Mens der på venstrefløjen er bred enighed om at støtte kampen mod besættelse og kolonisering i Irak, opstår der ofte uenighed når diskussionen handler om den irakiske modstandsbevægelse. En sejr til modstandsbevægelsen og USA’s exit fra Irak vil være en markant sejr over imperialismen, men ikke nødvendigvis ensbetydende med et bedre og mere ’frit’ liv for det irakiske folk og for folkene i regionen.
Af Ardeshir Mehrdad
De militære angreb på Irak har på den ene side fjernet et despotisk regime fra magten. På den anden side har de frisat en mængde etniske, religiøse og klassemæssige modsætninger, som tidligere blev holdt i ave af et brutalt militærdiktatur. Den militære besættelse har banet vejen for at ultrakonservative kræfter nu blomstrer op i landet. Besættelsen har skabt splittelse i Irak inden for den sekulære venstrefløj, hvor nogle har vendt sig imod besættelsesmagten og deltager i modstandskampen, mens andre som Iraks Kommunistiske Parti deltager i Vestens marionetregering. Besættelsen har også skabt splittelse blandt de islamiske kræfter hvoraf nogle går USA-imperialismens ærinde, mens andre deltager i modstandsbevægelsen.
Disse processer udgør sammen med en række andre faktorer tilsammen det irakiske spørgsmål - dets kompleksitet og modsætninger.
At slå fjenden er ikke altid en sejr
Når besættelsesmagterne forhåbentlig lider det ultimative nederlag og må trække sig ud af Irak, vil dette være et stort nederlag for det imperialistiske projekt, men også kritisk for det irakiske folks skæbne og for befolkningerne i regionen. Et nederlag for USA i Irak vil vanskeliggøre præsident Bush’s planer om at udvide de militære angreb til andre lande i regionen. Det vil underminere USA’s vilje til at bruge vold for at opnå kontrol med Syrien, Libanon, Iran og Saudi Arabien. Der er ingen tvivl om at den irakiske modstandsbevægelse udgør den kraft som kan påføre det amerikanske regime dette nederlag.
Dette resultat vil dog ikke nødvendigvis være det samme som en sejr for det irakiske folk. Nederlag til fjenden vil ikke nødvendigvis producere et bedre Irak for landets folk, og vil ikke nødvendigvis betyde afslutningen på tyranni, fattigdom, mord, ruin og krig.
Mangfoldig modstand
I Irak eksisterer der ikke en forenet ’modstand’. Det mest karakteristiske træk ved modstanden mod besættelsen i Irak er eksistensen af forskellige ideologiske strømninger, varierende politiske programmer, diverse organisatoriske strukturer og indbyrdes uforenelige aktionsformer.
På den ene yderfløj finder man en sort og barbarisk terrorisme repræsenteret af grupper som Abu Musab Zarqawis. Her kan det være svært at skelne mellem egentlig modstand og kontra-modstand. I dette hjørne af modstanden kan det være svært at skelne mellem på den ene side terrorgrupperinger med forbindelse til Mossad og CIA og på den anden side terroristceller med forbindelse til fundamentalistisk islam. De vestlige medier overdriver dog konsekvent de handlinger der bliver begået af grupper som Zarqawis, når de skal tegne et billede af den irakiske modstand. Her er det vigtigt at anerkende at eksistensen af en sådan jihad-terrorisme inden for den irakiske modstand ikke må være en undskyldning for at overdrive dens rolle i den generelle modstand.
På den anden yderfløj finder man de venstreorienterede, sekulære kræfter. Her findes masser af nye aktive fagforeninger, herunder fagforeningen for de sydlige oliearbejdere og Basra-oliearbejderne, foreningen for arbejdsløse, foreningen for hjemløse, bevægelsen for ligestilling og befrielse af kvinderne, og flere andre civile grupper og foreninger. Denne type modstand som i det store og hele er ubevæbnet, rummer mange forskellige politiske og ideologiske strømninger. Dette hjørne af modstanden arbejder på at kombinere modstanden mod besættelsen med bestræbelser på at opbygge en magtstruktur som udgår fra neden. Den ønsker direkte demokrati, og forkaster på en og samme tid kolonial dominans og markedets tyranni.
Mellem disse to poler befinder sig et bredt spektrum af politisk islam og etniske og stammebaserede nationalister som bærer modstandens tungeste byrde på deres skuldre. Denne del af modstanden er hovedsageligt en bevæbnet modstand og har udviklet sig til en omfattende og konstant ekspanderende guerillakrig. Dens folkelige opbakning er desuden stor.
