Konflikten optrappes i Chiapas. Mens menneskerettighedsforkæmpere og politiske aktivister likvideres, og politikere gang på gang foråder befolkningen, har en larmende tavshed sænket sig over Mexicos sydligste delstat
af Erik Pedersen
Der går en lang procession af mennesker, forrest bærer de en kiste. På vej ned ad bjergsiden fra landsbyen K’an Akil til kirkegården i Chilón, kommer de eneste lyde fra støvlerne og sandalerne, af og til en mumlen fra én af kistebærerne, der gerne vil afløses - ellers er der helt stille.
En uge tidligere: 500 zapatister på vej fra Morelia til Altamirano for at protestere over drabet på José López Sántis fra landsbyen 6 de Agosto. Den samme stilhed, lyden af mennesker, der ikke siger en lyd! Og den samme stilhed, som har præget EZLN siden bevægelsen valgte at afbryde kontakten til myndighederne. Jorge, som kommer fra Kán Akil, siger: "Hvis man nu ikke har noget at sige, hvorfor skal man så tale?"... og rammer noget fundamentalt i det indianske kulturmønster: Stilheden, som taler.
Den har talt højt i Mexico lige siden mexicanske politikere begik løftebrud og i april 2001 vedtog en udvandet version af dét forslag til "lov om respekt for indiansk kultur", som den statslige mæglerkommision COCOPA og EZLN forhandlede sig frem til allerede i 1996. Loven, der skulle have åbnet for genoptagelse af forhandlingerne mellem EZLN og de mexicanske myndigheder, blev i stedet nærmest dråben, som fik bægeret til at flyde over...eller stilheden til at sænke sig.
Efter vedtagelsen af "indianerloven" indløb flere end 300 klager fra indianske bondeorganisationer, fra sociale bevægelser og fra enkeltindivider. De fleste klager fokuserede på, at der var tale om et brud på ILO’s internationale konvention, §169, underskrevet af den mexicanske regering, og som foreskriver afholdelse af konsultationer med de indianske befolkningsgrupper, før man f.eks. eksproprierer deres land. Stærkt forenklet kan man sige, at i den "manipulerede" udgave af COCOPA’s lovforslag er disse grupper reduceret til at være "etniske" mærkværdigheder uden egentlig retsstatus.
Også den mexicanske højesteret kender til stilhedens kvalitet: Man bestemte sig til, at september 2001 skulle være deadline for indgivelse af klager over "indianerloven", og herefter ville højesteretsdommerne tage stilling til, om der overhovedet var retsligt grundlag for at behandle klagerne. Det viste sig, at et flertal af dommerne i efteråret 2001 mente, at det var tilfældet, og så sænkede stilheden sig også blandt højesteretsdommerne ....helt indtil august 2002! I en udtalelse fra højesteret hedder det, at man ikke mener at have kompetence til at underkende en lov vedtaget i både Underhuset, Parlamentet og i Overhuset, Kongressen. Der tages med andre ord ikke stilling til, om klagerne har ret i deres anker, men kun om det hører til højesterets "jurisdiktion". På den mest elegante facon slap dommerne således for at skulle tage stilling til, om de parlamentsmedlemmer og senatorer, der stemte for lovforslaget, skulle have gjort sig skyldige i forfatningsbrud!
Og så sænkede stilheden sig endnu engang. Præsident Vicente Fox’ specialudpegede forhandler, Alvarez, udtalte at han kun venter på et udspil fra EZLN... og han kommer formodentlig til at vente længe.
I mellemtiden har man i Chiapas været vidne til en optrapning af den såkaldte "lavintensitetskrigsførsel", der i al sin enkelhed går ud på, at den mexicanske hær lader paramilitære grupper tage sig af det "beskidte" arbejde. Før i tiden - under den tidligere præsident Ernesto Zedillo - drejede det sig om at gøre forholdene uudholdelige for eventuelle tilhængere af EZLN ude omkring i de mexicanske samfund, hvilket i løbet af 1 år resulterede i en flygtningestrøm på omkring 15.000 mennesker i Chiapas. Strategien er åbenlyst blevet ændret til nu at være selektive drab på udvalgte ledere i zapatisternes støttelandsbyer, og her er mordet på Antonio Mejia fra landsbyen K’an Akil, et illustrativt eksempel.
Han blev myrdet ude i sin majsmark af en gruppe paramilitære, som målrettet gik efter señor Mejia, der havde været leder af landsbyens vagtværn. I hvert fald fandt man på mordstedet en håndfuld tegninger af, hvordan man kom til K’an Akil, og hvor helt præcist Antonio Mejias majsmark befandt sig.
August 2002 blev præget af disse selektive drab, alt i alt fire zapatistledere blev myrdet...og det er endnu ikke lykkedes politiet at finde de skyldige. Der er ikke kommet nogen "officiel" reaktion fra EZLN, hvilket af mange ’eksperter’ tolkes som, at bevægelsen er i opløsning, at talsmanden Subcomandante Marcos er alvorligt syg eller ligefrem død, at der er fraktioneringer i EZLN osv. osv.
