Tema: Sydafrika
Det er nu syv år siden, at den tidligere illegale befrielsesbevægelse ANC overtog regeringsmagten i Sydafrika. Landet sagde dermed farvel til sit racistiske apartheidsystem. Men apartheid var ikke kun raceadskillelse, det var også et økonomisk system, der fastholdt det sorte flertal i fattigdom. For den sorte befolkning bragte systemskiftet således også forhåbninger om sociale forbedringer og udjævning af den enorme kløft mellem rige og fattige sydafrikanere. Disse forventninger er ingenlunde blevet indfriet. Siden systemskiftet har ANC-regeringen tværtimod ført en barsk neoliberal politik på anvisning af IMF og Verdensbanken. Alligevel har protesterne ladet vente på sig. De tidligere så stærke folkelige bevægelser har været meget stille. Troskaben mod ANC har begrænset lysten til at protestere, og mange af bevægelsens ledere sidder sågar selv i regeringen. Det stærke fagforbund COSATU er eksempelvis domineret af det sydafrikanske kommunistparti SACP, som har mange regeringsmedlemmer.Den seneste tids udvikling tyder imidlertid på, at befolkningens tålmodighed er ved at være brugt op. Nye og radikale folkelige bevægelser er op-stået og COSATU’s troskab overfor ANC og SACP er ved at briste. Det australske venstre-fløjstidsskrift Green Left Week-ly har haft en journalist i Sydafrika. Pelle Dragsted har oversat og bearbejdet tre artikler om den aktuelle udvikling.
Af Norm Dixon
Syv år efter ANC’s løfter om at skabe et bedre liv for alle er tålmodigheden blandt Sydafrikas fattige opbrugt. Rundt omkring i landet genopstår lokale græsrodsbevægelser som kræver, at ANC leverer varen. Samtidig vokser modstanden mod myndighedernes rydninger af boliger og afbrydelser af vand- og strømforsyning til dårlige betalere.
Når man kører ind mod Johannesburgs centrum, lægger man mærke til nogle få lasede plakater, hvor en smilende Præsident Thabo Mbeki erklærer: "Fart på forandringen og kamp mod fattigdommen." Disse krøllede påmindelser om ANC’s valgløfter, der sidder så højt at de har overlevet siden lokalvalget i december uden at blive revet ned af vrede forbipasserende, synes stærkt symbolske.
Nogle få hundrede meter længere fremme kører man ind i Hillbrow - en ghetto hærget af kriminalitet. Her er familier, der er blevet sat uf af deres huse med alle deres ejendele stablet på fortovene, et vanligt syn. En gang imellem, oftest efter at mørket er faldet på, kan du få et glimt af de knippelsvingende bander af mænd i røde overals, som i nedsættende daglig tale kaldes røde myrer. De er ansat af private vagtværn til at smide familier ud af deres hjem, fordi de ikke kan betale huslejen, eller fordi korrupte udlejere ikke har betalt ejendomsskat.
Privatiseringer
Under valgkampagnen i december 2000 deltog Præsident Mbeki i et valgmøde i Soweto sammen med ANC’s borgmesterkandidat for Johannesburg, Amos Masondo. Masondo lovede, at lokalregeringen ville regere byen i de fattiges interesse og sikre gratis adgang til vand og elektricitet. Levetiden for løfterne var kortere end for de plakater de var trykt på. Rydninger af boliger og afbrydelser af vand og elektricitetsforsyningen tog til, og samtidig tog regeringen de første skridt mod at privatisere det statslige elselskab, Eskom, som står for 98% af Sydafrikas elektricitetsforsyning.
I protest gik hundredvis af vrede Soweto-beboere den 30. juni til Masondos hus i det tidligere hvide middelklasse-forstad, Kensington, hvor de forsøgte at afbryde borgmesterens strøm og vandforsyning. Protesterne ledtes af Soweto Electricity Crisis Comittee - SECC. En af aktivisterne i SECC, Virginia Setshedi, fortæller, at komitéen blev dannet sidste år som svar på intensiveringen af Eskoms "effektivisering" - det første skridt mod privatiseringen af virksomheden. Effektiviseringen har medført, at tusindvis har fået deres strøm afbrudt på grund af restancer. SECC mener, at elektricitet er en grundlæggende rettighed - ikke et privilegium, som Eskoms ledelse har udtalt.
