"Gymnasieelever i terrorspin" - Hvem husker ikke denne forside på Søndagsavisen, som den lå i entreen en novembermorgen få dage før Operation Dagsværks indsamlingsdag 2001. Journalisten Morten Herrup Hansen fremsatte anklager om at både Internationalt Forum og Operation Dagsværk skulle støtte terror. En anklage, der vakte stor opmærksomhed i den danske presse, og som blev gjort til skamme, da det stod klart, at de groteske beskyldninger blot drejede sig om endnu et af højrefløjens årligt tilbagevendende angreb på Dagsværks-kampagnerne. Kampagnen satte rekord i antallet af deltagende gymnasieskoler, og i sidste ende betød den øgede opmærksomhed i pressen nok i virkeligheden et rekordstort indsamlingsresultatet målt i kroner og øre, et sted lige i overkanten af 5,6 mio, det højeste i mange år.
Af Maj-Britt Svendsen
Når vi nu skal gøre status
Fem år senere, i 2006 efter første fase af projektet er delresultatet
på flere områder en kvantitativ overopnåelse af de oprindelige mål.
Der er således til dato bl.a. opført 76 skoler og indrettet 181. Der
er uddannet 630 frivillige lærere, og mere end 6400 børn har modtaget
uddannelse under projektet. Tre eksisterende uddannelsescentre har
modtaget støtte og et fjerde er blevet opført. Også med hensyn til de
mere kvalitative sider af projektet, er det tydeligt, at det har
medført et løft inden for alle områder af uddannelsesbestræbelserne i
området, ligesom det har være med til at styrke den selvstyrende
indianske organisering i området.. Alt sammen forhold som vi da også
ved selvsyn fik bekræftet under et internt midtvejsevalueringsseminar
i Chiapas i 2005 superviseret af eksterne konsulenter. Men det er
langt fra slut endnu.
Der var en gang i en lille landsby
Det hele tog sin spæde begyndelse tilbage i 1995, hvor man i en lille landsby i zona Selva Fronteriza begyndte de første spæde skridt hen i retning af det, der skulle blive det autonome uddannelsesprojekt "Semillita del Sol". Der var den gang tale om undervisning af knap 40 børn.
I 1996 efter underskrivelsen af de såkaldte San Andrés-aftaler om de Oprindelige Folks Rettigheder og Kultur tog udviklingen af et eget uddannelsessystem virkelig fat. Efter anmodning fra flere landsbyer i regionerne Altos, Selva og Norte om dannelse af en NGO, der kunne fungere som bro mellem de zapatistiske landsbyer og det internationale og mexicanske civilsamfund, blev Enlace Civil født, og projektet "Semillita del Sol" blev et af deres fokusområder. I 1997 indledtes således de første uddannelseskurser af uddannelsespromotorer i zona Selva Fronteriza. I zona Norte uddannede man i 1999 første generation af promotorer, og i zona Selva Tzeltal kom kommunen Ricardo Flores Magon med i 2002.
Internationalt Forum (IF) har siden dannelsen af Mexico-gruppen i 1995 støttet den zapatistiske bevægelse, og i 1997 indledtes en research i Chiapas med henblik på at stille et projektforslag til Operation Dagsværk. Med hjælp fra mange mexicanske organisationer, heriblandt CONPAZ, CIDECI og ikke mindst Fideicomiso Para la Salud de los Niños de México under ledelse af Ofelia Medina, der også sidenhen deltog i oplysningskampagnen i Danmark, fik gruppen mange gode kontakter, og besøgte mange spændende projekter og områder i Chiapas. I 2001 indgik IF et samarbejde med International Børnesolidaritet (IBS) og stillede projektforslag ud fra "Semillita del Sol" med Enlace Civil som mexicansk samarbejdspartner.
Hvad så nu
Efter første fase er afsluttet, og IBS har opfyldt deres forpligtelser og ikke længere deltager i projektet, har vi nu fra dansk side inviteret Ibis til at opfylde den administrative og monitorerende rolle i projektet. De resterende midler på omtrent 1,4 mio. kr. skal såldes formidles i en ny fase, hvis projektdokument formuleres og godkendes af de omtalte landsbyer og deres regionale råd i skrivende stund. Projekts indhold og aktiviteter blev i hovedtræk diskuteret på et nyligt afholdt uddannelsesseminar med deltagelse af alle projektets parter. Et særligt fokus var rettet på sikring af bæredygtighed og udveksling af erfaringer på tværs af de regionale zoner, og som noget nyt i projektet blev der stillet forslag om afholdelse af børne-møder.
