for rammerne af EPA-forhandlingerne forsøger EU også at tvinge AVS-landene til at acceptere en række nye aftaler, som udviklingslandene kategorisk har nægtet at gå med på i WTO-sammenhæng. Multilaterale regelsæt, af den slags som WTO repræsenterer, er helt sikkert at foretrække frem for aftaler af EPA-typen. Men WTO er stadig kontroversielt. Problemet er først og fremmes I-landenes modvilje mod at leve op til WTO’s bærende principper landbrugsområdet, som for mange udviklingslande er det vigtigste af alle. Al tale om frihandel og markedsøkonomi klinger hult, så længe i-landene fortsætter med at begrænse adgangen til markedet for de fattige landes landbrugsprodukter, og i strid med de antidumpningklausuler, de selv udnytter, fortsætter med at dumpe deres overskud på verdensmarkederne. Det mest problematiske med WTO er dog ikke de rent handelspolitiske spørgsmål, men derimod i-landenes forsatte, og desværre ofte succesfulde, bestræbelser på at udvide WTO’s mandat til ikke kun at berøre handelsspørgsmål, men også udviklingspolitik i al almindelighed. Flere af de aftaler, der allerede findes i WTO hører ikke hjemme i en handelspolitisk ramme. Det handler om TRIPS-aftalen, der regulerer immateriel ret og patentspørgsmål, herunder de kontroversielle lægemiddelsspørgsmål, og TRIMs, der regulerer behandling af udenlandske investeringer. Dele af aftalen om handel med tjenesteydelser GATS tilhører også den kategori af aftaler, der rækker langt udover rent handelsmæssige spørgsmål.
På ministermødet i Doha i 2001 fik I-landene sat igennem, at en række nye spørgsmål, såsom konkurrencelovgivning, investeringsaftaler, offentlige indkøb og miljø, skal optages på WTO’s dagsorden i de kommende forhandlinger. I forlængelse heraf kan vi se, hvordan de rige lande forsøger at forcere en udvikling, hvor WTO tvinger alle verdens lande til at følge en enkelt, fælles udviklingsstrategi, hvor alt fra biler og computere til sundhedspleje og uddannelse bliver sat i konkurrence på verdensmarkedet. Men én fælles strategi passer ikke alle. De hurtigt voksende lande i Østasien - lande, som Sydkorea, Vietnam, Singapore og naturligvis Kina - har ført en uortodoks udviklingspolitik, der har afveget fra både frihandelsdoktrinen og forskellige WTO-regler. Der er store forskelle mellem succeshistorierne, men de synes at have en ting til fælles: de har ikke kopieret udenlandske opskrifter, men har fulgt deres egen model, forankret i landenes egne traditioner, kulturer og institutioner. Under hele Sveriges fremgangsrige udvikling fra et fattigt landbrugsland til et af verdens rigeste lande, formede vi selv politikken. Vi lånte fra andre, og udviklingen lignede i mange henseender udviklingen i hele vores del af verden, men vi byggede på lokale traditioner. Vi brød konstant med et utal af de regler, der nu risikerer at blive til global lovgivning under den markedsfundamentalisme, der breder sig under WTO’s voksende paraply, med støtte fra vigtige internationale organisationer som IMF, Verdensbanken, OECD og EU. Men hvis vi er utilfredse, bør vi ikke i første omgang rette kritikken mod WTO. Det er vores landes regeringer, der forsøger at standardisere verden, og som i WTO søger et belejligt værktøj.
Stefan de Vylder er nationaløkonom og har skrevet bøgerne ’Utvecklingens drivkrafter. Om fattigdom, rikedom och rättvisa i världen’ (2007) og ’The least developed countries and world trade’ (2007).
Artiklen har tidligere været bragt i det svenske tidsskrift MANA