Tema: Fødevarekrise
Læs hele bladet (pdf)Bolivias socialistiske præsident har siddet ved magten i to år og hvedebrødsdagene ser nu ud til at være ovre. Det er ikke længere kun oppositionen, der retter sin kritik mod Morales og regeringens politik, der lyder nu også kritik fra stemmer som ikke kan placeres på en traditionel venstre-højreskala.
Af Leandro Schclarek Mulinari
I hotel Morillos indre gård i det centrale La Paz er nogle hundreder mennesker samlet til en paneldebat om situationen for landets oprindelige befolkning. Folk må stå op i udkanten af salen. Det er dagen efter, at Bolivias præsident Evo Morales holdt en seks timer lang tale i anledning af toårsdagen for sin embedsperiode, hvor han brystede sig af at firs til halvfems procent af valgløfterne er blevet opfyldt.
Reformen El Bono Juancito Pinto er netop blevet gennemført. Det er et bidrag, der uddeles til børn i første til femte klasse inden for det offentlige skolevæsen. Om nogle uger gennemføres næste store skridt i det, som fra statsligt propagandahold beskrives som ”den sociale revolution”, hvilket indebærer at landets ressourcer skal komme de fattige til gode. Reformen Renta de dignidad (værdig indkomst) indebærer, at omkring 700.000 ældre tildeles en pension. Ifølge statens udregninger er antallet af fattige faldet fra 59,9 til 42,4 procent, takket være reformerne.
Alle er dog ikke lige imponerede. Den højreorienterede opposition forsøger at stikke en kæp i hjulet på regeringen. De spiller på regionalismen, forsøger at skabe modsætninger, og medvirker til et klima af ekstrem politisk polarisering. Men der lyder også kritik fra de radikale forkæmpere for den oprindelige befolknings rettigheder. For selvom præsidenten selv er aymara, en af landets største oprindelige befolkningsgrupper, og aftenens paneldiskussion organiseres af mennesker, der identificerer sig som aymara, er disse ikke tilfredse. Arrangøren af debatten er tidsskriftet Pukara, der er et vigtigt radikalt månedsblad for den oprindelige befolkning. I en af tidsskriftets ledere fra sidste år beskyldes Evo Morales for at være ny-indianist, hvis målsætning minder om noget man kan betegne som aymara-light. Morales har en baggrund som faglig leder i koka-bevægelsen, og det er først de sidste par år at han er begyndt at fremhæve sin indianske baggrund.
”Jeg er kritisk overfor meget af det, regeringen gør. Men på grund af den spændte situation i landet vil vi altid forsvare vores broder, Evo.” understreger Mariana Ari der er journalist og lærer, men som frem for alt definerer sig som aymara-aktivist.
Mariana Ari er en af deltagerne i paneldebatten. Hun er velkendt blandt mange af dem, der har samlet sig i hotellets indre gård. Men aftenens hovedperson er den berygtede Felipe Quispe. I slutningen af 1970’erne grundlagde han Movimiento Indio Túpac Katari (MITKA) og i 1990’erne valgte Quispe at bevæbne sig og danne Ejército Guerrillero Túpac Katari (EGTK).
Aftenens tema er en bog som Felipe Quispe har skrevet under titlen ’Túpac Katari, Vive y Vuelve…¡Carajo!’ (Tupac Katari lever og kommer tilbage... for fanden!). Tupac Katari og hans hustru Bartolina Sisa er to historiske ikoner. I kraft af en hær på omkring 40.000 personer holdt de La Paz omringet og blokeret i nogle hundrede dage i slutningen af 1700-talet.
Quispes stridsskrift har nogle år på bagen, men er netop blevet udgivet på ny. I bogen præsenteres blandt andet tanker om Ayllunkrigen. For aymaraerne er Ayllun en måde at organisere samfundet på og en vision om verdens udvikling. Inden for dette tankesæt er synet på staten anderledes end både den marxistiske, liberale og konservative tilgang. I Qullasuyo (det der i dag benævnes Bolivia) skulle samfundet organiseres på en sådan måde at ”alle bruger jorden og derefter deler lige”. Som et eksempel på hvor overlegen denne model er, skriver Quispe i bogen, at der på sproget Aymara ikke findes et ord for fattig.
”Tankerne fra denne bog har omvæltet regeringer”, råber Quispe pludseligt med en særlig pondus, og i anledning af en kommentar fra en af deltagerne til føjer han: ”Det er rigtigt, at vores broder Evo burde læse den.”
For at opnå en helhedsforståelse af Bolivia er det vigtigt at vide, at samfundet er organiseret som en af verdens mest uretfærdige pyramider. Højest oppe befinder der sig en minoritet af hvide, europæiske efterkommere, som ejer jorden, medierne og de store virksomheder.
Under denne gruppe befinder der sig et lag af mestizer, der kan betragtes som landets middelklasse. Og under disse, længst nede i samfundspyramiden, findes de tres procent af befolkningen, som identificerer sig med landets forskellige oprindelige befolkningsgrupper. Derfor var det en demokratisk sensation, da Bolivia fik sin første præsident med rødder i den oprindelige befolkning.
Movimiento al Socialismo (MAS) med Evo Morales i spidsen er dannet på baggrund af en stærk alliance af sociale bevægelser. MAS fik 53,7 procent af stemmerne ved valget i 2005. Flere i salen støtter helhjertet MAS, som de ser som det eneste alternativ, ikke mindst i lyset af den politiske polarisering landet oplever for tiden. Samtidig anser de Quispes radikalisme som nødvendig for at holde regeringen på rette kurs. Dette betyder blandt andet, at flere ledere af de sociale bevægelser sidder i eller er tilknyttet regeringen. Fra panelet, der udover Quispe består af intellektuelle og aktivister, anerkendes mange af de ting, det er lykkedes regeringen at gennemføre.
