En populistisk præsident, en middelklasse der drømmer om de gode gamle dage og en enorm underklasse som tørster efter retfærdighed. Venezuela går en usikker fremtid i møden
Af Thomas Müller
Mens alles øjne er rettet mod oliefelterne i Golfen og den igangværende krig mod Irak, har Latin-
amerika sat kursen mod venstre. Næsten ubemærket er en revolution sat i gang i Venezuela, verdens femtestørste olieproducent. I fire år har den populistiske, men også karismatiske Hugo Chavez regeret, demokratisk valgt med stemmerne fra landets millioner fattige.
Nogle kalder det et kommunistisk diktatur, mens andre taler om en nødvendig omfordeling af landets kolossale olierigdomme. Indtil videre er de synlige tegn på forbedringer vanskelige at få øje på. Alligevel tyder det på, at den tidligere faldskærmssoldat og kupleder fortsat bakkes op af et markant flertal blandt de knap 80 procent fattige af landets 24 millioner indbyggere.
“Nu har vi sultet i 40 år, så vi klarer nok også nogle år endnu. Jeg når måske ikke at opleve forbedringerne. Men Chavez er folkets mand og fremtiden for mine børn og børnebørn,” fortæller en gammel mand fra en af Caracas’ mange barrios, som slumbyerne omkring hovedstaden kaldes.
Med en urinpose hængende fra et hul i kroppen, uden penge til medicin og kun med en yderst sparsom pension er denne mand et godt billede på den tålmodighed, der præger beboerne her. I en anden barrio inviterer en enlig mor til fem børn indenfor. Her bor familien med køkken, toilet og soveværelse i samme rum, uden nogen form for adskillelse. Trods de usle forhold er kvinden ikke i tvivl om sit politiske ståsted.
“Chavez giver os håb, han kæmper for at mine børn kan få en uddannelse og dermed et bedre liv. Det tager tid, men vi giver ikke op,“ lyder hendes budskab.
Med Chavez og partiet MVR (Movimiento Quinta Republica) har de fattige for første gang fået en stemme, der taler deres sag, tager deres problemer alvorligt og forsøger at give dem en smule værdighed. De fattige er kommet på den politiske dagsorden, og denne nyvundne indflydelse agter de ikke at give fra sig uden sværdslag.
Bor på bjerget
Caracas strækker sig som en slange omkring en række bjerge langs Venezuelas nordlige kyst. De velhavende bor i dalene, mens de fattige lever under kummerlige forhold i barrio’erne nærmest klistret fast på bjergsiderne - på samme måde som i den mere kendte Favela i Rio de Janeiro i Brasilien. Ofte er der ingen veje, kun snævre gyder og trapper. Kilometervis af trapper. I nogle af de ældre barrio’er er der dog med tiden kommet næsten ordentlige forhold. Ved at slæbe hver eneste sten og hver eneste sæk cement op ad de stejle stier, er det lykkedes for mange at få bygget både to og tre etager på de små parceller, efterhånden som familien er blevet forøget. For det store flertal er et hjem fortsat blot en tarvelig hytte med et hullet bliktag. Men midt i elendigheden finder man trods alt en spirende tro på fremtiden, en positiv stemning og en vilje til at bygge en ny fremtid op baseret på sammenhold og solidarisk fordeling af goderne.