Som Raul fra zona Tzeltal udtrykte det under det nyligt afholdt seminar i Chiapas: "Efter opstanden i 1994 begyndte vi at organisere vores samfund. Det officielle skolesystem underviste mere som om det var deres job at undervise i imperialisme, og som om ønsket var at gøre det af med os og vores kultur. Så vi begyndte at danne vores egne uddannelsespromotorer, som underviser i det, der er relevant for vores folk, vores kultur, vores rettigheder, vores og vores forfædres historier. Uddannelsesprojektet "Semillita del Sol" er ikke skabt af udefrakommende, men ideen er udviklet af landsbyerne selv. Det er som en del af vores rødder. Her berører vi de 13 krav, som vores bevægelse har. Vi bestrider hverisær kun vores tillidsposter - "cargos" et vist tidsrum, og hér vil projektdokumentet vil være en hjælp til at overlevere projektet til de næste ansvarlige".
Fattigdom og racisme
Chiapas er sammen med Oaxaca og Guerrero de delstater i Mexico, der har den højeste koncentration af naturrigdomme og biodiversitet, samt den højeste andel af oprindelige folk, men er samtidig der, hvor fattigdommen er størst. Udover den egentlige racisme mod de oprindelige folk, som også afspejles i skolesystemet, har den store fattigdom medvirket yderligere til at forringe de indianske børns adgang til uddannelse, iogmed at mange børn er nødt til arbejde for at hjælpe familien økonomisk. Analfabetismen er 3 gange så høj som gennemsnittet i resten af landet. Det er på denne baggrund at zapatisterne har fremsat deres 13 krav om jord, bolig, arbejde, mad, sundhed, uddannelse, kultur, information, uafhængighed, demokrati, frihed, retfærdighed og fred.
At være deltagende eller skrive af, that’s the question
Om forskellene mellem det officielle og det autonome skolesystem siger José fra zona Fronteriza:"Det vi har set gennem mange år er, at mange der har gået i den officielle skole ikke har lært, hvad det vil sige at være deltagende og at give sin mening til kende. I den autonome uddannelse lærer børnene om den historie vores folk har levet gennem årene, historien lever videre og glemmes ikke. I den officielle skole sker det, at hvis et barn møder op i traditionelle klæder, får de ikke lov til at komme ind. I vores skoler er det anderledes. Her kan alle komme frit, også de der ikke er zapatister, døren er åben for alle. I vores zone er der fx ikke-zapatister, der er begyndt i de autonome skoler."
Raul fortsætter: "Da vi endnu ikke havde vores eget uddannelsessystem, så vi hvordan de officielle lærere nogle gange mødte fulde op på arbejde. De få elever, der var så heldige at få noget ud af deres skolegang, støttede ikke deres landsby bagefter. De gav ikke deres viden videre. Vi lærte ikke noget i de officielle skoler. Nogle få har taget mellemskole - "secundaria", men de har ikke fået noget arbejde. Nogle søger til byen og får de blot at vide: ’du kan være tjener i restautanten’, men de får jo nærmest ingen løn, måske 600 pesos (svarende til ca 300 kr), og skulle man kunne leve for det? Nej, vi fandt ud af at det er uretfærdigt, at vi ikke har rettigheder."
"I det officielle skolesystem er det læreren, der har ordet, eleverne får ikke mulighed for at sige deres mening. De de sætter os til at skrive af, uden at vi egentlig forstår, hvad vi skriver. Hvis vi ikke vil op til tavlen, slår de os. De skælder os ud, og straffer os. Det er hér vi adskiller os fra den officielle uddannelse. Vi er mere børnenes guide. Jeg er fx promotor, og jeg skal ikke tvinge børnene til noget, men vise nogle veje. Hér er børnene aktive og de deltager i opbygningen af autonomien, de synger og leger, og vi slår dem ikke. De officielle lærere arbejder ikke hele arbejdsugen. Nogle gange kommer de kun 2-3 dage og underviser. Vi ér i landsbyen og underviser hele ugen, underviser i sprogene, kulturen, traditionerne og alt det andet." uddybede Maria fra zona Norte.