"ANC’s byrådsmedlemmer beskylder SECC for at være mod regeringen og ANC", siger Setshedi og fortsætter: "De siger, at vi skal forstå, at privatisering er en positiv proces, der vil skabe jobs på et ’senere tidspunkt’. Vi spørger dem: Hvor mange mennesker skal dø, så disse job kan blive skabt på et senere tidspunkt? Efter min mening repræsenterer ANC ikke længere almindelige mennesker. Når folk går til ANC og fortæller om deres problemer med elektricitet, får de bare at vide, at de må betale".
Civil ulydighed
Setshedi fortæller, at modstanden mod strømafbrydelserne ikke bliver ved ordene. SECC har startet en kampagne, der kaldes Khanyisa ("at belyse" - red.). Grupper af trænede SECC-aktivister geninstallerer familiernes elektricitet. "Vi spørger ikke, hvorfor strømmen er blevet afbrudt. Vi geninstallerer den bare. SECC mener, at alle skal have adgang til elektricitet", sigerr Setshedi.
Dristigheden i Operation Khanyisa har gjort SECC meget populære - SECC gør noget i modsætning til myndighederne. Setshedi fortæller, at Operation Khanyisa også har gjort SECC bedre organiseret. "Før havde vi kun et sted. hvor folk kunne ringe og fortælle, at deres strøm var blevet afbrudt. Op til 50 mennesker om dagen ringede. Nu når folk ringer til kontoret, kontakter vi SECC-grupperne i den township, det drejer sig om, og de sørger så for at geninstallere strømmen hos den berørte familie."
Selvom SECC mener, at masseaktion og græsrodsdeltagelse er centrale dele af kampagnen, udelukker organisationen ikke, at lovgivningen kan bruges. SECC mener, at afbrydelser af elektricitet eller vandforsyningen strider i mod grundloven og forbereder en retssag.
Fælles forum
SECC ser ikke deres kamp isoleret. Sammen med andre grupper - som f.eks. Kathorus Concerned Residents (som effektivt har forhindret at familier blev sat på gaden ved at blokere townships) og en bred vifte af venstrefløjspartier og grupper, fagforeninger og studerende indgår de i det såkaldte Anti-Privatiseringsforum (APF). APF forsøger at sammenknytte lokale kampe i townships med den bredere kamp mod ANC-regeringens neoliberale økonomiske politik - det såkaldte Vækst, Beskæftigelse og Omfordelingsprogram - GEAR. Trevor Ngwane, der er formand for SECC, er også en af lederne for APF. Han fortæller: "Jeg blev valgt ind i Johannesburg byråd som ANC-medlem ved det første demokratiske lokalvalg. Jeg repræsenterede Pimville i Soweto. Da byrådet annoncerede sin plan "Igoli-2002", satte jeg sammen med fagbevægelsen bremserne i."
"Igoli-2002" var en lokalplan, der skulle forny Johannesburg. Planen blev fra starten kritiseret for at ville omdanne kommunen til en virksomhed og give private al for stor indflydelse. Ngwanes holdninger førte i sidste ende til hans eksklusion fra ANC.
"Jeg prøvede at skabe debat inden for partiet men uden held. Så skrev jeg en artikel til en avis, og i løbet af tre dage blev jeg suspenderet fra alle mine poster i ANC. ANC forsøgte at få mig til at indgå en aftale. Jeg skulle undskylde og trække min kritik tilbage, og så ville jeg slippe. - Jeg fortsatte som uafhængig byrådsmedlem i et år".
