Siden invasionen er det gået tilbage med kvinders rettigheder i Irak. Færre piger går i skole, kvindeorganisationer bliver truet og kvinderne forsvinder i stigende omfang fra gaderne og det offentlige liv. Artiklens forfatter har som aktivist i forskellige solidaritetsprojekter set, hvordan kvindernes liv er forandret i det ”nye” Irak
Af Jo Wilding
Da jeg før krigen besøgte Irak, var det sikkert for en kvinde at gå alene på gaden klokken tre om natten. Det skyldtes selvfølgelig delvist, at Baath-styret undertrykte enhver kriminalitet, undtagen sin egen. Men nu føler mine kvindelige bekendte sig ikke sikre på gaderne på noget som helst tidspunkt af døgnet. Da vi krydsede check-pointet ved Falluja, sagde en amerikansk soldat med henvisning til de tørklæder alle kvinderne i vores gruppe bar: ”I behøver ikke at gå med det der mere. Kvinder er frie nu.” Men faktisk er der langt flere kvinder, der går tildækkede nu end før den amerikanske invasion. Min ven Layla har fået et brev fra nogle kvindelige universitetsstuderende: ”De er blevet truet med udsmidning, hvis de ikke bærer slør”, fortæller hun.
Layla er næstformand i Organisationen for Kvinders Frihed i Irak. Personer, der støtter Moqtada Al-Sadr har truet organisationen og nogle af medlemmerne, herunder lederen Yanar Mohammed. Andre kvindegrupper og arbejderorganisationer, såsom Arbejdernes Kommunistiske Parti, er også blevet truet.
Kvinderettigheder er kun tomme ord
Det er kendetegnende for besættelsen, at kvinders rettigheder ikke er blevet beskyttet. Politiske rettigheder for kvinder har kun fået tomme ord. Da koalitionens midlertidige myndighed udnævnte tusindvis af nye dommere i starten af 2004, var der kun 15 kvinder imellem. Alligevel protesterede nogle mandlige dommere over, at udnævnelsen af en af kvinderne var ”upassende”. I stedet for at forsvare hendes ret til at bestride denne højtstående post i det offentlige liv blev hendes udnævnelse suspenderet.
Dette på trods af, at der gennem flere årtier har været en stærk tradition for, at kvinder deltager i Iraks offentlige liv. Zakia Hakki, Iraks første kvindelige dommer, blev udnævnt i 1959. Samme år blev den såkaldte Person-status Lov vedtaget, som stort set gjorde kvinder og mænd lige for loven. Siden 1970 har de været ligestillet ifølge forfatningen. I forhold til uddannelse og rettigheder var irakiske kvinder nogle af dem, der var nået længst i regionen. Siden 1980 har kvinder kunnet stemme og stille op til valg - faktisk var 20 % af Saddam Husseins regeringsmedlemmer kvinder. Dette skal ses i forhold til en kvinderepræsentation på 14 % i USA og gennemsnitlig 3,5 % i de arabiske lande.
Fundamentalistisk indflydelse
Siden 1991 har den fundamentalistiske indflydelse, der fulgte i kølvandet på USAs sanktioner mod Irak, været åbenlys. For at formilde ”Sharia lobbyen” lukkede Saddam natklubber. Han afkriminaliserede også ”æresdrab” begået af mandlige slægtninge til kvinder, der havde bragt vanære over deres familier - for eksempel ved at være blevet voldtaget.
Organisationen for Kvinders Frihed i Irak går ind for en sekulær forfatning, der kan garantere lighed mellem kvinder og mænd. I stedet vedtog Regeringsrådet i januar 2003 bekendtgørelse 137. Den afløste den førnævnte Person-status Lov fra 1959 og henlagde familie, ægteskab og dertil relaterede økonomiske spørgsmål under religiøs myndighed. På grund af protester blev bekendtgørelsen, der var vedtaget med kun 11 ud af 25 rådsmedlemmer, dog trukket tilbage. Holdningen bag kan passende illustreres af den midlertidige indenrigsministers bemærkning til New York Times: ”We don’t do women”.
Ugens sociale begivenhed
Til fredagsbønnen i Sufi-moskéen hilser kvinderne på hinanden med knus og hundredvis af kys. De hvisker ivrigt, mens børnene hopper rundt, indtil en kvinde i en stor hvid klædedragt, der viser, at hun er medlem af moskéens politi, kommer hen og beder dem om at se fremad, være stille og holde deres børn under kontrol. Efter bønnen begynder det, det virkelig handler om, nemlig at udveksle ugens nyheder. Udenfor er mændene samlet for at vente på koner, søstre og svigerinder, der står i kø for at få deres sko igen - uvillige til at afbryde ugens sociale begivenhed.
Sabriya bor i et skur, der hører til en slægtnings hus. På grund af pladsmangel må hendes to børn bo hos hendes mor. Hun arbejder som tolk for udenlandske aktivister. Der gik lang tid, før hun fortalte os om de døds- og kidnapningstrusler, hun modtog over telefonen, fordi hun frygtede, at vi ikke ville bruge hende mere. ”Hvis jeg ikke kan lave dette arbejde”, sagde hun, ”er jeg allerede død”.
Kvinder og piger forsvinder hjem
De kvinder, der ikke har et arbejde, forsvinder bag hjemmets vægge. Mange af dem mister forstanden af ikke at have andet at lave end husarbejde. Min ven Asma’a leder efter arbejde, men kan ikke finde noget. Tidligere underviste hun i IT. Det er kedeligt og frustrerende at være hjemme hele dagen. ”Vi laver alt husarbejdet og så chatter vi på Internettet, downloader musik, danser og ser TV”. Alligevel ved hun, at de er blandt de heldigere, der har råd til at have Internet hjemme.
Selv om piger kan gå i skole - som de har kunnet i årtier - så forsvinder også de i stigende grad ind i hjemmene. I skoleåret efter invasionen var der langt færre piger end tidligere, der kom i skole. Marwa, en klar-øjet 12-årig, der bor i et slumkvarter i Shuala, stoppede med at gå i skole, da det var for farligt for hende at rejse og være ubeskyttet hele dagen.
Uden en ændring af forholdene, så pigerne igen får reel mulighed for at komme i skole, uden aktiv støtte til kvindernes rettigheder fra besættelsesmagternes side, og uden massiv og aktiv international solidaritet med kvindegrupper, som organisationen for Kvinders Frihed i Irak - vil de irakiske kvinder miste alt, hvad de har opnået i de sidste årtier.
Man kan læse mere om kvinders rettigheder og ”Organisationen for Kvinders Frihed i Irak” på www.equalityiniraq.com .
Artiklen er sakset fra New Internationalist # 373, november 2004. Oversat af Britta Thomsen.