I Juli 2000 lykkedes det kandidaten fra partiet PAN, Vicente Fox Quesada, at besejre PRIs Fransisco Labastida. Nu skulle der nye boller på suppen, mente mexicanerne. Men er der grund til jubel? Hvem der denne Fox, og hvad er hans politiske baggrund?
— hvor vil han hen?
af Erik Pedersen
Den 2. juli 2000 er en dato der vil blive indskrevet i Mexicos historie: For første gang siden afslutningen af den mexicanske revolution i 1929 rekrutteres den mexicanske præsident ikke fra det politiske parti PRI (Partido Revolucionario Institucional). De seneste år har PRI snarere været karakteriseret af institutionaliseret korruption og magtmisbrug, end nogen synderlig revolutionær indstilling, og det er vist egentlig blot lykkedes at klamre sig til magten ved hjælp af udbredt valgsvindel. Det blev derfor hilst særdeles velkomment, at det lykkedes kandidaten fra partiet PAN, Vicente Fox Quesada, at besejre PRIs Fransisco Labastida.
Valgløfter
Vicente Fox’ valgkamp var præget af bombastiske løfter: Nu skulle der vendes op og ned på det mexicanske samfund, fattigdommen bekæmpes og statsapparat gennemrenoveres. Sidst men ikke mindst: Fox ville løse problemerne i Chiapas med den indianske oprørsbevægelse EZLN. Hans rådgiverteam som bistod ham under valgkampen sammensatte et program med 150 punkter der skulle gennemføres i løbet af de 6 aer som den mexicanske forfatning tildeler en præsident. Naivt måske, men nok til at vinde valget.
Penge til - og fra de fattige
Efter valget må der imidlertid komme mere substans i de mange flotte ord, og det kommer til at koste penge. For at bekæmpe fattigdommen f.eks. og de penge vil Fox bl.a. skaffe ved at indføre en moms på fødevarer og medicin. Moms er en effektiv beskatningsform; her betaler alle samfundsgrupper den samme procentsats, og bureaukratiet begrænses til et minimum. Men det er også den mest asociale beskatningsmetode som rammer de svage grupper i samfundet hårdest. Med andre ord: Fox’ fattigdomsbekæmpelse består tilsyneladende i at tage fra de fattige - og give til de fattige!
En andet middel til at skaffe penge er omfattende privatiseringskampagner. Her skal især olieindustrien og elsektoren holde for. Under PRIs regime har man holdt fast ved en model der kun tillader udenlandske investorer at overtage 49% af aktierne. Det har sikret det mexicanske samfund kontrol over de mest vitale sektorer, men det har Fox nu i sinde at gøre en ende på. Nu skal der være frit slag, mange frygter med god grund at privatiseringskampagnerne vil resultere i forhøjede priser, forringet serviceniveau, stigende arbejdsløshed og kapitalflugt.
Hvad med Chiapas?
Der var ikke mange der tog Vicente Fox alvorlig da han under valgkampen lovede at løse konflikten i Chiapas på et kvarter. Så lang tid mente han en samtale med subcomandante Marcos behøvede at tage.
Men der er dog grund til at bide mærke i hans løfter om at genoptage dialogen med EZLN. Fox har sågar tilbudt at trække hæren tilbage fra konfliktzonerne. Til gengæld nævner han intet om de paramilitære grupper der har hærget Chiapas gennem de senere år. Man får fornemmelsen af at Fox ikke er særlig velinformeret om hvorledes de seneste 6 års mere eller mindre væbnede konflikt har påvirket delstaten. De småsamfund der har tilsluttet sig den zapatistiske ideologi omfatter nu 10.000-vis af mennesker som kræver autonomi og retten til selv at kunne vælge egen fremtid.
Gammelkonservatisme
Udover den kommende præsidents udtalelser og løfter er der endnu meget lidt konkret politik at bedømme Fox på. Men hans politiske platform PAN er et gammelkonservativt parti, hvor den katolske kirke spiller en afgørende rolle. Et eksempel på PAN’s politik kan tages fra delstaten Guanajuato, Fox’ hjemmebane. Her har PAN i august måned fået gennemtrumfet en opstramning af abortlovgivningen, hvilket betyder at kvinder der er blevet gravide efter at være blevet voldtaget ikke længere har adgang til at få abort.
