Selvom USA betegner Iran som en ”slyngelstat” og måske pønser på et regimeskift i den islamiske republik, så medvirker USA’s krig i Irak til at styrke politisk islam i Mellemøsten og til at styrke det shia-islamiske regime i Iran, hvilket USA drager nytte af
Af Mellemøstgruppen, Internationalt Forum
Iran udgør i dag en stærk nation i Mellemøsten, og det kan landet især takke sine gamle fjender, USA og England for. Med invasionen i Afghanistan blev Irans gamle fjende, Taleban, sat fra magten, og mange af Irans gamle venner er nu tilbage ved magten som regionale ledere i Afghanistan. USA fjerner Irans værste fjende fra magten
Iran har haft stor fordel ud af USA’s besættelse af Irak. Uden at Iran har affyret et eneste skud, er Saddam Husseins sekulære Baath-regime blevet fjernet - en nabo som det iranske regime hadede endnu mere end Israel og USA. Iran har endvidere kunnet glæde sig over at dets politiske allierede i Irak, de forskellige Shia-bevægelser, sidder tungt på magten sammen med de to kurdiske partier PUK og KDP. Disse tre organisationer har angiveligt modtaget militær, finansiel og politisk støtte fra Iran siden 1980. USA-adminstrationen og dens blodige krig i regionen har givet Irans klerikale, dvs. præstestyrede politiske lederskab en uhørt autoritet i Mellemøsten. Internt i Iran ser situationen ellers helt håbløs ud for regimet. Arbejderne protesterer dagligt mod manglende udbetaling af lønninger, privatiseringer, mangel på jobsikkerhed, forbud mod uafhængige fagforeninger. Studenterne klager over manglen på demokrati og religionens indblanding i privatlivet. Men de fleste iranere er enige om at sige nej til at få påtvunget et kolonialistisk ”Bush-type demokrati” som de ser forsøgt i det kaotiske Irak. Både modstandere og tilhængere af det islamiske, kapitalistiske regime i Iran forenes i deres had til George Bush, og hver gang USA’s præsident udtaler sig om Iran, kan man være sikker på at det virker modsat hensigten. På den måde hjælper USA med til at holde sammen på den ellers splittede iranske befolkning og bevare det reaktionære islamiske regime ved magten i Iran.
I Iran har præsidenten ingen magt
Ved præsidentvalget i Iran i juni i år blev den - relativt ukendte - Mahmoud Ahmadinejad valgt. I vestlige medier bliver valget udskreget som et politisk højreskred. Det er også ekstremt reaktionære udmeldinger vi har hørt fra Ahmadinejad, men det er vigtigt at forstå at han ikke repræsenterer nogen ny politik i Iran, blot en anden retorik og facade. Det er nemlig ikke præsidenten eller parlamentet som bestemmer i Iran. Det gør kun den øverste religiøse leder, først var det Ayatollah Khomeini, i dag hedder han Ayatollah Khamenei.
Flertallet inden for regimets to fraktioner - de såkaldte reformister og de såkaldte konservative - har besluttet at den eneste måde regimet kan overleve på er at etablere et frit marked i en kapitalistisk stat. Den tidligere præsident Mohammed Khatamis periode ved magten fra 1997-2005 var en periode med uanede privatiseringer. Hvad økonomi angår, er den nye præsident Ahmadinejad ikke indstillet på at ændre denne strategi. Hvis man skal tale om forskelle mellem de to fløje, så er det, polemisk formuleret, at hvor de konservative udfører stening og andre brutale straffe i fuld offentlighed, så udfører reformisterne de samme straffe - i det skjulte, uden for offentligheden.
Khatamis såkaldte reformfløj blev for 8 år siden indsat for at tage toppen af den stigende utilfredshed i befolkningen. Han lovede reformer i retning af større demokrati, ytringsfrihed, åbning af lukkede aviser. Men det blev ved løfterne, ingenting skete, og utilfredsheden voksede. Indsættelsen af Ahmadinejad skal ses som regimets seneste kriseløsningsforsøg. Admadinejad har slået sig op på kampen mod korruption, større social velfærd og en ”iranisering” af adgangen til landets resurser. Han vil begunstige iranske firmaer når der skal udstedes kontrakter på olie og taler om at skabe større gennemsigtighed i olieindustrien. De iranske kapitalister, som Ahmadinejad har inviteret til at investere, har ikke til hensigt at ændre den økonomiske status quo. Drivkræfterne bag tyveriet af Irans olie - shia-mullaherne og deres familier, kendt som aghazadeh ha (sønner af de klerikale) - er såmænd præsidentens venner. Således er intet ændret i Iran. De rige bliver stadig rigere, og de fattige stadig fattigere
Bag religionen gemmer politikken sig
De fleste glemmer at de sociale og økonomiske problemer i Iran har mere at gøre med den iranske stats kapitalistiske karakter end med statens islamiske karakter. Islam udgør absolut ikke nogen modstand mod den private ejendomsret, men fungerer som forsvarer for kapitalismen i Iran, ligesom den også understøttede fx feudalismen. Det er derfor det ikke er noget alvorligt problem for USA at vælge shia-bevægelser som allierede. Politisk islam er i Mellemøsten pt. den bedste garant for opretholdelsen af den kapitalistiske orden og for sikring af USA-imperialismens interesser. Både gennem valget af venner og fjender i Mellemøsten har USA administrationen banet vejen for en genoplivelse af politisk islam, et fænomen som ellers var blevet godt plettet gennem 26 års shia-regime i Iran. USA har - med krigen i Irak og med satsningen på shia-muslimske kræfter som hovedallierede i Irak - ikke kun bidraget til opretholdelse af det temmelig nedslidte politiske regime i Iran, men også pustet nyt liv i shia-bevægelsen i hele regionen!