En ny universitetslov fik de græske studerende til at rejse sig sidste sommer. Deres kamp antog uforudsete dimensioner, der skabte frygt og splittelse i landets elite. Men det, der lignede en sejr, endte i et nederlag. Her er en analyse fra de studerendes perspektiv.
Af en gruppe græske studerende
Universitet er en væsentlig faktor for reguleringen af ungdommen i Grækenland. Unge, der drømmer om et godt liv og en god karriere, studerer hårdt i gymnasiet for at få mulighed for at komme på universitetet. Derefter går de efter gode eksamener og deraf følgende gode job. Igennem det sidste årti er tingene imidlertid begyndt at ændre sig. Stigningen i arbejdsløsheden har ramt ungdommen hårdt. Drømmene er forsvundet i en sort sky af usikkerhed.
Offentlig universitetsuddannelse er udsat for et voldsomt forfald. Færre og færre midler bruges på bygninger og udstyr. Universitetslærerne står overfor lønreduceringer, og vikarer bliver hyret i større grad med mange problemer til følge på mange skoler. Samtidigt bliver universiteterne og deres professorer mere knyttet til det private erhvervsliv og markedet. Enten fordi det passer dem godt, eller fordi universitetet skal bruge ressourcer for at overleve, som de rige selskaber er villige til at tilvejebringe, til gengæld for modydelser.
Så universiteternes tilknytning til markedet er en realitet i Grækenland, ligesom studenternes prekære liv og fremtid. I denne situation kom en bølge af neoliberale reformer, der skulle binde universiteterne endnu tættere sammen med markedet. Når alt kommer til alt, er universitetet et af de sidste tilflugtssteder for ungdommen. Et sted at diskutere, bruge sin fritid kreativt og studere udenfor arbejdsmarkedets og de gymnasiale uddannelsers intense rytme. I slutningen af maj 2006 annoncerede uddannelsesministeren en ny lov for universiteterne. Loven indeholdt mange ændringer, både større og mindre. De fleste ligger ret tæt på Bologna-processen, der er EUs forsøg på at ensrette uddannelsessystemerne, men der er også enkelte græske originaliteter.
Nye tiltag og deadlines ville blive introduceret for at sparke studenter, der fejlede eksamener, ud af universiteterne. Universiteterne måtte adoptere en evalueringsform dikteret af regeringen, lave såkaldte fremskridts- og udviklingsplaner i overensstemmelse med firmaernes krav, eftersom statsmidlerne bliver kraftigt reduceret.
Massive protester
Den annoncerede reformpakke, kombineret med den udsigtsløse situation for studenterne, satte gang i en eksplosionsagtig kæde af universitetsbesættelser over hele landet, hvis lige ikke var set i årtier. I nogle uger var 420 ud af 450 skoler besat af de studerende. Tusindvis af studenter gik i aktion for første gang. Skolerne summede af liv, arrangementer blev planlagt, og demonstrationerne var enorme over hele landet, med tusindvis af deltagere. Der var i sandhed tale om en græsrodsbevægelse, eftersom mange af de involverede aldrig før havde været politisk aktive før, men nu gjorde alt hvad de kunne for at give liv til skolebesættelser og demonstrationer. Selvfølgelig var mange venstreorienterede studentergrupper involverede (autonome, socialdemokrater og anarkister etc.), men de var ikke i stand til at kontrollere eller manipulere bevægelsen. F.eks. blev den stalinistiske studenterorganisa-tion, som er kontrolleret af det græske kommunistparti, der er forholdsvist stort i Grækenland, lukket ude, da de ikke ville bakke op om besættelserne.
Energien var imponerende. Til at starte med talte regeringen om “manipulerede minoriteter”, men der var så mange, at de ikke var i stand til at nægte, at der var et problem. Efter et par uger med besættelser, blev en demo i Athen den 8. juni 2006 angrebet med massiv politirepression. Mange blev skadet, mens anholdelserne var få. Undskyldningen var de massive gadekampe, der er normale ved disse demoer. Provokationen blev besvaret med endnu større demoer fra studenternes side og endnu flere besættelser. Snart var stort set ingen institutter åbne. Regeringen overgav sig og lovede, at de ikke ville gennemføre loven over sommeren.
