Af Hillary Wainright, valgobservatør og journalist
Valgdagen i Caracas begyndte klokken 3 om morgenen med fyrværkeri og tuden af horn i gaderne, for at fejre dagen, hvor præsident Chávez’ forfatningsreform skulle have afgjort sin skæbne. Reformen indeholdte et ambitiøst miks af sociale rettigheder, så som retten til bolig, retten til sikkerhed, uddannelse og en kortere arbejdsuge, ligesom der var forslag om at styrke lokalråd og gøre Venezuela til en formel socialistisk stat. Det indeholdte også forslag, som gav præsidenten rådighed over en række magtbeføjelser i tilfælde af en undtagelsestilstand og tillod Chavez at stille op igen, når hans anden præsident periode udløber i 2012.
Observation af valget
For mig begyndte valgdagen klokken 7 med at iføre mig den grå jakke og den baseballagtige kasket, som hørte til de internationale observatører. Vi var en international gruppe på omkring 80 personer; akademikere, journalister og folk fra sociale organisationer, som observerede valgproceduren. Jeg var på et hold, der besøgte 6 valgsteder i den laveremiddelklasse bydel Catia La Mar, og ved valgstedernes lukning observerede vi den manuel optælling af de elektroniske stemmer.
Da vi kom til det første valgsted, stod folk i kø for at se på en liste, hvilket valgbord de skulle hen til. Når de kom hen til valgbordet, fremviste de ID, skrev under og satte deres fingeraftryk ved deres navn. Det var altså et tredobbelt tjek af deres identitet, hvilket er en ret stor kontrast til valgkortssystemet som vi har i Storbritannien, hvor jeg kommer fra. Derefter afgav folk en elektronisk stemme på en maskine bag et forhæng, maskinen printede stemmen ud, så personen kunne tjekke om den var korrekt og derefter putte den i stemmeboksen. De printede stemmer fungerede ved optælling som et sikkerhedstjek af det elektroniske system. Sidst men ikke mindst så havde alle dem, der havde afgivet sin stemme uafslettelig blæk på den finger de havde afgivet fingeraftryk med.
Valgresultatet
Da dagen sluttede var jasigernes smil blegnet og resultatet slog dem med forbløffelse. Det var kendt at det ville være tæt løb og exit polls havde indikeret at ja-siden førte med 6-8 procent. Vi fik at vide, at valgresultatet ville blive offentliggjort sen aften, efter at den delvise manuelle omtælling var færdiggjort for at sikre sikkerheden af det elektroniske system.
Ved midnatstid var der stadig intet resultat. Der var rygter, om at oppositionsaktivister stormede det nationale valgråds bygning, da de mente, at forsinkelsen måtte være tegn på, at der skete noget mistænkeligt. I virkeligheden var årsagen den, at mange valgsteder var lukket sent, på grund af et princip om, at de ikke må lukke så længe der er nogle, der står kø for at stemme, og optællingen havde taget længere tid end beregnet.
Stemningen var anspændt, dagen inden valget havde der været voldelige optøjer og der var en, der var blevet dræbt. Lidt efter klokken 1 om natten, offentliggjorde lederen af det nationale valgråd Tibisay Lucena resultatet. To kvinder omfavnede hinanden foran podiet og forbløffelsen stod tydeligt skrevet i de påhørendes ansigt. Næste morgen bemærkede flere, at hvis resultaterne var gået imod oppositionen, ville der have været voldelige optøjer natten over i Caracas.
Venstreorienterede kritik
Vi lyttede til Chávezs ydmyg og på samme tid selvsikre tale. ?Folket har talt? sagde han og påpegede, hvordan resultatet styrkede og legitimerede Venezuelas demokratiske institutioner. Han accepterede, at forfatningsreformen var blevet stemt ned, men tilføjede, at det var for nu og, at han jo før havde formået at lade et nederlag være en forløber for sejre. Herved henviste han til det mislykkede militærkup han leddede i 1992 imod det reaktionære oligarki i en korrupt venezuelansk stat.
