Internationalt Forum

USAs angreb på Syrien

Efter Sovjetunionens sammenbrud udarbejdede USA planer for en omstrukturering af Mellemøsten. 11. september betød en kærkommen lejlighed til at indlede dette projekt under navnet "krig mod terror". I foråret 2003 gik USA ind i Irak. Kort tid efter blev Syrien og Iran sat på "ondskabens akse". USA kritiserede Syrien for at huse fremmede terrorister og hævdede at Syrien skjulte Saddam Husseins ikke-eksisterende masseødelæggelsesvåben.

Af Irene Clausen fra Internationalt Forums Mellemøstgruppe

Endvidere blev Syrien anklaget for at huse "palæstinensiske terrorgrupper" (Hamas, PFLP m.fl.), som USA krævede smidt ud af landet. Mordet på Libanons tidligere premierminister Rafiq Hariri var en velegnet lejlighed til at rejse folkestemningen i Libanon mod syrernes tilstedeværelse. Ved at øge presset mod Syrien og søge at afvæbne Hizbollah ønsker USA at skaffe sig større råderum i Mellemøsten til sig selv og sin vasalstat Israel.

I oktober 2003 (et halvt år efter besættelsen af Irak) havde USA udarbejdet en plan for libanesisk suverænitet og syrisk tilbagetrækning af de resterende 15.000 tropper. En plan som også indebar en afsløring af Syriens bånd til Hizbollah, Libanons shiitiske islamiske parti. Udover at svække Syriens rolle i Libanon og dermed i den arabiske verden, håbede USA at kunne svække Iran, hvis tætte bånd til Hizbollah er åbenlyse.

Alle anklagerne mod Syrien kunne USA med lige så stor ret have rettet mod Syrien i 1991, men på det tidspunkt var USA nærmest overdreven i sin ros af Syrien for at holde fred i Libanon. Baggrunden var naturligvis at Syrien havde støttet USA i Den Første Golfkrig mod Irak.

Men nu ved udbruddet af Den Anden Golfkrig/besættelsen af Irak, satte Syrien hælene i og lod åbenlyst frihedskæmpere passere via Syrien ind i Irak for at deltage i modstandskampen mod besættelsesmagten.

Siden da har presset mod Syrien været benhårdt fra USA og Israels side. USA indledte sanktioner mod Syrien allerede i 2003. Israelske jetfly bombede en påstået terroristtræningslejr 20 km uden for Damaskus den 5. oktober 2003 ­ det første israelske militære angreb på Syrien i 30 år. Der er næppe tvivl om, at denne bombning forinden havde fået grønt lys fra Washington.

Syrien benyttede i november sin kontrol med det libanesiske parlament til at forlænge Emile Lahouds præsidentperiode med endnu tre år, i strid med grundloven, og provokerede derved voldsomt de antisyriske kræfter i Libanon og deres støtter i USA og Israel.

USA udnyttede krisesituationen i Libanon til, sammen med Frankrig, at få vedtaget FN Sikkerhedsråds resolution 1559, der opfordrer til opløsning af alle militser, både fremmede og libanesiske. Sådanne resolutioner var USA ikke interesseret i at få vedtaget under Israels besættelse af Sydlibanon fra 1982 til 2000. I 2000 blev Israel af bl.a. Hizbollah tvunget til betingelsesløs tilbagetrækning, hvilket ikke kun var en ydmygelse for Israel, men også for USA. Ingen tvivl om at USA har et udestående med Hizbollah. Hizbollahs militære gren vil man nu, med henvisning til resolution 1559, forsøge at få en ny libanesisk regering til at opløse.

USA ønsker et Libanon frit for syrisk og iransk indflydelse, der skal tjene som brohoved for USA’s imperialistiske interesser i Mellemøsten og som et lydigt redskab i bestræbelserne på opretholde splittelsen af de arabiske stater. USA er aktuelt interesseret i at bruge Libanons havnefaciliteter som basis for nordamerikansk militær i forbindelse med besættelsen af Irak.

Den opblussede vrede mod den syriske tilstedeværelse er blevet kraftigt støttet af USA. I et Libanon med stor arbejdsløshed er det let at få vreden til at blusse op på tværs af religiøse og politiske linjer, når man gør opmærksom på at der er 100.000 syriske arbejdere i Libanon, der arbejder til lavere lønninger end libaneserne (og udfører de elendigste job).

Det er derfor Hariris død har fremkaldt denne voldsomme mobilisering. Ikke fordi han var den libanesiske nationalhelt, som medierne har gjort ham til efter hans død. Han var også en milliardær, der opbyggede sin rigdom på genopbygningen af det sønderbombede Beirut efter borgerkrigen. Han var f.eks. med til at smadre fagbevægelsen og få vedtaget resolution 1559 og havde ry for at være dybt korrupt. Men USA kunne bruge hans død i spillet om Libanon.

Ikke meget tyder på at det var Syrien som stod bag mordet på Hariri, idet mordet entydigt gik mod syriske interesser og reelt medførte syrernes afgang fra Libanon. Dette betød en kraftig politisk svækkelse af den syriske præsident Bashar al-Assads position. Noget tyder på at det var en fremmed statsmagt eller dens efterretningsvæsen, der stod bag. USA’s hurtige reaktion på Hariri-attentatet tyder på at supermagten var orienteret på forhånd. En arabisk analytiker peger på at Israel er den mest sandsynlige bagmand. Israel har tidligere i 70’erne og 80’erne stået bag politiske attentater i Libanon og nyder godt af USA’s forstærkede pres på fjenden Syrien og håber at kunne svække Hizbollah hovedfjenden i Libanon.

Kilder:

Jeune Afrique og The Middle East Report (flere numre fra forår 2005)