Tema: Krise
Hvorfor er den økonomiske krise indtruffet nu? Hvilke geopolitiske forandringer medfører den? Vil den svække USA’s hegemoni? Hvad er finansialisering? Og kan økonomiens problemer løses gennem keynesianske redskaber? GAIA ser nærmere på krisens årsager og konsekvenser og på verdensøkonomiens udvikling siden 1970’erne, en periode som nogle økonomiske historikere har kaldt ’én lang nedtur’ for den rige verden.
Af Anna Storr-Hansen
Den økonomiske krise, hvis indledning blev markeret af krakket på USA’s boligmarked i efteråret 2008, er flere gange blevet sammenlignet med krisen i 1930’erne. Det der adskiller de to kriser er imidlertid, at den nuværende i højere grad er global, idet mange flere lande er blevet integreret økonomisk, og derfor vil krisen ramme langt flere mennesker, særligt efter fire årtier med økonomisk afregulering. Samtidig markerede krisen i 1930’erne indledningen til USA’s hegemoniske position i verdensøkonomien, mens den nuværende snarere markerer afslutningen og peger frem mod en ny geopolitisk orden.
I flere årtier med neoliberal dominans har kritik af markedsøkonomien og den uregulerede kapitalisme haft en meget marginal position i offentligheden. Derfor er det et skridt i den rigtige retning at udråbe mangel på økonomisk regulering og grådige spekulanter som årsagerne til den økonomiske krise. Men det er ikke tilstrækkeligt. Hvis man vil forstå den finansielle og økonomiske krise må man se den som et symptom på andre forhold i økonomien. Som den økonomiske historiker Robert Brenner påpeger, har økonomien i de vestlige lande været på en lang rutsjetur siden 1973. Det vil sige, at de indikatorer man normalt bruger til at måle væksten, f.eks. BNP og reallønninger, har haft det sløjt. Siden 1970’erne er reallønningerne stagneret i USA, i det meste af Europa har arbejdsløsheden været meget høj, og væksten har været rekordlav. Men også det globale Syd har mærket nedturen, bl.a. gennem de voksende slumområder, der nu huser størstedelen af verdens befolkning, tilsvarende rekordlav vækst, gældskrisen og den høje frekvens af finansielle kriser. Her står det også klart at den økonomiske guldalder, som de første 30 år efter Anden Verdenskrig er blevet kaldt, definitivt er ovre.
For at forstå den lange nedtur må man kigge tilbage på den økonomiske udvikling i 1960’erne. Allerede i 1960’erne opstod der overkapacitet i fremstillingsindustrien på globalt plan, hvilket betød at der blev produceret flere og flere varer, men at der ikke var nok efterspørgsel til at få dem afsat. Dette var situationen, efter nye producenter var blevet integreret på verdensmarkedet, heriblandt Tyskland og Nordøstasien. I bilindustrien begyndte Toyota for eksempel at udkonkurrere de europæiske og amerikanske mærker, bl.a. på grund af deres organisering af produktionen, kendt under navnet LEAN. Der var altså opstået en skarp konkurrencesituation, idet mange flere producenter var kommet på banen, end der var lige efter Anden Verdenskrig. Det betød at profitterne sank, alt imens de kriseramte virksomheder forsøgte at opretholde indtjeningen gennem teknologiske investeringer, afskedigelser og lønsænkninger. Samtidig med, at lønningerne blev presset ned for at opretholde profitterne, begyndte regeringer i Vesten at opgive den keynesianske økonomiske politik, der netop fokuserer på at opretholde efterspørgslen. Som man kan tænke sig, afhjalp dette ikke manglen på efterspørgsel, men gjorde faktisk problemet endnu værre. Samtidig skete der en radikalisering af arbejderbevægelserne og andre sociale bevægelser i slutningen af 1960’erne, i forbindelse med at inflationen åd lønstigningerne op. Dette resulterede i en bølge af arbejdskampe, som markerede et afgørende opgør med efterkrigstidens monotone fabriksarbejde og den fordistiske organisering af arbejdet.
