Det har vakt stor opmærksomhed at Kåre Bluitgen - der er erklæret socialist - i en debatbog kritiserer venstrefløjen for med overdreven tolerance at gå de reaktionære muslimers ærinde. To medlemmer af IF svarer igen og debatterer venstrefløjens forhold til islam med udgangspunkt i bogen
af Irene og Ali, Internationalt Forum København
Kåre Bluitgens bog ”Til gavn for de sorte” (forlaget Centrum, 2002) har fået mere medieomtale end nogen anden bog fra venstrefløjen i mange år. Det skyldes, at den rammer ind i tidens hotteste debatemne, nemlig indvandring, islam og integration. Men også at det er medieguf at en person, der præsenterer sig som socialist, siger ting, der mere eller mindre ligger på linje med, hvad højrefløjen mener om indvandrere og muslimer - nemlig at ”de er et problem”. Kåre har gjort det ud fra et ærligt ønske om at provokere til debat på venstrefløjen, som han mener har været overtolerant i forhold til de reaktionære aspekter ved islam. Det erfaringsmæssige belæg herfor finder han på Nørrebros skoler, hvor hans børn er elever og Kåre selv skolebestyrelsesformand. Det er utvivlsomt en vigtig debat, Kåre lægger op til. Men den måde han gør det på, er dybt problematisk. Og til gavn for de sorte [de reaktionære kræfter, red.].
Magtaspektet der bliver væk
Hovedproblemet ved Kåre Bluitgens tilgang til indvandringsdebatten er, at han er så fokuseret på ’indvandrer- og islamproblemerne’, at han helt glemmer, at det danske kapitalistiske samfund fungerer undertrykkende og diskriminerende i forhold til landets nye borgere. I Kåres analyser forsvinder magtaspektet som dug for solen - hermed distancerer han sig indirekte fra en af venstrefløjens pt. vigtigste opgaver: at bekæmpe magthavernes og regeringens stadig mere diskriminerende magtpolitik i forhold til de mennesker, der af den ene eller anden grund er rejst hjemmefra og er ankommet her til landet. Som det skal vises nedenfor, lægger Kåre sig med sine elendighedsbeskrivelser af indvandrere og flygtninge i kølvandet på en række personer fra højrefløjen (Pia Kjærsgård, Karen Jespersen, Bertel Haarder m.fl.), der i årevis har forsøgt at fremstille ’dem’ som et problem for ’os’. Den 31.december 2002 optrådte Kåre i en radioudsendelse ved navn ”Kontant Afregning”, hvor han ud til de tusindvis af lyttere udtalte sig i stil med: ”Muslimske børn i en skole på Nørrebro har stjålet fra mine børn”. I bogen opremser han ligeledes en lang stribe eksempler af samme skuffe: Indvandrerbørnene ødelagde fastelavnsfesten; de har ikke lært stå i kø. Indvandrerbørnene på Nørrebro ødelagde en antiracistisk statue på Blågårds Plads - fordi den forestiller ’den indre svinehund’! Herfra er der ikke langt til tankegangen: de stjæler, laver hærværk og ødelægger fastelavnsfester, fordi de er muslimer/indvandrere.
’Almindelige muslimer’ og reaktionære islamister
Kåre Bluitgen begår den fejl, at han i praksis (dvs. i interviews og udtalelser til medierne) ikke skelner mellem ’almindelige muslimer’ og så de ideologisk bevidste islamiske organisationer, der målrettet kæmper for indførelse af islamiske samfund baseret på sharia, og disses proselytter. De almindelige muslimer, som er langt de fleste, er ikke mere troende end almindelige kristne danskere. De går stort set aldrig i moskeen, nogle bærer tørklæde, andre ikke, de faster måske - på samme måde som danskerne fejrer jul - både troende og ateister. De er muslimer, fordi de er opdraget til det. Og vedbliver med at være muslimer, indtil de bliver overbevist af noget andet - f.eks. ved at venstrefløjen opstiller mere tiltrækkende politiske løsninger på deres problemer - end religion. Kåre har tilsyneladende ikke forstået, at fjernelse af slør, tørklæder og feudale kønsroller, ikke opnåes ved at skælde ud og udstille en hel gruppe mennesker som et problem. Vejen går derimod gennem uddannelse og arbejde - og indtjening af egen løn. Økonomisk uafhængighed har til alle tider været kvindekampens vigtigste forudsætning. Hvorimod stereotyper og fordomme, som Kåres bog og medieinterviews bidrager til, risikerer at skubbe de pågældende mennesker ud i afsondrethed og isolation - og gøde jorden for de reaktionære islamiske organisationers rekrutteringspolitik.
