Den 6. februar 2000 angreb massive politistyrker UNAM-universitetet i Mexico City og gjorde dermed ende på den besættelse, som de studerende havde indledt i april 1999. I dag er de aktive studerende på UNAM ramt af interne splittelser og svigtende opbakning, men oprøret er på ingen måde slået ned. Gloria Guerrero fra en støttegruppe dannet af forældre til de strejkende studerende giver i denne artikel sin vurdering af situationen på UNAM.
Af Erik Pedersen
Den 10 måneder lange besættelse af universitetet blev indledt på baggrund af en række ændringer af undervisningssystemet i 1999, hvor forhøjelse af indskrivningsgebyret var dråben, der fik bægeret til at flyde over. I realiteten var det allerede begyndt at ulme blandt de studerende i 1997, hvor en undervisningsreform fjernede muligheden for at forlænge studierne ud over de fastsatte normeringer. En sådan ændring rammer altid de økonomisk dårligst stillede studerende hårdest, da det som regel er nødvendigt for dem at have arbejde ved siden af studierne.
"At introducere et betalingsprincip er et alvorligt anslag mod den grundlovssikrede ret til at studere og det vakte selvfølgelig forargelse blandt os forældre, for det er jo ganske ofte os, der kommer til at betale". Gloria Guerrero kommer fra en gruppe af forældre til de strejkende studerende (Asamblea General de Padres de la Familia de UNAM), som blev dannet under aktionerne. Hun fortsætter: "Indskrivningsgebyret for de studerende var blot første etape, for at slippe af med underklassen - det næste bliver et krav om at universitetsstuderende skal have deres egne computere! Men når det nu forholder sig således at en mexicansk studerende knap har til dagen og vejen, hvordan skal vedkommende så bære sig ad med at anskaffe en computer?"
Udmattelse og splittelse
10 måneder er lang tid at skulle holde ud og da myndighederne greb ind, var det på et tidspunkt, hvor de reelt aktivt strejkende var blevet reduceret ret betydeligt. Hvor aktionen i begyndelsen havde massiv tilslutning og hvor de mange møder indkaldt af strejkekomiteerne på de enkelte fakulteter kunne registrere "fulde huse", var det mod slutningen blot en lille hård kerne, der mødte op til plenumforsamlingerne, hvor strategien for forhandlingerne med myndighederne blev lagt.
10 måneder er også lang tid at skulle affinde sig med de ganske grove overgreb, som fandt sted under aktionen: Personlige chikaner og voldsanvendelse af lejede "gorillaer" mod de særligt aktive blandt de strejkende, arrestationer og tilbageholdelser i forbindelse med de mange demonstrationer som blev arrangeret i løbet af strejken, mediernes perfide angreb. Alt sammen formodentlig en veltilrettelagt strategi fra myndighedernes side for at lægge pres på de aktionerende studenter. Kulminationen kom så den 6. februar, hvor samtlige aktivister, som de indtrængende politistyrker kunne få fingre i, blev anholdt og massetransporteret til fængslerne i Mexico City.
Siden har de studerende udført mere sporadiske aktioner på universitetet. De har generobret Filosofi-fakultetet, der under strejken blev brugt til afholdelse af plenumforsamlinger. Enkelte andre fakulteter har været besat i kortere perioder. Der kan stadig lyttes til programmer fra de aktionerendes piratsender, men det fænger ikke rigtigt blandt de omkring 300.000 studerende på UNAM, og de få stædige aktivister er ved at rode sig ud i fraktioneringer og interne uoverensstemmelser. Der er dømt opløsning og time-out på UNAM, ingen af de studerendes krav er blevet indfriet - det var med andre ord spildte kræfter, eller....
Styrket kamp
Denne pessimistiske analyse vil Gloria Guerrero på ingen måde tilslutte sig. "Lige nu er det rigtigt at studenterne på UNAM er splittede, men man skal ikke undervurdere den effekt, strejken har haft - også på grupper uden for universitetet. De studerende har jævnligt holdt møder i de omkringliggende boligkvarterer, for at holde beboerne orienterede om baggrunden for strejken og der er etableret kontakter til de progressive fagforeninger og andre folkelige organisationer. Om denne generation af studenterbevægelsen vil overleve er svært at sige, men man kan roligt sige at der rundt omkring er blevet sået de første forsigtige frø til den næste etape af en kamp, der skal fortsætte. Og at slås for forbedringer, også selv om man ikke vinder, er det ikke en værdi i sig selv? Om ikke andet har strejken givet de unge en enorm erfaring og det kommer til udtryk nu med den nye restrukturering til strejkekomiteerne som for tiden finder sted. Jeg er ærlig talt stolt af have deltaget!"
