Af Ulrik S Kohl/Monsun
I de seneste 25 år er Sydamerika blevet plyndret med forbløffende grundighed. Den neoliberale politik har fordoblet fattigdommen og tredoblet udlandsgælden. Men ud af den neoliberale katastrofe er der vokset slagkraftige sociale og revolutionære bevægelser. Venstrefløjen spiller i dag en nøglerolle i en række lande på kontinentet.
Indianeropstande har styrtet korrupte regeringer i Bolivia og Ecuador. De brasilianske jordløses bevægelse mobiliserer over en million bønder bag krav om radikale reformer. I Argentina har arbejdsløse overtaget og genstartet produktionen på lukkede fabrikker. Colombianske guerillaer kæmper på liv og død med det diktatoriske styre. Og i Venezuela har en koalition af venstrepartier overtaget statsmagten, for at gennemføre hvad de kalder en bolivariansk revolution.
Det er en revolution, der foregår i dybeste hemmelighed. Det indtryk kan man i hvert fald let få, hvis man kigger i de danske medier, der sjældent bringer nyt fra Venezuela. Det forsøger SALT at råde bod på, ved at præsentere to vigtige skikkelser i den revolutionære bevægelse, der står bag landets omstridte præsident Hugo Chávez.
Den ene er Lina Ron, en tidligere afdelingschef i et stormagasin. Hun leder nu de væbnede grupper i slumbyerne, der udgør en af revolutionens højborge. Den anden er William Izarra, en forhenværende officer, der har vendt våbnene ryggen for at slås for et samfund uden klasser og partier, styret gennem direkte demokrati.
Den bolivarianske revolution
Revolutionen i Venezuela er bolivariansk, det vil sige opkaldt efter den sydamerikanske frihedshelt fra 1800-tallet; Simón Bolívar. Bolívar var stærkt inspireret af den franske revolution. Der findes forskellige udlægninger af hvad bolivariansk vil sige i dag. Social retfærdighed, anti-imperialisme og latinamerikansk enhed bliver ofte nævnt som hovedpunkter. De fleste kommunister og radikale socialister i Venezuela og Colombia kalder sig selv for bolivarianske. Den bolivarianske regering i Venezuela er støttet af kommunistpartiet, af de socialistiske og socialdemokratiske partier PPT og PODEMOS, og af MVR-partiet, der spænder over både borgerlige og radikale holdninger. Alle partierne er relativt små, og den virkelige magtbase for revolutionen er Venezuelas fattige og deres forskellige organisationer. Her er især præsident Chávez uhyre populær. Den bolivarianske bevægelse har vundet otte valg i træk siden 1998, hvis man regner præsidentvalg, lokalvalg og folkeafstemninger med.
Den bolivarianske regering har igangsat en storstilet indsats for at udrydde analfabetismen og forbedre sundheden i slummen. Der er indført vidtgående jordreformer, og den vigtigste del af økonomien - olien - er bragt under statskontrol. Der er indført begrænsninger på valutaveksling, for at forhindre landets velhavere i at flytte deres kapital til udlandet. Venezuela har afbrudt sit militære samarbejde med USA, og regeringen erklærer sig som modstander af neoliberalismen og af USA’s planer om en frihandelszone fra Alaska til Ildlandet.
Freedom Fighter
William Izarra er oplært til at dræbe mennesker uden at se dem i øjnene. Engang var det hans liv at dykke gennem den klare blå himmel over den caribiske kyst med to gange lydens hastighed i cockpittet på en F5 Freedom Fighter-jager.
"Det er stadig et fortrinligt fly", forsikrer den forhenværende oberst Izarra. Freedom Fighter’en er det venezuelanske luftvåbens stolthed, en fleksibel jagerbomber, der kan udrustes med alt fra luft-til-luft missiler til en napalmtank. Men det farligste våben ombord på et jagerfly, og det mest utilregnelige, er piloten. Det er Izarra selv et strålende eksempel på.