Det autonome uddannelsessystem
Undervisningen af såvel promotorerne som af børnene i det selvstyrende, ikke-formelle uddannelsessystem integrerer i høj grad teori og praksis, og koncentrerer sig primært om fire fagområder: Liv og miljø, historier, sprog og matematik. I liv og miljø er den grundlæggende præmis at skulle afspejle landsbyernes virkelighed og behov, herunder en forståelse for de forskellige forhold vedrørende mennesket og naturen, alt fra sundhed, følelser og seksualitet til naturens kredsløb, solsystemet, naturressourcer, ejeforhold og økologi. Fagområdet historier afspejler at der ikke bare findes én historie. Landsbyens historier inddrages, ligesom de historiske processer i Mexico, samt fx bøndernes og de oprindelige folks vilkår i historisk perspektiv. Der fremstilles bla. undervisningsmateriale ud fra indsamling af de lokale landsbyers historier, ligesom zapatisternes 13 krav, og andre folkeslags historier inddrages. Sprogundervisningen er flersproget, og sigter mod at styrke læse- og skrivekapaciteten i modersmål såvel som i andetsproget castillansk. Samtidig arbejdes der bevidst med den stærke mundtlige tradition med fortællinger og gåder, og der arbejdes med genindvinding af egen historie, ligesom der satses på de nye kommunikationsformer, bl.a. internet. Det grundlæggende for faget matematik er, at det er tæt koblet til landsbyens daglige behov, herunder fx køb af såsæd eller salg af afgrøder, byggeudregninger og andre situationer, der kræver matematiske overvejelser. Kendetegnende for pædagogikken er inddragelse af både børn -som subjekter-, deres forældre og landsbyen i planlægningen af undervisningen og dens indhold.
"I det officielle system tænker de på begrebet "skole" som selve bygningen, hvor børnene bliver undervist. Det er en udefrakommende tanke. Vi taler om at skolen er landsbysamfundet. Vi lærer ikke kun i skolebygningen. Fra vi fødes, går vi i skole – hos vores forældre, for det er dem, der lærer os at tale, at gå og at lære de forskellige ting at kende. De er eksempler. Men i det officielle system siger man at hjemmet ikke er en skole, og at man ikke kan lære noget der. Det er kun i skolen man lærer. Men hos os er skolen allevegne. Man kan lære i bjergene, ved floden, blandt mennesker, med sin familie. Vi guider bare barnet i processen, mens det vokser, lærer det af processen. Skolen er bare en del af det hele. Vi siger at vores bøger er vores landsbysamfund," forklarer Maria.
Det officielle skolesystem
Formelt har alle krav på adgang til uddannelse i Mexico, men det er langt fra den virkelighed de oprindelige folk oplever i landområderne, hvor skolesystemet er økonomisk underprioriteret i forhold til byerne, og hvor det har lav status at være udsendt som lærer. At lærerne kommer udefra opleves som et stort problem i landsbyerne. De har ingen forståelse af kulturen, sproget og den lokale virkelighed. Ofte taler de udelukkende castillansk. De, der er tosprogede, taler for det meste et helt andet end det lokale oprindelige sprog. Der rapporteres om højt lærerfravær, alkoholproblemer, magtmisbrug og diskriminering. I flere landsbyer har man gennem tiden måttes sætte læreren på porten, fordi man også oplevede at børn af forældre, der var i opposition til det siddende regeringsparti, blev udsat for intimiderende udspørgen om forældrenes overbevisning, hvem de mødtes med og i den dur. Samtidig skal det også nævnes at der naturligvis også findes virkeligt dedikerede lærere, som forsøger at gøre et godt stykke arbejde indenfor det officielle system, idet de fastholder kravet om at den officielle skole skal leve op til sit formål om at give uddannelse til alle uanset etnicitet og social klasse.
Hertil uddyber José: "Der findes lærere, der ikke mener at systemet fungerer godt, men hvad sker der, hvis de begynder at undervise os rigtigt. Lærerne i de officielle skoler kontrolleres. Så kommer der en supervisor og sender vedkommende bort. Vi vil gerne have at børnene virkelig lærer noget, at de lærer at læse og skrive, og at de kan hjælpe deres landsby, og måske træde ind i de kommunale eller regionale råd, eller måske uddanne promotorer – og vi håber at de ikke forlader landsbyen. Den autonome uddannelse er en rigitg uddannelse, hvor børnene ikke mister deres landsbys skikke, men lærer hvordan de organiserer sig, lærer at dele, og at respektere. Det er det, vi forlanger af vores uddannelsessystem, respekten for alle, mellem børn, voksne, mellem alle.