Politikernes svar på de skrantende profitter og arbejdermilitansen var at slå hårdt ned på fagforeninger og sociale bevægelser og indlede den neoliberale æra. Mere konkret forsøgte man at genoprette profitterne ved at sænke produktionsomkostningerne bl.a. gennem outsourcing af manufakturproduktion, effektivisering på alle planer – også den offentlige sektor - og integration af Asien i verdensøkonomien. I Vesten, hvor man satsede på at beholde de videns- og serviceintensive brancher, var problemet med den manglende efterspørgsel stadig ikke løst. Den måtte stimuleres, men da de neoliberale dogmer ikke tillod keynesianske finanspolitiske tiltag, blev den forsøgt kompenseret gennem rentesænkninger og øgede muligheder for udlån. Det politiske svar på overproduktionskrisen var altså ikke keynesiansk. I stedet for at pumpe penge ud i samfundet og investere i den offentlige sektor, skar man ned på de offentlige budgetter og øgede samtidig mulighederne for at låne penge til forbrug, samtidig med at man oprettede pensionsfonde og på den måde øgede kapitalansamlingerne til rådighed for finansielle institutioner. Finanssektoren blev afreguleret, hvilket betød at det ikke længere var et offentligt anliggende hvem der skulle låne penge og hvor mange. Mønstret var klart. Så længe man ikke ønskede at give folk højere lønninger, men stadig gerne vil have dem til at forbruge varer, var den sidste mulighed at give dem kreditkort.
Dette blev indledningen til det flere iagttagere har kaldt finansialiseringen, altså det faktum at finanssektoren har fået en dominerende position i økonomien, i og med at reguleringen, der blev grundlagt med 1930’ernes New Deal-politik, blev opgivet i 1970’erne. Man kan sige at Thatcher-Reagan duoen muliggjorde finansialiseringen ved simultant at ødelægge de sociale bevægelser med den ene hånd og deregulere finanssektoren med den anden. Finansialiseringen har blandt andet medført, at en historisk stor andel af profitterne i dag udgøres af finansielle services. Andelens størrelse er omdiskuteret, men anslås til at ligge mellem 30 og 50% i 2007, hvor den i starten af 1980’erne ikke oversteg 15%. Samtidig har væksten i handlen med penge og værdipapirer været markant større end handlen med varer og tjenester. Firmaer begyndte at ernære sig ved at opkøbe hinanden og monopolisere i stedet for at udvide produktionen, og tendensen til at kortsigtet spekulation erstattede de produktive investeringer tog til. Når man tænker på, at kapitalismen er drevet af udsigten til profit, er det faktisk ikke så underligt, at spekulationen begyndte at få så meget vind i sejlene. Det var netop her, de største fortjenester kunne hentes - hurtigst. I den forbindelse begyndte kredit at udfylde det tomrum, der var opstået for lønarbejderne i forbindelse med de stagnerende reallønninger, især i USA. Kredit kan i denne sammenhæng ses som en slags social tvang der kan medvirke til at erodere klassesolidariteten; når man er forgældet, er man mindre tilbøjelig til at organisere sig som politisk kraft og udfordre kapitalens dominans. Eksplosionen af finansiel aktivitet hos arbejderklassen kan altså ses som et integreret element af den kapitalistiske modoffensiv, der opstod som svar på den organiserede modstand mod kapitalen fra slutningen af 1960’erne og frem til midt-1970’erne. På denne måde begyndte arbejderklassen i Vesteuropa og USA at bruge finansmarkederne til at højne sin købekraft. Hvor arbejdskampe og strejker er blevet besværliggjort af kapitalens øgede mobilitet, individualiseringen af arbejdets organisering og forsøget på at holde lønningerne nede, er mulighederne for at købe på kredit eksploderet.