Historien om jagerpilotens forvandling til en hårdnakket revolutionær er heller ikke noget dårligt billede på Venezuelas besynderlige revolution. Izarra er barn af Venezuelas olieboom. I 70erne rullede oliemilliarderne ind i det eneste OPEC-land på den vestlige halvkugle. Middelklassen voksede og vænnede sig til at kunne få nøjagtigt hvad den havde lyst til. Det vidner de skramlende 30 år gamle dollargrin i Caracas gader om, sammen med skyskraberne af glas og beton, der nu slår revner og forfalder, som om dommedag var lige om hjørnet.
Den store underklasse var ikke rigtigt inviteret med til oliefesten. Men de heldige, der fik fingre i et lille job som elevatormand eller tissekone inde i byen, kunne til gengæld forsørge en hel familie ude i slumbyerne på bjergskråningerne. Den virkelige magt i Venezuela og de rigtigt store gevinster på olieæventyret forblev i hænderne på en lille korrupt klike omkring ledelsen af de to store partier Copei og AD.
William Izarra var en af de privilegerede, der på statens regning blev uddannet på de bedste akademier i USA, med ekstra-kurser på Harvard Universitetet. Dér lærte han at gennemskue sine læremestre, forklarer han.
"At USA udadtil talte om at forsvare demokrati og frihed, men indadtil lærte sine officerer det stik modsatte. Da jeg kom tilbage til Venezuela var det ikke for at beklæde en høj post, men for at konspirere", smiler han.
Contra-krig under opsejling
Mens overklassen fortsatte med at formøble olieguldet og førte Venezuela ind på en neoliberal kurs, begyndte Izarra at bevæge sig i det venstreorienterede miljø indenfor de væbnede styrker. Et miljø, der har rødder tilbage til 60erne, hvor det lykkedes guerillaen at infiltrere dele af militæret.
Hér slog også den senere præsident Hugo Chávez sine folder, indtil han i 1992 stillede sig i spidsen for en mislykket opstand. Opstanden var blandt andet udtryk for stigende lede blandt unge militærfolk over at blive sat ind for at bekæmpe sociale uroligheder, når sultne og desperate folk fra slummen plyndrede supermarkeder. På dét tidspunkt var ballonen allerede revnet for Izarra. Han var blevet kylet ud af luftvåbnet, beskyldt for ”marxistisk-leninistisk sammensværgelse”. Chávez og Izarra var senere blandt arkitekterne bag en ny strategi for venstrefløjen, der kort fortalt gik ud på at skrotte ideen om en væbnet revolution. Magten skulle i stedet erobres gennem stemmeboksene, sideløbende med det underjordiske arbejde indenfor militæret. Eksperimentet lykkedes, og den bolivarianske bevægelse har siden 1998, hvor Hugo Chávez første gang blev valgt til præsident, kunne prale af 8 valgsejre i rap.
"Målet for revolutionen er et decentraliseret samfund uden partier og uden stat, hvor folket afgør sin skæbne gennem direkte demokrati", siger William Izarra, men tilføjer, at staten i øjeblikket er en nødvendighed som et forsvar mod kontrarevolutionen.
Truslen kommer ifølge Izarra først og fremmest fra USA. Han kalder det for ”indirekte intervention”, en slags opslidende contra-krig. Blandt tegnene på, at den er under opsejling, er meldinger fra delstaterne på grænsen til Colombia, hvor myndighederne taler om flere hundrede dræbte siden december.
"Det er paramilitære styrker fra Colombia, der angriber det venezuelanske militær og civilbefolkningen i grænselandet. De er støttet af Colombias hær og af USAs væbnede styrker. Deres opgave er at eliminere personer, der spiller en nøglerolle for den revolutionære bevægelse, at sprede rædsel, at destabilisere", siger han.
"USA har os i sigtekornet, fordi vi er et olieland, og fordi vi har et andet politisk system, end det de anbefaler."
