Ifølge den amerikanske sociolog og Latinamerika-ekspert, James Petras, er Venezuelas præsident Hugo Chavez hverken radikal eller revolutionær i sit politiske program. Alligevel er Petras ikke i tvivl om, at USA spillede en hovedrolle i forbindelse med kuppet mod Chavez i april. Hvorfor? - har tidsskriftet Socialist Worker spurgt ham
Af James Petras
Det er vigtigt at bide mærke i Chavez’ indenrigspolitiske bedrifter indtil videre. Han har godt nok øget udgifterne til boliger, skoler og sundhed. Han har også øget indkomstniveauet en smule - omkring 3-4 %. Så har han hævet skatterne, så overklassen nu betaler lidt i stedet for slet ingenting. Men samtidig har han dereguleret finanssektoren og tilladt at spanske banker køber sig ind i sektoren, ligesom han har privatiseret Caracas’ elektricitetsnet. Amerikanske olie-selskaber er heller ikke blevet begrænset i deres adgang til Venezuelas naturressourcer, de betaler blot en smule mere i olieskat. Med andre ord er der ikke tale om en radikal, og ikke engang moderat omfordeling af goderne. Der er heller ikke blevet eksproprieret ejendom, med undtagelse af noget uopdyrket landbrugsjord som ejerne fik kontant betaling for. Det er en af de mest konservative jordreformer, man kan opdrive i Latinamerika. Markedsprisen for jorden, betalt kontant!
Så hvorfor alt den ballade fra de velstående venezuelanere? De har adgang til medierne, de kan deltage i valgene - hvad er problemet?
Udenrigspolitik baggrund for kup
Kuppet har intet med Chavez’ indenrigspolitik at gøre. Den egentlige årsag er, at USA vil af med Chavez for at banke Venezuela på plads mellem sine andre undersåtter i Latinamerika og fjerne den eneste regering, der tilbyder en alternativ udenrigspolitik for hele regionen. De vil ikke have at dette alternativ eksisterer. Dette er den egentlige baggrund for, at kuppet blev planlagt, styret og finansieret af Bush-administrationen. Og det var ikke kun CIA, der deltog. Store dele af administrationen var involveret. Jeg taler om folk, som den cubanske terrorist Otto Reich. Folk som Elliot Abrams, som sad i Reaganadministrationen og var med til at retfærdiggøre myrderierne i Mellemamerika, hvor omkring 300.000 døde. Jeg taler om John Negroponte, USA’s FN-ambassadør, som var involveret i dødspatruljerne i Honduras. Jeg kunne give dig en længere liste. Men forstår du, hvor jeg vil hen: Det er bøller og banditter, der styrer USA’s politik i Latinamerika, mennesker som ikke alene er i stand til at vælte en regering med magt, men som tillige støtter sig til den form for voldelig undertrykkelse, der kom til udtryk i de 24 timer kuppet varede.
Kuppets fiasko
Kuppet mislykkedes af nogle meget elementære årsager. For det første afhang USA’s efterretninger om situationen af deres kontakt til venner i militæret, mellem fagforeningsbosser, massemediemoguler og lederne for forretningsverdenen. Og disse mennesker, der var på USA’s lønningsliste, fortalte det, som de vidste, at amerikanerne gerne ville høre - at meningsmålinger blandt befolkningen viste faldende opbakning til
Chavez. Generalerne der støttede kuppet sagde, at militæret sympatiserede med kupmagerne.
En anden side af historien er, at Washington er berusede af deres egen magt efter krigen i Afghanistan og tyranniseringen af resten af verden. Ligesom efter invasionen i den Dominikanske Republik i 1965, hvor de var så berusede af deres magt, at de mente, at Vietnam kunne ordnes i en håndevending. De tog fejl dengang, og de tog fejl nu igen ved at tro, at deres fremstød i Venezuela ville løbe alle forhindringer over ende.
Samtidig undervurderede de fuldstændigt Chavez’ opbakning blandt de fattige i byerne, som er kommet ind fra landområderne og i dag udgør omkring halvdelen af Caracas’ indbyggere. CIA opfattede demonstrationerne mod Chavez som repræsentative for hele befolkningen, men det var kun overklasen og den øverste middelklase, der deltog.