Mange af institutionerne fra den gang lever videre. Bureaukrati og korruption er stadig omsiggribende og blokere ofte Chávez forsøg på at få olieindtjeningerne ud til dem, der har brug for dem. For Chávez var målet med valget at transformere denne oligarkiske stat og ødelægge dens legitimitet for evigt. Men mens støtten til Chavez stadig er høj, omkring 60 %, så var hans forslag til ændringer i forfatningen meget kontroversielle blandt mange støtter af den bolivarianske proces. Den bolivarianske proces handler om demokratisering, folkemagt og dannelsen af en ny slags socialisme.
En mindre komfortabel side af det venezuelanske demokratis styrke for Chávez, er den livlige debat og kritik, der har været blandt hans egne støtter. En af de mest overbevisende venstreorienterede kritikerer er Edgardo Lander, en respekteret akademiker og socialist, som var forhandler for Venezuela i frihandelsaftalerne ALCA the Free Trade Agreement of the Americas. Lander understregede hans støtte til den bolivarianske proces, mens han kritiserede reformerne for den grad af centraliseret magt som ville blive tillagt præsidenten og det at deltagelse vil blive gjort til en del af staten i stedet for en kilde til autonom magt over staten. Han insisterede også på, at reformen ville involvere en så gennemgribende ændring af forfatningen, at den skulle have været en del af en rigtig forfatningsproces med folkelig deltagelse.
Udsyn fra slummen
Hvad betyder sådanne argumenter og hvad sker der blandt Chavez tilhængere, som kan forklare afvisningen af hans forslag på et tidspunkt, hvor han har så stor støtte?
Det bedste sted at finde svar på dette, er i de fattige kvarterer i Caracas. Det er her, at Chavez for alvor har sin støtte og her de største forandringer er sket. Omkring 7,3 millioner stemte for genvalget af Chavez i december 2006. Kun 4,38 millioner stemte for hans reformforslag. Men de 4,5 millioner nej-stemmer var kun marginalt flere end dem der stemte på oppositionskandidaten i 2006. Så det var fraværet af omkring 3 millioner Chavez støtter som gjorde forskellen. Hvad ligger der bag dette fravær?
Da jeg ankom til slumkvarteret 23 de Enero, slog en af de ting som var skyld i fraværet mig straks, der var affald over det hele. ?Frustrationen over bureaukratiet, manglen på statslig ansvarstagen overfor vores problemer, må være en af grundene til at så mange Chavister ikke stemte? Sagde Maryluz Guillen, en kritisk ja-siger, som arbejder på at udvide lokalrådets kapacitet i forhold til at løse disse problemer og presse kommunalrådet til at træde til. Regeringens programmer, som er kendt som missionerne, der blandt andet består af cubansk lægehjælp og sportstræning, har været en rigtig succesfuld løsning, når det kommer til uddannelse, sundhed og mad. Missionerne har i den forbindelse kompenseret for statens manglende kapacitet. Missionerne har fungeret sideløbende med det gamle statsapparat og resultatet er derfor et lidt rigidt dobbelt system, med begrænset råderum i forhold til sanitet, renovering, affaldshåndtering og byplanlægning.
Forsvar for reformen
Forsvarer af reformen forklarer, at denne frustration over staten, er grunden til, at reformen på den ene side skulle øge Chavez magt og samtidig styrke det folkelige demokrati nedefra. Sådan at man på en og samme tid kunne gennemtvinge forandringer fra neden og fra oven, uden at være så afhængige af det gamle system. Gustavo Borges, en hip hop promoter og designer som bor i 23 de Enero insisterer på, at ?Reformerne var resultatet af at Chávez lytter til befolkningen? og argumentere hermed imod dem, som mener, at der til forskel fra processen omkring den oprindelig forfatning, var for lidt folkelig deltagelse. Ifølge Borges skyldes fraværet, at lederne i Chávez parti PSUV forfejlede i at formidle indholdet af reformen og modstå oppositionens terroriserende kampagne i medierne. Oppositionens mediekampagner indeholdte blandt andet reklamer som sagde, at reformen betød, at staten ville ekspropriere små virksomheder og tage børn væk fra deres forældre.
