Hvis man skal forstå den aktuelle konflikt i Libanon mellem pro- og antisyriske kræfter, kan det være
nyttigt med et historisk tilbageblik på perioden efter 1. verdenskrig. Her ommøblerede sejrherrerne
regionen - efter samme mønster som kolonimagterne i Afrika - og fordelte de nye nationer imellem
sig, på tværs af folkeslag og gamle grænser. Dermed var grunden lagt til flere af nutidens konflikter
Af Irene Clausen fra Internationalt Forums Mellemøstgruppe
I 1976, et år efter starten på den libanesiske borgerkrig, sendte Syrien 30-40.000 fredsbevarende styrker ind i Libanon. Den syriske militære entré i Libanon blev hilst velkommen af både USA, USSR og Israel. Syrerne ønskede at forhindre at Libanon blev splittet i to lande, hvilket ville være til USA og Israels fordel og til skade for den arabiske nationalisme. Det er forklaringen på Syriens noget svingende taktiske spil i starten af borgerkrigen, der undertiden førte til angreb på palæstinensiske guerillagrupper. Senere påtog Syrien sig i stigende grad ansvaret for at forsvare Libanon mod israelske angreb.
Men Syrien havde også helt egne interesser med tilstedeværelsen i Libanon. Nemlig at styrke sin sårbare grænse mod Israel, at opnå ekstra trumfer på hånden i forhandlinger med Israel om Golanhøjderne, som Israel havde besat i 1967, og at styrke sin magtposition i den arabiske verden.
En kunstig nation skabes
Frankrig og England besluttede i 1920 at udskille det kristne Libanon som et særligt mandatområde (koloni) og i Libanon at opbygge et kristent land som modvægt til Mellemøstens stærke arabiske nationalisme. Libanon bestod på det tidspunkt stort set ikke af andet end bjerget Mont Libanon, der var de kristne maronitters hjemsted (note 1). Syriske byer og regioner, bl.a. den vigtige Bekaa-dal, blev lagt ind under Libanon. En kunstig nation var skabt imod store dele af befolkningens vilje. Frankrig fik både Libanon og Syrien som mandatområder.
De muslimske befolkningsgrupper følte sig tvangsunderlagt det kristne overherredømme i Libanon og fastholdt op gennem århundredet opfattelsen af Syrien som deres "rigtige" hjemland. Når de havde problemer, forventede de beskyttelse fra regeringen i Damaskus. Syrien anerkendte aldrig officielt republikken Libanon og oprettede aldrig diplomatiske forbindelser til Beirut.
Det nationale charter
For at "holde sammen på nationen Libanon" anbefalede den franske kolonimagt i starten af 40’erne (Libanon blev selvstændigt i 1941) et såkaldt konfessionelt politisk system: "Det nationale charter", hvor man fordelte den politiske magt til de forskellige
religiøse grupper i forhold til disses andel af befolkningen, baseret på en folketælling fra 1932. Det nationale charter er et reaktionært og udemokratisk system, der stadig gælder i dag. Ikke kun fordi muslimerne bliver underrepræsenteret, men også fordi befolkningens interesser ikke primært styres ud fra religion, men ud fra sociale og økonomiske forhold.
De kristne og muslimerne stilles lige, hedder det sig, og får ifølge charteret lige mange pladser i parlamentet. De kristne maronitter får præsidentposten. Premierministerposten går til sunnimuslimerne, mens shiamuslimerne får posten som formand for parlamentet osv.
Det `nationale charter’ kom i stigende grad til at virke uretfærdigt, mens muslimernes antal voksede langt stærkere end de kristnes. Dette diskriminerede den muslimske befolkning og favoriserede det kristne provestlige mindretal der, i samarbejde med den tidligere kolonimagt Frankrig, kom til at dominere såvel politisk som økonomisk og hurtigt blev den dominerende kraft inden for Libanons stærkt opstigende handelsborgerskab. Heri ligger en af årsagerne til udbruddet af borgerkrigen i Libanon der varede fra 1975 til 1990.
Borgerkrigen 1975-90 og dens mange aktører
Striden mellem den arabiske nationalisme og den vestligt orienterede kristne maronittiske elite blussede for alvor op ved ankomsten af hundredtusinder af palæstinensiske flygtninge. Palæstinensernes flugt og ankomst til Libanon fandt sted på baggrund af dels Israels sejr i Junikrigen i 1967 og dels ’Sorte September’ i 1970 hvor palæstinenserne blev smidt ud af Jordan af Kong Hussein. Den libanesiske kristne maronittiske elite ønskede opretholdelse af status quo og så palæstinenserne som en trussel mod Libanons "uafhængighed". Den arabiske nationalisme, derimod, så ankomsten af palæstinenserne som en styrkelse af deres position, både talmæssigt og militært-politisk.
Palæstinenserne opbyggede i deres flygtningelejre en slags "stat i staten" (mens Libanon selv var en svag stat uden egentlig fungerende militær) og rådede over 1015.000 veltrænede guerillasoldater.
Palæstinensernes ankomst samt truslen om syrisk dominans var årsager til at Israel besatte det sydlige Libanon og i 1982 fik held til at smide PLO ud af Libanon. Hvorefter et stærkt svækket PLO tog ophold i Tunis.
Den langvarige borgerkrig i Libanon udkæmpedes mellem to hovedkræfter: 1) den libanesisk-palæstinensiske venstrefløj støttet (periodevis) af Syrien og 2) den kristen-reaktionære bevægelse (herunder falangistmilitserne) støttet af Israel og den vestlige imperialisme. Men med en lang række ikke-libanesiske aktører tilstede i landet: Syriens fredsbevarende styrker, Israels besættelsestropper i Sydlibanon, fredsbevarende FN-styrker fra USA og en række europæiske lande, Hizbollah militsen i det shiamuslimske Sydlibanon. (Hizbollah var dannet i `82 med udgangspunkt i Iran for at bekæmpe den zionistiske besættelse af Sydlibanon) samt palæstinenserne.