Af Ulrik S Kohl/Monsun
Der er graffiti på gadehjørnerne rundt omkring Plaza de la Revolución i Caracas. De gnidrede streger forestiller en kvinde med baseballcap og megafon. Alle ved, hvem hun er. Bortset fra præsidenten selv, er der næppe nogen, der er mere udskældt af landets medier.
Navnet er Lina Ron. Hun er i begyndelsen af 40erne, lille, afbleget og ekstremt rapkæftet. Ifølge et af bladene er hun ”chef for en hær af marginaliserede, der udfører deres gerninger blinde af alkohol og social misundelse”.
Venezuelas privatejede presse ser det som sin fornemste opgave at sprede groteske og hadefulde angreb på myndighederne og de revolutionære i al almindelighed. De store dagblade og tv-stationerne er ejet af en gruppe finansfolk, der havde deres heyday under det gamle styre i 90erne. De sørger for, at befolkningen dagligt får at vide, at deres præsident er psykopat, at landet i al hemmelighed bliver styret af kommunistiske agenter fra Cuba, og at blodbad og borgerkrig er nært forestående.
Men de store mediers syrede virkelighedsbillede og åbenlyse begejstring for højreorienterede kupmagere og bombemænd, har fået flertallet - det vil sige de fattigste - til simpelthen at skifte kanal. Det er forklaringen på, at det mest populære program for tiden er en udsendelse på statskanalen, der hedder ”Hallo præsident”. Den er nærmest uendelig lang og bliver sendt hver søndag.
”Hallo præsident” er Hanne Reintoft der møder Che Guevara, Otto Leisner og Tine Bryld på én gang, og det er Hugo Chávez, der spiller alle rollerne. Folk ringer ind og fortæller om deres problemer, og Chávez kommer med løsninger, der mest handler om at få fingeren ud og tage del i revolutionen. Og at det i øvrigt - som regel - er neoliberalismen og USAs regerings skyld.
Lina Ron slår søm i
Lina Ron og bevægelsen, hun står i spidsen for, bakker 100 % op om præsidenten. Unidad Popular hedder bevægelsen (efter Salvador Allendes folkefront), og den har opslået sit hovedkvarter på Plaza de la Revolución. Her holder Lina Ron til, omgivet af et folkekøkken, en folkefrisør, en hjemmelavet arbejdsformidling og en broget skare af hjemløse tiggere, aktivister fra slummen og folk med pænt tøj på, der viser sig at være advokater eller offentligt ansatte.
Beskyldningerne om, at hun leder et netværk af væbnede grupper i slummen, preller fuldstændig af. Det vil sige, hun bekræfter det bare.
"Folket skal bare bide alle mulige former for vold i sig: økonomisk, politisk, social og politivold. Du diskriminerer mig, voldtager mig, hvis du kan slippe af sted med det - men, uha! - hvis jeg slår igen, så er det mig, der er voldelig. Jeg forsvarer retten til volden, vold er et våben som de undertrykte bør bruge til at forsvare sig mod de magtfulde", siger hun.
Lina Rons pointe er, at de sociale reformer som regeringen har indført, aldrig bliver ført ud i livet, hvis ikke folket selv tvinger dem igennem. De gamle velhaveres indflydelse er alt for stor, og den offentlige administration er spækket med korrupte og vendekåber.
"Der findes ingen bedre lov end folkets lov. Ingen frelser folket, andre end folket selv", siger Lina Ron, der er vokset op i en familie, der balancerede på sultens rand og hvor faren sad i spjældet. Selv har hun ernæret sig som ekspedient og senere afdelingsleder i et stormagasin. Nu er revolutionen hendes liv.
"Selvfølgelig vil George Bush og CIA blive ved med at forsøge at styrte vores præsident. Men hvis ulykken sker, og højre vender tilbage til magten her i Venezuela, så lægger vi landet øde og strør salt på, så der aldrig mere kommer til at gro noget", siger hun.