Fornyet modstand
Ngwane oplever, at mange mennesker har mistet deres tålmodighed med ANC:
"Der er mange tegn på, at bevægelsen for alvor vil vågne op. I lang tid var der ingen virkelig modstand, selvom arbejderklassen blev holdt for nar. I stedet oplevede vi en snigende konsolidering af ANC’s greb om de politiske organiseringer og det civile samfunds strukturer. På det sidste er der sket en forandring. Folk er begyndt at spørge: ’Skal vi finde os i dette her?’ De oplever det som urimeligt, at der bruges millioner på våben i åbenlyst korrupte handler, og at ANC-politikere fået Mercedes-biler til gengæld for at indgå kontrakter. Samtidig får familier afbrudt deres strøm og vand eller bliver sat på gaden, fordi regeringen siger, at den ikke har råd til at stille denne service til rådighed for folk, der ikke kan betale." Den fornyede modstand ses også tydeligt i andre dele af Sydafrika. I Cape Towns fattige kvarterer er lokale anti-rømnings komitéer opstået efter samme mønster som i Soweto. De har organiseret massedemonstrationer og protester for at forsvare familier mod rydninger.
Den 27. juni gik 1000 vrede indbyggere til borgmesterens kontor og krævede stop for rydninger og afbrydelser, eftergivelser af restancer og offentlige billige boliger. Den 2. juli var mere end 100 mennesker på gaden for at forhindre politiet i sætte tre familier på gaden. Politiet slog hårdt ned på aktivisterne og flere af indbyggerne fik kraniebrud som følge af politiets vold. Komitéerne i Cape Town har også hjulpet familier, der var blevet sat på gaden med at flytte deres ting ind i huset igen.
Skud mod aktivister
Også i Durban, en anden sydafrikansk by, viser græsrodsbevægelser deres modstand. I den overvejende indiske bydel, Chatsworth, griber indbyggerne kontant ind overfor forsøget på at udsætte de familier, som på grund af decimeringen af den lokale tekstilindustri ikke har råd til at betale husleje eller vandregninger. Bevægelsen i Chatsworth, der primært er ledet af ældre kvinder, har med succes konfronteret bevæbnet politi. I et sammenstød i februar blev tre aktivister såret af skud fra politiet. I 1999 kom den kendte modstander af apartheid, professor Fatima Meer, til Chatsworth for at opfordre indbyggerne til at stemme på ANC. Folk fortalte hende, at de ikke bekymrede sig om deres tidligere undertrykkere, men om deres nuværende. Meer sluttede op om indbyggerne i Chatsworth og gik således imod sit eget parti. Hun udtalte, at ANC’s byråd opførte sig fascistisk og brutalt overfor indbyggerne i Chatsworth og blev leder af en lokal græsrodsorganisation, der organiserede den fattige befolkning.
Efter at ANC havde beskyldt Meer for at opføre sig som en kontrarevolutionær, slog den respekterede leder tilbage da hun udtalte: "Hvis vi er i en situation, hvor regeringen ikke leverer varen, og vi ved, at de kan levere varen, vil vi kræve, at de leverer varen. Hvis det er kontrarevolutionært, så må vi være kontrarevolutionære. Jeg har altid stået på de fattiges side, og hvis det betyder at være i mod ANC, så er jeg imod ANC".
Nyt parti
Styrkelsen af græsrodsbevægelserne har sat gang i debatten om den sydafrikanske venstrefløj. Trevor Ngwane fra APF fortæller, at "selvom diskussionen om at danne et venstrealternativ til ANC ikke for alvor hartaget form, er det et uundgåeligt spørgsmål for enhver seriøs socialist, enhver seriøs radikal demokrat i Sydafrika - for som det ser ud nu, er ANC en fiasko for arbejderklassen."
Også det tidligere magtfulde kommunistparti SACP har mistet meget af sin opbakning på grund af partiets støtte til ANC-regeringens privatiseringsprogrammer. Ngwane fortæller: "I 1994 kunne SACP kalde sig et masseparti, der havde 70.000 arbejdere som medlemmer. Men i dag kender jeg ikke til en eneste SACP-afdeling, der stadig fungerer."
Ngwane mener ikke, at man skal forvente, at SACP bryder med ANC. "Den nye bevægelse må erkende, at den gamle anti-apartheidbevægelse er død eller har solgt ud. Dette er den eneste måde, hvorpå venstrefløjen igen kan styrkes." Professor Meer er heller ikke i tvivl: "Når et parti der kommer til magten glemmer sin revolutionære platform, så er det klart, at et andet parti vil tage dets plads og fortsætte den revolutionære kamp".