Borges er dog påpasselige med at ?kritisere lederne. Lokalsamfundet må også tage ansvar. Lokalrådene skal kunne mere end blot at styre projekter, de skal også være politiske. De burde have taget mere ansvar for reformforslaget.?
Kidnapning af Chavez (igen)
Hos Edgar Perez, en leder i lokalsamfundet Las Casitas, vægter ideen om det lokale ansvar endnu tungere. Las Casitas er et lokalsamfund med en høj grad af selvstyre. Edgar Perez argumenterer for, at grunden til reformens nederlag mere skyldes, hvordan de blev til end, hvordan de blev formidlet: ?Vi skulle have haft en forfatningsproces, med mulighed for at alle lokalsamfund kunne have givet deres input.?
Perez beskriver Las Casitas kampe, som yderst succesfulde, det er lykkedes at få offentlige midler overført til dem, der har brug for dem. Perez adskiller Chávez fra staten og dens funktionærer og var meget frustreret over at : ?Præsidenten er meget mindre tilgængelig end før. De [funktionærerne] har kidnappet ham.?
Perez? kommentarer knytter sig til noget som Javier Biardeau, en respekteret kommentator, akademiker og tilhænger af processen, beskrev i web-magasinet Aporrea morgenen efter valget:
?Det største ansvar for nederlaget ligger hos dem, der overbevidste Chavez om, at revolutionen står og falder med hans person.? Biardeau fortsætter ?Dette er en fejl. Det er muligt at der ikke ville være nogen revolution uden Chavez, men der vil heller ikke være en kun med Chavez. Det er en nødvendighed at rette op på tendensen til at minimere folkets centrale rolle i vigtige overvejelser og beslutninger. Chavist-apparatet [ledelsen af Chavez parti PSUV] blev besejret. Revolutionen bygges nedefra og op, ellers bliver den slidt ned op fra.?
At afskaffe avantgarden
Jeg hørte første gang om Biardeaus artikel, da den blev nævnt i en diskussion mellem en gruppe unge aktivister. Kommunikationsministeren havde bedte en af dem om at samle feedback fra græsrodsaktivister om valgnederlaget. Mens de talte, blev de ved med at vende tilbage til Biardeaus statement, som om det opsummerede det de ville give af feedback til præsidenten:
?Det er ikke kun en maksimal grad af social lighed, der skal opnås med også politisk lighed. Vi må af med Jacobinernes vision om en revolution, som er styret ovenfra af en avantgarde og enkelte personligheder. Det er tid til refleksion, tid til at gøre op med den højreorienterede pragmatisme og stalinismen, det er tid til at slutte korruptionen og bureaukratiet, tid til at stoppe kejserpopulismen og tid til at forny den kritiske socialistiske tanke. Det er også tid til at bede om tilgivelse for den magtmisbrug, der er sket, og at vise ydmyghed.?
Biardeaus analyse tydeliggjorde et almindeligt tema blandt de græsrødder, der støtter Chavez, som vi blandt andet mødte i kvartererne 23 de Enero og Las Casitas. Ligegyldigt om de stemte ja, undlod at stemme eller i enkelte tilfælde stemte nej, så var det behovet for en forandring i processen tilbage til det folkelige demokrati, der stod i centrum af deres kritik. Tilvæksten i aktiviteter og samarbejdet mellem organisationerne i slumkvartererne, på arbejdspladserne og på landet ? sundhedskomiteerne, de jordløses organisationer, kooperativ netværkene og de arbejderstyrede fabrikker ? betyder at organiseringen, såvel som det politiske begær er der, det skal blot udvikles og støttes.
Det er uafhængigt af Chávez samtidig med, at det er grundlaget for hans støtte. I slumkvarterene er der en kærlighed til Chavez, men det er ikke underdanig forherligelse. Det er baseret på de åbninger Chavez har skabt, som højnelsen af levestandarden og åbningen af muligheder og rum for at skabe sin egen fremtid og for deltagelse. Befolkningen indtager disse rum i en grad som dem omkring Chavez ikke ser ud til at værdsætte.