Den økonomiske krise har medført en debat om hvorvidt neoliberalismen er klar til at blive begravet. Her hævder nogle, at de neoliberale dogmer er blevet systematisk udfordret af det globale Syd i løbet af de seneste 10 år, hvor det mest eklatante eksempel på dette er sammenbruddet i WTO forhandlingerne under Doha-runden i sommeren 2008 og den kontinentale venstredrejning i Latinamerika, der flere steder har medført enten nationalisering af naturresurserne eller løfter derom. Generelt er det ikke for meget at sige at store dele af Latinamerika er i et åbent opgør med USAs indflydelse på kontinentet. Andre fremhæver, at den neoliberale økonomiske strategi, frem for at være død snarere har fået udvidet sit domæne, i og med at Island som det første vesteuropæiske land siden 1976 har modtaget et milliardbeløb i lån fra IMF, med neoliberale lånebetingelser, efter det islandske banksystems kollaps i efteråret 2008. Den politiske tænker, Naomi Klein, giver ikke meget for, at neoliberalismen skulle være død. Dette skyldes, siger hun, at den ikke på noget tidspunkt har været drevet af ideologi: ”Den brugte ideologi, når det passede ind, men den var drevet af økonomiske interesser, og den vil komme rasende tilbage. Så den er ikke død, men vi kan slå den ihjel!” udtalte hun i en artikel i Information i oktober 2008.
Neoliberalismens død eller ej, det er stadig et åbent spørgsmål om den økonomiske krise for alvor vil formå at rykke på den geopolitiske magtbalance på længere sigt, og om den er et symptom på den forskydning, der i de kommende årtier vil rykke verdens økonomiske magt fra USA til Asien. Bretton Woods-systemets sammenbrud (Red: det system der i efterkrigstiden knyttede dollaren til guldet, og alle andre valutaer i samarbejdet til dollaren og cementerede USA’s økonomiske dominans) indikerede allerede i 1960’erne, at USA’s hegemoniske position var ved at smuldre. Siden da er USA’s økonomiske styrke i forhold til omverdenen blevet svækket gradvist, som da USA i 1985 gik fra at være udlåner til at blive nettodebitor og siden er blevet verdens største debitor og modtager af udenlandske investeringer. I dag er det Brasilien, Mellemøsten, Rusland, Indien og Kina der er blandt verdens største udlånere. Og USA er afhængig af lån for at finansiere sit forbrug og sine krige. Her spiller Kina en vigtig rolle. Da Kina længe har solgt mere til USA end omvendt, har der ophobet sig store dollarreserver i Kina, som landet har kunnet låne til USA via køb af amerikanske statsobligationer. På denne måde har Kina været garant for det amerikanske forbrug de seneste 15 år. Med til historien hører at dollaren pt. er historisk lav, hvorfor der er blevet sået tvivl om dens status som international reservevaluta i fremtiden, en status den har haft siden 1970’erne. I marts i år foreslog direktøren for den kinesiske centralbank, Zhou Xiaochuan, at skabe en ny international møntenhed, som kunne erstatte dollarens position. Dette er ikke faldet i god jord hos Obama-administrationen, og det er forståeligt nok, eftersom den amerikanske position som førende global økonomisk magt ikke ville kunne overleve uden dollaren som reservevaluta.
Der går ikke en dag uden vi hører økonomer eller regeringer forudse: ”Nu går det fremad! Udviklingen vender i 2010”. Meget tyder imidlertid på, at de økonomiske forhold vil forværres de næste årtier, og at krisen vil have katastrofale konsekvenser for de mennesker, der nu skal til at løse kapitalismens problemer. For som det er set tidligere, er det mennesker der kommer til at betale prisen. Det værste scenarium for fremtiden er en depression på linje med den, der gik forud for Anden Verdenskrig og en tilbagevenden til den kapitalistiske økonomis mørke sider. Sikkert er det, at hvis der ikke præsenteres nogle dybdegående analyser af krisen, vil der heller ikke kunne foreslås nogen dybdegående kure. Spørgsmålet er, om en genoptagelse af de keynesianske redskaber kan afhjælpe krisen. Ifølge den økonomiske historiker Robert Brenner satte New Deal ikke en stopper for depressionen i 1930’erne, det var snarere oprustningen i forbindelse med Anden Verdenskrig, der gjorde udfaldet. Især den anden New Deal fra 1935 afhjalp på kort sigt den mangel på efterspørgsel, der indtraf i midten af 1920’erne, gennem prisreguleringer, arbejdsløshedsforsikringer, pensioner, støtte til fagforeninger og til landbruget. Men allerede to år efter var både produktion og investeringer faldet igen, og først med Anden Verdenskrig opstod der fuld beskæftigelse. Hvis krisen følger tidligere mønstre, er det kun rationaliseringer og nye innovationer, som ny teknologi, højere produktivitet og sænkning af kapital- og lønomkostninger, der kan lede kapitalismen ind i sin næste fase og dermed redde kapitalen. Depressionens problem løses ikke ved at støtte skrantende firmaer, men kun igennem depressionen selv. Kriser er altså systemrensende. Men denne gang synes det klart, at den økonomiske vækst er ved at nå sine naturlige grænser, og det er svært at forestille sig at opretholde det nuværende produktionsog forbrugsmønster i mange år frem i tiden, med den globale klimakrise i tankerne. Derfor er det også nu, der er mulighed for at brænde igennem med kritikken af det økonomiske system, der er ansvarlig for de sidste 30 års gradvise økonomiske kollaps, den systematiske ødelæggelse af miljøet og som ofte må gennemgå destruktive kriser og depressioner for at opretholde sig selv. Den økonomiske krise har produceret masser af vrede. I Island har protester drevet regeringen fra magten, i Irland og Ukraine har arbejdere besat lukkede fabrikker, I Frankrig har arbejdere taget deres chefer til fange, og i USA har der været stort ramaskrig over de bonusser, som chefer har fået betalt ud af penge fra hjælpepakkerne. Nu bliver udfordringen at rette vreden mod selve det sociale system der producerer ulighed.