Og Maria fortsætter: "I de officielle skoler lærer man desuden intet om arbejdet med jorden, og den fjerner os fra familien, hjemmet og bedsteforældrene. Børnene i de officielle skoler vil ikke længere tale deres modersmål. Men forældrene taler det jo. Nogle gange kommer børnene hjem og gør grin af familien og vores oprindelige sprog, klædedragter, madvaner og skikke – og de forlader i sidste ende det hele."
Om synet på barnet og dets udvikling i det autonome skolesystem forklare Maria endvidere: "Det er med autonomien som med barnet, det vokser. Børn, der begynder hos os "lærer at lære". De lærer om deres kultur, den kollektive viden, alt hvad der er i landsbyen. De små børn får, i takt med at de udvikler sig, en bevidsthed om hvor de kommer fra, deres kultur, landsbyens viden og omgivelsernes betydning. Som barnet vokser, vokser dets identitet - det lærer sig selv at kende. De ser, at alt de lærer, fødes af dem selv. Vi skaber selv bøgerne. Alt, du ser her, er en del af landsbyen, er en del af barnet. Barnet lever det, gør det. Fx hvis et barn kommer her og gerne vil lære om tømrerarbejde, så er ideen født af barnet selv, af forældrenes viden, og det fjerner ikke barnet fra familien, for ideen i den autonome uddannelse er ikke at adskille, men at forene.
I fremtiden med de børn vi har under uddannelse nu, vil der være børn, som er klar til at støtte deres landsby - det er den fremtid, som landsbyen håber på; at børnene bliver i landsbyen og arbejder sammen med landsbyen, og med landsbyens støtte. Vores drøm er at hver og en vil varetage forskellige hverv i landsbyen. Det lyder smukt at tale om, men det er svært at realisere. Hvorfor? Fordi vejen er lang og man er nødt til at gå hele vejen. Og vi er kun lige begyndt at tage de første skridt. At drømme om at børnene får forskellige uddannelser, fx at én bliver læge, én agronom, jordmoder, tømrer... Alt dette er at gøre sig uafhængig af regeringen og det hele tiden at skulle forsvare sig overfor den, for nu i stedet at konstruere sit eget, det er dér vi vil hen med autonomien."
Kampen for autonomi set lidt udefra
I et interview med Hector Díaz-Polanco (antropolog og bl.a. rådgiver under den nicaraguanske autonomi-proces i 80’erne, og under Dialogen mellem zapatisterne og den mexicanske regering i 1996) forklarede han os under et besøg i Danmark i 2001, hvordan "zapatisternes regionalautonomi og kamp for anerkendelse af de indianske folks rettigheder er traditionsfornyende og står i kontrast til landsby-autonomien, som visse regeringstro sektorer indenfor staten og de konservative fraktioner i den indianske bevægelse er tilhængere af. Konsekvensen af landsby-autonomien er en ’atomisering’ og isolation af de indianske landsbyer, der vil gøre dem til ’turist-reservater’, som vi kender dem fra USA. Zapatisterne ønsker hverken at bevare de indianske landsbyer i en marginaliseret position eller løsrivelse fra det mexicanske samfund. For zapatisterne betyder autonomi forandringer indadtil i landsbyerne - og udadtil i resten af samfundet, og skal som sådan være med til at løse nationens problemer, herunder konflikten i Chiapas. Der eksisterer ikke noget ’indiansk problem’ i Mexico; det er et begreb der er opfundet af opportunistiske politikere og antropologer. Problemet er det politiske system, der undertrykker og udelukker store dele af befolkningen fra deltagelse i samfundet, og som nægter at opfylde selv de mest basale rettigheder. Indiansk autonomi, som nu skyder op rundt om i Mexico blandt andet i Oaxaca og Chihuahua, i kølvandet på zapatisternes oprør, skal ikke bare være løsningen på en kulturel eller etnisk problematik, men skal udgøre en politisk løsning, der påvirker hele samfundet. Autonomi er ikke et lokalt anliggende. Ligesom de grundlæggende årsager til konflikten i Chiapas ikke er et lokalt spørgsmål, er kravet om autonomi det heller ikke, og det kan ikke løses uden grundlæggende forandringer i hele det mexicanske samfund. Det indianske autonomi skal heller ikke ’konservere’ de indianske traditioner og værdier, men skal for eksempel, som også zapatisterne kæmper for, inddrage kvinder i beslutningsprocesserne og åbne rum for politisk deltagelse og diskussion for alle." (se artiklen "Autonomi – og en verden med plads til mange verdner", GAIA nr. 33, 2001)
På spørgsmålet om hvad "Semillita del Sol" og den autonome uddannelse har betydet for den zapatistiske bevægelse, svarer Maria: "Når vi taler om uddannelse, ville der i virkeligheden ikke være nogen zapatist-bevægelse i dag, hvis det ikke var for uddannelsessystemet. Hvorfor? Fordi uddannelse er det grundlæggende præmis for vores kamp. Før i tiden var der forældre, der ikke kunne læse og skrive, og de tænkte; ’hvorfor kan vi ikke det?’ De indså at der var analfabeter i næsten alle landsbyerne. ’Hvorfor har vi ikke denne ret? Vi er underlagt slavelignende forhold’. Og bevægelsen opstod. Men der er nødt til at være et fundament. Og det er uddannelsen, der jo dækker alt. Og med uddannelse som base kan den zapatistiske bevægelse fortsætte kampen. Hvorfor uddannelse? For at vi kan være frie og have retten til at organisere os. Uddannelse skal være gratis og alle skal kunne deltage. Uddannelse, ernæring og sundhed er vores primære fundamenter. Landsbyen er basen. Den støtter den autonome uddannelse; med mad til os frivillige promotorer, og transport."