Trods store forskelle inden for dette spektrum af modstanden, og trods uenigheder og rivalisering blandt grupperne, så vil fremtiden for det Irak der vil vokse frem af denne fraktion af modstanden være et Irak hvor social og kulturel konservatisme har det sidste ord. Under dets skygge fostres et Irak der går fra en paternalistisk og mandsdomineret populisme til en nøgen etnisk eller religiøs despotisme. Det vil være et Irak der regeres af et tohovedet uhyre. Hvor det ene hoved vil ligne Ayatollah Khomeini og det andet Saddam Hussein! Hvor én ny form for slaveri vil afløse den anden.
Imperialistisk hængedynd
De militære angreb på Irak og den såkaldte økonomiske genopbygning af landet gennemføres efter en plan, der sigter mod at overtage ejerskabet over al offentlig rigdom og landets ressourcer - frem for alt landets olie- og vandressourcer. I dag er ejerskabet til disse ressourcer blevet givet til selskaber som Bechtel, Haliburton og ChevronTexaco.
Politisk er ’genopbygningen af Irak’ lig med ødelæggelsen af oppositionens muligheder for modstand mod besættelsesmagtens plyndring af landets ressourcer. Om dette projekt opnås gennem ’våben’ eller ’stemmeurnen’ er ligegyldigt. Den kolonialistisk-korporative genopbygning er meget fleksibel i forhold til hvilke redskaber der tages i brug. Således måtte Saddams regime af indlysende grunde ødelægges, men styres grundelementer såsom generalerne eller ’Mukhaberat’ (sikkerhedsstyrkerne) er blevet vedligeholdt. Ligeledes er der ikke blevet ændret i mange af landets tidligere love og regler, hvor fx antiarbejdsloven fra 1987 er blevet genopfrisket med forbud mod retten til organisering eller strejke og en tilladelse til at fængsle faglige aktivister
Sharia-love er også in. Sekularisme udøves kun dér hvor det kan bruges til at bombardere civile. Kulturrelativismen, hvorfra de neokonservative låner meget af deres ideologiske materiale, forhindrer ikke kompromisser med ayatollaherne. Hvorfor modsætte sig ’hijab’ (tildækning), når det kan kamuflere udbytning gennem USA’s multinationale selskaber? Hvorfor modsætte sig kønsapartheid i dagens Irak, hvis der kan hentes en ekstra tønde olie hjem ved at fremskaffe en fatwa fra Ayatollah Sistanei? Og i sidste ende: Hvorfor ikke tillade en grundlov baseret på sharia og islamisere landet?
Selvom det endnu ikke er lykkedes den irakiske væbnede modstand at stoppe besættelsesmagternes forsøg på at ’omstrukturere’ Irak politisk og økonomisk, så har den helt sikkert sænket farten for projektet. For besættelsesmagterne er det derfor afgørende at få sat en stopper for den væbnede kamp. Det forsøges bl.a. ved at give visse politiske indrømmelser og ’omfavne’ de kræfter som har valgt den ikke-væbnede kamp modstandsform.
Overdragelsen af dele af den udøvende magt til lederne af Iraks Kommunistparti, eller anerkendelsen af fagforeninger som er tilknyttet dette parti (IFTU) er en pris som Pentagon er parat til at betale for organisationernes støtte til undertrykkelsen af modstanden.
Det er klart at den koloniale vej ikke vil skabe et Irak som flertallet af befolkningen vil acceptere, og den irakiske befolkning kan godt glemme alle løfter om fremskridt, velfærd, frihed, demokrati og civilisation. En minimal levefod, den mest basale sundhedspleje, gratis vand, elektricitet som er til at betale, eller blot tag over hovedet, er ikke ting man kan tage for givet.
Islamisk-nationalistisk hængedynd
Hvad besættelsen lover det irakiske folk er slaveri og fattigdom. Historien vil ikke tilgive de politiske kræfter som undlader at se dette i øjnene. Således går vejen til frihed for det irakiske folk over modstand mod besættelsen og et totalt nederlag for koloniseringsprojektet. Men en modstand baseret på en fundamentalistisk-etnicistisk bevægelse udstikker ikke vejen til frihed.
Det begrunder begivenhederne i Iran, Sudan, Afghanistan og masser af andre lande. Hvis det ikke er nok, så se på hvad der er sket i Irak indtil nu. Hvor som helst islamisterne har fået magten i landet, har de opbygget en mini-model af deres ideale Irak. Hvor som helst har dette betydet islamiske domstole med straffe i form af pisk og afskæring af lemmer, påbud om tvunget slør, indskrænkning af kvinders arbejdsmuligheder og udbredelse af kønsbestemt vold. Hvor det er forbudt at se vestlige film, og hvor socialistiske og kommunistiske oppositionsfolk myrdes. Her er tusindvis af sigøjnere blevet fordrevet fra deres hjem, og homoseksuelle forfølges og straffes.