Ifølge Guerrero er den flade struktur i de studerendes bevægelse en væsentlig årsag til at de kunne holde stand så længe, men samtidig giver det rum for konflikter: "Under tidligere strejker på UNAM er det lykkedes myndighederne at få korrumperet en del af de mest aktive studenter ved blandt andet at tilbyde dem forskellige frynsegoder. Det har ikke været tilfældet denne gang takket være den flade struktur, aktivisterne valgte at organisere sig under. At der under så lang en konflikt opstår uoverensstemmelser er ret naturligt. På UNAM findes for eksempel en gruppe, "Corriente Lucha", der udover studerende også består af lærere og professorer ansat på universitetet. De har haft en meget praktisk og ideologisk tilgang til strejken, mens gruppen af unge filosofistuderende måske nok har været mere romantisk anlagte. Det er klart, at det kan skabe gnidninger, men der har også efter min mening af og til været en mangel på gensidig respekt mellem de forskellige grupperinger på UNAM".
Aktive forældre
Gloria Guerrero fortæller om de aktive forældres arbejde under strejken: "Det har været en sej periode, vi har haft sammen med vores unger, fuld af problemer og bekymringer. Vi dannede for eksempel vagtværn, som under strejken bevogtede de besatte fakulteter - hver dag med den samme frygt for at politiet skulle storme universitetet.
Det var hele tiden udgangspunktet, at forældregruppen ikke måtte komme til at spille nogen hovedrolle. Det tilkom de studerende via deres strejkekomité CGH (Comité General de Huelga) at vælge en strategi, og vi fulgte så den linie, de lagde. Internt i forældregruppen havde vi den samme flade struktur som de studerendes organisationer. Det vil sige, at alle beslutninger blev taget i plenum, og alle valgte kommissioner blev underlagt et rotationsprincip, så man undgik at enkeltindivider fik "ledernykker". Mange af os fra forældregruppen kommer fra 68-generationen. Vi har været aktivister gennem hele livet. Vi voksede op med studenterbevægelsen og har rige erfaringer med fraktioneringsdannelser. Af det har vi lært, at man er nødt til at respektere alle synspunkter, at respektere forskellighederne - det er den eneste måde at undgå opsplitning. Den rolle vi valgte under strejken, tvang os til at acceptere alle nuancerne - og det har ikke altid været lige let, for vi har selvfølgelig også vores politiske opfattelse af tingene".
Blandt forældre til de studerende er der dog også opstået uenigheder fortæller Guerrero: "Efter politiets angreb valgte nogle forældre, der ikke før havde været aktive i forældregruppen at danne en forhandlingskommision udelukkende med det formål at få løsladt deres børn. Resten af os valgte at anlægge en politisk vinkel i stedet for at anskue problemet udfra rent individualistiske interesser. Den oprindelige forældregruppe er delvis kørt ud på et sidespor og "forhandlerne" er i nogen grad kommet til at spille en hovedrolle i konflikten, uden at respektere de afgørelser, der blev truffet på plenummøderne. Specielt i forhold til de studerendes strejkekomité er det blevet et alvorligt problem, at deres beslutninger og strategi ikke længere er afgørende. For forældregruppen har det også været et slag i ansigtet, som har frataget mange lysten til at fortsætte og vi er for tiden kun omkring 30 aktive tilbage".