Taëf fredsaftalen 1989
Borgerkrigen afsluttedes officielt i1989 med Taëf-aftalen som blev underskrevet af Libanon og Syrien ved saudiarabisk og egyptisk mellemkomst. Libanon bad i aftalen "broderstaten" Syrien lade sine tropper blive i landet indtil begge parter måtte mene at Libanon kunne klare sig selv. Hvis de syriske tropper skulle flyttes, ville det i første omgang være til Bekaa-dalen, og tilbagetrækningen skulle ske ved fælles overenskomst mellem de to landes regeringer.
Forår 2005: Antisyriske demonstrationer i Beiruts gader
I dag, 15 år efter borgerkrigens afslutning, har de politisk-økonomiske, kulturelle og religiøse dønninger ikke lagt sig. Libanon er forblevet en mosaik af forskellige sociale klasser og nationaliteter og religioner. Allerede i efteråret 2004 vedtog FN’s sikkerhedsråd resolution 1559 der krævede de syriske tropper ud af landet. Men først efter mordet på Rafiq Hariri den 14. februar og fremvæksten af antisyriske massebevægelser blev det til et folkeligt krav. Efter massivt libanesisk og internationalt pres trak syrerne den 26. april deres sidste 10-15.000 tropper tilbage over grænsen til Syrien.
Forårets forskellige massebevægelser, som har demonstreret i Beiruts gader, definerer sig politisk især i forhold til syrernes tilstedeværelse, men også i forhold til USA og Israel.
— Den antisyriske bevægelse (oppositionsbevægelsen) er overvejende proimperialistisk og prozionistisk. Den rummer dels en fløj af den reaktionære kristne elite med direkte forbindelser til udenlandske imperialistiske kræfter og et tæt forhold til Israel og har i årevis været antisyriske, dels en fløj af kræfter der indtil for nylig var en del af det nuværende pro-syriske system, bl.a. den politiske blok omkring druserlederen Walid Joumblatt og hans parti og parlamentsgrupper. (Walid Joumblatts far, en kendt drusisk leder, blev i 1977 selv dræbt ved et attentat. Sønnen har udtalt at han mener det var syrerne
der dræbte faderen). Og dels en stor gruppe fortrinsvis unge libanesere der er fascineret af Vesten og ønsker demokrati og `modernitet’.
— Den prosyriske bevægelse (loyalistbevægelsen), hvis inderkreds har tætte forbindelser til Damaskus og det sekulære Baathparti, tæller ikke kun muslimer, men mange kristne som har opbygget deres karrierer gennem lydighed i forhold til Damaskus. Angående de syriske troppers tilstedeværelse henviser de til Taëf-aftalen og mener at den nuværende fjernelse af de syriske "brodertropper" kun gavner USA-imperialismen og zionismen!
Og så, som den sorte hest:
— Den shiitiske Hizbollah-bevægelse der med støtte fra Iran - hævder at stå uden for fløjene og nyder stor respekt for sit omfattende sociale og sundhedspolitiske arbejde i det sydlige Libanon. Hizbollah stiller op til parlamentsvalget og vil utvivlsomt vinde en kanonsejr i Sydlibanon hvor de står som de ukronede ’konger’, fordi det primært var Hizbollahs kamp der tvang den zionistiske besættelsesmagt ud af Libanon i 2000. USA presser på for, med udgangspunkt i resolution 1559, at få opløst Hizbollahs milits, hvilket kategorisk afvises af Hizbollahs formand Hassan Nasrallah. Og der er næppe i Libanon folkelig opbakning til at opløse Hizbollah-militsen som aldrig har været rettet mod den libanesiske befolkning, men kun mod Israel.
Libanon er ikke Georgien og Ukraine
Vesten jubler over at Libanon her i foråret 2005 holder det første "frie valg" efter Syriens tilbagetrækning. Men der er ingenlunde tale om et frit og retfærdigt valg. I Libanon tæller som sagt de muslimske stemmer ikke så meget som de kristne stemmer.
Hvis oppositionen vinder valget, vil Libanon få en meget skrøbelig regering der reelt ikke har noget politisk program, nu hvor de har fået opfyldt kravet om syrernes tilbagetrækning, men vil være under voldsomt pres fra USA og Israel for at varetage imperialistiske/zionistiske interesser. Hvis loyalistbevægelsen vinder valget, vil Syriens indflydelse fortsætte omend i mindre omfang.
Men Libanon er ikke Georgien eller Ukraine. Modellen med de lyserøde revolutioner som i Georgien og Ukraine for nylig førte til indsættelse af proimperialistiske regeringer kan ikke uden videre overføres til Libanon. Som den prosyriske præsident Emile Lahoud sagde under forårets demonstrationer: "Det, der forener Libanon og Syrien, kan ikke adskilles af impulsive beslutninger, som er i modstrid med de geografiske og historiske bånd som altid har forenet de to broderfolk og broderlande". USA’s og Israels illegitime besættelser af henholdsvis Irak og Palæstina gør endvidere de to regimer upopulære hos store dele af den arabiske befolkning, hvilket - heldigvis - vanskeliggør USA’s imperialistiske strategi for Mellemøsten.
Note 1: Maronitter: en kristen befolkningsgruppe opkaldt efter eremitten Maron som levede i Syrien i begyndelsen af 400-tallet. De blev optaget i den romersk-katolske kirke i 1182. De tæller i dag ca. 500.000 troende, de fleste i Libanon og Syrien, men også mindre menigheder i resten af verden.