Politisk islam og etnisk nationalisme er en del af ’Irak-problemet’, ikke en del af løsningen. Hvis nogle af disse ultrakonservative bevægelser skulle sætte sig på den politiske magt, ville det irakiske folk synke ned i etnisk og religiøst had, og de klassesolidariteten ville blive ødelagt. Irak ville blive hærget af massakrer, aggression og krig - et kulturelt, socialt og psykologisk kollaps.
Politisk islam og etnisk nationalisme kan måske gøre op med den imperialistisk besættelse, men disse kræfter kan ikke blive en del af befrielsesprojektet. Selv den imperialistiske besættelse må ikke forhindre os i at se dette i øjnene. Det er således farligt, hvis man - med henvisning til den antiimperialistiske kamps altoverskyggende betydning - undlader at se i øjnene hvor farligt det er at indgå i taktisk alliance med politisk islam og etnisk nationalisme.
Selvom der er gået 25 år siden erfaringerne i Iran, og selvom Irak i dag på mange måder er forskellig fra Iran i 1979, så kan Iran-erfaringen stadig på være nyttig lærdom for alle progressive kræfter i Irak. Da shah’en blev væltet og Khomeini opnåede magten i Iran, var det ikke fordi venstrefløjen var uden indflydelse, men tværtimod fordi venstrefløjen ikke kunne eller ville se hvilken fare, den islamiske bevægelse, der var i kraftig vækst under kampen mod shah’en, udgjorde. Venstrefløjen undlod at søge efter midler til at neutralisere den islamiske bevægelse. Efter et kvart århundrede er den iranske venstrefløj ikke kommet sig over de alvorlige slag som denne fejltagelse var skyld i.
En tredje vej
Der er brug for ’en tredje vej’, nemlig en progressiv, folkelig og demokratisk modstandsbevægelse med en sekulær venstrefløj i spidsen. Spirerne til sådan en bevægelse er der allerede. Men for at stå i spidsen for historisk forandring i Irans politiske liv må venstrefløjen gå i gang med et stort og komplekst ideologisk og politisk projekt. Det kræver at venstrefløjen afviser det falske billede som tegnes af den irakiske modstand, som kun opregner to aktører, nemlig politisk islam på den ene side, og etnisk nationalisme på den anden side. Godt nok er den sekulære venstrefløj svag, og måske marginal. Men dens tilstedeværelse er uomtvistelig.
Den nuværende politiske situation er ikke en forudbestemt historisk skæbne. Den kan og skal ændres. Og det er vigtigt at venstrefløjen holder fast i sine politiske principper og moralske værdier.
Tilstedeværelsen af en intens etnisk-religiøs reaktion inden for den antiimperialistiske modstandsbevægelse er i dag et faktum. Det vil imidlertid være katastrofalt hvis venstrefløjen af den grund vakler i forhold til den antiimperialistiske kamp. Iraks fremtid vil blive skabt ud fra styrkeforholdet mellem besættelsesmagterne og modstanden. Venstrefløjen kan ikke og må ikke svigte denne kamp. Bekymringer over den fundamentalistiske bevægelses voksende indflydelse, uanset hvor berettiget denne bekymring måtte være, må ikke få nogen til at tøve når det gælder at smide besættelsesmagten ud af landet.
Modstanden må gøres international
Det er afgørende at modstanden mod besættelsen af Irak bevæger sig uden for Iraks grænser og bliver international. Målene med og følgerne af besættelsen af Irak begrænser sig hverken til ét land eller én region. Besættelsen af Irak er del af et omfattende angreb på mennesker over hele kloden, og de mest aggressive dele af kapitalen står bag. I kampen mod den globale kapitalisme og mod Det Hvide Hus’ verdensomspændende erobringstogt, er venstrefløjens og de antikapitalistiske kræfters tilstedeværelse af afgørende betydning. Ikke kun fordi dette er afgørende for skabelsen af en historisk-global aktør som modvægt mod barbariet, men også fordi kræfterne på venstrefløjen er afgørende for at bremse de ultrakonservatives religiøst-etniske og nationalchauvinistiske bevægelser.
Denne artikel er tidligere udgivet som ’Between Iraq’s colonialist and Islamist quagmire the ’third way’ is hard. But it is possible?. Iran Bulletin, Middle East Forum, 2005, series ?II, no. 2 (www.iran-bulletin.org) Oversat og redigeret af Irene Clausen