Hugo the boss
Den 48-årige Hugo Rafael Chavez Frias, søn af skolelærere, selv far til fem børn, afsluttede sin uddannelse i 1975 fra et militær-akademi med eksamen som ingeniør. Chavez gjorde første gang opmærksom på sig selv ved et kupforsøg i 1992. Kuppet mislykkedes, og han måtte tilbringe to år i fængsel. Han kom dog stærkt igen ved valget i 1998, hvor han opnåede 56,5 procent af stemmerne på løfter om at bekæmpe korruptionen, forbedre forholdene for de fattige og udarbejde en helt ny forfatning. Som ny præsident var en af hans første handlinger at beordre militæret ud af kasernerne for at lave socialt arbejde i landets fattige områder. Soldaterne skulle nu renovere skoler, rense kloakker og drive såkaldte “folkemarkeder”. Populært hos befolkningen, mens mange officerer fandt det under deres værdighed. Chavez er varm fortaler for nationaliseringer og fastholder stædigt at olien er folkets ejendom. For nylig præsenterede han ideen om en statskontrolleret landbrugsbank, der skal yde favorable lån til bønderne. Kritikere har hæftet sig ved hans åbenlyse beundring for Cubas Fidel Castro, samt hans afvisning af at fordømme guerillabevægelsen FARC i nabolandet Colombia. Som folketaler er han uovertruffen. Med en nærmest demagogisk retorik taler han direkte til folk. Ofte inddrages den enkelte tilhører med personlige spørgsmål om lokale forhold, og talerne krydres med humor og satire, hvilket altid giver larmende bifald.
Strejker og kup
Netop retorikken falder mange for brystet. Særligt middelklassen har følt, at de er ved at miste deres privilegier. Det har skabt en polarisering i samfundet, som flere gange har givet sig udslag i strejker og kupforsøg. Så sent som sidste år mislykkedes et militærkup mod Chavez. På baggrund af en række love, som blandt andet skal gøre det muligt at ekspropriere jord fra de store godser, begyndte den hidtil mest langvarige generalstrejke i december måned sidste år. Strejken var usædvanlig i det den var indkaldt af arbejdsgiverforeningen og den traditionelle fagbevægelse i fællesskab. Strejken blev imidlertid aldrig rigtig effektiv, idet fagbevægelsen kun organiserer en ganske lille del af befolkningen. Det store fattige flertal har hverken foreninger eller økonomiske pressionsmidler. Slumbyerne fungerede således næsten normalt, med handel og åbne skoler. Der opstod derfor kun midlertidig mangel på øl, benzin og Coca Cola. Efter to måneders strejke, som kulminerede med en underskriftindsamling, der ifølge oppositionen, gav omkring fem millioner underskrifter, besluttede man at vende tilbage til arbejdet. I skrivende stund opretholdes strejken udelukkende i den livsvigtige olieindustri. Den venezuelanske stat får halvdelen af sine indtægter fra olien.
Middelklasse uden mål
Fra barrio’en på bjergsiden er der et glimrende udsyn over det centrale Caracas med sine flotte skyskrabere og store pladser. På Altamira-pladsen i den østlige ende af byen har oppositionen opslået deres hovedkvarter. Dagligt kan man se middelklassen ankomme fra forstæderne i skinnende firehjulstrækkere eller på kæmpe motorcykler. På barer eller restauranter omkring pladsen udstiller de deres nyvaskede tøj i Venezuelas farver, med guld- urene synlige og mobiltelefonerne klar. I den ene ende af pladsen er en scene bygget op. Dag og nat holdes heftige taler, mens flimrende videoklip fra en storskærm akkompagneret af henholdsvis sentimentale sange og gysermusik, skal vække folkets følelser. Oppositionens eneste budskab har indtil videre - godt hjulpet af en ensidig og velvillig presse - begrænset sig til at kræve Chavez’ afgang. En egentlig diskussion om Venezuelas fremtid eller et bud på økonomiske reformer, der kan afhjælpe fattigdommen, har aldrig været på tale. Mens afhoppede militærpersoner dyrkes som rock-stjerner og skriver autografer, bekymrer det ikke oppositionen, at økonomien nærmer sig kollaps og landet destabiliseres. Deres kendskab til de fattige begrænser sig åbenbart til de tjenere, gartnere, stuepiger eller skopudsere, de altid har kunnet købe til underdanighed. Underklassens nyerhvervede politiske magt skræmmer dem. Oppositionen har end ikke et bud på en eventuel afløser for Chavez. Det virker som om man udelukkende er interesseret i at vende tilbage til de gode gamle dage, da der var let adgang til oliepengene.