Vicente Foxs rådgiverteam som tilrettelagde hans valgkamp, består bl.a. af forretningsforbindelser fra hans tid som Coca-Cola-direktør og klassekammerater fra studieårene. Først og fremmest mennesker der kommer fra Mexicos rige overklasse. Ingen af dem, heller ikke Fox selv, har demonstreret nogen større social forståelse. Det mexicanske dagblad "La Reforma" kunne i august afsløre at der i virksomheden "El Cerritto" i delstaten Guanajuato arbejdede snesevis af mindreårige børn beskæftiget med løgplantning. Disse børn modtog en ugeløn på 390 pesos for 8 timers arbejde, 6 dage om ugen. Ifølge mexicansk lovgivning er det forbudt at have medarbejdere som ikke er fyldt 14 aer. "El Cerritto" ejes af familien Fox.
Hjælp udefra
Vicente Foxs måske største problem i den kommende valgperiode bliver PRI. Hvordan vil PRI reagere på valgnederlaget? Efter mere end 70 års uafbrudt styre har PRI "sat sig" på alt hvad man kan forestille sig af magtbastioner: fagforeninger, sociale og kulturelle organisationer, det juridiske system, osv. Efter valgnederlaget har kunnet spore visse opløsningstendenser indenfor partiet, men lykkes det partitoppen at holde sammen på tropperne, står Fox overfor en magtfuld modstander. Ind til næste parlamentsvalg, som finder sted i 2001, vil PRI være i stand til at sabotere og blokere de fleste af Fox’ initiativer, dels via partiets flertal i det nationale parlament, dels via deres stærke positioner i det mexicanske samfund. Skal Fox inden for de næste 6 aer kunne præstere overbevisende resultater, må han derfor hente hjælp udefra. Måske er det derfor han inden han overtager præsidentembedet d. 1/12 2000, har rejst det amerikanske kontinent tyndt. Alle steder er han blevet mødt med venlighed, specielt i sammenslutningen MERCOSUR der består af Brasilien, Argentina og Chile. Men hans turné til Canada og USA der er Mexicos samarbejdspartnere i NAFTA-aftalen, må nærmest betegnes som en fiasko. Den canadiske premierminister Jean Chrétien var særdeles negativ overfor Fox’ idé om at udvide NAFTA til en slags kopi af EU, og både Bill Clinton og den konservative præsidentkandidat George W. Bush afviste i bestemte vendinger Mexicos kommende præsident da han foreslog at åbne grænsen mellem de to stater.
Til gengæld har Mexico for nylig underskrevet en frihandelsaftale med EU. Om den aftale får en positiv effekt for mexicansk økonomi, står dog stadig hen i det uvisse. Skal man bruge den periode, NAFTA-aftalen har fungeret, som indikator, ser det dog sort ud for Mexicos fattigste. Ganske vist kan de officielle statistikker prale af en økonomisk vækst på omkring 7%, men tallene dækker over en skræmmende virkelighed: Iflg. INEGI, Instituto Nacional de Estatisticas, Geografia e Informatica, kunne mexicanerne i lavindkomstgruppen - folk med omkring 560 pesos i månedsindtægt - registrere en købekraft der faldt med ca. 24% fra 1994 til 1998. Samtidig er denne gruppe vokset fra 69% af befolkningen til nu at udgøre 76%. Skal man udlede noget af disse tal, er de fattige med andre ord blevet fattigere og flere, mens de rige må være blevet betydeligt rigere. Indtil nu er der ikke meget der tyder på at Vicente Fox kan og vil vende denne udvikling.
Vicente Fox Quesada:
Født 2. juni 1942 i delstaten Guanajuato af forældre der havde deres egen ranch. Efter grundskoleuddannelse begyndte han på det private universitet Universidad Iberoamericana i Mexico City at studere virksomhedsledelse. Videreuddannet på Harvard University, USA.
Efter studierne fik han arbejde indenfor for Coca-Cola koncernen. Udnævnt til Coca-Cola’s direktør for Mexico og Latinamerika, den til dags dato yngste.
I hans tid som Coca cola-leder er mexicanerne blevet verdens største forbrugere af koncernens produkter: I gennemsnit drikker hver mexicaner 130 liter cola årligt. (Til sammenligning er det årlige gennemsnitlige forbrug af mælk på 102 liter) Efter årene hos Coca-Cola, vendte han tilbage til Guanajuato, og slog sig på landbrug og skotøjsfabrikation.
I midten af 1980érne meldte Vicente Fox Quesada sig ind i partiet PAN, Partido Acción Nacional, et gammelkonservativt parti.
I 1988 parlamentsmedlem for PAN.
I 1995 valgt til Guanajuato’s guvernør.
I 1999 PAN’s præsidentkandidat.
I 2000 valgt til Mexicos kommende præsident, med tiltrædelse d. 1/12 2000 - den første i republikkens historie, som ikke kommer fra partiet PRI.