Kapitalistiske kriser
Kapitalistiske kriser har været en del af en tilbagevendende dynamik i kapitalismen siden starten af 1800 tallet. Selvfølgelig har der været kriser før, i forbindelse med dårlig høst, krige eller sygdomme. Men det særlige ved kapitalistiske kriser er, at de ikke indtræffer på grund af knaphed på produktionskapacitet eller fødevarer. Der kan sagtens være rigeligt fødevarer under en krise, problemet er, at folk ikke har råd til at købe dem – at efterspørgslen halter bagefter. For eksempel blev tonsvis af fødevarer afbrændt under depressionen i 1930’erne samtidigt med, at millioner manglede mad på bordet.
Det cykliske mønster i de kapitalistiske kriser skyldes udsving i afkastet på investeringer – profitterne – da profitmotivet er hoveddrivkraften i kapitalismen. Når profitterne er høje, er der velstand i et samfund, og når de er lave, truer en depression. Spørgsmålet er så, hvad der har indflydelse på profitternes størrelse? Ifølge Marx skyldes udsvingene det forhold, at kapitalen har en tendens til at investere mere og mere i maskiner og teknologi og bruge mindre arbejdskraft. Marx mente, at dette fører til, at profitraten falder, idet det er arbejdskraften, der skaber profitten. En konsekvens af dette er, at profitten på et tidspunkt vil være for lille til yderligere at udvide systemet. Når firmaer ikke investerer længere, mindskes markedet for forbrugsvarer, og arbejdsløsheden stiger - og voila! Krisen er en realitet.
Uanset om man køber teorien eller ej, er det et faktum, at der cirka er gået 40 år mellem de store kriser i verdensøkonomien siden 1850. Hver fyrreårig cyklus har haft sine særegne træk og været centreret omkring specifikke produkter og energikilder. Som eksempel er der i dag tegn på, at de store bilfabrikanter, der opstod omkring det forrige århundredeskifte, er ved at komme i seriøse problemer, fordi de ikke kan opretholde profitterne. General Motors (GM) er den næststørste bilproducent i verden og ejer den mest automatiserede bilfabrik i verden i Lordstown, Ohio. Den kostede 100 millioner dollars at bygge i 1966, og i 2002 brugte firmaet 500 millioner dollars på at modernisere den, hvilket betød at de kunne nedskære arbejdsstyrken fra 7000 til 2500. Allerede syv år senere, bad GM om hjælp fra regeringen, og koncernen er nu gået i betalingsstandsning som et led i forsøget på genopretning.
I værste fald (set fra firmaet perspektiv) betyder de skrantende profitter, at firmaet ikke kan rationalisere produktionen mere, og må gå til grunde under en krise. Processen kan selvfølgelig forlænges, hvis firmaet modtager hjælp af en regering. På denne måde kan man sige, at krisen gavner systemets overlevelse og skaber plads for nye typer firmaer, ny arbejdsdeling eller nye måder at organisere produktionen på.