Nepotisme
Anderledes forholder det sig ude i barrio’erne. Her diskuteres politik som aldrig før. Og selvom ikke alle er enige, gives der plads til argumenterne. Man kan således opleve oppositionsfolk tage opstilling på et gadehjørne, mens Chavez-tilhængerne står lige på den anden side, uden at det kommer til håndgribeligheder. Noget, der vil være helt utænkeligt på Altamira-pladsen. Og der er en del modstandere af Chavez blandt de fattige. Nogle mener, at han har splittet befolkningen i to lejre, som vil få svært ved at mødes igen. Andre er utrygge ved præsidentens åbenlyse forfordeling af venner og familie. Han omgiver sig angiveligt med folk, han kan lide frem for personer, der rent faktisk er i stand til at varetage deres job. En almindelig skolelærer, der besøgte Chavez i fængslet, skulle således være blevet tilbudt en ret høj stilling i undervisningsministeriet, da han var blevet præsident. Læreren takkede pænt nej til tilbuddet. “Jeg er ikke uenig i Chavez’ ideologi, men mere i den måde han leder landet på. Han er soldat, og egner sig ikke til økonomi eller management,” som en ung mand, der støtter oppositionen, formulerer det.
Tro, håb og organisering
Generelt er stemningen dog i høj grad til fordel for Chavez. Og selvom de store økonomiske fremskridt lader vente på sig, er mange ting forandret i barrio’erne. Skolerne, der af tidligere regeringer blev privatiseret og overladt til kirken, er igen for en stor dels vedkommende på offentlige hænder. Undervisningen er i dag gratis, og flere steder er man endda begyndt at uddele mad til børnene for at sikre, at de får noget at spise.
Også selvorganiseringen er sprunget ud i fuldt flor. Borgermøder og lokale råd beslutter nu, på demokratisk vis, hvordan lokalsamfundet skal udvikle sig. Under strejken fordelte man benzin og gas solidarisk, mens man i middelklasse-kvartererne hamstrede på bedste egoistiske vis, med mangelsituationer som eneste resultat. Sociale foranstaltninger som råd og vejledning til alkoholiserede og voldsramte familier, er blomstret op.
Vanskelig fremtid
For Venezuela, er fremtiden alt andet end forudsigelig. Et af de åbne spørgsmål er, hvor lang tid befolkningen kan vente på de lovede økonomiske forbedringer. Sker der ikke noget i nær fremtid, risikerer Chavez, at hans nuværende støtter vender sig imod ham i ren desperation. Et andet af de store spørgsmål, er den demokratiske udvikling. Chavez er demokratisk valgt, der er en fri presse, og forretningslivet fungerer endnu på kapitalistiske præmisser. Især det sidste ønsker Chavez at ændre på, ligesom han ved flere lejligheder har truet især de mere propagan- distiske Tv-stationer. Og med den nye grundlov har præsidenten sikret sig en meget stor magt. Alt for stor efter manges smag. Samtidig kan det vække bekymring, at man med en opdeling af magten i 5, skaber forvirring om, hvem der reelt bestemmer. Hvor vi herhjemme har den lovgivende, den dømmende og den udøvende magt, har Venezuela derudover en Valgmagt og en såkaldt Borgermagt. På papiret nogle glimrende tiltag, men i praksis overlapper magterne ofte hinanden, hvilket såvel opposition som regering flittigt benytter sig af. Sidst men ikke mindst er den voldsomme polarisering et stort problem. Venezuela har brug for en uddannet middelklasse til at varetage mange af samfundets opgaver. Med mindre man forsoner sig på en eller anden måde, vil det føre til yderligere destabilisering, uro og dermed også større fattigdom. Findes der ikke en løsning i overskuelig fremtid, kan det ende med, at de veluddannede forlader landet eller i værste fald med en egentlig borgerkrig.
Forkortet af redaktionen - Se iøvrigt Gaia # 37