Vi har en drøm
Om fremtidens drømme fortæller Maria: "Vores drøm er også at åbne en teknisk skole med mere praktisk vinkel, hvor børnene kan studere og undersøge forskellige forhold om fx naturmedicin, sundhed, ernæring, jordspørgsmål og mange andre ting. I landsbyerne har vi en stor naturrigdom." Hun fortsætter: "For at fremtidens drømme skal kunne gå i opfyldelse er der mange udfordringer, der skal klares. Vi drømmer, men i virkeligheden er der, mange forhindringer. Fx hvad hvis nu den kvindelige promotor går hen og gifter sig og måske forlader arbejdet; hvad sker der så med alle drømmene? Det er vigtigt at tale om problemerne for at kunne finde løsningerne. Der skal sikres større bevidsthed. Landsbyen må hjælpe hende med arbejdet, transporten, og derigennem kan man løse det, hvis man planlægger det. Det kan ikke lade sig gøre fra én dag til den anden, men vi kan finde løsninger. Vi kvinder må være deltagende i autoriteterne, og integrere os for at finde løsningerne. Der er også hele spørgsmålet om lavintensitetskrigen. Og mange andre udfordringer."
Raul fortsætter:" Vi vil forbedre uddannelsen. Vi ved endnu ikke hvor langt vi kan komme med den. Nu tænker vi, at det er vigtigt at konstruere ny viden. Et nyt rum for tanker indenfor uddannelse. Vi har en drøm om at skabe mere viden. Det er et stort resultat, når vi alle en dag ved, at vi har rettigheder. Også kvinderne. Som vi begynder at se allerede nu, er der kvinder der er promotorer, formadorer (de der uddanner promotorer), kommune-autoriteter og i de regionale råd. En dag vil vi alle vågne op og vide, at vi har vores rettigheder. Det er det, vi vil opnå.
Børnene vil fortsætte hvor vi slipper
Også José indvier os i hans fremtidsvisioner: "For at vores drømme skal kunne gå i opfyldelse må vores landsbyer være godt forberedte. Derfor skaber vi den autonome uddannelse. Vi håber at vores børn i fremtiden må blive det, vi andre drømmer om. Vi bliver gamle, men vores drøm er at uddannelsen må fortsætte. Vi begyndte, og de børn der nu får uddannelse, de vil fortsætte, hvor vi slipper. Vi siger ikke at denne uddannelse er verdens bedste, men det vi tænker er, at vi dermed har friheden. Frihed og ret til at deltage, ret til at have en mening, ret til at diskutere alt, hvad landsbyen og hver enkelt af os tænker. Vi har aldrig før haft denne ret til at deltage eller tænke vores egne tanker, og lære noget."