Og imens forsætter livet sin vante gang i landsbyerne. Der undervises på de tosprogede skoler, der arbejdes i kollektivmarkerne, der afsluttes projekter med indlæggelse af rent drikkevand, kvinderne har gang i de kollektive urtehaver eller er ved at lære at håndtere videokameraer og computere. Men de gør det i stilhed, for der er ikke megen grund til at ytre sig. Om det mexicanske samfund, om den neoliberale økonomiske model, om Plan Puebla Panamá eller ALCA......der har de sagt, hvad der skulle siges. Stilheden taler.
Noget om prioritet
I efteråret 2001 eksploderede tre bomber uden for banker i Mexico City. Guerrillabevægelsen FRAP -Fuerzas Revolucionarios Armadas del Pueblo - gjorde i henvendelser til offentligheden opmærksom på, at den stod bag. Få dage senere anholdt politiet fem mænd, hvor af de tre er brødre, dog uden at fremstille dem for en dommer inden for de foreskrevne 24 timer. Familierne kunne til pressen berette om voldsomme overgreb begået af politiet mod de fem under anholdelserne, lige som én af de pårørende beklagede sig over at være blevet bestjålet af betjentene. Ved en pressekonference opremsede en talsmand for politiet en liste over anklagerne....en liste som senere er blevet reduceret væsentligt. De fem sidder stadig fængslet, mens familierne og adskillige menneskerettighedsorganisationer forsøger at få dem løsladt. I oktober 2001 blev liget af advokaten Digna Ochoa fundet på hendes kontor i Mexico City. På hendes kontor fandtes store mængder af et stof, som politiet bruger til at spore fingeraftryk, samt en note, der advarede mod at følge hendes eksempel: Digna Ochoa er én af Mexicos kendteste menneskerettighedsadvokater. Efter en lille måneds forgæves efterforskning måtte en talsmand fra politiet indrømme at man ikke havde noget spor at gå efter...og senere har sagens dommer - den 3. i løbet af 1 år! - udtalt, at han IKKE mente at kunne udelukke muligheden af, at Digna Ochoa havde begået selvmord. Ét år efter mordet har politiet endnu ikke foretaget én eneste anholdelse i sagen.
Noget om forskel
Den 12. oktober 2002 blev adskillige veje i Chiapas blokeret i en velkoordineret aktion for at markere 510-årsdagen for Colombus’ ankomst til kontinentet. Chefredaktørererne for delstatens dagblade protesterede i lederspalterne mod dette overgreb på forfatningens paragraffer, der foreskriver, at der skal være fri adgang til at bevæge sig rundt overalt på det mexicanske territorium. Siden det zapatistiske oprør indledtes i 1994 har den mexicanske hær etableret snesevis af vejspærringer i umiddelbar nærhed af EZLNs støttelandsbyer. Navnlig i perioden 1996-98 blev ganske mange udlændinge frataget deres pas og indkaldt til møde hos migrationsmyndighederne for senere at blive udvist efter at være blevet standset ved disse vejspærringer. Hærens vejspærringer er en overtrædelse af forfatningsparagrafferne om fri bevægelighed, ligesom det ikke hører til hærens opgaver at kontrollere pas...men ingen redaktører, som fornærmedes over vejblokaderne den 12. oktober, har protesteret over myndighedernes overtrædelser.
Noget om at kaste med sten
Præsidentvalgkampen i 2000, hvor hovedmodstanderne var PRI’s Fransisco Labastida og oppositionskandidaten Vicente Fox fra det konservative PAN, krævede enorme ressourcer. I 2001 begyndte det at svirre med rygter om ulovlige udenlandske donationer via organisationen "Amigos de Fox" til hans valgkamp, og der er senere blevet iværksat en undersøgelse, som endnu ikke er afsluttet. Som svar på de ubehagelige afsløringer er PAN gået til modangreb og har forlangt en undersøgelse af de donationer, som finansierede Labastidas valgkampagne. Her er det blevet afsløret, at han modtog ulovlige bidrag i millionklassen fra det statslige olieselskab, PEMEX. Det har ført til nedsættelse af en kommission, som skal undersøge, om der er basis for at fratage fire kongresmedlemmer fra PRI deres politiske immunitet. De har været ansvarlige for ulovlige pengeoverførsler til USA, hvorfra pengene er blevet kanaliseret tilbage til Mexico.
Noget om folkelig modstand
Efter massakren i Acteal, hvor en paramilitær gruppe myrdede 45 børn og kvinder i en flygtningelejr, dannedes et blandet kor af de overlevende - nærmest som et terapeutisk initiativ. I slutningen af oktober blev koret inviteret til at give koncert i Mexico City under overværelse af blandt andre Marta Shagún, præsident Fox’ nye kone. Efter koncerten insisterede konen på at hilse på korets medlemmer med påfølgende kindkys. Een af kvinderne i koret, Elena Vázquez, afviste at lade sig kysse, men henvendte sig til Shagún på tzotzil. Bagefter spurgte præsidentfruen, hvad Vázquez havde sagt, og tolken oversatte: Vi vil ikke have den dér Plan Puebla Panama - den er ikke til fordel for os, de indianske befolkningsgrupper....Vi hører, at man vil opføre vandkraftværker, konstruere landeveje og lufthavne, men vi har hverken biler eller fly. I har bare til hensigt at indvadere vores jord!"
Erik Pedersen er journalist og arbejder for Indymedia i Chiapas