De undervurderede også betydningen af racespørgsmålet. De forstod ikke, at en del af modstanden imod Chavez har baggrund i, at han er sort - den første sorte præsident i Venezuelas moderne historie. Alle borgerskabets ledende skikkelser føler uvilje imod ham på grund af hans sociale baggrund og hans race.
Der er en anden faktor. Det er ideen om, at Chavez er en klovn - at han ikke ville kunne stå fast over for USA’s autoritet. De troede, at hvis de først fangede ham, satte ham ud på en ø og udsatte ham for lidt psykisk pres eller andre former for afpresning, så ville han træde ’frivilligt’ tilbage, og de ville kunne overtage magten. Og sidst, men ikke mindst, så spillede de for højt spil fra første færd. De afsatte den lovgivende forsamling, afskaffede retsvæsnet og alle de demokratiske institutioner. Det første de gjorde var at afbryde alle handelsaftaler og diplomatiske relationer med Cuba. Det andet de gjorde var at meddele, at de ville bryde olieaftalen med OPEC, som sikrer faste oliepriser. Det er næppe mål som kan mobilisere en hjemlig opposition. Tværtimod er det præcis USA’s højeste prioriteter. Som resultat af dette valgte en del militærfolk at skifte side. Først var de imod Chavez, men de blev så forfærdede over juntaens fuldstændige underkastelse over for USA, at de skiftede tilbage til Chavez.
Risiko for nyt kup?
Der er nok en fare for, at Chavez’ mere
moderate og forsonende linje efter hans
tilbagevenden til magten kan skabe baggrund
for nye kupforsøg. Chavez er nationalist,
når det gælder udenrigspolitik, og
socialliberal, når det handler om indenrigspolitik.
Lige siden sin magtovertagelse
har han arbejdet for et samarbejde imellem
de forskellige klasser. Men højreoppositionen
er ikke interesseret i nogen form
for klassesamarbejde - de vil have hele
kagen for sig selv. Chavez har hele tiden
forsøgt - i praktisk forstand, ikke retorisk
— at opbygge en balance imellem klasserne.
Hans politik søger at skabe balance i
budgetterne. Han har trofast betalt landets
gæld, bedre end de fleste andre latinamerikanske
lande. Så man kan sige, at
han har forsøgt at balancere imellem en
nationalistisk udenrigspolitik og en liberal
økonomisk politik. Problemet er bare, at
dette ikke er acceptabelt for Washington.
Som et resultat af denne politiske linje
er de militærfolk, der skiftede tilbage til
Chavez efter egentlig at have sympatiseret
med kupmagerne, er tilbage på deres
ledende poster i militæret. Der vil være en
undersøgelse af henimod 30 militærfolk,
som åbent har støttet kuppet, og de vil
sandsynligvis blive sat på pension og få
frataget kommandoen over deres tropper.
Kupmagerne fra borgerskabet, der i
ethvert normalt land ville sidde i fængsel
under anklage for forræderi - er tilbage på
deres kontorer, med undtagelse af Carmona
og nogle få af hans tætteste allierede,
der endda sad i parlamentet. Lederen af
arbejdsgiverforeningen som skabte hele
grundlaget for kuppet er tilbage i sin stol.
Ortega, den store fagforeningsboss, er tilbage
med krav om en folkeafstemning
imod Chavez. Dagen efter nedkæmpelsen
af kuppet, talte han allerede om at organisere
nye strejker - den sære form for strejker,
hvor arbejdsgiverne betaler arbejderne
løn og bonusser for at strejke.
Så Chavez’ forsøg på forsoning, som
har rødder i hans sociale og økonomiske
politik, har efterladt de mennesker, der
stod bag kuppet og som vil tænke på kup i
fremtiden, i deres sædvanlige positioner.
Og det udgør en virkelig fare.
George Bush talskvinde, Condoleeza Rice, har allerede sagt det. I en ualmindelig kynisk og foragtelig tale sagde hun: ”Jeg håber Chavez har lært lektien”. Hvilket i realiteten betyder: ”Vi har organiseret et kup imod dig, så du må hellere gøre, som du får besked på, ellers kommer vi igen med det næste!”.