Vi kan ikke hjælpe med økonomiske midler men med ideer
Raul runder af med en henvendelse til de mange unge i Danmark, der har støttet projektet: "Vi bor i Chiapas, men vi håber at de unge i Danmark også ser at vi alle er udbyttet. Jeg kender ikke uddannelsen i Danmark eller om udbytningen er som her i Mexico. Men den er globaliseret. Og på samme måde har vi ret til at globalisere vores autonomi, og vores kamp. Vi har ret til at forsvare vores rettigheder, forsvare vores autonomi - eller skabe autonomi. Og det er på tide. Vi fortæller her om hvordan vi begyndte at danne vores promotorer. Vi håber at de studerende i Danmark kan bruge det til noget. Vi ser resultaterne af vores uddannelsessystem som et håb for vores kamp. Vi vil ikke bare vente på at blive udbyttet endnu mere. Vi kan måske udveksle ideer og forene vores kampe. Vi kan ikke hjælpe de danske studerende med økonomiske midler, men hvis der er en måde, vi kan organisere os sammen på, så er det tid til at vi skaber nye kulturer. I alle lande har vi forskellige kulturer. Ikke bare i Chiapas og Mexico. Vi kan styrke vores kulturer, og berige vores viden, overalt. Vores kamp kan være et eksempel og vores uddannelse en slags historie. Vi kæmper ikke for personlig vinding, men for at vi alle kan være lige. Og vi har mange ideer, vi gerne vil udveksle."
Skrevet af Maj-Britt Svendsen, der var blandt inititativtagerne til dannelsen af Mexico-gruppen i Internationalt Forum tilbage i 1995. Hun var medforslagsstiller på Dagsværksprojektet, og har fulgt det lige siden. Hun studerer pt. pædagogik.
Interview med repræsentanterne fra de tre zoner er udarb. i samarb. m. Jacob Graack-Larsen der studerer pædagogik ved KU og er aktiv i Mexico-gruppen samt lærerstuderende Anne Wind fra Operation Dagsværks Opfølgningsgruppe.
Bokse
Hvem er zapatisterne
Den zapatistiske bevægelse blev for alvor kendt, da den indianske oprørsgruppe EZLN i 1994 kom på alverdens avisforsider, idet de nytårs morgen - med få geværer og flest attraper - indtog flere af Chiapas-delstatens vigtigste byer. Zapatistene brugte den symbolske aktion til at sige Nu er det nok – "ya basta" med undertrykkelsen. Deres komunikeer kunne læses direkte verden over via internettet, og de vandt hurtigt stor international lydhørhed og opbakning. Regeringshæren svarede igen med en voldsom militæraktion, der efterlod hundredevis af dræbte. Massive protester fra omverdenen tvang regeringen til forhandlingsbordet med zapatisterne og andre repræsentanter for de oprindelige folk i Chiapas, men selv om der blev indgået aftaler, har landets skiftende regeringer sidenhen kategorisk nægtet at føre dem ud i livet. I dag er delstaten præget at militarisering og lavintensitetskrig, hvor paramilitære grupper under beskyttelse af politi og militær kan operere frit i området. Amnesty International er blot én blandt mange kritikere af de uholdbare menneskesretslige forhold præget af drab, forfølgelse, overfald, vilkårlige fængslinger, forsvindinger og trusler med især de oprindelige folk og oppositionstilhængere.
San Andrés-aftalerne
Som led i Fredsdialogen mellem regeringsrepræsentanter og zapatisterne indgik man i 1996 de såkaldte San Andrés-aftaler, om de Oprindelige Folk Rettigheder og Kultur, der var de første delaftaler i fredsprocessen, og herunder en anerkendelse af de kollektive rettigheder og autonomi, i overensstemmelse med ILOs §169. Dialogen brød imidlertid sammen efterhånden, som det blev klart for zapatisterne, at regeringen brugte forhandlingerne til at vinde tid til parallelt hermed at udbygge lavintensitetskrigen i delstaten. Zapatistene på sin side gik imidlertid i gang med at udbygge de strukturer, der skulle opbygge og udvikle autonomierne i landområderne. Således dannedes i 2003 de regionale civile Råd for God Regeringsførelse - "Juntas de Buen Gobierno", som nu udgør kernen i den zapatistiske bevægelses civile struktur. Som andre tillidshverv i bevægelsen er arbejdet ulønnet, og den udpegede støttes af den landsby, som vedkommene repræsenterer, med hjælp til fx markarbejde, mad og transport. Systemet bygger på rotation og turnusordninger for at eliminere risikoen for korruption og magtmisbrug, og ud fra tanken om at alle er lige og har ret til at deltage. Alle væsentlige beslutninger træffes under høringer i landsbyerne, og at det er disse beslutninger rådene skal føre ud i livet og administrere ud fra. Zapatisterne har opfundet et begreb, der beskriver denne styreform, at lede adlydende – "mandar obediciendo". Det er således også disse råd, der nu er ansvarlige for forhandlinger om udviklingsprojekter og det kanaliserer støtte til den zapatistiske bevægelse, ligesom de koordinerer deres egne projekter inden for uddannelse, sundhed og agroøkologi, mv.