Situationen var rolig i et par måneder på universiteterne. I september blev eksamenerne gennemført normalt, og de studerende formåede ikke at bakke op om de grundskolelærere, der nu gik i strejke. Lærerne krævede bedre løn og flere penge til skoler. Strejken, der varede to måneder, endte i et nederlag.
Socialdemokrater under pres
Billedet ændrede sig igen i januar, da processen med en forfatningsreform begyndte. Højreregeringen og den socialdemokratiske opposition blev enige om nødvendigheden af reformer på uddannelsesområdet og besluttede at ændre artikel 16 i forfatningen, der forbyder det private erhvervsliv grundlægge universiteter, og forbeholder staten denne ret.
Derefter gik studenter i oprør igen. Det var overraskende, hvor hurtig og massiv den nye bølge af besættelser var. Næsten 350 skoler blev besat. Store demonstrationer løb af stablen. Der var ikke så meget gang i dem som i juni, men de var lige så store og endnu mere politiserede. De studerende havde taget ved lære af deres erfaringer. De diskuterede mere og bedre måder at organisere sig på blev fundet. Mange nye græsrodsgrupper så dagens lys og nye folk fik mulighed for at tilslutte sig. Folk var bedre forberedt denne gang. Kravene lød på mere i tilskud og større uafhængighed for universiteterne.
Så skete der noget utroligt. Det største socialdemokratiske oppositionsparti trak sig tilbage fra arbejdet med forfatningsreformen. De fremførte nogle tåbelige undskyldninger og sagde, at de ikke længere ville deltage i den samlede reformproces (deres støtte er nødvendig for en forfatningsreform). Bevægelsen havde formået at skabe en stor krise i partiet og hele den politiske scene. Alle talte om de studerendes sag og situationen for den højere uddannelse, selvom det selvfølgelig ikke var alle, der var positive.
På trods af nederlaget opgav regeringen ikke. De beskyldte socialdemokraterne for at forhaste sig og annoncerede, at selvom den samlede reformproces var faldet, ville de gennemføre den berygtede reform af selve universitetslovgivningen. Situationen var dårlig for dem, og det måtte have en ende. Loven var endnu værre end den tidligere. De havde tilføjet noget ekstra om at straffe studerende for besættelserne ved at indføre et højt krav for, hvor mange uger af et semester, der skal gennemføres, hvis ikke semesteret skal tages om. Besættelserne blev altså set som trussel mod universitetet. Universitetet skulle nu kun give rum for arbejde og studie, ikke politisk handling. Alle var vrede, men folk var også trætte. Besættelserne havde nu stået på i lang tid, og mange havde forladt dem. Men det var nødvendigt at fortsætte med at kæmpe.
Udmattelse og frustration
Mange var virkeligt frustrerede på grund af situationen. Skolerne var stadig lukkede og hver uge var der demoer over hele Grækenland, ofte med voldsomme gadekampe. Samfundet var polariseret og situationen var spændt. Mange krævede indsatser mod demonstranterne. Politiet tog kravene til sig. Den 8. marts, ni måneder efter demoen den 8. juni, blev den nye lov behandlet. En demo med 35.000 deltagere i Athen blev udsat for voldsom politibrutalitet. Hundreder blev såret og 61 blev arresteret, flere med tunge sigtelser. Selvfølgelig angreb politiet de studerendes blok og ikke de individuelle demonstranter i optøjerne.
Alle var rasende over den voldsomme repression. Store demoer samt alle andre typer af aktioner blev organiseret, specielt i Athen. Men de studerende og alle andre var udmattede. Propagandaen havde virket. Studenterne var ladt alene og marginaliserede, og reformen var gennemført. Besættelserne fortsatte, men færre og færre steder. De studerende bekymrer sig om semestre og eksamener. Reformen er nu gældende lov og alt lader til at være på vej mod ”normalen”. Men problemerne med universiteterne er her stadig, det samme er problemerne med arbejdsløshed og den stigende usikkerhed. Ingen ved, hvad der vil ske i fremtiden. Ingen er tilfredse med situationen. Og hvad med de oprørske studerende? Vil de rejse sig igen? Tiden vil give svaret.
Thessaloniki, Grækenland, marts 2007