Småborgerlig sekulariseringskamp
Kåre mener, at venstrefløjen skal være mere åbent kritisk i forhold til muslimsk opdragelse og i forhold til de islamiske reaktionære grupperinger. Det har han ret i. Det er efter vores mening langt ude at invitere en imam til at holde tale på Blågårds Plads (en imam kan f.eks. aldrig være en kvinde!). Vi skal naturligvis være lige så kritiske over for reaktioner islamiske grupper som over for alle andre reaktionære grupper. Vi er ikke kulturrelativister! Men hvad er det for et alternativ, Kåre og hans ligesindede opstiller til Mellemøstens ’islamiske samfund’?
Vestens ’demokratiske dynamiske samfund’ bliver hos Kåre Bluitgen stillet op som modsætning til de ’traditionsbundne statiske samfund’ i Mellemøsten, som indvandrerne kommer fra. Derved bliver hans ’korstog’ nemt opfattet som et korstog imod islam og for vestlige værdier - lidt i stil med en anden debattør i tiden, nemlig Ralf Pittelkow, der har skrevet debatbogen ”Efter 11. september”. Både Pittelkow og Bluitgen ser med længsel tilbage på ’oplysningstiden’ og dens store mænd, som i1700-tallets Frankrig råbte til kamp mod religionens formørkelse. Ifølge Kåre er det en ’oplysningstid’ som de mellemøstlige samfund har brug for! Og ikke socialisme! Kåre og hans ligesindede ser ikke socialismen som løsningen på religionernes undertrykkelse, men har gjort sig til bannerførere for en småborgerlig sekularingskamp, som uden problemer kan rummes inden for det kapitalistiske samfund. De fører en kamp mod religionen islam og ikke mod kapitalismen og imperialismen.
Indvandring og klassebegrebet
Når man taler om befolkningen i almindelighed, taler man om arbejdere, mellemlag, borgerskab/arbejdsgivere. Men så snart talen falder på indvandrere, bliver det hele til kultur og religion! Væk er klassebegrebet. Men de nye borgere er ligesom alle andre bærere af forskellige klasseinteresser, ligesom de er forskellige mht. religion og kultur. Nogle er dybt religiøse, andre ateister, mange er jo netop flygtet fra Mellemøstens religiøse diktaturer.
De nye borgere skal af venstrefløjen ikke først og fremmest betragtes som ’kultur’ eller ’religion’, men som mennesker med forskellig klassebaggrund. Vi skal som socialister finde vores medkæmpere blandt de nye borgere. Vi er ligeglade med om de er sorthårede, lyshårede, født i Ballerup eller Bagdad.
Intet samarbejde med højreradikale
Der skal ikke rystes på hånden, når venstrefløjen siger nej til at samarbejde med reaktionære grupper som Hizb ut Tahir - selvom vi tilsyneladende råber de samme paroler: ”Nej til krig mod Irak, Nej til Israels terror”. Vi samarbejder jo heller ikke med Pia Kjærsgård, når det drejer sig om kampen imod EU -selvom der er tale om EU-modstand hos både Dansk Folkeparti og venstrefløjen. De politiske udgangspunkter og mål er uforenelige. Det som Hizb ut Tahrir står for, er uforeneligt med det, som vi står for - et socialistisk demokratisk samfund, hvor alle har lige muligheder. Tværtimod vil Hizb ut Tahrir indføre et islamisk samfund baseret på sharia, hvor socialisterne og kvinderne vil være blandt de først forfulgte. Venstrefløjens aktuelt vigtigste opgave i forhold til islam, er at analysere os frem til, hvad det er for politisk-økonomiske faktorer, der gør at de islamiske bevægelser rundt om i verden i den grad vinder frem på bekostning af de socialistiske sekulære bevægelser, især i Palæstina, men også andre steder. Og hvad vi gør ved det. Helt tæt på: Hvorfor kaster mange af de unge ’anden generationsindvandrere’ i de store danske byer sig i armene på de reaktionære islamiske grupper - og ikke i armene på venstrefløjen. Det er vel nok en analyse værd.