Kampen fortsætter
Det betyder dog ikke at Gloria Guerrero og resten af forældregruppen har opgivet kampen: "Vi har valgt at fortsætte sammen med de studerende og det af een simpel grund: modstanden mod neoliberalismen. I virkeligheden er angrebet mod retten til gratis at kunne studere et led i en gammel plan. Mexicos politiske ledere, der stort set har overgivet sig til udenlandske finansinteresser, har længe haft øjnene rettet mod UNAM. Et universitetet med over 300.000 studerende udgør fra et neoliberalistisk synspunkt simpelthen et godt privatiseringspotentiale. Men UNAM er et produkt af den mexicanske befolknings egen indsats, ikke et resultat af at nogle få forretningsmænd forbarmede sig over de fattige og uvidende stakler. Mexicanerne har faktisk måttet slås hårdt for at få oprettet offentlige og gratis universiteter - og det skal så ødelægges af en håndfuld finansfyrster, der har fået øje på en god forretning?" "Vi står overfor at skulle have ny præsident, Vicente Fox, og hvad er hans vision om uddannelse så? At Mexico skal være Latinamerikas Softwaremarked! Der er ikke brug for forfattere, digtere eller malere; gud fri og bevare os for den slags - der er kun brug for ingeniører, teknikere og fysikere, som opfylder de udenlandske investorers behov." Kampen for fri uddannelse er således ifølge Gloria Guerrero vigtigere end nogensinde.
Mod neoliberalisme
I sommeren og efteråret 1968 var Mexico City rammen om en række demonstrationer, organiseret af studerende ved UNAM-universtetet. Dengang som nu var aktionerne vendt mod nedskæringer og forringelser af de studerendes vilkår, men også i høj grad rettet mod landets politiske ledelse. Disse valgte at slå hårdt ned på demonstranterne og det kulminerede med massakren på Plaza de Las Tres Culturas i Tlatelolco i centrum af Mexico City , hvor mere end 400 ubevæbnede demonstranter blev mejet ned af svært bevæbnede soldater og folk fra Mexicos efterretningsvæsen. Det blev indledningen til et årti, hvor tusindvis af mexicanere opgav tanken om med demokratiske midler at forsøge at forandre samfundet - og det førte til dannelsen af omkring 30 væbnede oprørsgrupper.
Det er spørgsmålet, om de mexicanske myndigheders reaktion på de universitetsstuderendes strejke i længden er særlig hensigtsmæssig, om det ikke blot medvirker til at radikalisere studenterbevægelsen i Mexico, så historien kommer til at gentage sig.
De UNAM-studerendes strejke har et bredere perspektiv end blot at demonstrere mod forringelser inden for uddannelsessektoren. Det er et led i med demokratiske midler at bekæmpe et neoliberalt samfundssystem, hvor mennesker reduceres til investeringsobjekter og produktionsenheder. De UNAM-studerende har ikke givet op - endnu. Den 4. og 5. december holder verdenshandelsorganisationen WTO møde i Mexico City - de vil bl.a. blive modtaget af universitetsstuderende fra UNAM. Og der er lagt i kakkelovnen!
FAKTA OM STREJKEN:
Universidad Nacionál Autonoma de Mexico, UNAM, i Mexico City, med omkring 300.000 studerende, er Mexicos største universitet. I perioden 19.april 1999-6.februar 2000 var UNAM besat af de studerende -og det er den længst varende studenteraktion i Mexicos historie.
Årsagen til besættelsen var de studerendes utilfredshed med en række forringelser, bl.a. indførelsen af et indskrivningsgebyr. Aktivisterne opstillede en række krav for at have besættelsen, bl.a. fjernelse af gebyrerne og nedlæggelse af UNAMs interne vagtkorps. Forhandlinger blev indledt, men aldrig afsluttet.
I løbet af perioden gennemførtes en række demonstrationer med op mod 100.000 deltagere, rettet ikke kun mod forringelserne, men også mod neoliberalisme, mod USA’s "Plan Colombia", mod mediernes behandling af universitetsbesættelsen, samt støttedemonstrationer til fordel for EZLN og Mexicos politiske fanger.
Den 6. februar 2000 blev UNAM angrebet af politiets antiterrorkorps - efter anmodning fra UNAMs ledelse. Under denne aktion arresteredes omkring 1000 aktivister, der først efter flere dage blev sat på fri fod. Politiets angreb er i realiteten et anslag mod universitetets særstatus af autonomt område, hvor politiet og hæren ikke har adgang.
Ingen af de krav studenterne opstillede for at hæve besættelsen, er blevet indfriet.