Demokratiske spændinger
Den venezuelanske proces illustrerer spændingen mellem to forståelser af demokrati og demokratisk lederskab. På den ene side er der ideen om, at så snart man har opnået et demokratisk mandat, er folkets vilje repræsenteret af vinderen ? f.eks. præsidenten eller borgmesteren ? og lederskab handler herefter om at gennemføre denne vilje på trods af fjendtlig modstand. På den anden side står ideen om, at folkets mandat må blive udvidet og udviklet aktivt gennem tilskyndelse til lokal selvorganisering ? og at en sådan position handler om at opmuntre til selvorganisering og drøftelser, der udvider og skaber grundlaget for demokratisk styring fra neden.
Chavez seneste udtalelser viser tegn på en anerkendelse af værdierne fra den sidste forståelse. Hvilket er et tegn på, at han ønsker at styrke den lokale deltagelse i den bolivarianske proces. I et interview efter valgnederlaget insisterede han på, at målet nu må være at forsætte transformationen af staten, men han anerkendte at det også ?er på tide at begyndte en sand overvejelse og selvkritik. Det venezuelanske folk har magten og retten til at bede om en reform af forfatningen før at præsidentperioden slutter, der er stadig fem år endnu.?
Her referer han til, at der i forfatningen står, at en underskriftindsamling som er støttet af 15 procent af de registrerede og stemmeberettigede giver dem ret til at præsentere et forslag til en konstitutionel reform. Edgar Perez fra Las Casitas er allerede i gang med at organisere dette sammen med hans netværk. En alliance af græsrods organisationer, som mødtes over kritikken af Chavez reform, kunne meget vel være omdrejningspunktet for et nyt græsrods initiativ.
Vi har set hvordan Chavez som svar på nederlaget erklærede at valget demonstrerede styrken af Venezuelas demokrati. Josh Lerner kommenterede på dette på venezuealanalysis.com: ?Måske har han mere ret end han selv ved af. Valget vidste ikke kun, at regeringen respekterer den demokratiske proces, det fik også rørt godt op i folk på en ny måde. Før overraskede Chavez folk, hvis han var selvtilfreds eller passiv, denne gang har han måske rystet dem ud af ubetinget støtte og forudindtagede holdninger. Mere end nogensinde før satte millioner af Chavez støtter spørgsmålstegn ved og afveg fra deres leders ønsker.?
Så mens jeg begyndte mit besøg som en international observatør af demokratiet i valgprocessen og fandt det på mange måder mere demokratisk end der hvor jeg kommer fra, så endte jeg op med at observere det interne demokrati i den chavistiske bevægelse og fandt den meget inspirerende, præget af pluralisme, kritisk debat og deltagelse ? som vi kan lære meget af.
Hillary Wainright var valgobservatør ved den netop overståede folkeafstemning i Venezeula og er journalist for Red Pepper. Artiklen har tidligere været bragt på VenezuelAnalysis.com. Den er oversat af Anne Rehder.
Fakta:
Den 2. december gik venezuelanerne til valg om de forslag til en reform af forfatningen, som var blevet fremsat af henholdsvis præsident Chavez og det nationale parlament. Det blev et marginalt valgnederlag på 49,3 % mod 50,7 % og mere end tre millioner færre deltagere end til præsidentvalget sidste år.
Reformpakken bestod af 69 artikler, i stedet for en afstemning om hver tilføjelse, var afstemningen delt op i to blokke af ændringsforslag. Det overordnede mål var ifølge Chavez at ?åbne vejen mod socialisme?. Forslagene spændte over en bred vifte af forslag om, at arbejdsdagen skulle nedsættes fra 44 timer til 36, at den store uformelle sektor skulle have ret til sundhed, at der skulle være styrket lokaldemokrati og at valgalderen skulle nedsættes, over forslag om at præsidentens magt skulle styrkes, og at præsidenten skulle have lov at genopstille.
For en systematiske gennemgang af reformforslaget se www.venezuelanalysis.com/ana...