Men kritikken er også klar, ikke mindst mod regeringens sammensætning, hvor en stor majoritet, specielt på de ledende poster, er q’aras - et ord der anvendes for hvide personer, men som også betyder ’mennesker, der lever af andre’. Man siger, at det er som om, at præsidenten forsat har et mindreværdskompleks. Som om at han endnu ikke har afkoloniseret sit eget indre, analyserer flere i salen sig frem til. Som om han stadig tror, at vi ikke formår at tage hånd om os selv.
Der fremføres også kritik mod de kompromisser som regeringspartiet tvinges til at indgå. Et eksempel herpå er det faktum, at den chilenske stat ikke er blevet kritiseret tilstrækkeligt for dens behandling af det chilenske broderfolk Mapuche. Tilmed kritiseres regeringspartiet for hvad der anses for at være en alt for stærk alliance med Venezuela og Cuba.
De hvide argentinere, der er til debatten, en af dem med en trøje der siger EvoLution, krymper sig lidt. Det rækker ikke at være venstreorienteret her. Venstrefløjens historie i Bolivia har også været præget af racisme og kolonial tænkning. Det er de ikke så vant til. Da argentinerne dagen inden deltog i festlighederne på torvet i forbindelse med toårsdagen, hørtes disse ting ikke. Da skreg folkemassen i stedet ”Ayalla Evo” (Leve Evo) og viste deres opbakning for de skridt, der er taget hen mod målet: at afkolonisere staten. Mange viftede med de flerfarvede wiphala-flag, som er de 36 oprindelige nationers fælles symbol.
Regeringen kritiseres yderligere for den formulering angående de oprindelige befolkningers autonomi, der findes i forslaget til den nye konstitution. For ganske vist er disse befolkningsgruppers kollektive rettigheder aldrig før blevet anerkendt i så stor udstrækning som i dag, men mange vil gå endnu længere. Eksempelvis begrænses de oprindelige befolkningers mulighed for selvbestemmelse over deres territorium på grund af grænser der har at gøre med, hvor statens og regionernes indflydelse begynder og slutter. Mariana Ari er den eneste kvinde i panelet. ”Vores samfund er ikke perfekt, selv hos os findes der problemer med vold mod kvinder. Men det skal løses på vores måde”, siger hun. Det er et stort problem for regeringen, at arbejdet med forslaget til den nye konstitution er stagneret i takt med, at de delegerede fra den såkaldte halvmåne, der er den rigeste del af landet, har lammet processen. Samtidig med at forslaget blev stemt igennem under stor tumult i december sidste år, udbrød der uroligheder hvor flere personer døde. På gaderne i de rige dele af landet råbte privilegerede studerende slagord som ”den der ikke hopper er en lama.” ”Deres projekt er nazifascistisk uden plads til indianerne”, lyder det fra Mariana Ari. Hændelserne i december 2007 afspejlede de dybe klassemæssige og etniske modsætninger. Da billederne af urolighederne spredtes i verden, spåede de politiske analytikere, at der ville komme borgerkrig. Men regeringen har gennem forhandlinger undgået dette.
Det er åbenlyst at hændelserne i december stadig hænger ved. Folk, der så ud til at tilhøre en oprindelig befolkningsgruppe, blev slået ned, bespottet og afvist fra caféer. I dag er det stadig risikofyldt at betegne sig som MAS-tilhænger i eksempelvis de højreorienterede højborge Santa Cruz og Sucre.
Bolivia lever og kommer fortsat til at leve i et hårdt politisk klima. For Mariana Ari har den højreorienterede opposition ingen legitimitet. Deres tankegang og deres opfattelse af Aymara, Quechuas og de fireogtredive andre oprindelige befolkningsgrupper i Bolivia, har ifølge hende ikke forandret sig meget siden spanierne koloniserede kontinentet for 500 år siden. Hun stiller det retoriske spørgsmål:
”Evo vil fremstå som en politisk pacifist for at bevare sin legitimitet, men hvordan kan man forhandle med disse mennesker?”
Artiklen er oversat af Anne Rehder. Den er oprindeligt trykt i det svenske, antiracistiske tidsskrift Mana # 1-2, 2008. Se www. uppmana.nu
Leandro Schclarek Mulinari er redaktionsmedlem hos Mana og for tiden bosat i Bolivia
Fakta om Bolivia:
Bolivia har seksogtredive anerkendte oprindelige befolkningsgrupper, såkaldte nationer. Afhængig af hvordan man beregner det, tilhører mellem halvtreds og firs procent af landets befolkning disse grupper. De største er Quechua, Aymara og Guarani.
Bolivia er det sydamerikanske kontinents fattigste land. Ifølge statistiske tal fra Verdensbanken er femogtres procent af den oprindelige befolkning fattig, sammenholdt med landets øvrige grupper hvor omkring halvtreds procent er fattige.
Omkring tretten procent af Bolivias befolkning er analfabeter. Ifølge en rapport fra UNESCO er tallene næsten fire gange så høje for den oprindelige befolkning. I disse grupper har omkring tyve procent aldrig gået i skole, til sammenligning er det 5,6 procent i den øvrige befolkning, ifølge en national kortlægning fra 2001.
Børnedødeligheden er 75 pr. tusinde fødte blandt de oprindelige folk, hvorimod det er 52 pr. tusinde fødte blandt resten af befolkningen.