 |
|
Af Siri Venning
6 timer med at skovle blade på en kold novemberdag i 2001 (Operation Dagsværk) har gjort det muligt for zapatisterne at skabe et nyt gratis skolesystem på trods af trusler og undergravning fra en korrupt regering.
I de autonome zapatistiske skoler fokuseres der på nyttig og brugbar viden. Lærerne, promotores, beslutter i samråd med både forældre og børn hvilke emner der skal undervises i. For eksempel tages et tema som miljø op, hvor læreren så bruger de omkringliggende marker og junglen til at forklare børnene om naturen. Et af de vigtigste principper i den autonome skole er nemlig at omgivelserne inddrages i undervisningen. En af de lærere vi snakkede med på vores rundrejse fortalte at han brugte frø, småsten og andre hverdagsting til regnelektionerne så børnene kunne relatere matematikken til deres daglige liv. En anden del af pædagogikken går ud på at læreren kun er en ”guide” for børnene. Han eller hun skal ikke skubbe dem i én bestemt retning, men blot vise hvilke forskellige veje der findes og så støtte og vejlede dem i deres valg. Man vil fremelske forskellighederne hos børnene, og ikke ensrette dem til fx et arbejde i byen, som regeringsskolerne gør. De børn der uddannes dér kan kun bruge deres erhvervede viden i byen, og deres familie og landsbyen har derfor ingen gavn af deres skolegang. Det er vigtigt for zapatisterne at værne om landsbyen, men de søger ikke at vende tilbage til gamle ”gyldne” tider. De ved at det er nødvendigt at udvikle samfundet, for derigennem at bevare den indianske kultur og gøre den modstandsdygtig over for udefrakommende indflydelse. Derfor søger de så vidt muligt at bevare den viden, de skaber i deres skolesystem, ved at sprede den overalt i landsbyen.
Det første ”skridt”, som zapatisterne kalder skolegangen fra man er ca. 4 til 16 år, er ved at være godt etableret i landsbyerne, og man er nu begyndt at planlægge det andet skridt. Det skal være en overbygning for de elever der gerne vil lære mere om kultur, historie og selvfølgelig landbrug efter færdiggørelsen af grundskolen. Denne skole vil blive placeret i de fem caracoles, regeringscentre, som en slags kostskoler. Det skal selvfølgelig stadig være gratis, så eleverne skal forsørge sig selv ved at dyrke et jordlod samtidig med skolegangen. For ikke at trække deres arbejdskraft væk fra landsbyen i en lang periode, veksler skolegangen mellem undervisning og arbejde hjemme i landsbyen.
Lærerne arbejder gratis, det vil sige at de udover at undervise må dyrke deres jord om søndagen for bare at tjene lidt til dagen og vejen. De får mad af de zapatistiske regeringsråd, men ingen penge til at dække andre udgifter. Det var så oplivende at møde sådanne ildsjæle der er villige til at opgive at dyrke deres jord, og dermed deres eneste reelle mulighed for at tjene penge, for at indgå i en bevægelse og kæmpe for et fælles bedste. Det satte mange tanker i gang, og det faktum at lærerne tit ikke var ældre end 16 år da de uddannede sig satte for mig virkelig begrebet ”at tage ansvar” i et helt andet perspektiv. Hvad rendte man selv rundt og lavede som 16-årig? Det havde i hvert fald ikke ret meget med ansvar at gøre. Men følelsen af enorm respekt for deres indsats og offervilje blev blandet med bedrøvelse over at det kan være nødvendigt for så ungt et menneske at tage så meget på sine skuldre. Alligevel er det godt at vide at skolesystemet er godt kørende, og man føler en vis stolthed over at have hjulpet med til at muliggøre realiseringen af projektet. At se hvordan man faktisk godt kan gøre noget for at ændre på verden ved bare at tilsidesætte sig selv blot én enkelt dag, får en til at tænke ”Jamen hvad kan to så ikke gøre..”. Efter at have set at lige meget hvor håbløst og umuligt det ser ud i Mexico, så er der folk der, er villige til at opgive den smule de har for at kæmpe for et bedre land, en bedre verden; det har virkelig åbnet mine øjne. Jeg har indset hvor privilegerede vi danskere er, vi har jo alt! Vi tager det alt for givet at selvfølgelig betaler staten hvis man ikke gider arbejde. Selvfølgelig går man i skole - og brokker sig gerne over det.
Det er desværre de færreste der ser ud over deres egen næsetip, og får øje på at ikke alle lever i så beskyttet et smørhul som os. At komme ud og se hvordan zapatisterne har formået at skabe et uddannelsessystem, hvor det rent faktisk er til gavn for både børn og forældre at børnene går i skole, har været en af de største og mest lærerige oplevelser i mit liv. De pædagogiske principper, som ligger til grund for den zapatistiske autonome skole, vil også kunne gøre gavn i det danske skolesystem. I den verserende debat slås der ned på at folkeskolen er blevet for stiv og utidssvarende, og her ville de zapatistiske metoder om medbestemmelse kunne åbne op for helt nye muligheder for indlæring.
Siri Venning har i oktober-november været i Chiapas, Mexico med Verden Brænder. Et samarbejde mellem Operation Dagsværk og Krogerup Højskole.
Fort Europa er et guld bur Proletariatet er vendt tilbage Ørken-fronten Globalisering af grænsekontrol At krydse en streg i sandet Vrede uden retning USA styrker politisk islam Filippinerne i søgelyset Udannelse i virkeligheden Generalstrejke i Iransk Kurdistan Våben eller stemmeseddel?Offentliggjort online:
fredag 17. februar 2006
Bliv fan af IF på facebook
Nu er IF også på facebook. Du kan blive fan og vise din støtte til kampen for global retfærdighed. Som fan vil du få opdateringer om arrangementer i IF.
